Fascinerende, forførende, foruroligende – og fremragende. Brødrene Strugatskijs russiske sci-fi-nyklassiker er for første gang udgivet på dansk. Endelig, fristes jeg til at sige, selv om jeg må tilstå, at jeg ikke kendte til den på forhånd.

Det lille, nye, danske forlag Kosmos, som ifølge forlagets hjemmeside satser på science fiction fra ikke-angelsaksiske sprogområder, er virkelig kommet godt fra start.

Forlagets først udgivelse var en nyoversættelse ved Lotte Jansen af den russiske nyklassiker Vi af Jevgenij Zamjatin, som jeg læste i juni. Den anden er en anden russisk sci-fi-nyklassiker, En picnic i vejkanten (opr. 1972) af brødrene Arkadij og Boris Strugatskij, som nu for første gang udgives på dansk, også i Lotte Jansens glimrende fordanskning.

Forleden læste jeg polske Stanisław Lems nyklassiker, Solaris (1961) om menneskehedens møde – eller næsten-møde – med en radikalt anderledes og for mennesket grundlæggende uforståelig form for liv og intelligens i det ydre rum i form af den mystiske planet Solaris. I Lems roman opnår mennesket på trods af årelange bestræbelser ikke mere end akkurat kontakt med planetens livsform – en egentlig kommunikation bliver det aldrig til, hertil er afgrunden mellem intelligensformerne for dyb.

I en picnic i vejkanten adresserer Arkadij & Boris Strugatskij dette klassiske science fiction-tema om kontakt med rumvæsener fra en anden vinkel. Her er der end ikke tale om direkte kontakt – og menneskene synes i øvrigt heller ikke at være specielt optaget af at opnå den – andet end med visse, mystiske efterladenskaber fra formodede rumvæsener, der synes at have været et smut forbi Jorden.

Arkadij & Boris Strugatskij. Foto: Ukendt

Romanen foregår på Jorden på et ikke nærmere defineret tidspunkt i slutningen af det 20. århundrede. En mystisk begivenhed, kaldet Besøgelsen, har efterladt seks såkaldte Besøgelseszoner rundt omkring på Jorden. Det er den almindelige antagelse, af zonerne er sporene efter besøg fra ikke identificerede (i det hele taget slet ikke observerede) rumvæsener.

Ingen ved, hvad rumvæsenernes ærinde har været, men i Zonerne har de tilsyneladende efterladt sig en mængde forskellige objekter, som har det til fælles, at de på forskellige måder trodser de kendte fysiske love på Jorden.

Nogle af disse genstande har egenskaber, som menneskene kan udnytte funktionelt, f.eks. til at skabe energi. Andre bliver populære som smykker. Atter andre, heraf nogle usynlige, er imidlertid dødeligt farlige at komme i nærheden af i Zonerne.

FN og de enkelte nationalstater forsøger at kontrollere adgangen til Zonerne og forskningen i dem, men de mange mystiske genstande har høj kurs på det sorte marked, hvilket tiltrækker smuglere og lykkejægere, kaldet stalkere, som med livet som indsats i Zonerne – og i risiko for retsforfølgelse uden for Zonerne – forsøger at indsamle objekter og videresælge dem.

Romanens hovedperson, Redrick Schuhart, er en sådan småkriminel smugler og bølletype. Vi følger ham over en årrække via tre nedslag i forskellige faser af hans liv.

Jeg afslører ikke for meget ved at røbe, at romanen ikke giver nogen svar på, hvilke rumvæsener, der har besøgt Jorden, hvad deres intention hermed har været, eller hvad de efterladte objekters funktioner egentlig har været.

Har rumvæsnerne efterladt genstandene med vilje, måske som en slags hjælp til menneskehedens fremtidige udvikling (sådan som det er et tema i flere af Arthur C. Clarkes klassiske science fiction-romaner, herunder f.eks. Rumrejsen år 2001 og Ud af barndommen)? Eller som forsøg på at etablere en form for kommunikation med menneskeheden?

Eller er der, som titlen antyder, slet og ret tale om, at en gruppe højt udviklede rumvæsener har gjort et kort stop på Jorden for at holde sig en lille picnic – måske endda uden overhovedet at registrere, at Jorden var befolket af noget så inferiørt som mennesker? Og er de efterladte mystiske, magiske genstande slet og ret bortkastet affald fra picnic’en – sammenkrøllet papir, sodavandskapsler, madrester, en sjat pis hér og en spytklat dér?

Vi får ingen svar, og deri ligger en del af romanens fascinationskraft.

En picnic i vejkanten fungerer aldeles glimrende som science fiction i egen ret – sådan som jeg gætter på, at den er skrevet. Højdepunkterne er beskrivelserne af stalkeren Redrick Schuharts togter ind i Zonen. De er intenst spændende i sig selv. Strugatskijbrødrene formår at formidle en rugende, angstfyldt stemning i Zonen. Og den kommer ikke af intet, for i Zonen er der talrige måder at bliver slået ihjel eller invalideret på. Og når det lykkedes romanpersonerne at komme uskadte tilbage fra Zonen, er vi som læsere næsten lige så lettede som dem:

Jeg lukkede mig inde i en brusekabine, hev lommelærken frem, skruede låget af og sugede mig fast til den en lus. Jeg sidder der på bænken, mine knæ føles tomme, mit hoved er tomt, min sjæl er tom, og jeg bliver ved med at tylle spritten i mig, som var det vand. Jeg er i live. Zonen har ladet mig gå fri. Den har ladet mig gå, den satan. Den usle lort. Den bondefanger. Jeg er i live.

Jeg kunne samtidig ikke lade være med at læse romanen med Tjernobylkatastrofen (som vel at mærke først indtraf tyve år efter, at romanen blev udgivet) i baghovedet. Selv om de potentielle skader ved radioaktiv bestråling naturligvis har været kendte i 1972, så tror jeg egentlig ikke (men jeg har absolut ingen viden om det), at det har været Strugatskijernes hensigt, at Zonen skulle læses som en metafor for en nuklear katastrofe, men læsningen ligger ikke desto mindre lige for.

Stemningen, når “Røde” Redrick Schuhart bevæger sig ind i den militært bevogtede Zone i Harmont, Canada, som er den af de seks Besøgelseszoner, fortællingen udspiller sig omkring, er som – forestiller jeg mig – stemningen kunne være i for eksempel Tjernobylzonen. Byen Harmont kunne være Pripyat, Ukraine.

Befolkningen i Harmont kommer i karantæne under udrejseforbud, da man over årene kæder udvandrere fra byen sammen med bemærkelsesværdige katastrofer i de byer, de flytter til. De besøgende i Zonen er ikke alene selv i direkte risiko for død eller lemlæstelse. Nogle af dem får efterfølgende også børn med besynderlige og foruroligende mutationer.

Og der identificeres flere og endnu mere mærkværdige fænomener, som myndighederne forsøger at skjule med større eller mindre held. Ikke at menneskeheden som sådan synes specielt interesseret i Zonen, efter at den første interesse for Besøgelsen har lagt sig. Også her er det fristende at drage en parallel til faktiske, nukleare katatrofer i Tjernobyl og andre steder.

Hvad er romanens budskab, hvis der er noget? Det vil jeg overlade til dig selv at tolke på – men vil dog nok advare mod risikoen for overfortolkning. Jeg har sikkert allerede selv i det ovenstående bevæget mig længere udi tolkninger, end hvad der har været forfatternes intention. Men dette er på den anden side også noget af det, der kendetegner god litteratur – at den kan læses og give mening på forskellige planer for forskellige læsere til forskellige tider.

Og En picnic i vejkanten er god litteratur, også selv hvis man “bare” læser den som en fascinerende og spændende science fiction-historie.

Og så er den i den nye danske version formidlet på glimrende dansk af oversætter Lotte Jansen. Et lille suk dog: Min læseoplevelse kunne have været forøget, hvis forlaget havde ofret en ekstra korrekturlæsning. Der er ganske vist ikke mange korrekturfejl efter (desværre) normale standarder i danske udgivelser, men der er tiltrækkeligt med tilfælde af udfaldne ord og uregelmæssig kommatering til at forstyrre min læsning (men jeg hører nok også til de sarte, hvad den slags angår).

Og enkelte steder studsede jeg over russiske ord, der synes at være smuttet uretmæssigt igennem til den danske version: Et sted omtales således datjaer i omegnen er Harmont. Det er mig bekendt et russisk begreb for sommerhuse, og det ville have været fint at bruge det russiske ord også på dansk, hvis scenen havde været Rusland – men romanen skal netop ikke forestille at foregå i Rusland, og den person, der bruger begrebet i sammenhængen er ikke russer.

Nå, det er meget små detaljer i en ellers meget flot udgivelse (og aldeles undskyldeligt hos et nyt, lille forlag – det ses meget værre hos større, danske forlag).

Illustration af Kim Heyst fra bogen.

Forlaget Kosmos fortjener således også ros for udgivelsens designmæssige kvalitet. Budgettet kan næppe være stort, men det har ikke forhindret forlaget i at kæle for det grafiske udtryk, tilrettelagt af Mai Boline og Laura Silke (som også stod for designet af forlagets første udgivelse).

Bogens omslag er holdt i sort og en flot dyborange farve. Den orange farve går igen på sidernes snit og på indersiden af omslagene, hvilket giver et lækkert udtryk.

Dertil kommer en række flotte, sort-hvide helsidesillustrationer af Kim Heyst, der passer perfekt til bogens mystiske stemning. Illustrationerne er af den slags, man kan bruge lang tid på at studere og stadig finde nye, skjulte figurer i – lige så ubestemmeligt dragende som Zonen i romanen.

En picnic i vejkanten er i øvrigt bogen, der gav inspiration til den sovjetiske instruktør Tarkovskijs film Vandringsmanden (1979), som han skabte i samarbejde med Arkadij & Boris Strugatskij, der skrev manuskriptet. Jeg har endnu ikke set filmen, men jeg har tænkt mig at benytte lejligheden nu på torsdag den 8. august 2019, hvor Cinemateket/Det Danske Filminstitut i København viser den under et arrangement, der også byder på en introduktion til Tarkovskijs værk ved cand. mag. i russisk Jesper Nyeng.

Tarkovskij var også instruktøren bag den første filmatisering af polske Stanisław Lems endnu mere mystiske roman, Solaris (1961), som jeg nævnte ovenfor. Også den kan se i Cinemateket her i august/september – lad os se, om jeg når at få den med i tilgift.

Og hermed lukker jeg foreløbigt science fiction-temaet, der har præget bognoterne i juli og starten af august. En masse andre gode bøger i andre genrer venter i bogreolen.

Bogen er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: