Philip K. Dick: Øjet på himlen

Denne glemte, psykologiske science fiction-klassiker er ikke bare elementært underholdende, men også usvækket psykologisk, socialt og politisk relevant i dag.

Philip K. Dick (1928-1982) var ham, der skrev Drømmer androider om elektriske får? (opr. 1968), som dannede forlæg for Ridley Scotts film Blade Runner (1982). Men Philip K. Dick har skrevet meget andet, herunder adskillige andre sci-fi-klassikere.

Jeg fik en association til Øjet på himlen (opr. 1957), da jeg for ganske nylig læste Christian Krachts Air (opr. 2025. da. 2026). Ingen sammenligning i øvrigt. Men associationen foranledigede mig til at gennemsøge mine reoler efter mit gamle eksemplar af bogen.

Jeg læste Øjet på himlen første gang i mine tidligste teenageår. Det var én af de mange bøger, som jeg sneg mig til at låne fra min fasters righoldige samling af billige sci-fi-paperbacks på loftet i hendes lille hus i Brabrand. Romanen gjorde et stort indtryk på mig dengang. Og den selvsamme slidte paperback var også én af de få ting, jeg valgte at beholde, da jeg for en del år tilbage arvede min faster.

Og ja, jeg bekender det med det samme: Når jeg giver Øjet på himlen fem stjerner, så er der et ikke ringe element af nostalgisk veneration involveret. Havde jeg ikke haft dén personlige erfaring i bagagen, så var det muligvis kun blevet til fire stjerner. Men det handler ikke kun om nostalgi: Øjet på himlen er faktisk en god bog. Den er oprindeligt udgivet i 1957, men den holder i dén grad stadig.

Plottet er på sin vis ganske simpelt: En gruppe på otte mennesker er på en turistrundvisning på et atomkraftværk, da der sker en ulykke, og de kastes alle ned på gulvet midt i atomreaktoren.

Herfra udfolder historien sig: Mens hovedpersonernes kroppe ligger på bunden af atomreaktoren, og redningsfolkene langsomt bevæger sig ned mod dem, er de mentalt fanget i en anden verden.

De vågner således alle op i en verden, der på overfladen ligner den sædvanlige. Men snart finder de ud af, at deres nye verden fungerer efter andre principper. De er alle fanget i den mentale verden, der tilhører én af de otte i selskabet, der var udsat for ulykken.

I den første verden er hovedpersonerne inde i hovedet på en religiøs fanatiker. Det er en verden, der regeres via religiøse bønner og mirakler. Man får et job baseret på opslag i den hellige bog. Man trækker en Yankee-bar i chokoladeautomaten ved hjælp af bønner. Hvis man bander eller lyver, bliver man straks ramt af en fysisk straf, fx stukket af en bi eller angrebet af en græshoppesværm. Jorden er rent faktisk universets centrum, hvorom kredser en lillebitte sol og en lillebitte måne. Og så er der den dér følelse af, at der hele tiden er nogen, der kigger med over skulderen …

Senere hopper vi over i andre af de ottes verdener: Der er den svagt begavede, småborgerlige, bornerte kvindes verden, som ender med at ophøre, fordi der bare er for meget i verden, som hun har det ukomfortabelt med. Endnu værre bliver det i den paranoides verden, hvor alle mennesker, men også tingene i sig selv, selv husene, er fjendtligt sindede.

Vi er med andre ord i sci-fi-subgenren for spekulativ fiktion og filosofisk sci-fi. Bogen er i høj grad idébåret. Men den er faktisk også elementært underholdende, og siderne vender sig selv.

Scenarierne i de forskellige mentale verdener er naturligvis – som man aner af stikordene ovenfor – ekstreme og karikerede for underholdningsværdiens skyld. Men de er også bærere af den generelle, psykologiske og ganske seriøse pointe, at verden tager sig forskelligt ud set fra hvert enkelt individuelle menneskes perspektiv – og Philip K. Dick stiller med bogen implicit det spørgsmål, om vi overhovedet lever i den samme verden?

Romanen har samtidig et åbenlyst politisk-kritisk anliggende: Den er skrevet i USA i McCarthy-tiden og adresserer meget tydeligt de bizarre og paranoide aspekter af tidens kommunistforskrækkelse og heksejagt. Derudover bliver de gakkede verdensbilleder i de fanatisk religiøse kredse i USA også godt og grundigt udstillet.

Samtidig er bogen i sig selv også et – ufrivilligt – eksempel på sin tid. For selv om Philip K. Dick tydeligvis er kritisk overfor McCarthyismen, så er det også meget markant, at den allerværste mentale vrangverden, hovedpersonerne i romanen må gennemleve, det er verden, som den ser ud for en kommunist! Kommunistens verdensopfattelse ligner således til forveksling netop dét, som senator McCarthy frygtede og fabulerede om. En langt værre verden end den religiøse fundamentalists verden eller den klinisk paranoidt-sindsyges verden …

Javel, der er masser af elementer i bogen, der er forældede, herunder nogle, der bør give anledning til afstandtagen. Det gælder for eksempel kvindesynet, som er meget 1950’er-agtigt, men det er jo på den anden side ikke så overraskende for en roman fra 1950’erne.

Det gælder også synet på afroamerikanere: Guiden på atomkraftværket har et navn, Bill Laws, men han omtales ikke desto mindre typisk som “negeren” eller “negerguiden.” Samtidig med, at romanens protagonist er eksplicit forkæmper for borgerrettigheder for alle mennesker og netop flere gange står op for Bill Evans i den henseende.

Disse eksempler er symptomer på den tid, romanen er skrevet i, og det skal man selvfølgelig kunne kapere. Men det synes jeg i øvrigt generelt også, at man bør kunne kapere som historisk bevidst læser af bøger skrevet i en anden tid.

Jeg var samlet ret begejstret for genlæsningen af Øjet på himlen. Den ikke alene holder som klassiker af sin tid, den er faktisk også værd at læse i sig selv – og endda ganske underholdende som sådan.

Hvis du er komfortabel med at læse engelsk, vil jeg dog anbefale originalversionen. Den danske oversættelse, jeg har læst, går an, men der er lige lovlig mange tilfælde af tydelige “undersættelser.”

K's vurdering: