Jo, hvordan “1984” læses og forstås bestemmes nok af hvor man på det givne tidspunkt står. Og jo, værket kan udmærket tolkes som en henvisning til kommunismen. Dog kan man også anlægge den synsvinkel, at værket også er en opfordring til introspektion, en anledning til selvreflektion; man kan pege fingre, men hvad rummer man selv; trangen til almagt, måske? Kommunistforskrækkelsen i mellemkrigsårene fostrede fascisme og nazisme; enhver ideologisk gruppering, enhver bevægelse, er dømt til “overnight” at se sig rendt over ende af en indre trojansk hest, blandt de bedste, de sagtmodige. Diktatoriske tyranner og magtvælder afløses af nye tyranner, alt imens vi ikke alle ser bjælken i eget øje. Enhver civilisation er så skrøbelig som et liv. I dag oplever vi påny en så stærk polisarisering, at en meningstilkendegivelse kan udløse trusler på livet. Værket “1984” advarer herimod.

Jeg noterede mig også en irriterende sløset korrekturlæsning. Men jeg orker efterhånden ikke at kommentere på det længere, da det er blevet så skammeligt almindeligt – og faktisk ikke mindst på de større forlag, som man ellers skulle tro havde ressourcerne til at få den slags på plads.

Derudover er jeg (naturligvis) enig i pointen via Proust. Og det er for mig at se i øvrigt det, der karakteriserer en ægte klassiker: At den kan læses og genlæses med nyt udbytte af forskellige personer og generationer til forskellige tider.

For så vidt angår Anne Sophie Hermansen, håber jeg for hende, at hun finder noget, der keder hende mindre. Jeg kedede mig ikke (på nær over de nævnte enkelte bump, som er noget mindre end bjerge).