“Why is everything shaking?” I ask. “Such sadness, such suffering,” says one. “The earth shakes when this many people are in pain.”

Pergentino José (f. 1981) er en mexicansk forfatter med rødder i den zapotec-indianske befolkning i Oaxaca i det sydlige Mexico. Red Ants (opr. 2012, eng. 2020) er den første udgivelse af José på engelsk. Ifølge bagsideteksten er den oprindeligt skrevet på sierra zapotec (et af mange zapotec-sprog), men den engelske udgave synes dog oversat fra spansk.

Red Ants er en samling af 17 korte noveller, den korteste er vel ikke på meget mere end 200 ord. Som noveller kan de i princippet læses enkeltstående, men det giver god mening at læse dem samlet. De hænger som sådan ikke sammen handlingsmæssigt, men synes at udspille sig i det samme univers.

Min læseoplevelse var, at novellerne samlet set danner en mosaik af hver især mere eller mindre surrealistiske glimt af den samme, obskure verden. Som sådan giver de enkelte – hver for sig svært forståelige – noveller støtte og mening til hinanden.

Nu skrev jeg ganske vist, at det giver god mening at læse samlingen samlet. Jeg modererer det til: marginalt mere mening end at læse novellerne enkeltvis. For skal jeg være helt ærlig, så må jeg give op over for den udfordring at levere en meningsfuld fortolkning af samtlige tekster i den lille udgivelse.

Pergentino José (f. 1981). Foto: www.catranslation.org.

Red Ants er et eksempel på en bog, hvor jeg som læser i dén grad følte mig lost in translation. Ikke i den rent sproglige oversættelse, men i den kulturelle.

Jeg har således en fornemmelse af – foranlediget af et par af de korte klaptekster på bogen – at Pergentino José i bogen i vidt omfang benytter sig af implicitte referencer til både mytologi, historie og lokale samtidsforhold for zapotec-befolkningen i Oaxaca. Referencer, som jeg på ingen måde er fortrolig med. Og det gav mig en oplevelse af, at ikke så lidt af den potentielle mening i novellerne undslap mig.

Når det er sagt, så kan man ikke give manglende kulturelle referencer hele skylden for, at Red Ants må placeres i et af de mere vanskeligt tilgængelige hjørner af litteraturen.

Pergentino Josés stil er generelt fragmentarisk, enigmatisk og drømme- eller nærmere mareridtsagtig. De fleste af novellerne kan knap nok kaldes historier, men snarere drømmeagtige glimt af et forvrænget univers, og kun få af dem kan siges at have en egentlig begyndelse eller slutning.

Grundstemningen i bogen er foruroligende, angstfuld, klaustrofobisk. Fortællerne er på forskellig vis indespærrede uden at kunne finde en vej ud. Eller forfulgte af mere eller mindre skjulte, ansigtsløse eller maskerede fjender. Forældre søger deres børn, mænd og kvinder søger deres forsvundne ægtefæller. Nogle er på flugt, tages til fange, holdes som slaver.

I mange af novellerne havde jeg en oplevelse af at være i en dystopisk verden, tættere på et surrealistisk mareridt end den virkelige verden.

Som eksempel her de første linjer af historien “Not to You:”

It was a cloudy afternoon; something ominous in the air. Two men in purple masks addressed me, almost in unison and enunciating their words wth great care:
“It’s Geneveva we are looking for, not you. We know she isn’t in at your house, but she’ll be going back to school very soon and we’ve come to tell you you’re never going to see her again.”

Historien bliver kun mere gådefuld, efterhånden som den udfolder sig, og fortolkningsmulighederne er flere, men hvad der sætter sig fast, er den knugende, paniske angst hos en forælder, der med ét stilles over for truslen om at miste, måske allerede have mistet, sit barn.

I andre noveller er der mere tydelige referencer til erfaringerne hos de indianske mindretal i Oaxaca-regionen – erfaringer med indtrængende fremmede, der underlægger sig landet og fælder skoven til fordel for kaffeplantager.

“ ´[…] All you can do is listen to that terrible sound of the machete and watch as they burn down the bamboo forest. They sense this when you approach, and they act accordingly. I know what you’re thinking. You heard the bridge of dreams breaking, somewhere.” She is quiet for a few moments. Then, in a steady voice, she says: “Nza nja mend tub do nit to? Can you hold back the sea? The bridge of dreams broke, but this world does not belong to you.”

Læsningen af mange af enkeltnovellerne i Red Ants efterlod mig noget perpleks, forgæves søgende efter en entydig fortolkning eller bare en mening, jeg kunne holde nogenlunde fast på. Så meget desto mere frustrerende var det, fordi José i stort set alle de korte noveller formåede at fange mig ind fra nærmest første sætning.

Tag for eksempel de første sætninger i samlingens korteste historie, The Window:

You look down at me from your window: a group of masked men on horseback is chasing me. Mad hooves, walls of dust; I am terrified. You do nothing.

Josés skrift – ihvertfald her i Thomas Bunsteads oversættelse til engelsk – er på én gang meget enkel og meget gådefuld. Hans sætninger sugede mig ind i universet, som jeg imidlertid – ligesom personerne novellerne – havde jeg mere end svært ved at orientere mig i, men heller ikke havde let ved at undslippe.

Da jeg læste bogen for en lille uge siden, var jeg en smule skuffet og småirriteret over, at José havde valgt at gøre det så vanskeligt for os læsere. Men stemningen i historierne har ikke sluppet mig, er snarere vokset på mig siden, også i en grad, så jeg faktisk har haft fat i bogen igen og genlæst en god del af novellerne helt eller delvist. Og dét er ellers noget, der sker sjældent for mig.

Alt i alt er Pergentino José et i allerhøjeste grad spændende bekendtskab, som jeg gerne læser mere af.

K's vurdering: