Is, sne, polarekspeditioner og familiefortrædeligheder. Catalanske Alica Kopfs debutroman er et spændende og velskrevet, semiselvbiografisk formeksperiment, som i nogle henseender fascinerede mig, i andre ikke.
Alica Kopf er pseudonym for den catalanske forfatter og kunstner Imma Ávalos Marqués (f. 1982). Hendes debutroman fra 2016, Hermano de hielo (eng. Brother in Ice, 2018, oversat af Mara Faye Lethem) tager afsæt i hendes tydeligvis store fascination af polarekspeditioner. >> Læs videre
Faldet er en slags erindringsbog om forfatterens erfaringer som far til en hjerneskadet dreng. Samtidig et strejftog i essayets form gennem kunst-, litteratur- og idéhistorien. Først og fremmest er bogen dog en fars kærlighedserklæring til sin hjerneskadede søn.
I år 2000 blev den brasilianske forfatter og journalist Diogo Mainardi (f. 1962) far for første gang. På grund af lægefejl ved fødslen blev hans søn, Tito, født med hjerneskade og spastisk lammelse. >> Læs videre
Guadalupe Nettels delvist selvbiografiske roman om at vokse op som en pige-udgave af Kafkas kakerlakkede Gregor Samsa i Mexico City i 1970’erne har tematisk potentiale, men formår desværre ikke at engagere på grund af fladt og kedsommeligt sprog.
Mexicanske Guadalupe Nettels (f. 1973) Kroppen jeg blev født i er en, må man forstå, delvist selvbiografisk roman over forfatterens barndom. >> Læs videre
Den islandske forfatter Jakobína Sigurðardóttirs sidste værk (og det første, der udgives på dansk) er på mange måder et flot erindringsværk. Velskrevet og troværdigt med mange fine scener fra dagliglivet i stuerne og værkstederne hos fattigfolk i en lille islandsk bygd i begyndelsen af det 20. århundrede. Men det er også en noget stillestående sag, som havde svært ved at få min puls op.
I barndom fremstår i høj grad troværdigt som den voksnes erindringsbilleder fra egen barndom – karakteriseret, som sådanne tidlige barndomserindringer jo er, ved at være ufuldstændige, slørede og på den ene side præget af barnets syn på verden og samtidig nødvendigvis i et eller andet omfang efterrationaliserede eller ihvertfald præget af den voksnes retrospektive viden og erfaringer. >> Læs videre
A Remarkable Rotuman Woman er fra Fiji, og det er jo et plus, hvis man gerne vil læse en bog fra Fiji. Jeg kan også medgive dens naive stil en vis afvæbnende charme. Men særlig spændende eller velskrevet, det er den altså ikke.
De seneste uger har jeg litterært set opholdt mig mestendels i Afrika. Jeg mangler stadig en seks-syv afrikanske lande for at have været hele kontinentet rundt i min læseudfordring, Verden rundt i bøger, men resten af verden skal jo også passes. >> Læs videre
Temperaturen er nogle gange nede på minus 40 grader celsius, men den unge togoleser Tété-Michel Kpomassies beretning fra hans lange rejse til og i Grønland i 1960’erne er ikke desto mindre fyldt med varme og charme.
Jeg har læst denne bog som repræsentant for Togo i min læseudfordring Verden rundt i bøger. På nær de første kapitler fra forfatterens barndom i Togo og enkelte perspektiveringer undervejs i form af sammenligninger af grønlandske skikke med togolesiske, så handler bogen ret beset – som titlen jo også antyder – mere om Grønland end om Togo. >> Læs videre
Allahs fængsel – med den lidt omstændelige danske undertitel Min rejse fra muslim til ateist og følgerne af det (den franske originaltitel er Blasphémateur ! Les prisons d’Allah) – er et selvbiografisk kampskrift mod radikal islam skrevet af den på det oprindelige udgivelsestidspunkt 26-årige palæstinensisk-franske forfatter og debattør Waleed Al-Husseini (f. 1989).
I bogen beretter Al-Husseini om, hvordan han som ung palæstinenser allerede i sine teenageår begyndte at stille spørgsmålstegn ved de religiøse autoriteter, og hvordan han efter egne studier af såvel Koranen og andre islamiske skrifter som historien om både østlig og vestlig religionskritik nåede frem til at bekende sig som ateist. Han blev tidligt en meget aktiv islamkritisk blogger på facebook og på forskellige blogs. >> Læs videre
Skøn, hjertevarm, selvbiografisk historie om en dreng i Malawi, som mod alle odds, uden skolegang og uden penge på egen hånd bygger en vindmølle, der kan generere elektricitet – og derigennem skaber håb om en bedre fremtid for ham selv og for et fattigt landsbysamfund.
The Boy Who Harnessed the Wind er noget så sjældent som en bog, der faktisk er lige så god og inspirerende, som alle blurbs’ene hævder. Temaet kan muligvis lyde tungt, men det er vitterligt en dejlig og læseværdig bog med både håb og humor. >> Læs videre
Forfærdende, grumme, brutale, forvtvivlende, maveknugende sørgelige – men også stolte, rørende, smukke og håbefulde. Sådan er de mange sovjetiske kvindestemmer, som Svetlana Aleksijevitj hjælper til at give krigen et kvindeligt ansigt i denne bog, der blev årets stærkeste læseoplevelse for mit vedkommende.
Hviderussiske Svetlana Aleksijevitj (f. 1948) modtog nobelprisen i litteratur i 2015 for sine dokumentarromaner om det sovjetiske menneske. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt blev den første bog af Aleksijevitj, der udkom på dansk umiddelbart offentliggørelsen af Aleksijevitjs nobelprishæder i efteråret 2015 – godt timet af mikroforlaget Palomar. >> Læs videre
“I write you in your 15th year […]. And you know now, if you did not before, that the police departments of your country have been endowed with the authority to destroy your body.”
Ta-Nehisi Coates’ nye debatbog Between the World and Me er hård kost for naivt liberale europæiske ‘café latte’-demokratiske universalister som undertegnede. Coates insisterer på at se den faktisk eksisterende racisme i USA i dag i øjnene. Han gør det uden at blinke, og dét, han ser, er grimt, hårdt og deprimerende.
Det er en fremragende bog. Det er ‘required reading’, som Toni Morrison på omslaget er citeret for at have sagt. Og så er det en rasende godt skrevet bog – på niveau med den bedste skønlitteratur.
Samtidig er det en bog, det er svært for mig at skrive om, og jeg har taget tilløb til det i en hel uge. Bogen er ikke skrevet til mig. Den er skrevet til sorte amerikanere. Og det synes nærmest at være en underliggende præmis i Ta-Nehisi Coates’ bog, at kun med en sort amerikaners konkrete erfaringer kan man få adgang til en egentlig forståelse af hans budskaber. Jeg forsøger alligevel. >> Læs videre
Renæssanceridderen Michel de Montaigne (1533-1592) er berømt for mange ting, herunder for at have opfundet essayet som genre, og ikke mindst for at introducere undersøgelsen af forfatterens egen person som tema for en bog.
Essai har flere betydninger på fransk, herunder at afprøve eller forsøge noget, og Montaignes Les Essai er ifølge Compagnon netop dét, en serie aldrig helt afsluttede afprøvninger af Montaignes egne tanker om en stor mængde af emner – moral, venskab, sex, aldring og død, religion, politik, krig og fred, læsning, samtale og ikke mindst dette at blive og være sig selv, hele tiden i forandring.
Montaignes form, essayet, er den løse, causerende, usystematiske prosa, ofte inspireret af og i dialog med antikkens filosoffer, men bevidst udogmatisk, altid med afsæt i hans egen person og egne reflektioner.
>> Læs videre
Et portræt af Danmarks måske mest indflydelsesrige embedsmand i nyere tid, tidligere departementschef i Finansministeriet og direktør i Dong, Anders Eldrup.
Forlaget Zetland har skabt sig en niche indenfor en genre, de selv kalder ‘singler’. Zetlands singler er korte journalistiske historier, ‘længere end artikler, men kortere end bøger,’ som forlagets eget slogan lyder.
Zetland udgiver kun sine singler som e-bøger, så jeg har i dette tilfælde overvundet min gammelsmølfagtige modvilje mod dette medie. På den anden side havde jeg nok heller ikke villet ofre meget mere end de sølle 35 kr., man giver for en sådan single (og dét er faktisk billigt for en udgivelse, der trods forlagets slogan ikke desto mindre kommer op på godt 100 sider og dermed kan kvalificere sig til betegnelsen bog).
Bogen er et portræt af Anders Eldrup, og tager hele turen fra hans tidlige barndom over studietiden og karrieren i Finansministeriet til tiden som direktør for Dong, indtil han blev fyret af bestyrelsen i 2012. >> Læs videre
Hvid som jasmin er en flot og meget vellykket grafisk biografi om Iben ‘Odin Teatret’ Nagel Rasmussen.
Iben Nagel Rasmussen (f.1945) har igennem det meste af sit liv været en af de absolutte hovedkræfter – som skuespiller, instruktør og underviser – i det internationale, eksperimenterende teater Odin Teatret, som er forankret i Holstebro.
Som ung var hun kæreste med digteren og sangeren Eik Skaløe (1943-1968) fra det danske band Steppeulvene. Det er således Iben, der er pigen bag Itsi-Bitsi, som Eik ville have med til Nepal i sangen med samme titel fra Steppeulvenes eneste album Hip (1967). Ligesom det er hendes ‘bestjernede fod’, han vil knæle for i sangen ‘Til Nashet’ fra samme album.
Og så er hun datter af den i Danmark verdenskendte forfatter Halfdan Rasmussen og den lidt mindre kendte forfatter Ester Nagel. >> Læs videre
En historikers dybt personlige og svært afrystelige bekendelser af sine barndomserindringer, drømme og forestillinger fra koncentrationslejren Auschwitz i 1944.
Otto Dov Kulka er født i Tjekkoslovakiet i 1933, men nu bosiddende i Israel. Han blev i 1994 som 10-11-årig interneret i KZ-lejren Auschwitz sammen med sine forældre. Kulka var en af de få overlevende.
Kulka har i mange år arbejdet som historiker og især beskæftiget sig med Nazitysklands historie. Men først som 80-årig har han med denne bog (første gang udgivet i 2013) valgt at fortælle om sine personlige oplevelser som KZ-fange og især om de mentale billeder, han stadig bærer med sig. >> Læs videre
Portræt af Leonardo med fokus på hans videnskabelige tanker og fund. Interessant nok som sådan, men man kan godt blive lidt træt af forfatterens næsegruse beundring for Leonardo – som f.eks. bringer ham ud i erklæringer om, at Leonardo må betragtes som “den sande grundlægger af moderne videnskab”, >> Læs videre
Skuffende biografi om den dansk-franske geograf Malthe Bruun/Malte-Brun fra Napoleonstiden. Bredals portræt af Malthe Bruun mangler både noget indlevelse i personskildringen (det er overraskende, hvor lidt klogere, man faktisk er blevet på Malthe Bruun som person efter de mange sider) og ikke mindst i skildringen af den historiske samtid. Især den sidste mangel skuffede mig, der for så vidt ikke havde nogen brændende trang til at fordybe sig i Malthe Bruun som privatperson, men >> Læs videre
Interessant nok indholdsmæssigt – men kedsommeligt skrevet. Jeg savnede en lidt grundigere behandling af Hal Kochs politiske refleksioner over modstand og samarbejde under krigen og af hans politologiske, demokratiteoretiske indflydelse (herunder hans både teoretiske og politiske tvister med den anden Grand Old Man i dansk politologisk historie, Alf Ross).
Titel: Hal Koch - en biografiK's vurdering:
