Svenske Staffan Söderbloms (f. 1947) lille bog, Raseriet, er en bog om at fortælle sig selv og sin familie. Mere konkret udgøres bogens hovedfokus af jeg-fortællerens bearbejdning af forholdet til faren, som på bogens første side findes liggende på linoleumsgulvet i sit køkken, død efter mange års druk.

Bogen er bygget op som en serie af erindringsglimt fortalt i smuk lyrisk prosa på grænsen til poesi. Det er en meget personlig, meget indadvendt, jeg fristes næsten til at sige egocentreret tekst. Den er fint skrevet, men det er også en tekst, der lukker sig meget om sig selv. Jeg havde lidt svært ved at fatte interesse for den.

Raseriet fra bogens titel ligger og lurer under overfladen i teksten. Det er især raseriet over faren, som bogens jeg-stemme på én gang hader på grund af hans drikkeri og alligevel ikke kan undgå at elske. Men det er også et mere generelt og ubestemt raseri over ikke at kunne komme overens med verden i det hele taget. Eller sådan noget.

Man tager livet af folk, med den måde man fortæller dem på. De dør ikke, de går i ens fodspor, man holder dem med selskab. Når man fortæller er det for at tage livet af dem. De nægter at dø.

Mange af de korte kapitler lægger ud med en konkret beskrivelse af et sted, oftest i naturen, og det er i optegningen af disse små konkrete stemningsbilleder, at Söderblom efter min mening er bedst. Som i dette uddrag af et længere stykke om betydningen af stilhed, når man fisker aborrer:

Den slags aborrefiskeri fra en bro i skumringen skal være lydløst, ellers får man selskab, nogen kommer forbi på kulstøvsvejen oppe ad bakken, noterer sig at fiskeriet er i gang, må tage et smut forbi og se på, sludre lidt, kommentere fangsten, måske trække en aborre selv, den stilhed som da skræmmes bort holder sig bagefter gemt i mange dage.

Söderblom løfter sig flere gange op på et tekstuelt metaniveau, hvor hans tekst kommenterer sig selv, som her i et kapitel, der starter med ordene “To gange slog jeg mig selv ud, to gange jeg kan huske”:

Det her er ikke en listig tekst. Den har ingen bagdøre, historien er enkel, det er meningsløst at forlade historien. Der er intet gådefuldt i det, ‘to gang slog jeg mig selv ud,’ den tomme gade, en listig erindring. En slags barnlig list, selvfølgelig, den slags som drengen tyr til når vi taler alvorligt, når vi er nødt til at tale om ting som løgn og erindring, som de fleste andre vil han skabe litteratur af alting, litteratur er bagdøre, den her historie er for enkel til den slags.

Denne forsikring til trods forekommer teksten mig nu alligevel at være lidt for listig for min smag. Det er som om, Söderblom har gjort sig bevidst umage for at skrive en tekst, der skal være svær at hitte rede i. Teksten springer i tid og sted og fokus mellem skiftevis fortællerens barndomerindringer, voksenerindringer, oplevelser med faren, med sønnen, med broren – hele tiden med kun meget få markører, der kan orientere læseren om, hvor vi nu er henne.

Sådanne spring er selvfølgelig en pointe i sig selv. Vi menneskers bevidsthed fungerer jo på dén måde: Vi bærer altid rundt på vores erindringer, som vi hele tiden bevidst eller ubevidst genfortæller og omformer og forstår os selv og de andre ud fra – og vores bevidsthed springer frem og tilbage mellem mentale erindringsbilleder mere eller mindre uvilkårligt.

Men jeg blev hurtigt lidt træt eller lidt utålmodig. For selv om der er mange fine billeder i teksten, så jeg må indrømme, at jeg ikke helt synes, at den mentale anstrengelse ved at dechifrere teksten helt var besværet værd. Jeg mistede ihvertfald hurtigt interessen undervejs.

K's vurdering: