Familieleksikon går gerne for at være Natalia Ginzburgs hovedværk. Det var også den bog, der indbragte hende den store italienske bogpris Premio Strega, da bogen udkom i 1963. Det er dog ikke min personlige favorit blandt hendes bøger. Men Natalia Ginzburgs mellemniveau vipper ikke desto mindre de fleste andre forfattere af pinden.
Jeg skal ikke gøre nogen hemmelighed af, at jeg er ret begejstret for Natalia Ginzburg. Jeg har – af uransagelige årsager – først inden for de seneste par år stiftet bekendtskab med hendes værker, men på grundlag af de få bøger, jeg indtil nu har læst af hende (den første, den anden, den tredje) er hun hurtigt rykket op på min øverste hylde blandt europæiske forfattere i det tyvende århundrede. Og ja, der er virkelig mange, vanvittigt gode forfattere på dén hylde. Ginzburg er én af dem, og det er aldeles uretfærdigt, at hun ikke er mere eksponeret.
Familieleksikon er en selvbiografisk erindringroman, og man kunne godt få den tanke, at det er én af grundene til, at den er blevet så populær. Af grunde, som fortsat er mig ubegribelige, synes det således, som om romaner, der hævder at formidle idiosynkratiske, partikulære skæbnefortællinger for den brede offentlighed er mere interessante (og hævdes at være mere sande) end deklareret fiktive romaner, der via litteraturens kraft bearbejder på én gang universelle og evigt foranderlige komplekse sandheder om livet som menneske (vi nævner i flæng forfattere som William Faulkner, Alice Munro, Ernest Hemingway, Judith Hermann, Jon Fosse, Herman Bang, Tarjei Vestaas, Svend Aage Madsen, Fjodor Dostojevskij, Lev Tolstoj, Yasunari Kawabata, og jeg kunne blive ved over flere sider, hvis rent fiktive romaner rummer flere sandheder om livet end den mest nidkært dokumentariske (selv)biografi).
Og nu, hvor jeg har fået dén lille generelle bøvs op og ud af systemet (og som egentlig overhovedet ikke var rettet mod Natalia Ginzburg), så kan vi gå til selve bogen:
Ginzburg erklærer allerede indledningsvist, at hun i bogen kun beskriver det, hun selv husker. Det kan tolkes som en af forklaringerne på, at fremstillingen er holdt i en dagbogsagtig og samtidig lettere fragmentarisk, hoppende stil uden en i klassisk forstand dramatisk handlingstråd med en start, en midte og en slutning.
Formen er med til at give bogen en troværdighed som realistisk selvbiografi. Der er dog næppe heller tvivl om, at formen ikke kun skyldes lakuner i hukommelsen, men også er et bevidst litterært greb fra Ginzburgs side.
Den giver hende således også mulighed for at vende tilbage igen og igen til nogle af de centrale personer (især hendes mor og far) og udfolde deres karakterer i gentagne rul, der præges af gentagelser af f.eks. de samme talemåder og handlemønstre. Det tjener til at bygge solide og troværdige personportrætter.
Natalia Ginzburg er født i 1916 og vokser op i mellemkrigstidens Italien, der i stigende grad udvikler sig i fascistisk retning frem mod Mussolinis magtovertagelse. Hendes familie og især hendes far er glødende antifascister, og hendes brødre deltager på forskellig i den italienske modstandsbevægelse.
Natalia selv bliver i 1938 gift med Leone Ginzburg. De tilhørte begge det intellektuelle, antifascistiske miljø omkring forlæggeren Giulio Einaudi. Og vi hører i Familieleksikon også noget om aktiviteterne og menneskene i denne kreds, herunder om hendes nære ven, forfatteren Cesare Pavese, og om hans selvmord i 1950.
Hvis man som læser accepterer den ovennævnte præmis, at Ginzburg kun skriver om det, hun selv husker, så står det samtidig klart, at hun ikke skriver om alt det, hun husker.
Frem for alt skriver hun ikke meget om sig selv. Familieleksikon er ikke en selvbiografi, men en bog om hendes familie og den tid, hun vokser op i (og for så vidt selvfølgelig alligevel også en indirekte selvbiografi).
Størst indtryk gør dét, hun ikke skriver, om hendes mands død. Fra hendes biografi ved vi som læsere, at Leone Ginzburg døde i 1944 i et tysk fængsel, med stor sandsynlighed under tortur. Det nærmeste, Natalia Ginzburg kommer til at skrive om den tragedie, er følgende lakoniske – og paradoksalt netop derfor så meget stærkere – passage:
Da jeg kom til Rom, åndede jeg lettet op og troede at en lykkelig tid skulle til at begynde for os. Jeg havde ikke mange grunde til at tro det, men jeg troede det. Vi havde et logi i næørheden af Piazza Bologna. Leone ledede en illegal avis og var aldrig hjemme. Han blev arresteret tyve dage efter at vi kom, og jeg så ham aldrig igen.
For min smag er Familieleksikon lidt for fragmentarisk og dagbogsagtig i sin form, uagtet at formen som nævnt ovenfor givetvis er bevidst og også har sine kvaliteter. Den bevirker bare, at bogen som helhed for mig manglede noget af den intensitet, der ellers præger Ginzburg værker. Og så har tidens gang nok også tæret lidt på bogen, som det jo ofte sker med biografier, der i deres natur har det med at være bundet til personer, steder og tider.
Ikke desto mindre er Familieleksikon en både bemærkelsesværdig, interessant og god roman.
Jeg har læst den i den seneste danske oversættelse fra 2021 ved Majse Aymo-Boot, som også har skrevet et efterord og suppleret med noter.
Titel: FamilieleksikonForfatter: Natalia Ginzburg
Udgiver: C&K Forlag
Udgivelsesdato: 30.03.2021
Sider: 264
Originalsprog: Italiensk
Oversætter: Masse Aymo-Boot
Originaltitel: Lessico famigliare
Opr. udgivelsesår: 1963
Læst: Maj 2025
K's vurdering: