K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

You are here: Home / Archives for Digte

Bai T. Moore: Ebony Dust

- Af Skriv en kommentar


Hvis du umiddelbart tænker, at en samling liberianske, politiske digte på frie vers fra 1962 ikke lige er noget for dig, så har du nok ret. Hold trygt inde med at læse videre. Selv større fans af poesi end jeg ville formentlig medgive, at Bai T. Moores digte i dag primært har historisk interesse.

Forleden omtalte jeg Bai T. Moores kortroman Murder in the Cassava Patch som jeg har læst som indslaget fra Liberia i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Det føltes nu lidt letkøbt at lade Liberia repræsentere af kun en kortroman, som faktisk kun er en novelle. >> Læs videre

Qassim Haddad: Chronicles of Majnun Layla & Selected Poems

- Af Skriv en kommentar


Når jeg nu alligevel var i gang med den meget smalle, grænsende til obskure, litteratur fra meget små arabiske golfstater (jf. min læsning af Thani Al-Suwaidis The Diesel tidligere på ugen), så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne tage et smut omkring Bahrain også – og få det overstået. Det blev til et kig ind i digteren Qassim Haddads værk.

Bahrainske Qassim Haddads prosadigte har givetvis stor kvalitet for dem, der er til den slags. Personligt var jeg et godt stykke fra at blive grebet af guddommelig digterisk galskab eller noget, der ligner, ved at læse dem. Men læsningen af Qassim Haddad gav god inspiration til at læse lidt op på sagnet om Majnun og Layla og dets reception i både østlig og vestlig kulturhistorie, og det var til gengæld helt interessant. >> Læs videre

Grace Mera Molisa: Colonised People

- Af Skriv en kommentar


Ak, det er lidt af en litterær ørkenvandring (tilgiv mig det upassende billedsprog) at hoppe fra atol til atol blandt de mindre ønationer i Stillehavet. Jeg var ikke overrasket over, at det var svært at finde litteratur fra mikrostaten Tuvalu. Men det skulle vise sig endnu sværere for Vanuatus vedkommende.

Vanuatu er med sine godt 200.000 indbyggere og 12.200 km² store landområde ellers betydeligt større end Tuvalu (omend – indrømmet – stadig blandt klodens mindste stater). Men ligesom mange af de øvrige, små østater i Stillehavet har Vanuatu ikke nogen egentlig skriftlig litterær tradition, og det afspejler sig i meget få udgivelser.

Også i tilfældet Vanuatu har jeg i min ambition om at læse en bog fra hvert land i verden måttet slå mig til tåls med en digtsamling. Jeg har ikke kunnet opdrive nogen som helst romaner eller noveller fra landet >> Læs videre

Selina Tusitala Marsh: Fast Talking PI

- Af Skriv en kommentar


Fast Talking PI er noget så overraskende som tuvaluansk Power Poetry. Der er saft og kraft i Selina Tusitala Marsh’s digte – selv om meget går hen over hovedet på mig.

Nu er det her jo ikke nogen geografiblog, men i tilfældet Tuvalu må man nok have lov at nævne et par fakta, som jeg tilstår, at jeg ihvertfald ikke selv var bekendt med førend fornylig:

Tuvalu er et ørige i Sydhavet bestående af ni beboede atoller dækkede i alt bare 26 km² land, som imidlertig er spredt over et havområde på omkring 1,3 millioner km². >> Læs videre

Vestsahara? Udgives der overhovedet litteratur fra Vestsahara?

- Af Skriv en kommentar


Det er måske lidt tidligt at give op over for et land i min selvpålagte læseudfordring – at læse en bog fra hvert land i verden – i og med, at jeg indtil nu kun har været igennem lidt mere end 40 lande ud af knap 200. Men Vestsahara er altså en hård nød at knække.

Der er masser af god litteratur tilbage i verden, herunder en masse endnu ulæste bøger og forventeligt gode bøger fra mange forskellige lande på mine boghylder. Ikke desto mindre har jeg ind imellem læsningen brugt noget tid på at opspore potentielle læseoplevelser fra nogle af de – litterært set – lidt mere marginale nationer. >> Læs videre

Anise Koltz: At the Edge of the Night (Au Bord de La Nuit)

- Af Skriv en kommentar


“I am the nightmare of a mad God / Je suis le cauchemar d’un Dieu fou.” Sådan lyder udgangsstrofen i ét af luxembourgske Anise Koltz’ digte, og de øvrige digte i samlingen At the Edge of the Night er ladet med samme vrede og vildskab.

Det var sværere, end jeg på forhånd havde troet, at finde oversat litteratur fra Luxembourg. Der udgives en del litteratur fra det lille EU-land på Luxembourgs to store officielle sprog, fransk og tysk, og i stigende grad også på det tredje officielle sprog i landet, luxembourgisk. Men der er ikke meget at finde oversat til engelsk, og da slet ikke til dansk.

Jeg har derfor set mig nødsaget til at ty til en digtsamling, selv om jeg i min bestræbelse på at læse bøger fra alle lande i verden som udgangspunkt går efter romaner eller noveller frem for lyrik. >> Læs videre

Lise Harlev: Jeg er aldrig ligeglad

- Af Skriv en kommentar


Hmm. Jeg er en ret stor fan af Forlaget Korridor, som man kan have bemærket. Men min velvilje rækker altså ikke til at kunne omfatte forlagets seneste udgivelse med nogen begejstring.

Lise Harlev (f. 1973) er billedkunstner, uddannet fra Kunstakademiet i København og til daglig bosat i Berlin. Jeg er aldrig ligeglad er hendes skønlitterære debut.

Bogen består af 84 korte, selvbiografiske prosastykker, de fleste ikke længere end én eller to sætninger. Prosastykkerne udgør jeg’ets hverdagsobservationer, erindringer og reflektioner i denne stil: >> Læs videre

Caspar Eric: Nike

- Af Skriv en kommentar


“vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder / og så smadrer vi hinanden / jeg har bare været smadret / fra begyndelsen”

Casper Erics (f. 1987) langdigt Nike er skrevet som var det én lang, mere eller mindre uredigeret email til ekskæresten: “it’s the things / we love most / that destroys us / knus Caspar / sendt fra min iPad,” som det hedder i udgangsstroferne.

Kærlighedssorgen fylder noget i digtet, men mere centralt står kroppen og samfundets kropsidealer. Caspar Eric ved noget om smadrede kroppe. Han er født med cerebral parese (også kendt som spastisk lammelse) og har gennemgået adskillige operationer på den konto. Digtet er i høj grad en lang reflektion over, hvordan man lever med dét i en kropsfikseret kultur. Der er ikke noget klynk over Nike, omend et vist mål af narcissisme og en hel del vrede og frustration – over oplevelsen af at blive set på og kategoriseret som handicappet. >> Læs videre

Marie Gerhardt: Amagermesteren

- Af Skriv en kommentar


Nu er jeg jo ikke den allerstørste fan af digte som genre. Og jeg interesserer mig ikke det fjerneste for sport, mindst af alt fodbold. Så det var lidt op ad bakke fra starten for Marie Gerhardts (f. 1978) Amagermesteren, da det gik op for mig, at jeg her sad med en samling sportsdigte om blandt andet forfatterens erindringer fra tiden som fodboldpige på Amager.

Nuvel, man må jo efter bedste evne forsøge at sætte parentes om sine fordomme. Og Amagermesteren viser sig da også at handle om en del andet end sport. Først og fremmest fremstår digtsamlingen som en serie mere eller mindre selvbiografiske (gætter man på) erindringsglimt fra en opvækst i 1980’erne og 1990’erne på det ikke særligt fancy Amager. >> Læs videre

Birgitte Krogsbøll: Funkelgnister. Rim, råb og remser

- Af Skriv en kommentar


“Kramfaje nuppa nappa meje
stinkelbener edderreje

bille utte raps antenner
funkelgnister, trumbannister
guldsafiranunkelknister”

Nej, det er ikke K’s bognoter, der er blevet hacket eller har fået virus. Det er bare Birgitte Krogsbølls skønne børnebog Funkelgnister med den passende undertitel Rim, råb og remser.

Nu læser vi jo ikke så tit børnebøger her hos K’s. Det har da også den særlige anledning, at Birgitte Krogsbølls Funkelgnister er en af syv digtbøger, der er blevet udtaget som kandidat til Politikens Litteraturpris 2015, og som jeg har sat mig for at læse allesammen. >> Læs videre

Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj

- Af Skriv en kommentar


“jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / kom ikke til mig med jeres bløde shit”

Ursula Andkjær Olsens (f. 1970) seneste digtsamling, Udgående fartøj, er hård kost. Stenhård.

Værket kredser om at håndtere sorg og tab. Det er ikke lysende klart af digtene, hvori sorgen og tabet består, men jeg har læst mig til, at Andkjær Olsens forrige udgivelse, Det 3. årtusindes hjerte (som jeg ikke har læst), tematiserede afbrudte graviditeter. Og det giver god mening at tolke tabet i Udgående fartøj som knyttet til erfaringen af en uønsket abort. Men det er sådan set ikke nødvendigt med en så konkret tolkning, for Udgående fartøj fungerer også som tematisering af tab og sorg mere generelt. >> Læs videre

Bjørn Rasmussen: Ming

- Af Skriv en kommentar


Sorg, savn, seksualitet og psykoser kunne være nogle af overskrifterne for Bjørn Rasmussens på én gang stærke og skrøbelige digte. I passager frastødende, nogle gange decideret klamme, i andre passager rørende og båret af stor ømhed. Det ene øjeblik er digteren på grænsen til det ynkeligt selvoptaget klynkende, det næste lynende skarp og brutal i sin selvgennemlysning.

Det er ikke nødvendigvis min kop te, men det har mere med min personlige smag at gøre end med Bjørn Rasmussens (f. 1983) evner. For der er ingen tvivl om den høje kvalitet. >> Læs videre

Thomas Boberg: Hesteæderne. Trilogien

- Af Skriv en kommentar


“Fordi døden er den fest / I holder / er mit digt / en magisk bønnespire / i jeres anus.”

Der er en vildskab og en rå, sorthumoristisk energi i de bedste dele af Thomas Bobergs dystopiske, samfundskritiske digttrilogi om hesteæderne og den samfundsnedbrydende kamp om kulturherredømmet mellem Konsulens og Kaliffens tilhængere. Men den er også for lang og taber pusten ind imellem.

Hesteæderne (1-3) er sin form overordnet set at betragte som et stort sammenhængende epos. Digttrilogien er organiseret i selvstændige digte i varierende rytmiske former, i passager lyrisk, men i overvejende grad gående i retning af det prosaiske digt. Der er dog en tydelig, fremadskridende fortælling i digtene, som således bør læses i sammenhæng og i rækkefølge. >> Læs videre

Georg Trakl: Sebastian i drømme

- Af Skriv en kommentar


“Snart formørkes det grublende menneskes pande.” Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad denne strofe fra Georg Trakls klassiske digtsamling Sebastian i drømme egentlig skal betyde. Men det lyder tungt og som noget, der kan overgå mig selv, hvis jeg skulle fortabe mig i forsøg på at forstå Trakl. Det tror jeg, at det gælder om at undgå.

Den østrigske digter Georg Trakl (1887-1914) spiller en ikke helt ubetydelig rolle i Lutz Seilers roman Kruso (2014, da. 2015), som jeg læste i sidste uge. Her refereres hovedpersonen Ed ustandseligt for at citere digte af Trakl, og digtene udgør et ikke uvigtigt kontaktpunkt mellem Ed og titelkarakteren Kruso (uden at vi dog som læsere får citeret en eneste strofe af Trakl i romanen).

I den forbindelse kunne jeg kun opfatte det som en invitation, da jeg i denne uge i en boghandel tilfældigt faldt over Trakls angivelige hovedværk, samlingen Sebastian i drømme, som netop er genudgivet på forlaget Rosinante i delvis ny dansk gendigtning ved Rolf Gjedsted. >> Læs videre

Monia Sander: Dominique

- Af


Originalt, nyt dansk værk krydser grænser mellem både litterære genrer og medier – og så er det bare superlækkert udført.

Jeg har glædet mig til at få Monia Sanders (f. 1988) nye værk Dominique mellem hænderne, lige siden jeg havde lejlighed til at se en ‘prototype’ i forbindelse med Lille Bogdag i april måned tidligere på året. Og det var da også en ren fornøjelse at modtage værket med posten og pakke det langsomt ud.

Dominique består af 16 separate tryksager af forskellig karakter (17, hvis man tæller et visitkort med). De kommer i en simpel, grå papæske, men når du åbner æsken, mødes du af en umanerlig indbydende pakke af små hæfter, foldere og løsblade i forskellige størrelser, papirkvaliteter og grafiske udtryk, sirligt bundet sammen af et kapitælbånd (som er de dér små, ofte stribede stofstrimler, der fæstnes foroven og forneden på bogblokken i en indbundet bog). Alt sammen pakket nænsomt ind i et stykke bogbindergaze. Hele pakken emmer med andre ord af klassisk bogbinderkunst, men altså i en noget defragmenteret form. >> Læs videre

Zakariya Amataya: No Women in Poetry

- Af Skriv en kommentar


Jeg faldt over denne samling af Zakariya Amataya i den charmerende Bangkokboghandel Passport Bookshop. Den kom med hjem i tasken på grund af dens smukke udseende og lækre udførelse. Og så fordi det var lidt sjovt at få en bog på thai med hjem.

No Women in Poetry er en dobbeltsproget udgivelse: På venstresiderne er optrykt den oprindelige version på thai og på højresiderne den engelske oversættelse. Jeg forstår ikke en bønne af det thailandske, men skrifttegnene er smukke. >> Læs videre

Theis Ørntoft: Digte 2014

- Af 2 kommentarer


Theis Ørntoft (f.1984) er fucking træt af breaking news, der ikke breaker andet end fordummende, forskelsløse ligegyldigheder. Han er vred og desillusioneret på de menneskelige samfunds vegne. Men ikke nødvendigvis på planetens og naturens.

“For mig er samfundene døde. / Jeg tror ikke længere / det er et spørgsmål om forfinelse / men om afvikling.”

Theis Ørntofts anden digtsamling Digte 2014 er blandt andet blevet kaldt for mørk, postapokalyptisk økopoesi (Lilian Munk Rösing, Politiken). Og det er ikke helt dårligt ramt. For når man læser Ørntoft, så kastes man ind lige midt i apokalypsen, som vi må forstå allerede er her. De politiske fortællinger, den meningsløse nyhedsstrøm, industrisamfundet, ja, de menneskelige samfund i det hele taget, har spillet fallit. Det er næsten lykkedes menneskene at ødelægge planeten, men naturen slår igen, ukrudtet bryder op gennem asfalten, og Ørntofts poesi rækker bagud og nedad efter en slags naturens urkraft. >> Læs videre

Pia Juul: Avuncular. Onkelagtige tekster

- Af Skriv en kommentar


Jeg er ikke den store lyriklæser, som faste følgere af disse noter vil vide. Men Pia Juuls (f.1962) optræden ved arrangementet Digte & Lyd i VEGA forleden inspirerede mig alligevel til at anskaffe mig Juuls seneste udgivelse, Avuncular, med den i sig selv nysgerrighedsvækkende undertitel Onkelagtige tekster.

Avuncular er et engelsk udtryk og betyder netop onkelagtig, som man kan læse i et uddrag fra en engelsk-danskordbog, der er optrykt på bagsiden af Pia Juuls bog sammen med en billedcollage af forskellige slags onkler, virkelige og fiktive, heraf muligvis nogle af hendes egne.

‘Onkelagtig’: Der er noget tø-hø over begrebet, noget trygt, noget genkendeligt, noget ikke alt-for-tæt-familieagtigt (tæt nok på til at være trygt og sikkert, men ikke så tæt, at det er omklamrende), noget der smager af barndom og gamle dage. >> Læs videre