Solvej Balle: Om udregning af rumfang VI

”En trang til ro og solskin. En trang til at blive til kompost. […] Det giver et ganske lille strejf af mening at komme hertil. At dyrke grønt og dø til sidst. At blive blandet op med universet.”

Epikuræisk grøntsagsdyrkning eller topmoderne videnskabelig afkodning af brændte papyrusruller. Er det mon dét, der skal få Tara Selter ud af den attende november? Eller forlige hende og de andre med at blive der? Jeg røber ikke noget, som alle andre læsere af de første bind af Solvej Balles fænomenalt fascinerende, endnu uafsluttede syvbindsværk ikke allerede selv har gættet, ved at afsløre, at dét kommer der heller ikke noget svar på i dette nye, sjette bind af Om udregning af rumfang.

For en ordens skyld skal jeg dog advare læsere, der ikke allerede har læst de første fem bind af Solvejs Balles opus magnum om, at der i det følgende vil forekomme enkelte afsløringer af pointer fra de tidligere bind. Ellers kan jeg ikke skrive noget meningsfuldt om bogen. Men det vil være ganske uskyldige pointer, og under alle omstændigheder, så er Om udregning af rumfang nok ikke noget for dig, hvis du hører til den slags læsere, der går op i ikke at kende til en bogs handling, før de læser den. Men så er det sagt.

Jeg har tidligere anmeldt bind I-IV og bind V af Solvejs Balle mesterværk, og jeg vil ikke gentage mine lovord om romanværket her. De ord holder stadig for værket betragtet som helhed (skrevet i bevidstheden om, at vi stadig mangler det annoncerede syvende og afsluttende bind). Også selv om jeg bliver nødt til at bekende, at bind VI forekommer mig temmelig stillestående og isoleret set mindre interessant end de forrige.

Som bekendt følger værket kvinden Tara Selter, der i første bind på uforklaret og mystisk vis er blevet fanget i en bestemt dag. Det er hun stadig, men hun er ikke alene, som hun har fundet ud af i de foregående bind. Faktisk er der temmelig mange mennesker, der på samme måde hver dag vågner op til den samme attende november.

Her i sjette bind kommer Tara til Campania, Italien, hvor en gruppe af ligestillede forfølger en ny teori om, hvordan de måske kan komme ud af den attende november. De er i gang med at etablere det, de kalder et “fremtidslaboratorium,” paradoksalt fokuseret på at finde nye metoder til at aflæse gamle, forkullede skriftruller fra antikken.

De skriftruller, der er tale om, er delvist bevarede papyrusruller fra Philodemos’ bibliotek i byen Herculaneum, som sammen med Pompeji blev begravet af vulkansk aske og mudder fra vulkanen Vesuv i år 79 e.v.t.

I den historiske virkelighed uden for Solvej Balles roman blev Philodemos’ bilbilotek, også kaldet Villa dei Papirii (“Papyrusvillaen”), udgravet i 1750. Philodemos var tilhænger af den græske, antikke filosof Epikur (341-270 f.v.t.), og ikke så lidt af det, vi i dag ved om Epikurs filosofi, stammer fra fundene i Herculaneum.

Epikur og epikuræerne fylder meget i bind VI af Om udregning af rumfang. Et stigende antal af Taras fæller i den attende bekender sig efterhånden som epikuræere. Nogle af dem har store forhåbninger om, at en afdækning af hidtil ukendte dele af Epikurs tænkning, som (måske) måtte være bevaret i de forkullede papyrusruller, på én eller anden måde kan vise dem en vej ud af den attende.

Virkelig mange sider i bindet er udfyldt med fremstillinger af Epikurs og epikuræernes filosofi. Det skal jeg nok undlade at bevæge mig for langt ind i her. Kun lige et par stikord:

Buste af Epikur (341-270 f.v.t.) – som også Tara Selter i Om udregning af Rumfang har en kopi af. Denne version: AKG/Musee du Louvre, Paris.

Epikurs naturfilosofi er materialistisk (han abonnerer på en version af Demokrits atomisme) i modsætning til f.eks. Platons idealisme. Hans moralfilosofi tager afsæt i det perspektiv, at der ikke er noget grundlag for menneskenes ellers to største bekymringer, frygten for guderne og døden:

Guderne er lykkelige, hvor de er, og er overhovedet ikke interessede i at blande sig i jordelivet, så dem er der ingen grund til at frygte. Og døden er slet og ret en afslutning, hvorefter der intet er og dermed heller intet at frygte: “Når vi er, er døden ikke; når døden er, er vi ikke,” som et af de mest berømte Epikur-citater lyder.

For Epikur er velvære (i moderat afbalanceret form, ikke i form af nydelsessyg ekstravagance) et tegn på, at mennesket er etisk godt – i modsætning til grundfiguren i den senere kristendom, hvorefter det omvendt gælder om at have det dårligt og erkende sin syndighed, og så er himmeriget tættere på.

For Epikur er det mest fornuftige at gøre, når mennesket har indset, at dets mest grundlæggende frygtforestillinger beror på illusioner, at bestræbe sig på at leve et beskedent liv i afbalanceret velvære, hvor “man skal dyrke sin have” (som Voltaire senere er blevet berømt for at lade romankarakteren Candide sige omtrent 2.000 år senere, men han har altså grundtanken fra Epikur).

Epikur kaldte netop sin filosofiske skole i Athen for Haven, og dette aspekt af den epikuræiske filosofi fylder ganske meget for Tara Selter og de andre i bind VI af Om udregning af rumfang, hvor de arbejder systematisk på at kunne brødføde sig selv ved at styrke grøntsager i store drivhuse, som de også bor i i længere perioder. Nu suppleret med en moderne klimabevidsthed om at minimere sine “spor” i verden.

Skulle vi ikke hellere dyrke vores grøntsager og lade være med at slide på verden, blive ældre og ældre og til sidst dø stilfærdigt og med en eller anden form for værdighed, stadig midt i den attende? Én efter én. Forsvinde. Falde af verden. Helst uden at sætte spor. Uden at ødelægge noget.

“Papyrologernes” projekter om at studerede de forkullede papyrusrester fra Philodemos’ bibliotek tvivler Tara efterhånden mere og mere på. Det bliver i det hele taget aldrig helt klart, hvorfor eller på hvilken måde, papyrologerne egentlig forestiller sig, at en afkodning af de gamle, forkullede skrifter skal kunne hjælpe dem til at slippe ud af den attende.

Til gengæld giver det anledning til udfoldning af en hel del ganske tekniske detaljer om videnskabelige metoder til at genskabe disse tekster. I en mindre dygtig forfatters hænder kunne disse passager nemt komme til at fremstå prætentiøse, men Solvej Balle har formatet til at bære det igennem.

Balle formår dog ikke at forhindre, at der alligevel indfinder sig en vis fatigue hos ihvertfald denne læser. Der er meget bevægelse på stedet i bogen. Som jeg allerede har skrevet i mine omtaler af bind I-IV og af bind V, så er dette sådan set i perfekt overensstemmelse med romanværkets grundpræmis. Stilstanden og gentagelserne er en åbenlys pointe i sig selv og ganske givet tilsigtet fra Balles side. Men jeg synes egentlig, at den pointe er blevet slået ret grundigt fast allerede med de foregående bind.

For mig bliver bind VI for langt og for stillestående. Lige indtil de sidste 20-30 sider, hvor Balle pludselig introducerer et egentlig handlingsmæssigt twist, der i øvrigt giver forklaringen på en hændelse adskillige bind tidligere (som jeg ikke skal røbe mere om her).

Solvej Balle gør en dyd ud af at udfordre sine læsere, herunder læsernes tålmodighed, men her i bind VI bliver jeg nødt til at sige, at hun trækker for den langt.

Jeg kan ikke undgå at få den tanke, at Balle måske har slået et unødvendigt stort brød op ved på forhånd at annoncere, at der kommer syv bind i romanen. Måske kunne fem have gjort det og måske endda have gjort det bedre?

Foreløbig har vi dog stadig det syvende og sidste bind til gode. Og jeg hænger helt sikkert på endnu. Hvis ordene ovenfor forekommer lidt knubbede, så skal det ses på det bagtæppe, at det samlede (om end endnu uafsluttede) romanværk fortsat fremstår som et mesterstykke af verdenslitterær kaliber. Og selv om sjette bind isoleret set står svagere end de foregående, så skal værket i sidste ende bedømmes i sin helhed.

Jeg er således usvækket en kæmpefan af Balle og af det samlede projekt, som Om udregning af rumfang udgør. Og jeg glæder mig med uformindsket styrke til syvende bind. For som Balle har for vane i dette værk, så afsluttes også bind VI med en cliffhanger, der får den kommende ventetid til at ligne en helt urimelig pinebænk for den utålmodige læser.

K's vurdering: