Af: Peter Sørensen

Peter Sørensen — Sat, 11 May 2024 21:39:44 +0000

Tjoh . . . en professor herhjemme i zoofysiologi mener ikke at dyr kan føle sorg og glæde blot tilnærmelsesvist som vi mennesker. Men sådan kan vi afhængig af den tilgang vi nu hver og især har til andre væsener, tolke og forstå verden med de evner vi nu engang har. Måske man aldrig har oplevet en hunkat klagende og mjavende i ugevis lede efter sine (borttagne) killinger eller hunden der går helt til ved at miste sin ven. Sorg og glæde hos mennesker kan ligesåvel betragtes som udtryk for egoistiske og dybt selviske drifter baseret på det rene overlevelsesinstinkt, og velsagtens som rent begær. Vi hører ofte, at vi ikke skal tildele dyr (dvs. andre skabninger end lige akkurat os selv) følelser som vi mener at have patent på. Så er det, at jeg tænker på et åbent bur i London Zoo, hvor gæster kan træde ind under et skilt med teksten: “The most destructive animal in the world” og det strejfer mig, at det ikke er så forfærdelig mange år siden, at der herskede bred enighed om at sorte mennesker dårligt kunne føle smerte (hvorfor det var Okay med torturlignende afstraffelser) og i øvrigt var en primitiv art så meget tættere på aben end på den hvide race. Vi har altid søgt et passende alibi for slet adfærd, det er jo så menneskeligt . . .
Tak for forfattere som Mathilde Walter Clark og tak til K’s Bognoter for anmeldelsen af “Hvordan man laver dyr”.

Kommentarer til: Mathilde Walter Clark: Hvordan man laver dyr

Af: Peter Sørensen