Tolstojs tre fortællinger fra Sevastopol under Krimkrigen er ikke det ypperste fra mesterens hånd, men mindre kan gøre det. Fortællingerne er værd at læse for de levende stemningsbilleder fra byen og bastionerne og for Tolstojs satiriske blik på forfængeligheden i de menneskelige relationer.

Den unge Lev Tolstoj (1828-1910) meldte sig i 1851 frivilligt til hæren, og i 1854-1855 deltog han som sekondløjtnant i Krimkrigen, blandt andet under belejringen af Sevastopol på Krim. Sevastopolfortællingerne (opr. 1855) er vokset ud af Tolstojs erfaringer herfra.

Sevastopolfortællingerne hører til i den første del af Tolstojs produktion. Bogen udgøres af tre noveller, hvoraf især de to første har et lidt skitseagtigt præg. Det er ikke Tolstoj på toppen af sin fortællekunst, vi møder her, men der er mange elementer i novellerne, der peger frem mod temaer og teknikker, som Tolstoj senere hen skal udvikle og forfine, herunder i storromanerne Anna Karenina og Krig og fred.

Novellerne er dog afgjort også værd at læse i egen ret. Inspireret af Tolstojs egne førstehåndsoplevelser i Sevastopol under Krimkrigen rummer de først og fremmest fremragende stemningsbilleder fra den belejrede by. Rædselsscener fra lazaretterne, oplevelser af kaos under kampene på bastionerne, og ikke mindst soldaternes dødsangst iblandet deres storladne, romantiske forhåbninger om at begå heltegerninger eller i det mindste bare ikke falde for meget igennem.

Midt i det hele er der også kostelige scener, hvor Tolstoj ironiserende udleverer snobberiet blandt de russiske officerer, der mest at alt er optaget af, hvordan de tager sig ud i andres øjne, hvem de bliver set med, og hvilken plads de indtager i det usynlige sociale hierarki.

Forfængelighed, forfængelighed og forfængelighed overalt, end også på gravens rand og hos mennesker, der er beredt til at gå i døden for en sand og adel overbevisning. Forfængelighed!

Den første af novellerne, “Sevastopol i december,” er skrevet i en nærmest reportagejournalistisk form. Set gennem øjnene på en besøgende, der kommer til den belejrede by for første gang, fører Tolstoj læseren gennem Sevastopols gader, gennem lazaretterne fulde af sårede soldater med amputerede lemmer og rundt på bastionerne, hvor bomber og kugler hviner gennem luften.

I “Sevastopol i maj” viser Tolstoj sig fra sin satiriske side i et skitseagtigt portræt af forfængeligheden og snobberiet, der stortrives blandt de russiske officerer i Sevastopols gader, selv midt i krigen.

Den tredje og sidste novelle, “Sevastopol i august,” er både den længste og den mest afrundede i samlingen. Fortællingen er et fint portræt af to brødre på vej til tjenesten i Sevastopol og kulminerer i storslåede scener fra byens fald.

Som man kan læse om i Flemming Roses forord er Tolstojs fortællinger fra Sevastopol i eftertiden blevet anvendt – og bliver det stadig – i intern, russisk propaganda til at besynge den uovervindelige “kraft og styrke, som bor i det russiske folk,” som det hedder et sted i en af fortællingerne.

En ung sekondløjtnant Lev Tolstoj i uniform i 1854, Sevastopol.

Selv om belejringen og stormen på Sevastopol – og Krimkrigen i det hele taget – blev et eklatant nederlag for Rusland, som selv havde indledt krigen, er kampen om Sevastopol således af de russiske magthaveres propagandister efterfølgende blevet gjort til en historie om en moralsk, russisk sejr.

I Tolstojs noveller finder man da også beundring af de enkelte soldaters heroisme, men stik imod den måde, hvorpå de er blevet anvendt propagandistisk, så er Sevastolfortællingerne imidlertid først og fremmest antikrigstekster. Tolstoj udstiller krigens gru og formålsløshed, og flere steder taler han i forfatterkommentarer det vanvittige i krigen direkte imod.

Et suk fra sprogpedanten til sidst: Det er ikke mit danske, der er så klynkende ubehjælpsomt, at jeg i overskriften for denne artikel ved en fejl er kommet til at sætte et mellemrum mellem “Sevastopol” og “fortællingerne”, hvor det naturligvis under ingen omstændigheder har noget at gøre på dansk. Den styggert står for forlagets regning, og det er ikke kun en enkelt smutter, for fejlen gentages på både forside, bagside, bogryg og titelblad samt i kolofonen. Suk.

Og når vi nu er ved, så savner udgivelsen også oplysninger om originaltitel og det oprindelige udgivelsesår. Småting, som bare irriterer læsere som mig lidt.

Bogen er oversat til dansk første gang af W. Gerstenberg, men oversættelsen er i den version, jeg har læst fra 2015, gennemset og moderniseret i samarbejde mellem Karen Kjærulf Nielsen og Jan Hansen.

Flemming Rose har skrevet et forord til 2105-udgivelsen, som forsyner os med nogle interessante biografiske og historiske baggrundsoplysninger om Tolstoj og Krimkrigen, men efter min smag desværre også forvilder sig lidt for langt ud ad tangenter om Flemming Roses egne besøg i Rusland og Krim og overvejelser over Putins Rusland, som ikke har så meget at gøre med Tolstojs værk.

Med Tolstojs fortællinger fra Sevastopol har jeg taget fat på at realisere mit nytårsforsæt for læseåret 2021: At læse flere russiske klassikere – og andre litterære klassikere i det hele taget. Foran mig ligger en velvoksen stak af flere Tolstoj- og Dostojevskijbøger, som jeg føler mig helt betrygget i, at jeg nok skal komme igennem i løbet af året.

K's vurdering: