Seno Gumira Ajidarma: Jazz, Perfume & the Incident

Jazz, Perfume & the Incident er på én gang en barsk dokumentation af det indonesiske militærregimes brutale fremfærd mod uafhængighedsbevægelsen i Østtimor i begyndelsen af 1990’erne – og en slags urban samtidsroman om overfladisk kærlighed blandt jetsetterne i Jakarta – og en serie essays om jazzmusikkens historie. Forvirret? Ja, det var jeg også.

Jeg er således lidt i vildrede med, hvad jeg overhovedet skal kalde denne bog. Er det en roman? Er det journalistik? Er det noveller? Er det essays? Eller er det det hele på én gang? Jeg hælder til det sidste, men vælger alligevel at kalde Jazz, Perfume & the Incident en roman.

Under alle omstændigheder er det en bog, der kræver en smule viden om kontekst og forhistorie for at få det fulde udbytte. Jeg vil derfor for en gangs skyld anbefale, at man læser oversætter Gregory Harris’ introduktion, før man læser selve romanen.

“The Incident” i bogens titel hentyder til det, der i starten af 1990’erne i Indonesien eufemistisk blev omtalt som “the Dili Incident,” senere kendt som Santa Cruz-massakren, hvor det indonesiske militær dræbte (nedslagtede forekommer at være den rigtige betegnelse, når man læser øjenvidneberetningerne) mere end 250 østtimoresiske civile, som demonstrerede for uafhængighed i tilknytning til en begravelse på Santa Cruz-kirkegården i Østtimors hovedstad, Dili, den 12. november 1991.

Det indonesiske militæregime forsøgte med alle midler (herunder vold, fængslinger og censur) efterfølgende at neddysse “hændelsen,” som ifølge regimet dels kun involverede 19 dræbte og dels var foranlediget af demonstranternes uprovokerede angreb på soldaterne. Talrige øjenvidneskildringer, herunder fra udenlandske journalister, fortæller en anden historie.

Seno Gumira Ajidarma (f. 1958)

I 1991 arbejdede Seno Gumira Ajidarma som redaktør på det glittede, indonesiske magasin Jakarta Jakarta. I den forbindelse kom han i besiddelse af en række rapporter fra the Dili Incident, som beskrev en ganske anden historie end militærregimets officielle. Han forsøgte at publicere enkelte af disse i Jakarta Jakarta, men den slags gjorde man ikke ustraffet i det daværende militærregime under Suharto, og Seno Gumira Ajidarma blev hurtigt afskediget fra sit redaktørjob.

Seno Gumira Ajidarma valgte herefter en anden strategi for at offentliggøre disse øjenvidneberetninger. Resultatet blev bogen Jazz, Perfume & the Incident (første gang udgivet i Indonesien i 1996), hvori et udvalg af de nævnte beretninger udgør kernen – pakket ind i og forklædt som fiktion og essays om jazzens historie. Rationalet synes at have været, at Suhartos censorkorps ikke var så opmærksomme på skønlitterære udgivelser, som derfor ville have lettere ved at gå under radaren, og det holdt tilsyneladende stik.

På denne baggrund giver bogens umiddelbart besynderlige opbygning mere mening. Bogen består af seksten kapitler, som nogenlunde systematisk skifter mellem tre spor om henholdsvis jazz, parfume og “the Incident,” som titlen hentyder til:

Sporet om “the Incident” består primært af citater fra de nævnte øjenvidneberetninger fra Santa Cruz-massakren i Østtimor og det indonesiske militærs efterfølgende “oprydning” i form af arrestationer af personer med formodet tilknytning til den timoresiske uafhængighedsbevægelse. Arrestationer, som i mange tilfælde førte til fængsling, tortur og i sidste mord på et ukendt antal mennesker ud over dem, der blev dræbt under selve demonstrationen.

Report on The Incident #2

[…]

People were being hit with wooden boards that had nails pounded through one end. A friend of mine had one of his ears cut off. One soldier who wanted to start the shooting all over again kept screaming, “Kill them all!”

Det er krads læsning (og jeg skal spare læsere af disse noter for citater fra de værste passager). Det kommer således som kærkomne afbræk i læsningen af de ubarmhjertigt nøgterne rapporter, at de er brudt op af de to andre spor i bogen.

Uddragene fra rapporterne er anonymiseret med fiktive stednavne og en række andre navne på personer og regeringsorganer mv. er demonstrativt erstattet af teksten “[CENSORED BY AUTHOR]” i fed og versaler. Med en smule forhåndskendskab til Santa Cruz-massakren og Indonesien er det dog ikke vanskeligt for læseren selv at fylde de fleste af hullerne ud.

For at sløre disse kapitlers karakter af dokumenterende journalistik er de spundet ind i en historie om bogens jeg-fortæller (som er journalist og redaktør på et unavngivent magasin) og hans reaktioner ved at læse rapporterne.

Et yderligere slør lægges ud ved som nævnt at væve de centrale rapporter fra “the Incident” sammen med bogens to andre spor:

Det andet spor er en serie historier fra det urbane liv i Jakarta, som hver især kan læses som små selvstændige noveller. Hver af dem handler om jeg-fortællerens forhold til en kvinde, som hver især er karakteriseret ved en parfume, der udtrykker en del af hendes personlighed.

Alle kvinderne er uden navn, og som læser bliver man aldrig helt sikker på, om det vitterligt er forskellige kvinder eller snarere forskellige gestalter af den samme kvinde – eller måske forfatterens fantasier om hende, afhængigt af hvilken parfume hun har på.

Samlet set giver parfume-sporet i bogen et billede af et overfladisk storbyliv præget af flygtig sex og uforpligtende forhold.

The night dew slowly settles. Silence. Stillness. A woman appears in my memories. Who is she? Did I ever know her?
   “Tell me that you love me.”
   “I love you.”
   “Tell me that you’ll marry me.”
   “I can’t.”

Tja. Det er såmænd da fint nok. Der er ikke noget i vejen med disse små storbyhistorier, men de fik ikke mit blod i kog.

Det tredje spor har omvendt nærmest karakter af essays om jazzmusikkens historie fortalt med afsæt i jeg-fortællerens interesse i jazzmusik, som han blandt andet lytter til, mens han læser rapporterne fra “the Incident.”

Mere tja. Hvis man er optaget af jazzens historie, dens koryfæer og reflektioner over andre jazzelskeres oplevelser ved at lytte til jazz, så er disse jazzmeditationer sikkert også fine nok som sådan. Læst som kapitler i en roman (hvis det er den rigtige måde at læse dem på?) er de dog til den tunge side.

Lyder det alt i alt som en noget ukurant blanding af temaer og genrer? Ja, det er sådan set også, og jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at det er helt vellykket.

Man kan vælge at fokusere på den journalistiske dokumentation i form af uddragene af rapporter fra “the Incident” og det, der fulgte. Det var for mig den del af bogen, der gjorde den værd at læse. Og skulle jeg give karakterer for vigtigheden af at publicere disse rapporter, for det personlige mod, der har skullet til for gøre det, og den snilde, hvormed Seno Gumira Ajidarma lykkedes med at overliste de indonesiske censorer, så ville det blive til fem rent klingende stjerner.

Som nævnt indledningsvist vælger jeg imidlertid at læse bogen samlet som en roman. Og det virker ikke helt uretfærdigt, al den stund at Seno Gumira Ajidarma selv lægger op til en sådan læsning. Ihvertfald indledes bogen i den engelske udgave med følgende vers, der fungerer som en manchettekst (i den oprindelige indonesiske udgave udgjorde versene vist nok en del af bagsideteksten):

Call it fact if you will,
Call it fiction, if you prefer
– it’s just a metropolitan novel

Læst som en sådan “metropolitan novel” kan de tre tilsyneladende meget forskellige spor i bogen fortolkes som forskellige udtryk for en moderne indonesisk samtidserfaring (som oversætter Gregory Harris foreslår det i sin introduktion): Nedslagtningen af de timoresiske demonstranter og Suharto-militærregimets censur og undertrykkelse af enhver opposition fremstår således endnu mere ren i sin brutalitet, når den kontrasteres med det overfladiske jetset-liv i Jakarta, som beskrives i parfume-kapitlerne. Jazzmusikken kan i denne sammenhæng ses som en slags medierende faktor. Eller sådan noget.

Tja (for tredje gang). Nej, det hænger ikke virkelig godt sammen. Men det hele er sådan set fint nok skrevet. Og bogen er værd at læse alene for beretningerne fra “the Incident.” Og således ender vi på tre stjerner.