Originalt og sjovt bud på en litterær bearbejdning fra biologilokalet af det østtyske traume efter DDR’s sammenbrud og den tyske genforening. Værd at læse, om end ikke helt igennem vellykket.

Den 55-årige Inge Lohmark er biologi- og idrætslærer på den lille Darwin-skole i en mindre by i Forpommern i det tidligere DDR. Hun er lærer af den gamle skole og holder på orden og disciplin. Hun siger De til eleverne på gymnasieniveau og er ikke er til fals for blødsøden rundkredspædagogik, langmodighed med de dovne og uduelige elever eller utidig indblanding i elevernes sociale relationer.

For Inge Lohmark er biologien ikke bare det eneste sande fag i skolen (i modsætning til historie, geografi og samfundslære, hvor lærebøgerne skifter med regimerne). Biologien og især darwinismens udviklingslære er også de briller, hun ser resten af verden igennem. Kærlighed er en “syg symbiose” og mennesket kun “en flygtig tildragelse på proteinbasis”.

I skolelokalet som i naturen gælder den naturlige udvælgelse: De elever lykkes, som strenger sig an – ligesom giraffens lange hals er udviklet gennem det relative forspring, som de eksemplarer, der anstrengte sig mest for at nå de højestsiddende blade, skaffede sig. Den samme argumentation benytter Inge Lohmark for sig selv, når hun kigger væk fra de stærkere elevers mobning af de svagere.

Giraffens hals følger Inge Lohmarks perspektiv indefra i en stil, der i passager nærmer sig stream-of-consciousness, hvor beskrivelser af de ydre handlinger og dialogen hele tiden veksler med hendes tanker, der springer mellem det aktuelle nu og hendes associationer til den nære og fjerne fortid, forholdet til manden og især til den fortabte voksne datter.

Inge Lohmark er som lærertype et fortidslevn og som menneske et tilknappet, angstfyldt væsen. Hendes forsvarsmekanisme er at opretholde afstand til både eleverne og lærerkollegerne. Hun har kun foragt tilovers for de fleste af kollegerne med deres moderne pædagogiske metoder og utidige dutteri:

Kollegerne kunne simpelthen ikke begribe, at de kun skadede deres eget helbred, når de interesserede sig for eleverne. Det var jo ikke andet end blodsugere, som berøvede en al livsenergi. Som ernærede sig af lærergruppen, af dens ansvarlighed og dens angst for at krænke tilsynspligten. Ustandselig faldt de over en. Med meningsløse spørgsmål, ynkelige idéer og uappetitlige betroelser. Ren og skær vampyrisme.

Det er dog ikke kun Inge Lohmarks pædagogik, der er et fortidslevn. Folk flytter i stor hast væk fra den lille by i det gamle Østtyskland, skolens elevgrundlag svinder bort, og lærerstaben kan se frem til skolens snarlige lukning.

Skolens bortsmuldren bliver et billede på de døende rester af et DDR, der er dømt ude som en historisk blindgyde, en midlertidig evolutionær fejludvikling, men som nogle stadig ser tilbage på med bitter nostalgi. I det hele taget kan man læse hele bogen som et billede på det svundne DDR’s undergang i det nye forenede Tyskland: Hvad sidder man tilbage med andet end bitterhed, når idealerne, de historiske og politiske sandheder og lærebøgerne af i går med ét er kastet på historiens mødding, og ungdommen flygter fra området?

Sågar Stasis overvågninger og forhør kan blive genstand for nostalgi: Dengang var der da i det mindste nogen, der interesserede sig for én.

I første del af bogen klukker man frydefuldt for sig selv over portrættet af den herligt arrogante, stramtandede, forbitrede, hånligt nedladende lærerinde. Men som bogen skrider frem tegner der sig et mere nuanceret billede af hende som både lærer og menneske.

For Lohmark er trods sine gammeldags metoder ærligt optaget af sit fag og faktisk også på sin egen måde engageret i lærergerningen. Hun er formentlig slet ikke nogen dårlig lærer, når det kommer til det rent faglige – samtidig med at hun er et grænsepsykopatisk tilfælde, når det kommer til det sociale.

Samtidig får vi et billede af en kvinde, der under den hårde skal selvfølgelig også har længsler og følelser, som hendes egen mangel på sociale og følelsesmæssige kompetencer imidlertid aldrig har tilladt hende at leve ud. I stedet står hun tilbage med et glædesløst ægteskab og en aldrig opnået nærhed til den nu voksne datter, der er emigreret til USA og orienterer sin mor om, at hun er blevet gift, via den samme standardmail, der sendes til venner og bekendte.

Et billede af en kvinde, vi som læsere nok ville kalde ulykkelig – selv om Inge Lohmark aldrig selv ville tillade sig en sådan sentimental luksus.

De få sociale kontakter, hun har uden for skolen, er lige så anstrengte som dem indenfor. Som for eksempel den daglige pligt at lade den ensomme nabo tale på sig i et par minutter:

Hun kendte alle hans historier. Det var ikke det, det drejede sig om. At tale med Hans en gang om dagen var en god gerning. Så kunne han bilde sig selv ind, at han stadig eksisterede.

Den hendøende skole med alt, hvad den indeholder, fungerer godt som metafor for det gamle Østtyskland. Og Inge Lohmarks indre stemme, der tolker hele verden i biologiens sprog, giver anledning til en del sjove og skæve betragtninger, ligesom den darwinistiske udviklingslære bringes i spil som en skæv fortolkningsramme for den politiske udvikling i Tyskland (om Judith Schalansky som forfatter selv abonnerer på en sådan forståelse henstår i det uvisse).

Bogen er i øvrigt et lille udstyrsstykke i sig selv. Judith Schalansky designer selv sine bøger, og Giraffens hals er rigt illustreret med fine, fine tegninger fra biologiens verden (inklusive biologiens fantasiverden). Der indgår blandet andet et dobbeltopslag med den nogle af tyske biolog Ernest Haeckels (1834-1919) berømte malerier af gopler. Haeckel spillede en væsentlig rolle for introduktionen af Darwins teorier i Tyskland, og han er ikke tilfældigt en af Inge Lohmarks helte i bogen.

Herudover er alle ulige sider udstyret med et biologisk fagbegreb i sidehovedet (såsom Embryogenese, Mendels love, Kraniometri, Genomsekventering mv.), som på forskellig vis refererer til indholdet på opslaget, hvilket er med til at give romanen en bevidst bismag af fagbog. Der er i den forstand en linje til Schalanskys fremragende og i øvrigt helt anderledes Atlas over afsidesliggende øer, som er endnu mere gennemført i dét stykke.

På trods af de fine takter i starten taber romanen desværre pusten omtrent halvvejs. Det er som om, vi aldrig rigtigt kommer længere end til præsentationen af Inge Lohmark. Jeg manglede en slags dramatisk forløsning. Dramaet i Inge Lohmarks indre verden er ikke helt nok.

Derudover bliver det evindelige biologiske skolemesterridt i såvel biologitimerne som i Lohmarks tankeverden mig en kende trættende til sidst. Og så er bogen overvejende skrevet i meget korte næsten staccato-agtige sætninger, heraf mange så korte, at der ikke engang bliver plads til et subjekt. Doceret med måde kan det være et effektivt sprogligt virkemiddel, men Schalansky overgør det, og mistede til sidst denne læsers tålmodighed.

Lidt synd for en roman, der ellers er båret af en god idé og er så smukt udført. Ikke desto mindre værd at læse. Men sørg nu for alt i verden for, at det ikke bliver i en e-bogsversion, hvor bogens illustrationer og opsætning ikke kan komme til sin ret.

K's vurdering: