Ift Findsen som sandhedsvidne tænker jeg i denne sammenhæng ikke så meget på den verserende retssag, som det som udenforstående jo er ret svært at mene noget om på nuværende tidspunkt, men mere på de forhold, som omtales i bogen, især Findsens karriere op til hjemsendelsen ifm tilsynssagen og forholdene omkring hans arrestation.

Her gør man som læser klogt i at besinde sig på, at den virkelighed, der fremstilles i bogen, kan være mere eller mindre sand, men den er under alle omstændigheder en (dygtigt) iscenesat virkelighed, som fortæller historien entydigt og uimodsagt fra Findsens perspektiv, og som åbenlyst ikke er konstrueret for at sætte ham selv i et dårligt lys.

Jo, indrømmet, det var nok lidt højt at sætte barren. Og ja, vi har til gode at vide mere om hvorvidt Lars Findsen skal lastes for noget han ikke har gjort sig skyldig i eller . . . ?

Zolas “J’accuse” er en høj barre at sætte, og den når “Spionchefen” næppe 😉. Man skal også huske, at Findsen ikke nødvendigvis er et sandhedsvidne i alle sammenhænge. Den kommende debat og den undersøgelse, der ser ud til at blive sat i gang, vil formentlig afdække mere om den sag.

Jeg er ganske enig med dig. Sagen har været belyst i omtrent alle medier, bl.a. også Tirsdagsanalysen på Tv2 News. På dagen for udgivelsen af Lars Findsens bog bragte Radio4 endog en overordentlig grundig bearbejdning af sagens – kendte – akter.
Dette til trods glædede det mig særdeles meget at se, du havde taget initiativ til at anmelde bogen. Jeg forstår den særlige interesse du må fatte siden den nu i så høj grad indbefatter Centraladministrationen. For os andre (udenforstående) er den dog ligeledes interessant, idet sagen berører en række allerede ret så kendte offentligt ansatte der længe før FE-sagen, har været omtalt i medierne i andre sager. Det bliver interessant at se hvad det videre forløb munder ud i.
Dette i sig selv var dog ikke tilstrækkeligt til at overbevise mig om at jeg ville kunne få et tilfredsstillende udbytte af at læse “Erindringer fra celle 18”
Det væsentlige for min beslutning stod tilbage, nemlig om bogen samtidigt havde en, kan man sige en tilstrækkelig litterær styrke til at den i sig ville kunne fænge. Endvidere om bogen i praksis ville kunne have samme effekt som Émile Zola’s brev J’accuse – altså, at den ville kunne fremprovokere en nyudvikling, en forandring. Så jo, jeg vil ikke kun læse bogen for den politiske sags skyld, men også for den litterære kvalitet jeg fornemmer den må have.

Hvis man har læst nogle af nyhedsmediernes referater af bogen, så har man nok også fået de væsentligste pointer med i forhold til hans sag, så jeg vil ikke anbefale den stærkere end som så. Det er næppe en selvbiografi, der kommer til at gå over i historien som værk betragtet. Den er vel at læse som en lang, personlig kronik. Men jeg var som skrevet udmærket underholdt, især af beretningerne om “dagliglivet” i centraladministrationen.