Fejlagtigt oplyste jeg at min udgave af “Buddenbrooks” af 1931 var oversat af L. Lange

Det korrekte navn er L. Stange

😊👍

Doktor Faustus’ position på at-læse-listen hermed konsolideret.

Det glæder mig enormt at du i “Trolddomsbjerget”, som jeg, har kunnet få en blivende oplevelse; jo, tung og til tider ret intellektuel hvad der måske netop også er dens styrke. Din beskrivelse kan jeg betragte som fuldstændigt dækkende. Indmellem må man jo have en roman der lægger mere beslag på tanker, ånd og sjæl. Det anede mig nok at du sikkert havde læst den, blot før din tid som bogblogger. At den står på din top-liste havde jeg ganske overset.
Jo, Doktor Faustus læste jeg tilbage engang i midtfirserne, og jeg tror bestemt at min begejstring ved at læse den i dag ville være den samme som dengang, altså eminent god. Den er jo tung som et psykologisk drama nødvendigvist er, og kan vel bedst beskrives som menneskets kamp med sin egen natur.

“Trolddomsbjerget” læste jeg, har jeg regnet mig tilbage til, for mere end 25 år siden (gisp!) i Ulrich Horst Petersens oversættelse. Den gjorde et umådeligt stort indtryk på mig dengang og indtager stadig en markant plads på min personlige top-liste over mine bedste læseoplevelser gennem livet. Egentlig besynderligt i betragtning af, at romanen i lange stræk unægtelig er en noget tung, intellektuel sag. Men den evnede at suge mig ind og fastholde mig i sit univers, ligesom protagonisten Hans Castorp i romanen bliver indfanget af den besynderlige stemning på sanatoriet på Trolddomsbjerget, hvor tiden forekommer plastisk. En af de få romaner, der står på min liste over kommende genlæsninger. Den næste Mann-roman skal dog nok være Doktor Faustus, som jeg har til gode. Har du læst den?

Jeg er bekendt med at Niels Brunses oversættelse af Buddenbrooks er meget rost. Personligt har jeg ikke kemi til hans måde at oversætte på. Brunse deklamerer selv, at han som oversætter hævder retten til kunstnerisk frihed idet han sammenligner sig selv med pianisten der kreerer nyfortolkninger af klassiske værker. Denne tilgang mærker man da også ved at hans oversættelser ikke står bag, men ved siden af den egentlige forfatter med et helt selvstændigt udtryk. En strategi er bl.a. endvidere at erstatte hvad der for en dansker kan virke fremmedartet med noget som danskere generelt er bekendt med. Her erstatter han tyske dialekter med jyske og sjællandske.

Buddenbrooks er i sandhed en gribende fortælling hvorfor din positive anmeldelse også glædede mig meget.

Den næste roman af Thomas Mann kunne jo så være “Trolddomsbjerget”.