De, der har vænnet sig til at forvente det uventede fra George Saunders, vil ikke blive skuffede over den seneste udgivelse fra hans hånd, som samtidig er hans første roman. Lincoln in the Bardo står ikke mål med Saunders’ bedste noveller (som er sublime), men den er ikke mindre original i både form og indhold – på én gang helt anderledes end hans tidligere udgivelser og samtidig umiskendeligt Saundersk.

George Saunders modtog i denne uge årets Man Booker Prize for Lincoln in the Bardo. Der er ingen tvivl om, at Saunders’ værk gør ham til en værdig prismodtager, og Lincoln in the Bardo er værd at læse, men den er nu langt fra hans bedste udgivelse.

George Saunders er kendt og anerkendt som en fremragende novelleforfatter, også her på bloggen. Novellesamlingen Tenth of December fra 2013 står stadig meget stærkt i min erindring (jeg kan se, at jeg gav den fireenhalv stjerne, da jeg anmeldte den her på bloggen i sin tid – det er svært at forstå, for i tilbageblik står den og lyser som en ren femmer). Med Lincoln in the Bardo har han for første gang kastet sig ud i romangenren. Som roman betragtet er den dog langt fra almindelig i sin form (ligesom Saunders’ noveller heller ikke er normale noveller).

Saunders tager i romanen et historisk udgangspunkt i den amerikanske præsident Abraham Lincoln (1809-1865). Den Lincoln, der optræder i titlen, er imidlertid ikke kun præsidenten, men også hans søn, Willie, der døde af tyfusfeber i 1862. Et omdrejningspunkt i romanen er præsidentens sorg over tabet af sønnen, mens den amerikanske borgerkrig tager fat i baggrunden.

Dét lyder jo som et meget tilforladeligt afsæt for en roman, men nu er det jo George Saunders, vi har at gøre med, og han griber aldrig tingene tilforladeligt an.

Familiegravstedet på den virkelige verdens Oak Hill Cemetery, Georgetown, hvor unge Willie Lincoln blev stedt til hvile i 1862.

Saunders lader sin roman udspille sig over en enkelt nat, efter at unge Willie er blevet stedt til hvile i nogle venners familiegravsted på Oak Hill Cemetery i Georgetown. I denne nat opsøger præsident Abraham Lincoln kirkegården. Han vil være nær sin søns grav, sige et sidste farvel, kan i sin sorg ikke slippe sønnen. Og Willie selv har heller ikke helt sluppet længslen efter den jordiske verden og især sine forældre. Han vågner op som spøgelse på kirkegården i et slags limbo, i en overgangsfase mellem denne verden og den næste.

Her synes du måske, at det allerede lyder lidt mærkeligt, med spøgelser og den slags. Men vent, Saunders er garant for at fortælle historien i en endnu mere bizar form.

For det første er romanen i sin form bygget op som et drama, fortalt først og fremmest gennem replikker fra romankaraktererne, suppleret af en mængde korte citater fra historiske værker om Abraham Lincoln med omhyggelige kildeangivelser.

Det med kildeangivelserne skal man nu nok passe på med at lade sig narre af, når man har med George Saunders at gøre. Jeg googlede en del af dem, og for nogles vedkommende kunne jeg få bekræftet, at der er tale om faktiske historiske værker, og jeg gætter på, at citaterne er korrekte. Andre referencer kunne jeg ikke umiddelbart slå op. Måske findes de, men det ville ikke undre mig, om Saunders med vanlig kreativ respektløshed har blandet korrekte kildeangivelser med sine egne, fiktive ‘citater.’ Og hvori består i øvrigt også en historisk sandhed? synes Saunders under alle omstændigheder at spørge os drillende mellem linjerne. De mange, små citater fra historiske værker, som Saunders har udvalgt, demonstrerer således blandt andet, at kilderne kan være vidt uenige om faktiske hændelsesforløb.

For det andet er ikke bare drengen Willie, men også de fleste andre karakterer i romanen døde. De er spøgelser, som er fanget – eller nægter at forlade – deres mellemtilstand mellem den jordiske død og det evige liv i himmel eller helvede, eller hvor man nu ender. De er i en liminal tilstand, i et limbo eller bardo, om man vil, jf. titlen. Begrebet bardo refererer således i tibetansk buddhisme til en overgangstilstand mellem to liv på jorden, mellem død og genfødsel.

Egentlig er det lidt mærkeligt, at Saunders bruger begrebet ‘bardo’ i titlen, for der er ikke nogen buddhistiske referencer i bogen i øvrigt. Tværtimod er begrebsapparatet og hele set-up’et i bogen i dén grad rundet af en amerikansk og kristen tradition, uagtet Saunders’ skæve og særegne kalfatring af den historiske kontekst. Lincoln in the Limbo havde således været en mere passende titel.

Titlens Lincoln kan i øvrigt referere til både far og søn. Sønnen er den, der åbenlyst befinder sig i limbo- eller bardo-tilstanden. Men også Abraham Lincoln selv er i en mellemtilstand: Det er han i form af sorgen over sønnens død, selvfølgelig, som er en fase, han har brug for at opholde sig i et stykke tid, men også komme ud af. Men også i sit politiske liv, som vi mest hører om i baggrunden, er Abraham Lincoln i en afgørende mellemfase: Den amerikanske borgerkrig er på dette tidspunkt stadig i sin indledende fase, og det er nu, præsidenten skal træffe afgørende valg om, hvorvidt han skal kaste nordstaterne ud i en fuldblodskrig mod sydstaterne, hvor frænder bliver fjender.

Romanen er fortalt af en kakafoni af stemmer – først og fremmest de dødes. Alle de spøgelser, vi møder på kirkegården, er kendetegnet ved, at de ikke har erkendt, at de er døde (på nær måske et enkelt af dem), og at de hænger ved den fysiske, jordiske verden, som de ikke kan frigøre sig fra. De omtaler sig selv og hinanden som “syge,” deres afsjælede (og i forskellige grader forrådnede) legemer som “sick-forms” og deres kister som “sick-boxes.” Fælles for dem er, at de ikke har levet deres liv tilstrækkeligt, mens de havde det, eller at de har ladt noget ugjort bag sig, som nu forhindrer dem i at finde ro. Derfor hænger de fast i limbotilstanden – som hos Saunders også har karakter af et slags Purgatorium, en skærsild, de døde skal igennem for at komme videre til den næste tilstand, hvad den så end måtte være.

Blandt de primære fortællestemmer er for eksempel Hans Vollman, som i livet giftede sig i en sen alder med en meget ung pige, med hvem han i årevis havde et rent platonisk, men ømt og ægte kærlighedsforhold til – indtil den dag, hvor pigen endelig erklærer sig klar til at tage det sidste skridt og lade sig forene kødeligt med ham. Og lige før det store øjeblik endelig skal indtræffe, så dør han selvfølgelig (men selv holder han fast i, at han blot er blevet syg, og venter på at blive rask, så han kan komme i lag med pigen). I den liminale tilstand kan man kende ham på, at han render rundt med et enormt og konstant erigeret lem (som en satyr på en antik græsk vase), som han er nødt til at støtte med hænderne, hvis han skal bevæge sig hurtigt.

En anden stemme er Roger Bevins III, der som ung mand begik selvmord ved at skære pulsårerne i håndleddene op – ulykkelig over at være blevet afvist af den unge mand, han var forelsket i og havde haft en hemmeligt forhold til, samtidig med at han følte sig afvist af sine forældre, der ikke ville vide af hans homoseksualitet. Roger Bevins III brugte ikke sine sanser tilstrækkeligt i livet, han skønnede ikke på alt det smukke ved verden, og som konsekvens er han i mellemtilstanden kendetegnet ved at være udstyret med en flerhed af øjne, næser, ører, munde og hænder.

Willie Lincolns ankomst til kirkegården – og især det, at han bliver hængende i mellemtilstanden så længe, hvilket, forstår man, er meget usædvanligt og usundt for et barn – giver anledning til megen ståhej blandt de andre spøgelser, som for en stund forenes i bestræbelsen på at hjælpe drengen videre. Mere skal ikke røbes her. Men der sker på den anden side heller ikke rigtig mere.

George Saunders (f. 1958).
Foto fra The Irish Times (fotograf ikke oplyst).

Noget af det, der for mig har placeret George Saunders i den litterære mesterklasse, er hans evne til inden for rammerne af den samme historie både at eksperimentere med litterære genrer, form og sprog, levere rammende og humoristisk samfundssatire og præsentere læseren for indlevede, troværdige og rørende menneskeportrætter.

Saunders gør det igen i Lincoln in the Bardo. Alle elementerne er til stede, men i forhold til Saunders’ tidligere udgivelser er vægten forskudt over i retning af Saunders’ følsomme side. Det klæder ham egentlig meget godt. Præsident Lincolns sorg er skildret med hjerteskærende indlevelse som et billede på den ultimative sorg, det er for enhver forælder at miste et barn.

Hvad der imidlertid klæder Saunders knapt så godt, er romanformatet. Min væsentligste indvending mod Lincoln in the Bardo er således, at den er for lang. Romanens idé er god, både hvad angår tema og form, og den er ganske veludført. Den utraditionelle fortællestil skal have nogle sider at udfolde sig over, men når man som læser først er kommet et stykke ind i bogen og har fanget idéen og fundet sig til rette i formen, så skal der altså noget mere til end et sjovt koncept, hvis 343 sider skal fyldes ud. Og her slår historiens i bund og grund ret spinkle handling ikke helt til.

Til gengæld fungerer skuespilformen overraskende godt, når man lige får vænnet sig til den. I begyndelsen brugte jeg en del energi på at identificere de enkelte talende stemmer, men efterhånden slog jeg mig til tåls med af, at det i de fleste sammenhænge i bogen betyder mindre, om det er den ene eller anden, der taler (selv om de dødes stemmer faktisk er distinkte), og jeg tillod mig selv at læse mere frit. Det hjælper også på det, at Saunders giver nogle af de døde stemmer karakter af et slags klassisk græsk kor, der kommenterer på begivenhederne og agerer fortællerstemme over for læseren (frem for kun at indgå i dialog med hinanden).

Samlet set en spændende læseoplevelse. Om Lincoln in the Bardo rent faktisk var den bedste bog blandt de nominerede på Man Bookers short- og longlist, kan jeg ikke dømme om, da jeg kun har læst en enkelt af de øvrige nominerede på longlisten (Colson Whiteheads The Underground Railroad) – men jeg siger ihvertfald tak til dommerkomiteen for med prisuddelingen at minde mig om, at jeg jo faktisk har haft bogen stående i min reol, siden den udkom i begyndelsen af året.

Lincoln in the Bardo udkommer ifølge Gyldendal på dansk i foråret 2018.

Opdatering 29.04.2018: Romanen udkom 24.04.2018 på dansk under titlen Lincoln i bardo, oversat af Ask Hansen (Gyldendal).

K's vurdering: