K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
You are here: Home / Boganmeldelser / Sergej Lebedev: Ved glemslens rand

Sergej Lebedev: Ved glemslens rand

Anmeldt af Kasper Håkansson, 11. juni 2019
3 kommentarer

Permafrost. Is. Jord. Sten. Mørke. Død. Tavshed. Især tavshed. Men også tindrende smukt sprog. Ved glemslens rand er en tung og dyster, men umanerlig flot skrevet roman om en del af Ruslands fortiede fortid.

Russiske Sergej Lebedevs (f. 1981) debutroman fra 2011, som udkom på dansk for et halvt års tid siden, er ikke ligefrem en feel good-roman. Men den er pokkerme god. Selv om den er tung. Og selv om den fortaber sig lidt i sig selv og sine mange ord ind i mellem.

Romanens navnløse fortæller er ligesom Lebedev selv barn af Sovjetunionens sidste dage. Unionens sammenbrud i 1992 passerer i romanen forbi på en augustdag i fortællerens barndom, mens han er indlagt på hospital, i form af enorm kolonne af kampvogne, der skrumler uordentligt gennem sommerlandet, mens de skræmmer hundredevis af mus frem fra deres huller i hospitalsbygningens pilrådne træværk bag bulnede tapeter:

Denne dag sluttede den tid alle havde været fælles om; man stod hver især tilbage med det man havde i hånden – det være sig en skalpel eller en svaber; ikke en eneste handling mistede sin betydning, men det blev uklart i hvilken større sammenhæng, i hvilken tid alle disse handlinger foregik – fortid og nutid affødte nu ikke længere et klart billede af den nære fremtid.

Historiens egentlige hovedperson er en blind gammel mand, vi i romanen kun hører omtalt som Bedstefar To. Han er nabo til fortællerens families datja (sommerhus) uden for Moskva, og han bliver med tiden nærmest optaget i familien.

Allerede før fortælleren bliver født, knytter Bedstefar To ham til sig med et besynderligt bånd, der bliver stadigt stærkere gennem fortællerens opvækst. Der er fra begyndelsen noget uheldssvangert over dette bånd, som ikke er kærlighed (“kærlighed var en følelse der ikke kunne opstår i hans nærhed”), men nærmere har karakter af besiddertrang. Fra et bestemt tidspunkt antager forbindelsen mellem dem en på det nærmeste mytologisk karakter gennem en nøglebegivenhed, jeg ikke her skal afsløre.

Efter Bedstefar Tos død sætter fortælleren sig for at finde ud af, hvem manden egentlig var. Det sender ham på en rejse til det allernordligste Sibirien, til de tavse, ugæstfri landskaber nord for polarcirklen, hvor permafrosten, mørket, isen og den stenede jord gemmer på en nedfrosset del af Ruslands fortid, som de fleste helst vil glemme.

Det er her, man finder sporene af GULag-lejrene, de sovjetiske arbejds- og koncentrationslejre, hvor tusinder af deporterede blev henrettet eller arbejdet til døde i blandt andet stenbrud og miner.

De få mennesker, fortælleren møder her, er for de flestes vedkommende mere døde end levende, som for eksempel denne gamle stenhugger, der i bogstavelig, fysiologisk forstand nærmest er gået i ét med det hårde landskab:

[…] det kød der var tilbage, var gennemtrængt af støv fra stenene og slibeskiven, stenstøvet fyldte hans lunger, han var næsten blevet til et mineral, ligesom de døde i saltminerne hvis kroppe flere årtier senere blev fundet som saltstøtter. Det var da også hans navn – Pjotr, sten, og han hørte nu ikke længere ind under fysiologien, men petrografien – videnskaben om bjergarter.

Hvad Bedstefar Tos rolle præcist var i denne fortid, må læseren selv finde ud af, men meget tidligt i romanen antydes en forbindelse: ifølge de gamle i datjaerne havde Bedstefar To “en tanke”; “han lugtede af stat.”

Sergej Lebedev er uddannet geolog, hvilket han også lader sin fortæller være, og geologens blik på verden gennemsyrer romanens billedsprog, som det allerede er antydet.

De af sten, is og vand formede landskaber, fortælleren møder i Sibirien, og dét, undergrunden skjuler, men også opbevarer for eftertiden, er romanens centrale og tilbagevendende metafor for det moderne Ruslands kollektive fortrængning og fortielse af den historiske erindring om Sovjettidens udryddelseslejre – det synes ihvertfald at være Lebedevs budskab.

I det hele taget er Lebedevs billedsprog ganske voldsomt. Luften på en sommerdag kan for eksempel karakteriseres som var den “kvalmende tæt, klæbrig som skind på syltetøjet, og smagte af irret kobber.”

Eller hvad med denne antropomorfisering af landskabet fra romanens allerførste sætninger:

Jeg står på randen af Europa. Her blotlægger hver eneste skrænt mod det store ocean klippens gule knogle og den kødlignende, okkerfarvede muld; knoglen knuses under bølgernes slag, muldens kød ædes af tidevandet.

Lebedevs ekspressionistiske naturbeskrivelser og voldsomme metaforik i det hele taget fik mig mere end én gang undervejs til at tænke, at nu kammer det over, nu bliver det for meget. Og det gør det også ind i mellem. Især når Lebedev gang på gang udpensler sine centrale metaforer for os, som for at være sikker på, at der ikke kan sidde én eneste tungnem læser tilbage derude, der ikke har fanget pointen.

Det bliver mig også lidt for svulstigt, når Lebedev med egne ord i romanens første prologagtige kapitel karakteriserer den tekst, vi nu skal læse “som et mindesmærke, som en grædemur for de døde og grædende der ikke har andre steder at mødes end ved ordenes mur – en mur der forener døde og levende.”

Men når Lebedevs billedmageri fungerer bedst, er det altså vanvittig flot. Som i den følgende beskrivelse af et sort og blodrødt snevejr over en forfalden kirkegård uden for en mineby, der er vokset ud af den tidligere arbejdslejr, og hvor bjergværkerne stadig udsender forurenet røg over landskaberne:

Lavthængende uvejrsskyer bragte en junisnestorm med sig, og sne der var sort af røg fra skorstenene, faldt over gravstederne, sort sne. Det var som om sod fra en fjern tids storbrand faldt ned fra himlen; derefter udspyede skorstenene cinnoberfarvet røg, og sneen blev mørkerød, den smeltede på ens ansigt, plettede kirkegårdens stier […].
   Tundraen omkring kirkegården blev rødlig som om jorden udgød blod fortyndet med tøsneens vand; det røde vand løb ned over ens hænder, ens ansigt; en farve som murstensstøv, som rust med en blågrå nuance af krudtslam blev sprøjtet ud over landskabet, farvede bjergene og himlen, og kirkegårdens gravsten blev til små øer i det rødgrå tidevand.

Man ville knap nok blive overrasket, hvis en af apokalypsens rytterere skulle vise sig i næste sætning, mens englen blæser i basunen …

Mens jeg læste romanen var jeg lidt i syv sind om, hvad jeg egentlig skulle mene om den. Det er på den ene side en af den slags bøger, jeg plejer at dømme alt for lange. I en vis henseende bruger Lebedev således helt åbenlyst alt for mange ord, mange flere end nødvendigt for at fortælle historien og levere budskabet. Han kredser om de samme metaforer, hugger dem ud i sten og is igen og igen. Og ikke alle hans sprogbilleder er lige velvalgte.

Sergej Lebedev (f. 1981). Pressefoto: James Hill, 2015.

På den anden side er det også udtryk for en tydeligvis bevidst skrivestil, som faktisk har en effekt, også på denne læser: De mange ord, de tilbagevendende billeder af is, sten, jord og blod, giver i lange passager teksten et messende, drømmende, tranceagtigt præg.

På et tidspunkt havde jeg som læser en oplevelse af bare at give slip og lade ordstrømmen trække mig med – ned ad floden, ned i undergrunden og ud i ødemarken, helt derud, hvor såvel tiden som rummet ophører med at eksistere.

Det er ikke en helt entydig anbefaling, for når boet skal gøres op, havde jeg trods alt gerne set Lebedev økonomisere lidt mere med ordene og virkemidlerne. Men han kan noget. Og Ved glemslens rand er en bemærkelsesværdig roman, som fortjener at blive læst.

Og tillad mig så at lade den sidste basun lyde for oversætter Lotte Jansen. Jeg har ikke mulighed for at vurdere, i hvilket omfang oversættelsen er tro mod den russiske original. Men jeg kan godt vurdere, at Jansens danske udgave af Lebedevs sprog er tæt på magisk. Jeg har straks bestilt noget mere russisk på dansk oversat af hende!

Titel: Ved glemslens rand
Forfatter: Sergej Lebedev
Udgiver: Forlaget Palomar
Udgivelsesdato: 25.10.2018
Sider: 310
Originalsprog: Russisk
Oversætter: Lotte Jansen
Originaltitel: Predel zabvenija
Opr. udgivelsesår: 2011
Læst: Juni 2019

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Østeuropa, Rusland

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
3 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Peter Stig Sørensen
Peter Stig Sørensen
11. juni 2019 23:06

Din anmeldelse af “Ved glemslens rand” bringer mig i en voldsom tvivl – skal eller skal jeg ikke give bogen en chance. Og jo, så er svaret næsten givet. Uanset, hvor skarp en fortæller han er eller hvor meget han må fejle undervejs – er jeg blevet nysgerrig efter at lære ham at kende, i øvrigt som min første russer efter Dostojevskij. Vi er nok mange, der ofte har tænkt på hvorledes det må have været at opleve, overleve og gennemleve unionens sammenbrud. Hvordan det – eksistentielt – har påvirket den russiske borger og dennes forhold til omverdenen. Tak for… Læs mere »

0
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Peter Stig Sørensen
12. juni 2019 21:13

Tak for respons. Lad endelig høre, hvad du synes om bogen, hvis du ender med at læse den.

0
Svar
Peter Stig Sørensen
Peter Stig Sørensen
Reply to  Kasper Håkansson
16. juni 2019 23:02

Den skal læses, det er sikkert og vist. Den sidste tid har dog været noget nær et amokløb med indkøb af bøger – så jeg lurer på om den ikke pludselig skulle dukke op på brugtmarkedet. Jeg ser i øvrigt at en del dagblade har givet bogen mange stjerner.

0
Svar
wpdiscuz   wpDiscuz

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Mikhael Bulgakov: En hunds hjerte
Georgi Gospodinov: Blinde Vajsja og andre historier
Georgi Gospodinov: En naturlig roman

Leonardo Sciascia: Ridderen og døden
Jana Beňová: Seeing People Off
Sergij Zjadan: Mesopotamien

Følg K's bognoter

  • 77 mailabonnenter
  • 498 følgere
  • 50 venner
  • 516 følgere
  • 219 fans

Mest læste seneste uge

  • Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øerThorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe,… Thorkild Hansens trilogi fra 1967-1970 om den danske slavehandel er fremragende historieformidling med sin kombination…
  • Hassan Preisler: Brun mands byrdeHassan Preisler: Brun mands byrde Rablende sjov og skarp samfundssatire og selvbiografisk roman er lige på kornet og ind imellem…
  • Caspar Eric: NikeCaspar Eric: Nike "vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder…
  • Ursula K. Le Guin: Bæreposeteorien om fiktionUrsula K. Le Guin: Bæreposeteorien om fiktion Hvis du kun skal læse ét feministisk essay i din juleferie, og hvis du ikke…
  • Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Carls bogNaja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så… "Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage…
  • Moacyr Scliar: Kafkas leoparderMoacyr Scliar: Kafkas leoparder Brasilianske Moacyr Scliars kortroman, Kafkas leoparder, er en lille perle. Underholdende, legende, begavet, grinagtigt vittig…
  • Brætspil: BEZZERWIZZER OrdBrætspil: BEZZERWIZZER Ord Quiz-brætspillet BEZZERWIZZER har i den nyeste udgave fået et twist med nye typer udfordringer med…
  • Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024 Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024 rummer mange gode ideer og potentielt sjove indfald,…
  • Joan Didion: Intet gælderJoan Didion: Intet gælder Tomhed, falskhed, eksistentiel meningsløshed og søndertrådte liv ligger lige bag den glitrende, men knap nok…
  • Fredrik Backman: En mand der hedder OveFredrik Backman: En mand der hedder Ove Hyggelig, svensk feel-good-roman. For lang, for forudsigelig og lidt for pladderharmonisk mod slutningen. Men den…

Seneste kommentarer

  • Peter Stig Sørensen on Moacyr Scliar: Kafkas leoparder: “En fremragende lille bog,som smager længe efter den er lukket. Og ja, som netop fint berører også ret så vægtige…” feb 26, 20:29
  • Peter Stig Sørensen on Joan Didion: Intet gælder: “I den amerikanske udgave lyder sætningen: “Felicia´s voice faded, as if she had stretched her capacity for communication to its…” feb 23, 19:49
  • Peter Stig Sørensen on Joan Didion: Intet gælder: “Pudsigt, som så mange yngre og unge har problemer med bøjningsformerne. De fejl, du nævner, ville formentlig være blevet fanget…” feb 6, 16:56
  • Kasper Håkansson on Foreslå en bog: “Tak for linket – meget interessant artikel.” jan 30, 19:14
  • Peter Stig Sørensen on Foreslå en bog: “Her anbefaler jeg ikke en bog, derimod en interessant artikel om oversættere af Dostojevskijs og Tolstojs værker bragt d.d. af…” jan 26, 11:08

Kategorier

  • Boganmeldelser (914)
    • Biografier og erindringer (18)
    • Sagprosa (94)
      • Antropologi (4)
      • Essays (9)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (21)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (25)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (16)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (24)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (841)
      • Børnebøger (9)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (89)
      • Klassikere (123)
      • Komedie (11)
      • Krimi, spænding og ramasjang (52)
      • Lyrik og drama (53)
      • Nyere udgivelser (220)
      • Romaner og noveller (728)
  • Boghandeler (28)
  • Øvrige indlæg (28)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 77 mailabonnenter
  • 498 følgere
  • 50 venner
  • 516 følgere
  • 219 fans

Copyright © 2021 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log in

wpDiscuz
loading Cancel
Post was not sent - check your email addresses!
Email check failed, please try again
Sorry, your blog cannot share posts by email.