Conn Iggulden: Stormbird (Wars of the Roses #1)

Store, blodige middelalderslag mellem riddere til hest og langbueskytter til fods, intriger ved hoffet, veludstyrede kongelige bryllupper, drabelige søslag, overskårne halse og afhuggede hoveder. Stormbird er ikke stor litteratur, men den er gedigen underholdning med smæk for skillingen i genren historisk ramasjangfiktion.

Stormbird er første bind i britiske Conn Igguldens seneste serie af historiske romaner, som denne gang handler om den periode af engelsk historie, der går under betegnelsen Rosekrigene (War of the Roses).

Rosekrigene udspandt sig i årene 1455-1485 som en krig om kongemagten mellem de to engelske adelshuse Lancaster og York, begge domineret af Plantagenet-slægten. Stormbird fortæller historien om årene op til Rosekrigene fra ca. 1437 til udbruddet af selve konflikten. England regeres på dette tidspunkt af den svage og kronisk syge, måske grænsende til sindssyge, kong Henrik VI. Han er i et og alt en modsætning til sin far, den legendariske krigerkonge, ‘The Lion of England’, Henrik V, sejrherren fra Agincourt i 1415.

Henrik VI vil have fred med Frankrig og indgår en skrøbelig våbenhvile med den franske konge, som indebærer, at England afstår områderne Maine og Anjou, som sammen med Normandiet og Burgundiet var nogle af de besiddelser i Frankrig, Henrik V havde erobret. Som en del af aftalen skal Henrik VI ægte den unge Margrete af Anjou. I romanen følger vi indgåelsen af våbenhvilen, kongens ægteskab, det efterfølgende oprør i Maine og Anjou og franskmændenes generobring af alle de kontinentale territorier, lokale oprør blandt befolkningen hjemme i England samt ikke mindst intrigerne og magtkampene mellem de engelske adelshuse.

Ligesom Igguldens tidligere historisk inspirerede romaner udmærker også Stormbird sig ved at være godt researchet. Han tager sig nogle litterære friheder i forhold til det historiske forlæg af såkaldt dramaturgiske hensyn. Jeg kan ikke helt følge nødvendigheden heraf i alle tilfælde, men forfatteren må jo have sin frihed, og det tjener til Igguldens ære, at han har forsynet romanen med et efterord med historiske noter, hvor han redegør for sine valg og beskriver, hvor han har afveget fra de historiske kilder.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst Igguldens serie Conqueror i fem bind om Djenghis Khan og hans efterkommere og de fleste af bindene i serien om Julius Cæsar.

Stormbird lever fortællemæssigt ikke helt op til de tidligere bøger. Der er lidt for mange forskellige spor i romanen. Det er som om, Iggulden ikke helt har kunnet vælge, og især ikke fravælge, hvilke begivenheder og personer, han ville fokusere fortællingen på. En del af baggrunden herfor kan måske være, at det er en politisk ganske kompliceret periode, han har valgt at prøve kræfter med denne gang, hvor det ikke ligger lige for, hvem man skal vælge sig som sin helt. I historiens lys synes der ikke at være nogen oplagte kandidater – til gengæld er der mange skurke, hvis målestokken er magtbegær og skruppelløshed.

Iggulden vælger sig som sine ‘helte’ to historiske og to fiktive figurer: Bedst fungerer portrættet af den unge Margrete af Anjou (1430-1482), der som blot femtenårig blev dronning af England, da hun i 1445 blev gift med Henrik VI som led i det fejlslagne forsøg på at indstifte en våbenhvile mellem England og Frankrig, og som senere ledede Huset Lancaster i Rosekrigene med Huset York.

Lord Suffolk, William de la Pole (1396-1450) har i romanen fået rollen som den noble, konge- og dronningetrofaste adelsmand, som bliver syndebuk for den fejlslagne aftale om våbenhvile, der førte til, at franskmændene generobrede de engelske besiddelser på kontinentet.

Og så introducerer Iggulden to fiktive personer: Dels den kongelige ‘spymaster’ Derry Brewer, der som kombineret intrigemager og praktisk udfører af det beskidte arbejde ganske vist er en lidt tvetydig helt. Og dels Thomas Woodsworth, der som tidligere langbueskytteveteran fra slaget ved Agincourt dels får lov til at inkarnere et heltemodigt omend udsigtsløst oprør mod franskmændene blandt de engelske bosættere i de engelske besiddelser i Maine og Anjou, som opgives med våbenhvilen, dels får lov at spille en rolle som øjenvidne og medstrateg i Jack Wades historiske oprør mod den engelske krone i Kent, som kulminerer med et indtog i London.

Bogen sluttes af med et lidt underligt løsthængende ‘appendiks’ i form af en godt 20 siders dramatiseret fortælling om det legendariske slag ved Agincourt i 1415, hvor englænderne under ledelse af ‘krigerkongen’ Henrik V nærmest massakrerede en talmæssigt stærkt overlegen fransk hær, ikke mindst takket være de engelske langbueskytter. Slaget finder sted 30 år før begivenhederne i Stormbird, og afsnittet virker lidt som en blindtarm i romanen – uagtet at det er flot og medrivende fortalt. Igguldens figenblad for at medtage det, er at han lader sin fortælling om slaget fokusere på den unge William de la Pole, som spiller en af hovedrollerne i Stormbird (men bestemt ikke havde nogen særlig rolle i slaget ved Agincourt).

Iggulden begrunder i sine ‘historical notes’ således afsnittet med, at han tænkte, at “a little of [William de la Poles] earlier history at Agincourt might be of interest to the reader.” Jeg tænker, at Iggulden nok snarere ærger sig over, at hans ‘konkurrent’ udi dramatisk, historisk fiktion, Bernard Cornwell, allerede i 2008 har udgivet en – bedre – ramasjangroman om slaget (Azincourt), men at Agincourt alligevel bare havde et for stort og for fristende dramatisk potentiale til, at han kunne lade det gå sin pen forbi.

Appendikset om slaget ved Agincourt er et eksempel på, at Iggulden i Stormbird med fordel kunne have efterlevet Wiiliam Faulkners klassiske råd, ‘In writing, you must kill your darlings’. Et andet eksempel er fortællesporet i selve romanen om kentiske Jack Cades oprør og indtog i London – også i sig selv spændende, men unødvendigt for fortællestrukturen i romanen som helhed.

Hvorom alting er, så var jeg ganske godt underholdt undervejs. Man skal ikke gå til Iggulden i håbet om sproglige raffinementer, men han er en medrivende fortæller, ikke mindst når det kommer til iscenesættelsen af både små og store drabelige slag, og dem er der masser af. Iggulden gør sig ogå her godt i hængekøjen eller ved poolen på en ferie med en drink indenfor rækkevidde. Og så kan man faktisk blive lidt klogere på historien undervejs. Jeg blev inspireret til at at google mig til lidt mere viden om perioden, og jeg er ikke stødt på afgørende fakta, der kolliderer direkte med Igguldens fortælling, når man ser bort fra de forbehold, han selv gør opmærksom på, jf. ovenfor.

Stormbird er også udkommet på dansk oversat af Mich Vraa til Stormfugl (Rosekrigene) (Stormfugl (Gyldendal 2014)).

K's vurdering: