Samuel Beckett: Waiting for Godot

”What do we do now?
I don’t know.
Let’s go.
We can’t.
Why not?
We’re waiting for Godot.
Ah!”

Samuel Becketts skuespil Waiting for Godot (da. Mens vi venter på Godot) er en af den slags klassikere, som de fleste om ikke andet kender titlen på.

“Mens vi venter på Godot” er på dansk gået ind i sproget som en vending, der også bruges af folk, der aldrig har set stykket, heller ikke ville kunne nævne forfatteren og måske faktisk slet ikke har nogen idé om, hvor udtrykket stammer fra.

Selv hører jeg til dem, der jo nok godt ville kunne knytte Becketts navn til titlen, men jeg har faktisk aldrig set stykket opført på teatret og før nu heller ikke læst manuskriptet. Jeg ville ikke på forhånd have kunnet sige meget andet end to ting om teaterstykket: Det ene, at det handler om nogen, der venter på en vis Godot, der aldrig kommer. Det andet, at der er tale om et stykke i genren absurd teater.

Samuel Beckett (1906-1989)

Begge dele er sådan set korrekte. Vi er afgjort på den absurde del af skalaen inden for teatergenren. Men jeg blev under læsningen overrasket over, at stykket trods alt ikke er mere absurd end som så.

Bevares, der er ingen mangel på gakkede optrin og replikker. Og hele stykkets grundfortælling, hvis man overhovedet kan tale om en sådan, er så afgjort netop absurd.

Men teksten var for mig overraskende læsbar – og læst på et umiddelbart niveau faktisk slet ikke så svært tilgængelig, som jeg havde forventet. Læst på andre niveauer er den til gengæld nærmest bizart utilgængelig.

Det er også en vildt sjovt tekst. Den er dels spækket med helt gakkede, men meget letforståelige, Gøg-og-Gokke-agtige indslag, som faktisk er ret sjove (til forskel fra Gøg og Gokke …).

Dels flyder teksten over af allusioner til samt metaforer og ironiseringer over dele af kultur- og religionshistorien. Mange af dem er virkelig morsomme, hvis man ellers abonnerer på samme smag i humor som undertegnede (hvis du er fan af Monty Python-humor, så er du godt rustet til at vente på Godot – hvis ikke, så overvej at læse noget andet).

Netop i disse forhold skal man måske finde grunden til, at Waiting for Godot er blevet en klassiker. Den kan opleves på scenen – eller læses som manuskript – med udbytte på mange niveauer og af et publikum med meget forskellige forudsætninger og interesser.

Teksten skrev Beckett i 1948-1949 på fransk (“En attendant Godot”), og stykket blev første gang opført som radiospil, siden fik det teaterpremiere i Paris i 1953. Den engelske udgave er oversat af Beckett selv og opført på engelsk første gang i 1955 i London.

Handlingen? Den vil jeg ikke skrive meget om. Der er heller ikke meget handling. Men der er to akter og fem karakterer på scenen. De to gennemgående er de to landstrygeragtige typer, Estragon og Vladimir, hvis baggrund og fortid vi imidlertid aldrig får afklaret præcist. Måske soldaterkammerater fra krigen? Vi ved det ikke. Vi ved kun, at de venter på Godot. I mellemtiden filosoferer de over livet og døden og meningen med det hele. Og de taler også om andre ting.

Blandt andet taler de fristelsen til at begå selvmord, og de er tæt på det:

VLADIMIR: What do we do now?
ESTRAGON: Wait.
VLADIMIR: Yes, but while waiting.
ESTRAGON: What about hanging ourselves?
VLADIMIR: Hmmm. It’d give us an erection!
ESTRAGON: [Highly exited] An erection!
VLADIMIR: With all that follows. Where it falls, mandrakes grow. That’s why they shriek when you pull them up. Did you not know that?
ESTRAGON: Let’s hang ourselves immediately!
[…]

I de sidste dele af begge akter får Estragon og Vladimir selskab af en herremandslignende type, Pozzo, og hans tjener/slave, Lucky. I to meget forskellige gestalter i de to akter. Rollerne synes omvendte i anden akt. De sidste er blevet de første. Blot synes det ikke nødvendigvis som om, de sidste er så meget bedre end de første. Og det er heller ikke helt klart, hvem der har det bedst.

Og hvis vi skal hele vejen rundt i persongalleriet, så er der faktisk også en navnløs dreng, der løber ærinder for Godot. Som ikke kommer i dag. Men i morgen.

Der er skrevet biblioteker om mulige fortolkninger af Becketts teaterstykke. Jeg har ikke læst nogen af dem. Jeg har faktisk kun læst Mary Brydens forord til den konkrete udgivelse af stykket fra forlaget Faber & Faber, som jeg har haft i hænderne. Brydens forord beskæftiger sig forfriskende lidt med konkrete fortolkninger af stykket. Hun fokuserer i stedet på historien om opsætningen af stykket, herunder ikke mindst de første vanskeligheder med at få det opført i Becketts oprindelige hjemland, Storbrittannien.

Et af de tolkningsforsøg, Bryden dog adresserer, er, at Becketts Godot skulle være et synonym for Gud. Nogle har set denne fortolkning bestyrket af, at God på engelsk i stavemåde ikke er langt fra Godot. Her synes man synes dog at glemme, at Beckett oprindeligt har skrevet stykket på fransk, hvor der er noget længere fra Godot til Dieu.

Beckett selv har benægtet, at Godot skulle være Gud (men mon ikke han ville have benægtet enhver fortolkning …?).

Uanset Becketts officielle udtalelser og andre kloge hoveders fortolkninger, så slog det dog også mig ret markant under læsningen, at denne Godot, som der ventes på, men som ikke kommer (endnu, men lige om lidt, bliv I bare ved med at vente), i ganske mange henseender ligner de fleste kristne denominationers forestilling om Gud/Herren/Kristus.

Og det er heller ikke uden grund, at flere passager i stykket blev bortcensureret forud for den første opførelse i London på grund af angiveligt blasfemisk indhold.

VLADIMIR: […] What are we doing here, that is the question. And we are blessed in this that we happen to know the answer. Yes, in this immense confusion one thing alone is clear. We are waiting for Godot to come –

Et af mange tekststeder, som jeg er ret vild med, er det følgende, hvor Estragon får parafraseret Johannes Døberen i omtalen af sine for små støvlers fremtid (jf. Mat. 3,11: “[…] men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko.”), og hvor dialogen derefter i nogle ganske få, lynhurtige replikskifter får adresseret det etiske spørgsmål om betimeligheden af, at menneskets sammenligner sig med Jesus Kristus (uagtet at han jo uafladeligt fremhæves som et ideelt eksempel til efterfølgelse), derfra hopper direkte til en meget konkret og jordnær adressering af vind- og vejrforhold på Jesus’ tid, og straks efter får etableret en identifikation mellem Jesus’ og vores egen tidsalder som tider og samfund, hvor “de korsfæster hurtigt:”

VLADIMIR: Your boots, What are you going to do with your boots?
ESTRAGON: [Turning to look at the boots] I’m leaving them there. [Pause] Another will come, just as … as … as me, but with smaller feet, and they’ll make him happy.
VLADIMIR: But you can’t go barefoot!
ESTRAGON: Christ did.
VLADIMIR: Christ! What has Christ to with it? You’re not going to compare yourself to Christ!
ESTRAGON: All my life I’ve compared myself to him.
VLADIMIR: But where he lived it was warm, it was dry!
ESTRAGON: Yes. And they crucified quick.
       [Silence]

Fortolkningen af Godot som en reference til Gud/Kristus forekommer mig at være en plausibel læsning, men noget at det fine ved teksten er, at den åbner sig for adskillige andre tolkninger. Og at dialogen i øvrigt er fyldt med små raffinerede detaljer af anden karakter.

Mens vi venter på Godot har været opført mange gange også på danske teaterscener. Jeg ærger mig over, at jeg i sin tid ikke var tilstrækkeligt opmærksom til at få løst billet til en af Maria Vinterbergs opsætninger af stykket på Teatret ved Sorte Hest, senest tilbage i starten af 2024 (med Nicolas Bro, Mads Wille, Steen Stig Lommer og Lue Støvelbæk i stykkets fire vigtigste roller). Jeg krydser fingre for, at chancen kommer igen – eller en tilsvarende teateropførelse.

Mens man venter på en sådan chance, kan jeg kune give min fulde anbefaling af at læse manuskriptet. Det er som nævnt virkeligt godt. Virkelig sjovt. Virkelig interessant. Og virkelig trist. Med andre ord virkelig læsværdigt.

K's vurdering: