Marcial Gala: Call Me Cassandra

En god idé, fortællemæssigt interessant udført, kreativ og velskrevet. Der er gode ting at sige om Marcial Galas roman om en ung, cubansk transvestit med synske evner, der indrulleres i Fidel Castros krig i Angola. Desværre afmonterer bogens egen grundidé den spænding, historien ellers kunne have opretholdt. I stedet føles bogen med sine mange gentagelser alt for lang.

Romanens hovedperson og fortæller, den unge cubanske mand Raúl Iriarte, har hele sit liv vidst, at han var født i en forkert kønnet krop. Allerede som barn yndede han at klæde sig i pigetøj, og som ung går han i byen forklædt som pige. En ikke ufarlig fornøjelse, da homoseksualitet i Cuba i 1970’erne er forbudt ved lov og strafbart.

Raúl har samtidig visioner, der fortæller ham, at han i et tidligere liv var den trojanske kongedatter Kassandra, der af de gamle græske guder var forbandet med evnen til at kunne se fremtiden, samtidig med at ingen ville tro hendes forudsigelser (ja, dén Kassandra, på hvis gravsten der kunnet have stået: Jeg sagde jo, at der var græske soldater inde i den træhest!).

Som Kassandra har Raúl også for længst forudset sin egen død: Han ved, at han skal dø som nittenårig soldat i Angola under Cubas intervention i den angolanske borgerkrig fra 1975.

Den intelligente, men spinkle og feminine dreng passer ikke ind i billedet af en cubansk revolutionær machomand – og han passer endnu mindre på billedet af en soldat i en fjern afrikansk borgerkrig. Han ville være langt bedre egnet til at sidde derhjemme og læse Iliaden eller Anna Karenina. Men han ved, at dét ikke er den skæbne, der er udmålt ham.

Romanen er fortalt i korte klip frem og tilbage i tid og sted: Fra Raúls barndom og ungdom i Cienfuegos i Cuba til det Angola, hvor Raúls liv snart skal afsluttes, og hvor han i mellemtiden udnyttes seksuelt af sin kaptajn, og endelig til Iliadens Ilios, hvor Kassandra forgæves forsøger at advare sin far, kong Priamos, og sin bror, den trojanske helt Hektor, mod grækerne og den forfærdelige Akilleus.

Og som om det ikke var nok, fører Raúl/Kassandra ind i mellem samtaler med Athene og Apollon og andre græske guder, når de bevæger sig rundt på jorden mellem menneskene, usynlige for alle andre end Kassandra.

I also predict things. My Zeus, I know I will die at nineteen, very far away from Cienfuegos, here in Angola, the captain is going to kill me so that no one finds out about us, I can see it in his eyes, in his mustache, in the way he looks at me.

Mod alle odds får Marcial Gala faktisk denne romankonstruktion til at fungere langt hen ad vejen. Fordi han grundlæggende skriver enormt godt, her i Anna Kushners oversættelse til engelsk. De næsten sømløse skift mellem tider og steder er med til at forene fortællingen med en foruroligende intensitet, en urovækkende følelse af, at vi bevæger os alt for hastigt frem mod den uafvendelige undergang.

Marcial Gala (f. 1965). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Desværre slog denne følelse ret hurtigt om i sin modsætning: Følelsen af, at det gik alt for langsomt med at komme frem til den uafvendelige undergang. Den er utroligt mange gentagelser af de samme temaer og de samme forudsigelser med små variationer.

Gentagelserne er utvivlsomt en hel bevidst strategi fra Galas side, og de fungerer faktisk også, for så vidt formen på én eller anden måde gør Raúls synske evner og dobbeltidentitet som antik, trojansk prinsesse og cubansk transvestit i krig i Angola troværdig (hvis man da ellers tør bruge ordet “troværdig” i en sådan sætning …).

Paradoksalt nok er det imidlertid også denne form, der fik mig til at længes efter slutningen. I overensstemmelse med fortællingens grundidé er dens afslutning jo afsløret for både hovedpersonen selv og os som læsere allerede fra begyndelsen. Vi skal bare derhen, og det bruger Gala efter min smag alt for mange sider på. Omtrent en tredjedel inde i bogen begyndte jeg at blive utålmodig efter bare at få det overstået.

Romanen kunne efter min vurdering have stået langt stærkere, hvis Gala havde skåret antallet af gentagelser af de samme temaer og antallet af sider ned til det halve.

Call me Cassandra har litterære kvaliteter, som egentlig kunne gøre den fortjent til fire stjerner, men her på bloggen er det min personlige læseoplevelse, der får lov at gøre udslaget, og jeg kedede mig altså for meget til, at det kan blive mere end toenhalv.

K's vurdering: