K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
You are here: Home / Boganmeldelser / Jón Kalman Stefánsson: Menneskets hjerte

Jón Kalman Stefánsson: Menneskets hjerte

Anmeldt af Kasper Håkansson, 13. juli 2015
Skriv en kommentar

“Mennesket fik arme for at kunne holde om et andet menneske,” hedder det et sted i Menneskets hjerte. Man kunne også mene, at vi har fået arme for at kunne kaste dem højt i vejret i begejstring over Jón Kalman Stefánssons stærke og magiske prosa.

Menneskets hjerte er tredje og sidste del i islandske Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede-trilogi, som ret beset er én stor, sammenhængende roman på i alt lidt over 900 sider. Jeg har allerede skrevet det meste af det, der skal skrives om trilogien i omtalerne af de to første bøger, Himmerige og helvede og Englenes sorg. Men ikke desto mindre:

Menneskets hjerte fortsætter historien om drengen på den islandske vestkyst for omkring et århundrede siden. Her bliver enderne bundet sammen til et samlet romanværk, som først nu for alvor lader sig bedømme i sin helhed.

Et romanværk, der frem for alt er en hyldest til livet, eller måske snarere et insisterende, tryglende, truende, manende påbud til os læsere om at tage livet på os og kaste os ud i det. Og nøglen til det er ordene, digtene, romanerne, som rummer og overskrider livet, som vi lever det og kunne leve det.

Lyt til de døde fiskere:

… disse ord holder os varme, de er håbet, og hvor der er ord, er der liv. Tag imod dem, og så findes vi. Tag imod dem, og så er der håb. Det her er historierne som vi skal fortælle. Forlad os ikke.”

De tre bøger er også i den islandske originaludgave udgivet med års mellemrum og indbyder som sådan, rimeligvis, til en særskilt vurdering. De to første bøger led i den isolerede forstand dels under at forekomme uafsluttede (Himmerige og helvede), dels under en uforholdsmæssig lang snevandring, der aldrig syntes at få ende (Englenes sorg).

Set som et samlet romanværk er der imidlertid ingen løse ender, og den lange sne- og isvandring i Englenes sorg, som også truede med at fælde læseren under de tunge snemasser, står tilbage med en passende vægt sammenholdt med romanens samlede længde.

Samlet set, for nu at få sunket malurten med det samme, er det samlede romanværk nu ikke desto mindre for langt. Også i Mennesket hjerte er der lidt for mange passager, hvor Kalman Stefánssons umådeligt smukke prosa står lidt for meget i stampe med lidt for mange gentagelser af de samme reflektioner. Der er ikke et ord eller en sætning i romanværket, der ikke er smukt formuleret og ladet med indsigt, og som ikke kunne tåle et isoleret citat. Men der er lidt for mange af dem, som siger det samme.

Men så kan jeg for min død heller ikke komme i tanke om andet, der ikke bare er uforbeholdne lovprisninger af Jón Kalman Stefánsson og denne store pragtroman. For skal man leve med gentagelser i en roman, så er det svært at ønske sig nogen bedre end de ypperlige livsytringer, som dette romanværk flyder over med.

Denne pokkers verden er beboelig så længe du elsker mig.

Vi lærer aldrig navnet at kende på drengen, som er hovedperson i romanværket, og det er givetvis bevidst. Drengen er den poetiske streng, som livet anslår, han er i romanen på én gang en fysisk og konkret person, vi kan leve os ind i og leve med, og et universelt billede på håbet og livsviljen, som formidles til os gennem de skrevne og evige ord.

Drengen er mennesket, der til sidst indfrier sin afdøde mors ønske om, “at han skal leve så det skinner på de døde, leve det de ikke fik lov at leve.”

Jeg har før nævnt Haldor Laxness i samme åndedrag som Jón Kalman Stefánsson, og jeg gør det igen, for der er meget hos drengen, der minder om den skrøbelige og alligvel åndeligt stærke digtersjæl i Laxness’ Verdens lys. Og Kalman Stefánsson har en pen, der løfter arven fra Laxness i det islandske junilys uden at behøve at behøve at bøje sig for mesterens åsyn.

Ikke et ord om handlingen i Menneskets hjerte, som fortsætter historien fra de to foregående bøger. Kun dét, at han belønner os til sidst, Jón Kalman Stefánsson, denne store og gavmilde islænding med den stærke og følsomme pen. Han belønner os læsere, der har stået al denne melankoli, alle disse sorger og fortrydelser igennem, og giver os trods alt den slutning, vi har tragtet efter. Han lader livet og glæden og kærligheden slå igennem og få en lille sejr, ihvertfald for en stund.

Men, kære medlæsere, belav jer på en følelsesmæssig elevatortur henover de sidste 30-40 sider, hvor Kalman Stefánsson synes at lege nærmest ondsindet med læserens følelser.

I en anden og mindre sikker forfatters hånd kunne slutningen være blevet patetisk eller lægeromanagtig eller begge dele. Men Kalman Stefánsson mestrer den store patos og ved, hvordan han skal dosere den tilsat et passende skvæt grotesk humor uden af den grund nogensinde at slippe hverken livet eller døden af syne. Og vi læsere er med ham hele vejen, mens vi hepper på drengen og pigen med det røde hår og de grønne øjne ved verdens ende.

Og til sidst sejrer livet, og vi kunne heller ikke bære andet, for det ville være at forråde sig selv, det ville være ikke at turde. Ikke at turde hvad? Og så får drengen det sidste ord:

At leve. Ikke at turde tale. Ikke at turde være bange. Ikke at prøve at overvinde det mørke uvejr … i sig selv. Hvis man intet gør, svigter man alle som betyder noget. Hvis der er nogen tilbage som betyder noget, er i live, mener jeg. Men måske spiller det ingen rolle om folk er i live eller ej, mener jeg. Man skal heller ikke svigte dem der er døde, dem skal vi også leve for, de må ikke være inde i mørket og kulden, de må ikke blive glemt på havbunden.

På trods af, at romanværket samlet set er for langt, så kan jeg kun tone ud med fem stjerner, for disse tre bøger er så fyldt med livsvisdom og galskab, sorg og glæde, melankoli og håb, og ikke mindst galgenhumor, at alle bør give sig selv den gave at læse dem.

Titel: Menneskets hjerte
Forfatter: Jón Kalman Stefánsson
Udgiver: Batzer & co.
Udgivelsesdato: 9.11.2013
Sider: 392
Originalsprog: Islandsk
Oversætter: Kim Lembek
Originaltitel: Hjarta Mannsins
Opr. udgivelsesår: 2011
Læst: Juli 2015

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Historiske romaner, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Himmerige og helvede-trilogien, Island, Norden

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og helvede
Jón Kalman Stefánsson: Englenes sorg
Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder
Jón Kalman Stefánsson: Sommerlys og så kommer natten
Tarjei Vesaas: Fuglene

Følg K's bognoter

  • 77 mailabonnenter
  • 498 følgere
  • 50 venner
  • 517 følgere
  • 219 fans

Mest læste seneste uge

  • Brætspil: BEZZERWIZZER OrdBrætspil: BEZZERWIZZER Ord Quiz-brætspillet BEZZERWIZZER har i den nyeste udgave fået et twist med nye typer udfordringer med…
  • Moacyr Scliar: The Centaur in the GardenMoacyr Scliar: The Centaur in the Garden Moacyr Scliars roman om den jødisk-brasilianske kentaur Guedali Tartakovsky - halvt menneske, halvt hest -…
  • Joan Didion: Intet gælderJoan Didion: Intet gælder Tomhed, falskhed, eksistentiel meningsløshed og søndertrådte liv ligger lige bag den glitrende, men knap nok…
  • Caspar Eric: NikeCaspar Eric: Nike "vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder…
  • Hassan Preisler: Brun mands byrdeHassan Preisler: Brun mands byrde Rablende sjov og skarp samfundssatire og selvbiografisk roman er lige på kornet og ind imellem…
  • Ursula K. Le Guin: Bæreposeteorien om fiktionUrsula K. Le Guin: Bæreposeteorien om fiktion Hvis du kun skal læse ét feministisk essay i din juleferie, og hvis du ikke…
  • Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Carls bogNaja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så… "Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage…
  • Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024 Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024 rummer mange gode ideer og potentielt sjove indfald,…
  • Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øerThorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe,… Thorkild Hansens trilogi fra 1967-1970 om den danske slavehandel er fremragende historieformidling med sin kombination…
  • Helle Helle: Ned til hundeneHelle Helle: Ned til hundene Den her er mit første bekendtskab med Helle Helle, og det er jo slet ikke…

Seneste kommentarer

  • Peter Stig Sørensen on Joan Didion: Intet gælder: “I den amerikanske udgave lyder sætningen: “Felicia´s voice faded, as if she had stretched her capacity for communication to its…” feb 23, 19:49
  • Peter Stig Sørensen on Joan Didion: Intet gælder: “Pudsigt, som så mange yngre og unge har problemer med bøjningsformerne. De fejl, du nævner, ville formentlig være blevet fanget…” feb 6, 16:56
  • Kasper Håkansson on Foreslå en bog: “Tak for linket – meget interessant artikel.” jan 30, 19:14
  • Peter Stig Sørensen on Foreslå en bog: “Her anbefaler jeg ikke en bog, derimod en interessant artikel om oversættere af Dostojevskijs og Tolstojs værker bragt d.d. af…” jan 26, 11:08
  • Peter Stig Sørensen on Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker: “For en oversætter kan det være særdeles vanskeligt at oversætte 1 til 1 og samtidigt skabe de samme virkemidler på…” jan 21, 23:48

Kategorier

  • Boganmeldelser (914)
    • Biografier og erindringer (18)
    • Sagprosa (94)
      • Antropologi (4)
      • Essays (9)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (21)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (25)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (16)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (24)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (841)
      • Børnebøger (9)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (89)
      • Klassikere (123)
      • Komedie (11)
      • Krimi, spænding og ramasjang (52)
      • Lyrik og drama (53)
      • Nyere udgivelser (220)
      • Romaner og noveller (728)
  • Boghandeler (28)
  • Øvrige indlæg (28)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 77 mailabonnenter
  • 498 følgere
  • 50 venner
  • 517 følgere
  • 219 fans

Copyright © 2021 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log in

wpDiscuz
loading Cancel
Post was not sent - check your email addresses!
Email check failed, please try again
Sorry, your blog cannot share posts by email.