Et følsomt portræt af en ulykkelig, sekstenårig pige uden venner udvikler sig til et splatteragtigt voldsorgie i et supermarked. The Proof er et eksempel på argentinske César Aira, når hans vilde fantasi og hang til at overraske løber helt af med ham, og det bliver for meget.
Hvorfor er det, at jeg bliver ved med at læse César Aira, når jeg oftere end sjældent ender med at give ham lunkne ord med på vejen? >> Læs videre
César Airas måske-semibiografiske kortroman The Lime Tree om en barndom i Argentina i peronismens tegn har en vis charme, men den er for løst (tæt på sløset) komponeret til at være egentlig god.
Det er et egentlig et stykke tid siden, jeg læste The Lime Tree (og yderligere en lille Aira-bog – anmeldelse af denne følger snart). Men jeg har ikke lige fundet anledningen før nu til at sætte mig ned og skrive en anmeldelse. Derfor bliver den også kort. >> Læs videre
“Der findes ikke løgn i litteraturen, i fiktionen, og jeg vil gå så langt som at sige at der ikke findes sandhed i det virkelige liv.”
Portugisiske Afonso Cruz’ Kokoschkas dukke (opr. 2018), som udkommer på dansk i dag i Ole Eistrups udmærkede og letlæste oversættelse til dansk, er en roman om mange ting. Men især er det en roman om fortællingens kraft, om hvordan menneskene digter sig selv og hinanden – som forudsætning for overhovedet at kunne være mennesker. >> Læs videre
En charmerende, velskrevet lille roman om en chilensk piges noget usædvanlige opvækst som assistent for sin forretningsmæssigt lettere anløbne far, en omrejsende isenkramsælger – i skyggerne af de forsvundne under Chiles diktatur.
Kramp er en pudsig historie, fortalt af den ved romanens begyndelse 7-årige pige, M. Hendes far, D., er omrejsende isenkramsælger i en døende branche, og det er i den sammenhæng, at faren – hemmeligholdt for moren, der tror, at pigen er i skole – begynder at tage sin datter med på sine salgsrejser. Den lille piges uskyldige øjne viser sig at være et godt salgstrick, når der skal sælges skruer, fukssvanse og dørspioner. >> Læs videre
Den vidunderligt vanvittige og tragiske madam D’s rablende enetale er en fænomenal litterær udforskning af sindssygens natur. En kortroman i lyrisk prosa om galskab, men også om seksualitet, kønnede magtstrukturer, social tvang og religion.
Det er ikke blevet til så meget med læsningen de seneste par måneder af forskellige grunde, og bagud med anmeldelserne er jeg også. Sådan er det nogle gange. Lidt bliver der dog læst, og ind i mellem endda også noget fremragende litteratur. >> Læs videre
Ecuadorianske María Fernanda Ampuera skriver med intensitet og nærvær og forbilledligt kort i denne novellesamling. Samlingen bærer præg af en vilje til at se de grimmeste og mest brutale sider af det virkelige liv i Ecuador i dag direkte i øjnene uden at blinke. Det er beundringsværdigt, men den udpenslede vold bliver også for meget for denne læser i flere af samlingens historier.
Novellesamlingen Cockfight af María Fernanda Ampuera (f. 1976) udkom i maj i år i engelsk oversættelse ved Frances Riddle, hvorved udvalget af oversat skønlitteratur fra Ecuador er væsentligt forøget. Jeg var ikke helt tilfreds med mit tidligere besøg i Ecuador, da jeg i sin tid var på de kanter på min litterære verdensrundrejse. Så jeg måtte selvfølgelig have Cockfight med hjem, da jeg tilfældigt faldt over den i Politikens Boghal for nogle uger siden. >> Læs videre
H.N. Jacobsens boghandel er med sine 155 år på bagen ikke bare den ældste boghandel på Færøerne, men en af de ældste, eksisterende butikker på øerne.
Der er mange grunde til at besøge fantastisk fascinerende Færøerne. De færreste tager dog nok dertil for at bookshoppe – og det skal man heller ikke. Men når man alligevel er i Tórshavn som bibliofil, så er et besøg i H.N. Jacobsens Bókahandil uomgængeligt. >> Læs videre
Grotesker, gotik, fantastik, eventyr og science fiction. Færøske Hanus Kambans novellesamling Guldpigen spænder genremæssigt vidt. Desværre er kun et par af historierne rigtigt gode, mens de andre hurtigt fortaber sig i glemsel.
