Hannah Arendts “Responsibility and Judgment” er i det store og hele en fortsættelse af de tanker hun gjorde sig i “Eichmann in Jerusalem”. Her genoptager hun sine spekulationer over skyldighed: “Still, while courtroom procedure or the question of personal responsibility under dictatorship cannot permit the shifting of responsibility from man to system, the system cannot be left out of account altogether” – en problemstilling hun grunder meget over. Eichmanns: “Not I but the system did it in which I was a cog under such circumstances” er i høj grad anledningen til bogen. Lejlighedsvist inddrages de fænomener vi finder udforsket i hendes store værk “Totalitarismens oprindelse”, hvor hun blandt andet uddyber forskellen mellem totalitarisme og diktatur i praksis.
“Responsibility and Judgment” er en sammenstilling af ikke tidligere offentliggjorte skrifter hidrørende de sidste 10 år af hendes liv, et værk jeg gerne anbefaler som værende ikke bare interessant, men også gribende som en forlængelse af de tanker Eichmann-processen satte igang. Et bogomslag, der illuderer okseblodsfarvet lærred, er tillige et stærkt design man lægger mærke til.

Af Hannah Arendt har jeg kun læst hendes (med rette) berømte reportagebog om “ondskabens banalitet”, “Eichmann in Jerusalem”. Der står et par stykker mere af hendes og venter på filosofihylden herhjemme, dog ikke “Responsibility and Judgement.”

At bruge ordet sært er næsten et for stærkt ord, men alligevel dækkende, når jeg siger det er sært som Is-Slottet stadig hænger i ens (min) bevidsthed her fire dage efter at jeg bladede den sidste side. Som Vårnatten er det jo bare en lille bog, men dog en utroligt stærk bog, ikke alene pga. handlingen, men især pga. de tanker og følelser som bogens hovedperson, barnet, må lide og gennemgå. Anbefales til alle der følger bloggen her.

Den næste bog jeg er gået igang med ligger i en ganske anden boldgade – “Responsibility and Judgement” af Hannah Arendt, som ikke får mange stjerner, siden hun i tre fjerdedele af bogen fortrinsvist beskæftiger sig med de gamle grækere, og i øvrigt ikke kan opsætte generelle og entydige retningslinjer for godt og ondt for enhver situation vi møder i livet. Måske, måske ikke, vil jeg en dag anbefale den, omend den ligger lidt skævt i forhold til den type litteratur du gerne læser og anmelder.

Selv tak for at dele læseoplevelsen. Is-slottet står fortsat virkelig stærkt og tydeligt prentet i min erindring.