Argentinske César Airas korte roman om en lille, koreansk, buddhistisk munk er en lille pudsighed. En leg med en sjov idé, som rummer gode elementer, men i sidste ende toner for fjollet og usammenhængende ud.

Jeg har tidligere kun læst en enkelt bog af César Aira (f. 1949), En episode i en landskabsmalers liv (opr. 2001, da. 2012), som jeg kun husker for det gode. Der er ellers bøger nok at tage af, for Aira er uhyre produktiv: 75 korte romaner har Wikipedia i skrivende stund talt op, og dertil kommer en antal samlinger af noveller og essays.

The Little Buddhist Monk begynder med et portræt af en koreansk, buddhistisk munk, som i sin fysiske fremtoning er endog meget lille (virkelig lille, mindre end en dværg-lille). Den lille munk drømmer om at emigrere til Vesten, og i hemmelighed studerer han vestlige sprog, litteratur og kultur. Herunder lærer han sig at tale fransk til perfektion, hvilket kommer ham til gode, da han støder på et par franske turister, som han tilbyder at guide rundt i Korea i håbet om, at de kan blive hans vej til emmigration.

Det franske ægtepar lyder navnene Napoleon Chirac og Jacqueline Bloodymary – navne, som lægger op til spekulation i, hvad de mon skal symbolisere, men det skal man nok ikke bruge for lang tid på. Måske skal navnene henvise til noget med europæisk (kultur)imperialisme, som forbinder sig til ægteparrets eksotiserende, orientalistiske blik på Østens mysterier. Jeg hælder nu til, at de mest bare er et udtryk for Airas lette legesyge, der i det hele taget præger kortromanen.

Manden, Napoleon Chirac, er fotograf og er i Korea for at tage eksperimenterende kunstfotografier af buddhistiske templer. Hans speciale er at indfange forskellige kulturelle rum i 360 graders fotografier. Der er en slet skjult symbolik på spil i, at han kun er interesseret i at tage billeder af rum, ikke af mennesker, ligesom 360 graders teknikken indebærer, at dét, der er i centrum – ham selv og hans kone – altid forbliver uden for billedet.

Hustruen Jacqueline Bloodymary er tegneserietegner, og det virker meget passende. For der er noget tegneserieagtigt over hele historien om den lille buddistiske munk, som udarter sig mere og mere.

César Aira (f. 1949). Foto fra forfatterens Goodreads-profil

Blandt elementerne i historien kan for eksempel nævnes en suicidal hest, der begår selvmord ved at kaste sig ud fra toppen af en pagode (og den har virkelig villet det, for det er sin sag at klatre op på toppen af sådan en, når man har fire ben og hove). Der er en mystisk bro, hvor hekse driver gæk med passagerer ved at hypnotisere dem til at stå af ved magisk frembragte stationer. Og i det buddhistiske tempel, som den lille munk leder det franske ægtepar frem til, excellerer munkene mestendels i amerikansk popusik og industriel fastfood.

The Little Buddhist Monk er let og hurtigt læst. Den fungerede langt hen ad vejen fint for mig som pudsig og underholdende ferielæsning en formiddag på altanen. I de sidste to kapitler går det dog galt. Her opløser den lettere mystiske, magisk-realistiske stemning i bogens første dele sig i de rene tegneseriefjollerier, som jeg gerne havde været foruden.

Samlet set virker bogen lidt som et stykke ikke særlig gennemarbejdet venstrehåndsarbejde; forfatterens leg med en løs idé, som ikke viser sig helt at kunne bære igennem. Det er næppe denne bog i Airas store produktion, der har skabt ham hans navn.

Der er således langt til den fine En episode i en landskabsmalers liv, som jeg læste for nogle år siden. Jeg har dog ikke mistet appetitten på Aira, og jeg har endnu en af hans bøger med i feriekufferten.

The Little Buddhist Monk er oversat fra spansk efter El pequeño monje budista af Nick Caistor. Oversættelsen virker okay, men lider under en lidt for dårlig korrekturlæsning og enkelte akavede sætninger, som muligvis har fungeret bedre i den spanske original. Den er ikke oversat til dansk, men det er til gengæld flere andre af Airas værker.

K's vurdering: