Helt enig. Om Deborah Smiths oversættelse af ‘The Vegetarian’ kan f.eks. man da også læse, at en kritik lyder på, at ‘det var mere rimeligt at tale om Smiths værk som en bearbejdelse (tilpasning), ikke en oversættelse’ med henvisning til ‘omissions, embellishments, and mistranslations’. Avisen Huffington Post Korea har endog omtalt oversættelsen som “completely off the mark”. Andre (Chase Yun) kalder oversættelsen en ‘forbløffende præstation’.
Det oplyses da, at Han Kang støtter op om Deborahs arbejde. Det må trods alt betyde noget.
Måske klog af skade?? er “Greek lessons” oversat i samarbejde med den koreanske oversætter Emily Yae Wong.
Jeg erkender også, at der findes adskillige sikkert fuldt ud lige berettigede “oversættelsesfilosofier”. Nogle oversættere, som eksempelvist Deborah Smith gjorde med The Vegetarian, indleder et samarbejde med værkets ophavsmand og forfatter, andre vælger en anden tilgang til opgaven.
Min anke opstår, når en oversættelse tabes på gulvet grundet en udtalt mangel på kompetencer, mulig ringe tidsfrist, ringe aflønning, eller blot sjusk. Endog er jeg stødt på danske oversættelser der med al tydelighed bar præg af at være hjulpet på vej af Goggle Translate. Og så er der jo Kim Leine, der offentligt selv har flovet sig over sin oversættelse af Knut Hamsuns ‘Sult’ – “at han ville løbe væk og gemme sig, når og hvis talen faldt på den”.
I modsætning til engelske og amerikanske forlag, der i vid udstrækning gør brug af en Co-editor, er der tilsyneladende kun få (eller ingen) danske forlag der accepterer en sådan meromkostning. De kunne måske ellers fange nogle af de værste bommerter . . . ?

Der sker altid noget med en tekst i en litterær oversættelse. Noget går tabt, andet kommer til. Principielt er et oversat værk ikke det samme som originalen. Af samme grund prøver jeg i mine bogomtaler også altid at være omhyggelig med at nævne oversætteren, som for mig at se uvægerligt bliver medskaber af værket – uanset hvad der måtte være oversætterens intention og ambition (idet jeg er klar over, at der også blandt meget erfarne oversættere er meget forskellige grundpositioner i dette spørgsmål om, hvor få egne aftryk i et værk det er overhovedet er muligt at lave som oversætter, og hvad man som oversætter som konsekvens heraf skal stræbe efter).

For mig er det også åbenlyst, at det næsten ikke kan undgås, at en oversættelse af en oversættelse bevæger sig endnu længere væk fra det originale værk. Man kan tænke på børnelegen, hvor en sætning bliver hvisket fra den ene til den anden og videre til den næste i en rundkreds, hvilket næsten uvægerligt ender med, at der ikke er meget af den oprindelige mening tilbage, når sætningen er nået kredsen rundt.

Problemet kan kun blive større, når der er tale om oversættelser fra et sprog som koreansk, der i sin grundstruktur er så anderledes fra både dansk og engelsk.

Så ja, for de, der er komfortable med at læse skønlitteratur på engelsk, ville jeg i det konkrete tilfælde anbefale at læse Deborah Smiths engelske version, “Greek Lessons,” som er oversat direkte fra koreansk. Og havde Deborah Smiths version den dag i boghandlen ligget ved siden af den danske, så havde jeg nok valgt førstnævnte. Men sådan var det ikke lige den dag.