De ti noveller i Guldpigen (opr. 2011, på dansk i 2012 ved Kirsten Brix) er hurtigt læst. Jeg læste de fleste på den korte flyvetur til Tórshavn fra Billund for omtrent toenhalv uge siden. Desværre er de lige så hurtigt glemt. >> Læs videre
Kedelig færøsk krimi – kun marginalt interessant for handlingens omgivelser, hvis du har interesse for Færøerne.
Jógvan Isaksens Dødninge danser på sandet er den syvende bog på dansk i Isaksens krimiserie om journalisten Hannis Martinsson (som ifølge bogens klaptekst indtil nu omfatter i alt ti romaner). Det er dog ikke nødvendigt at have læst de foregående bøger for at følge med. Faktisk er det slet ikke nødvendigt at læse denne heller. Jeg var således ikke imponeret. >> Læs videre
Fin, afdæmpet chilensk kortroman om den kollektive erindring i en generation opvokset under Pinochetregimet – fortalt gennem en gruppe voksnes glimtvise drømme og erindringer om nogle afgørende år i deres barndom og ungdom i perioden 1980-1991.
Omfangsmæssigt er Space Invaders (opr. 2013) af chilenske Nona Fernández (f. 1971) snarere en novelle end en roman. Fraregner man blanke sider, er den kortere end 40 sider. Det, at den handlingsmæssigt udspiller sig over en flerårig periode, er dog ikke desto mindre med til at give den et romanagtigt præg. >> Læs videre
“Vi har forsøgt at opspore tekster, der cirkler om det mærkelige, det skræmmende, det sindssyge, det voldsomme, det hallucinatoriske, det deforme, det morbide og bruddet med den genkendelige virkelighed.”
Citatet er af Anders Bylov Jensen (forlaget Sidste Århundrede) fra forordet til denne besynderlige og fascinerende antologi af danske noveller fra 1910’erne. Han og Anders Jørgen Mogensen (forlaget Escho) har gravet sig igennem danske tidsskrifter og bogudgivelser fra perioden 1910-1920 og søgt efter tekster, der kredser om det groteske i forskellige former. >> Læs videre
“ … alle vores mindesmærker blev brændt. I Hviderusland skal vi derfor bygge rædslens Jurassic Park, totalitarismens frilandsmuseum. Så kommer vi på verdenskortet takket være sække fulde af menneskeknogler, blod og materie.“
Tjekkiske Jáchym Topol (f. 1962) har begået en fremragende og alternativ roman om den europæiske erindring og bearbejdelse af Holocaust-traumet. >> Læs videre
Bolivia er relativt underrepræsenteret i danske oversættelser af latinamerikansk litteratur. Så allerede af den grund er udgivelsen af Liliana Colanzis (f. 1981) Vores døde verden tidligere på året en glædelig begivenhed. Tak til Forlaget Silkefyret og oversætterne Sabine Dueholmn Bech og Marie Groth Bastiansen.
Dertil kommer, at de otte noveller i samlingen er værd at læse. Eller: Sådan husker jeg ihvertfald, at jeg havde det, da jeg læste dem for to uger siden (der har været andre prioriteter på det sidste, så jeg er lidt bagud med anmeldelserne). >> Læs videre
“Livets glæder består i at tage en lur, når og hvor man har lyst, og det eneste, jeg ønsker her i livet, er at se landskabernes skønhed på de forskellige årstider.”
Hvis jeg ikke vidste bedre, så var det lige før, at jeg kunne have fundet på at tilskrive ovenstående citat Benny Andersen. Men så viser det sig, at det stammer fra en japansk eneboer i 1200-tallet. >> Læs videre
Normalt læser jeg ikke mange børnebøger, slet ikke billedbøger, men da forlaget Jensen & Dalgaard tilbød mig at læse med på den danske udgivelse af Dino Buzzatis Bjørnene fra Sicilien (opr. 1945), blev jeg alligevel nysgerrig – al den stund, at jeg var meget begejstret for Buzzatis voksenroman Tartarernes ørken.
Bjørnene fra Sicilien præsenterer sig som en mytologisk fortælling fra “tidernes morgen dengang, / da dyr de var gode som dagen er lang, / men mennesker til gengæld feje og snu, / og Sicilien slet ikke var som nu.” >> Læs videre
Herlig, gakket sovjetisk satire, som trods sine næsten 100 år på bagen sagtens kan læses med fornøjelse i dag, selv om tidens tand ikke er gået sporløst hen over den.
Forfatteren og dramatikeren Mikhael Bulgakov (1891-1940) har status som en af det hedengangne Sovjetunionens største satirikere. Af ham har jeg tidligere læst hovedværket Mesteren og Margarita (opr. 1928-1940), som jeg husker som vidunderligt rablende og aldeles udsyret. >> Læs videre
Novelleformen passer Georgi Gospodinov godt, og selv om samlingen her ikke er helt på højde med romanerne, så er den i høj grad værd læseværdig.
Jeg var begejstret for bulgarske Georgi Gospodinovs to romaner, der er oversat til dansk som En naturlig roman (opr. 1997, da. 2006/2018) og Melankoliens fysik (opr. 2012, da. 2017). Og jeg er også begejstret for hans noveller i Helle Dalgaards flotte fordanskning. >> Læs videre
“I dag er det et år siden Emma og jeg blev skilt. Hun har stadig nogle af mine drømme og andre bagateller, som jeg ikke har fået hentet.”
Bulgarske Georgi Gospodinovs (f. 1968) gennembrudsroman fra 1997, En naturlig roman, har med god grund fejret store triumfer i både hans hjemland og internationalt, hvor den er udkommet på ihvertfald 23 sprog. Det er en fremragende roman, flot fordansket af Helle Dalgaard. >> Læs videre
Et meget langstrakt og adstadigt antrit var lige ved at få mig til at opgive denne græske groteske undervejs. Men finalen er så vidunderligt sorthumoristisk bizar og makaber, at jeg tilgiver Dimitris Sotakis det lange opspil og ender med alligevel at anbefale Ovnstegt rumæner med grøntsager, om end halvlunkent.
Romanen, som udkommer i dag på forlaget Jensen & Dalgaard på dansk ved Elisabeth Anagnostaki Moestrup, er den første udgivelse af græske Dimitris Sotakis (f. 1973) på dansk. >> Læs videre
“Mennesker har behov for lidt galskab, for at de ikke skal blive gale. De har behov for netop det, der strengt taget er det mest unødvendige, som for eksempel leg, magi og drømme.”
Sådan hedder det et sted mod slutningen af finske Leena Krohns roman Fortabelsen, der udkom i den forgangne uge på forlaget Jensen & Dalgaard i dansk oversættelse ved Siri Nordborg Møller. >> Læs videre
En melankolsk meditation over alderdom, tidens gang og livets fortrydelser. Stilfærdigt fortalt i Kawabatas genkendelige lavmælte tone, som ligesom i andre af Kawabatas romaner imidlertid dækker over voldsomme og dramatiske følelser.
Jeg bliver hængende lidt i Japan med endnu en fremragende roman af mesteren Yasunari Kawabata (1899-1972). The Sound of the Mountain blev oprindeligt udgivet som en serie over perioden 1949-1954. Romanen udspiller sig i Tokyo i et Japan, der stadig vånder sig efter Anden Verdenskrigs sår. >> Læs videre
“Hvordan var jeg dog endt med at blive gift med en så radikalt anderledes livsform?”
Det er en skøn udgivelsesdag: Hele to fremragende japanske kortromaner udgives i dag på dansk i Forlaget Korridors novellaserie. Den ene er Yoko Tawadas Brudgommen var en hund, som du kan læse min anmeldelse af andetsteds her på bloggen. Den anden er Et eksotisk ægteskab af japanske Yukiko Motoya (f. 1979). >> Læs videre
Brudgommen var en hund af japanske Yoko Tawada er en lige så bemærkelsesværdig fortælling, som titlen kunne antyde. Og lige så bemærkelsesværdig god.
I dag udkommer to nye japanske kortromaner i Forlaget Korridors novellaserie, som jeg tidligere kun har haft godt at sige om. Det bliver der ikke ændret på med de to aktuelle udgivelser, tværtimod. >> Læs videre
Den traditionelle, japanske teceremoni spiller en hovedrolle i dette mesterligt underspillede erotiske trekants- eller måske snarere sekskantsdrama.
Jeg er umådeligt tilfreds og tryg ved, at der står endnu tre romaner og en samling af noveller af den japanske mesterforfatter Yasunari Kawabati (1899-1972) i min reol. For Thousand Cranes har kun givet mig appetit på mere. >> Læs videre
Udmærket underholdende roman om kvinders forhold blandt mauretanske beduiner og om forholdet mellem ørkenfolket og byerne i det nutidige Mauretanien.
Vi bliver lidt i beduinland – i forlængelse af Ibrahim al-Konis Natteurt. >> Læs videre
En mørk, meget mørk, og syret, meget syret, roman fra tuaregernes Sahara. Om en formørket mand, der sætter sig over loven og moralen, søger at afæske ørkenen dens hemmeligheder gennem hallucinerende urter, men ender med at depravere sig selv og alle omkring sig gennem brutal vold, mord og incest i flere generationer.
Måske skal man kende mere til tuaregisk kultur og selv have mærket ørkenen i sig for at sætte fuld pris på Ibrahim al-Konis roman Natteurt. Jeg følte mig ærlig talt lidt lost-in-translation. >> Læs videre
African Titanics er en lille roman om et stort emne: De fortvivlende forhold for afrikanske flygtninge, der i desperation forsøger at krydse Middelhavet mod det forjættede Europa. Emnet er selvsagt vigtigt, men bogen formår desværre ikke helt at indløse sine ambitioner.
Abu Bakr Khaal er født i Eritrea, men bor i dag i Danmark (eller det gjorde han ihvertfald på tidspunktet for bogens udgivelse på engelsk ifølge bogens biografiske oplysninger om forfatteren – jeg har ikke kunnet opstøve anden biografisk information om ham på nettet). Før han kom til Danmark, opholdt sig i flere år i Sudan, ligesom bogens hovedperson. >> Læs videre
“Svend Åge vågnede en morgen ved, at hans hoved eksploderede. Bang. Heldigvis voksede der straks, og med et hørbart plop, et nyt hoved frem fra halsstumpen, men resterne af det gamle hoved havde lavet et fælt svineri: Blod, hjernemasse og kraniestumper var sprøjtet ud over sengen og væggene. Fra sengestolpen dinglede et øje i sin nervetråd.”
Sådan starter Peter Adolphsens lille historie, Svend Åges eksploderende hoved, som handler om Svend Åge, hvis hoved en dag begynder at eksplodere. Også Svend Åges andet hoved eksploderer kort efter, og et tredje vokser frem. Og sådan bliver det ved. Bang. Plop. Hvad der videre hænder Svend Åge (i den godt og vel én side lange historie), skal jeg ikke røbe, udover at lægerne på kommunehospitalet hverken kan standse eller forklare fænomenet, kun konstatere, at intervallet mellem to eksplosioner er på mellem ét og seks minutter. >> Læs videre
“Hvornår opnår et ukendt menneske status af en mulig ven, og hvornår er han ikke andet end en mulig fare?”
Måneansigt (opr. 2018, da. 2020) af den spanske forfatter Sara Mesa (f. 1976) er en af den slags bøger, som på baggrund af omtalen egentlig ikke appellerede til mig i første omgang. En historie om en præpubertær piges venskab med en voksen mand lød ikke umiddelbart ikke som noget for min smag.
Men jeg endte alligevel med at købe og læse den – lokket dels af det elegante omslag (ved Sigrún Gudbrandsdóttir) og især i tillid til den som regel gode smag hos det fine, lille forlag Apuleius’ Æsel. >> Læs videre
Leonardo Sciascias sidste roman er endnu en kort krimfortælling, som ender i desillusion over gennemkorrumperede magtstrukturer i det moderne Italien.
I forrige indlæg omtalte jeg Ridderen og døden (opr. 1988, da 2019) af den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia (1921-1989). En oplagt sag fra 1989 blev Sciascias sidste (kort)roman, og den er endnu kortere end den forrige. Med sine godt 50 (små) sider er den således ikke længere end en lang novelle. >> Læs videre
