Søvnløshed i Japan ifølge Kyoko Yoshida: En sygdom, der smitter ved fysisk berøring og gradvis sletter den søvnløses hukommelse, mens han forsvinder længere og længere ind i en verden, hvor virkelighed og drøm flyder sammen og opløses.

Pamflet nummer tre i udgivelsesserien Keshiki – new voices from Japan fra Strangers Press er Springless Sleepers af Kyoko Yoshida (f. 1969). Den lille chapbook består af tre tekster (udover et forord af Brian Evenson):

Spring Awakening er et poetisk stykke kortprosa på bare en halv side, der nærmest fungerer som en slags ouverture, om ålens liv i mørke og mudder og dens korte forår. Teksten fortjener at blive citeret i sin helhed:

The eel spends seven years in a narrow compartment of a tube buried in the mud. As the years pass, the sludge swirls upward and streaks of light reach to the murk at the bottom of the lake where the tube sits. That’s how the eel knows time is passing. When a seventh spring comes, the eel itches out of the tube and lies on the mud quietly. Or rather, it floats just above the mud, feeling fuzzy swishes of the mire brushing against its scaled soft white belly. It hears a mockingbird mimicking someone whistling a popular song from seven years ago. it listens to the song for a day and then slithers back into the tube.

Så kan man jo tænke lidt over det. Hvis man synes, at det var da en lidt besynderlig, men alligevel sært dragende tekst, så er man varmet godt op til hoved- og titelhistorien Spring Sleepers.

Det er en poetisk, drømmeagtig novelle, kendetegnet ved, at man som læser – ligesom hovedpersonen – aldrig rigtig ved, hvad der er virkelig og drøm eller hallucinationer.

Kyoko Yoshida (f. 1969). Foto: Ukendt.

Historien udspiller sig i en verden, hvor det er cool at lide af søvnløshed. Unge gentlemen praler på klubberne af, hvor længe siden, det er de har sovet. Yuki har ikke sovet i to måneder, så han har høj status.

Yuki går nu alligevel til lægen, der fastslår, at han lider af genuin søvnløshed. Det smitter ved fysisk kontakt, og der findes ingen kendt kur. Men han kan jo altid tage på sanatorium (“But remember: do not touch anyone”). Hvad lægen ikke fortæller er, at søvnløshed er som en virus, der sætter sig på hjernen og gradvist – og irreversibelt- sletter den søvnløses hukommelse.

Yuki tager afsted i retning af sanatoriet, men rejsen udvikler sig som i en vanvittig drøm, der bliver stadigt mere bizar, mens Yuki mister mere og mere af sin hukommelse, og det synes mere og mere usandsynligt, at han nogensinde vil nå frem. En kvaksalvertype af en læge, han møder undervejs, giver ham for eksempel retningsanvisninger til sanatoriet, men slår dem selv straks hen som irrelevante:

“[It] is of no use,” he said. “Because you will completely forget the word sanatorium before you reach there. So there is no way you can get to the sanatorium.”

Teksten gav mig associationer til en film af David Lynch, når han er mest udsyret (men på den gode måde, skal jeg skynde mig at understrege for de følgere af disse bognoter, der husker, at jeg ikke er verdens største fan af Lynch). Det er en dragende tekst, som virker ved at udviske læserens opfattelse af, hvor grænsen går mellem virkelighed og drøm.

Endelig afsluttes pamfletten af et kort essay, hvor Kyoko Yoshida reflekterer over dette at skrive og især at skrive på et fremmed sprog (hun har valgt at skrive på engelsk).

Kyoko Yishida har tidligere udgivet novellesamlingen Disorientalism (2014), som jeg nu har sat på min ønskeliste. Derudover har hun oversat flere bøger fra japansk til engelsk.

K's vurdering: