Der kan næppe findes en endegyldig sikker forklaring på hvad Samuel Beckett tænkte på at sige os alle med stykket; kun stemningen i mellemkrigsårene op til stykkets frembringelse kan måske kaste lys over hvorfra inspirationen til “Godot” kunne opstå. Rüdiger Safranski skrev i sin Heidegger biografi: “I Tyskland, som havde tabt første verdenskrig, opstod et “kriseovervindelsesfilosofiernes” kræmmermarked. Millioner søgte frelse i sekteriske bevægelser – okkultisme, vegetarianisme, nudisme, teosofi, antroposofi”. – I 1927 udgav Heidegger “Sein und Zeit” (Væren og Tid) dog uden at finde en løsning på hvorledes mennesket skulle begribe sin kastethed. Nietzsche havde proklameret “Gud er død” hvorfor mennesket nu stod tilbage uden et guddommeligt fundament og selv måtte skabe mening i tilværelsen. Jean-Paul Sartre tog tråden op i 1946 med “L´existentialisme est un Humanisme” (Eksistentialisme er humanisme). Ja, kort sagt: Mennesket stod tilbage i et eksistentielt tomrum, i ruinerne af ideologier og religioner, uden faste holdepunkter. Hvad venter vi på? Vi venter på Godot! 😉

Ja, jeg er trods alt for ung til at have set tv i 1962 ;-). Men i øvrigt enig, at det giver meget god mening at læse denne venten på Godot mere generelt og universelt som en venten på en forløsning, en afklaring, en sandhed … som både kan være Messias’ komme eller Herrens genkomst, en religiøs åbenbaring, en filosofisk indsigt – eller en mere profan forhåbning om den dennesidige lykke via det kommende møde med den rette partner, det rette job, den store lotterigevinst – eller mere grundlæggende eksistentielt, som du er inde på, som en fortolkning af det menneskelige grundvilkår, altid at leve kastet ind i fremtiden i forventningen, forhåbningen, forestillingen om noget, der skal komme.
Hvor om alting er: Waiting for Godot er en fascinerende tekst, netop fordi den ikke er lukket, men åbner for alle disse fortolkninger og flere til.