To særdeles velfortalte, finurligt fine, magisk-realistiske fortællinger om komplicerede familierelationer fra en markant stemme i moderne japansk litteratur.

Hiromi Kawakami (f. 1958) kender vi her på bloggen fra hendes smukke kærlighedsroman, Senseis mappe (opr. 2001).

Her i november har forlaget Korridor udgivet to af hendes tidligere historier, At træde på en slange og Forsvindinger (opr. 1996), oversat til dansk af Mette Holm. Udgivelsen er bog nr. 7 i Korridors novellaserie og kan fås separat eller som del af den flotte samleboks med bøgerne nr. 5-8 i serien (læs mere om den lækre boks og bøgernes smukke grafiske design her)

At udgive de to historier som en del af en serie med novellaer (eller kortromaner, som jeg foretrækker) er ganske vist lidt en tilsnigelse. Med deres henholdsvis 55 og 38 meget små sider er de to uafhængige historier nu nok snarere at karakterisere som deciderede noveller. Men nuvel, lad os ikke hænge os i det. Det vigtige er, at de er oversat og udgivet, for det er to virkelig fine historier.

Hvor førnævnte roman, Senseis mappe, er en lavmælt historie i realistisk stil om kærlighed og etikette, så hører At træde på en slange og Forsvindinger til i det, man kan kalde magisk realisme – eller måske mytisk realisme, som forlaget foreslår i sin omtale på hjemmesiden.

At træde på en slange begynder med, at hovedpersonen og jeg-fortælleren, en ung kvinde, træder på en slange på vej hjem gennem parken:

“Når du først har trådt på mig, er det for sent,” sagde den til sidst, bugtede sig væk og forsvandt. Noget, der mindede om røg eller dis, blev kortvarigt hængende i luften efter den, hvorefter slangestemmen gentog: “Så er det for sent,” og et menneske viste sig.
     “Når du først har trådt på mig, bliver jeg nødt til det,” sagde den nu med menneskestemme og skyndte sig i retning af min lejlighed. Slangen, der var blevet til et menneske, lignede en kvinde på omkring de halvtreds år.

Slangen, der ind i mellem altså antager menneskeskikkelse, flytter ind i kvindens lejlighed, idet den hårdnakket påstår, at den er hendes mor.

Det virker jo ret mærkeligt, men selv om det ikke er noget, hovedpersonen har oplevet før, stiller hun egentlig ikke spørgsmålstegn ved slangens indflytning og det, at den kan antage menneskeskikkelse. Det er et den slags fænomener, man kan støde på. Kun er hun afvisende over for slangens/kvindens påstand om at være hendes mor.

Snart opdager hovedpersonen, at hun ikke er den eneste, der har oplevet, at en slange flytter ind. Og hendes forhold til slangen og den i stigende grad fristende “slangeverden” udvikler sig.

Det er er sær novelle, som man ikke skal forvente at få serveret en klar forklaring på eller fortolkning af fra Hiromi Kawakamis side. En mulig fortolkning – som forlaget også tilbyder i omtalen på sin hjemmeside – er, at kvindens forhold til slangen spejler nogle af komplicerede familierelationer, vi indgår i som mennesker. Samtidig med at den generelt udgør en åbning mod tilstedeværelsen og betydningen af det irrationelle i vores moderne liv.

Stemningen i historien er ikke så langt fra noget, man kunne støde på hos Haruki Murakami, men personligt synes jeg, at Kawakami skriver bedre. Ligesom jeg ofte har fundet det hos Murakami, er At træde på en slange dog også en kende for uforløst mystisk for min smag. Men bestemt værd at læse.

I den lidt kortere novelle, Forsvindinger, bevæger vi os også i et magisk-realistisk univers med fokus på komplicerede familierelationer.

Omdrejningspunktet i handlingen er et arrangeret ægteskab mellem to unge mennesker fra to forskellige familier. Et ægteskab, der byder på en række praktiske vanskeligheder.

I den ene familie har de tradition for “forsvindinger.” I den bogstavelige forstand, at familiemedlemmer eller familieklenodier fra den ene dag til den anden har det med at forsvinde sporløst og uden varsel – eller ihvertfald blive usynlige og umærkelige for de fleste af de øvrige familiemedlemmer. Det er således noget uheldigt, at netop den ældste bror, der skal giftes, forsvinder allerede før forlovelsen.

Den anden familie døjer til gengæld med “formindskninger,” hvilket viser sig, da datteren i familien, Hiroko, er blevet gift, og ægteskabet ikke udvikler sig helt som håbet. Dag for dag bliver hun simpelthen fysisk mindre. Som det hedder (uden at spoile, da citatet også bringes på bagsiden af bogen):

Hele affæren med Hiroko blev afsluttet uden videre. Hun var skrumpet helt ind til birkestørrelse, og for ikke at komme til at træde på hende lagde vi hende ned i et glas med et stykke gaze over, mens vi ventede på, at hendes familie skulle komme og hente hende.

Som i At træde på en slange er de overnaturlige elementer i Forsvindinger ikke noget, der stilles grundlæggende spørgsmålstegn ved hos personerne i historien. Det er da også oplagt, at både forsvindingerne og skrumpningerne skal læses som metaforer for de forkvaklede familieforhold.

Samlet set to fine fortællinger, der kun kan give mig lyst til at læse mere Kawakami.

Bogen er venligt tilsendt som frieksemplar til anmeldelse fra forlaget.

K's vurdering: