En særegen krimi fra den polske nobelpristager. Værd at læse for sit flotte sprog og skæve personportrætter. Men ikke helt vellykket som krimi.
Polske Olga Tokarczuk (f. 1962) modtog Nobelprisen i litteratur for året 2018 (først tildelt i 2019 på grund af kaoset omkring nobelpriskomiteen i 2018). Her på bloggen kender vi hende fra den fremragende Rejsende (opr. 2007, da. 2016), som hun angiveligt selv betragter som sit hovedværk. >> Læs videre
Det her er en bog til jer, der voksede op i 1980’erne med arkadespil, de første hjemmecomputere og de tekstbaserede rollespil. Ready Player One er forrygende 80’er-nostalgi for afdankede spil- og computernørder. Og så heller ikke ret meget mere.
Var du også teenager i 1980’erne, og var du også en af dem, der hang ud i arkaden eller på grillbaren og spillede Galaga, Defender, Robotron: 2084, Dig-Dug, Zaxxon eller Donkey-Kong? >> Læs videre
Og nu til noget helt andet, som man siger: José Miguel Sánchez Gómez. Uddannet biolog. Forsanger i det cubanske heavy metal-band Tenaz. Med en fysisk fremtoning, der matcher. Og ikke mindst: Science fiction-forfatter under navnet YOSS. Med en rablende fantasi og en grovkornet humor uden hæmninger. Men også med vid og begavet satirisk kant.
Jeg har ikke lige haft lejlighed til at tjekke Yoss’ metalband, Tenaz, så jeg kan udtale mig om hans evner som rocksanger. Men lad der ikke være tvivl: Han rocker som forfatter. >> Læs videre
Mordet i Orientekspressen tilsat undergangsstemningen fra Titanic. Sådan forestiller jeg mig, at den liechtensteinske forfatter Armin Öhri gerne havde set sin kortroman om zeppelineren Hindenburgs katastrofale sidste rejse i 1937 beskrevet. Men ambitioner er ikke alt, og de indfris desværre ikke her.
Det hører til sjældenhederne, at jeg læser bøger på tysk, endsige forsøger at anmelde dem her på siden. Det skyldes, jeg ikke er særlig god til tysk. Hvilket egentlig ærger mig lidt, da tysk er et smukt sprog, ikke mindst på skrift. >> Læs videre
Nogle gange kan man jo godt lige få behov for en pause fra den tungere finlitteratur for i stedet af slappe af med en let omgang nyere, nigeriansk seriemorder-thriller-familiesaga-trekantsdrama. Og når sådan en trang kommer over én, så er det godt at have Oyinkan Braithwaites My Sister, the Serial Killer (2018) ved hånden.
Jeg tilstår, at jeg ene og alene købte denne roman på grund af dens seje, herligt pulpede omslag, der matcher titlen så fint. Tilsammen gav det mig som læser forventning om en omgang lettere greasy krimiunderholdning med høj puls og et passende skvæt selvironi. >> Læs videre
The Bone Readers er en ikke helt almindelig krimi fra et fiktivt caribisk øsamfund (som meget vel kunne være inspireret af forfatterens fødeø, Grenada). Meget velskrevet og båret af gode miljøbeskrivelser og et kritisk blik på de sociale og politiske forhold i regionen. Men også lidt rodet og hakkende i kompositionen.
Som det vil være følgere af disse bognoter bekendt, er det ikke så tit, at jeg læser krimier/thrillere. Denne her har da også kun fundet vej til min læseliste, fordi jeg var lidt i bekneb for at finde romaner fra Grenada (og det er så ikke helt rigtigt: I min reol står også Angel af Merle Collins, som jeg ikke har grund til at tro, er andet end god, men jeg orkede ikke lige en lidt for tyk generationsroman, så nu fik Jacob Ross lov til at løbe med prisen). >> Læs videre
Tolvte roman i amerikanske Daniel Silvas spændingsserie om den israelske eftgerretningsagent og kunstkonservator (og supermand), Gabriel Allon, vil gerne være en geopolitisk thriller med historisk udsyn og vid. Men den var mig noget sløv i det – og manglede det ene, der kunne bære den igennem givet genren: Elementær spænding.
Der er ikke mange omtaler af krimier og spionthrillerere her på siden. Ikke at jeg har noget imod genren som sådan – jeg har bare næsten altid mere lyst til at læse noget andet. >> Læs videre
En malaysisk splatter/horror/fantasy/noir-krimi, som udspiller sig i en verden befolket af mennesker, guder, dæmoner, vampyrer og andre monstre … med en hovedperson, der arbejder som gourmetkok og forbindelsesofficer for det kannibalistiske jet-set blandt dæmoner og monstre i Kuala Lumpurs parallelle undergrundsverden … Ja, det er lige så fjollet, som det lyder, men alligevel ikke helt dårligt, faktisk ganske vittigt sine steder.
Det hele skal jo ikke være højpandet finlitteratur her på siden. Og engang imellem skal man udfordre sine egne læsevaner ved at læse noget uden for de genrer, man normalt hæfter sin lid til. >> Læs videre
Apokalyptisk krimi-noir fra Montenegro. Ganske god læsning, selv om den korte roman med sine relativt lange strejftog i den europæiske millenarismes historie vil lidt mere, end den magter at indløse.
Montenegrinske krimier er ikke dét, jeg har gjort mest i, men Andrej Nikolaidis kortroman fra 2009 (her i engelsk oversættelse af Will Firth fra 2016) er faktisk et helt interessant bekendtskab i den på én gang lettere og tungere genre. >> Læs videre
Hårdkogt, japansk psykologisk noir. Ganske medrivende og samtidig et interessant – omend frastødende og deprimerende – portræt af nogle af Tokyos bagsider. Ikke for sarte maver, dog.
Historien er fortalt i førsteperson af den tyveårige Kenji. Kenji arbejder som uautoriseret turistguide, der viser udenlandske turister rundt i Tokyos natteliv og prostitutionsmiljøer. Romanen udspiller sig over tre dage op mod nytår, hvor Kenji er blevet hyret af den ved første øjekast lidt kiksede, overvægtige og tilsyneladende smånaive, amerikanske sexturist Frank. >> Læs videre
Socialrealistisk semikrimi fra Qatar om den skrupelløse udnyttelse af immigranter under livsfarlige arbejdsforhold, om køn, tradition og religion, om forholdet mellem lokale og expats i Qatar. Romanen er båret af sympatiske intentioner og er ikke uinteressant for sit tidsbillede af Qatar, men det kan ikke redde den.
Mohanalakshmi Rajakumar betegner sig selv som en sydasiatisk amerikaner, som har boet i Qatar siden 2005. Hun har udgivet en række bøger, primært romaner, herunder The Migrant Report fra 2015. På trods af bogens afskyeligt grimme omslag, der bringer tankerne hen på en samfundsfagsbog for gymnasiet, så er der tale om en slags socialrealistisk wannabe-krimi. >> Læs videre
Et hvalfangerskib er på skæbnesvanger kurs mod det nordligste og mest isnende kolde Arktis med en morder ombord og flere slags lig i lasten. The North Water er en ambitiøs spændingsroman, som excellerer i det ækles æstetik, i flot sprog, historiske tidsbilleder, naturbeskrivelser af det kolde nord, litterære referencer til klassikerne og en ambition om samtidig at være et psykologisk drama, som dog ikke helt indfris.
Romanen udspiller sig i 1859, hvor hvalfangerskibet Volunteer stævner ud fra Hull og via Shetlandsøerne og neden om Kap Farvel begiver sig mod det arktiske nord i Baffinbugten i jagten på de hvaler, som havet på den tid er ved at blivere tyndere på som følge af overdreven hvalfangst. Men efterhånden viser det sig, at formålet med ekspeditionen også er et andet. >> Læs videre
Velskrevet og overraskende god spansk horror-gyser: To mænd alene på en lille, gudsforladt ø på kanten af den antarktiske cirkel. Som om ensomheden, kulden og den antarktiske nat ikke skulle være nok til at drive et menneske fra forstanden, så oversvømmes øen om natten af bølger af amfibiemonstre fra polarhavet …
Jeg bevæger mig med spanske Albert Sánchez Piñols Cold Skin (opr. 2002, eng. 2007) et stykke uden for min normalt foretrukne litterære genre. Bogen var et impulskøb i en madrilensk boghandel for en måneds tid siden. Og man skal jo nogle gange læse noget andet, end det man plejer. Selv når dette andet viser sig at være en actionpakket horror-thriller fyldt med kampe mellem mennesket og horder af humanoide, salamanderagtige havmonstre … >> Læs videre
Immanuel Kants kategorilære som science fiction-horror-thriller – tilsat tidsrejser, manipulationer af det fysiske rum, mystiske spøgelsesvæsener, en supercomputer, der får HAL 9000 fra Rumrejsen år 2001 til at ligne en TI-90 lommeregner – og samtidig iklædt litterære stileksperimenter á la James Joyce, Thomas de Quincey og 1600-talsprosa. Og nå ja, så får vi undervejs også lige løst Fermis paradoks og bevist Guds eksistens.
Lyder det som lidt af en mundfuld? Det er det også, og det er med mine læsebriller også en for stor mundfuld for den britiske sci-fi-forfatter Adam Roberts (f. 1965). Jeg kipper med kasketten for hans endog meget store ambitioner med romanen The Thing Itself, og for hans mod og vilje til at spænde tanken. Science-fictionplottet holder, men romanen bærer samlet set ikke helt igennem. >> Læs videre
Kulørt, pseudohistorisk, episk fantasyramasjang fra Tonga med smæk for skillingen. Kan ikke frakendes en vis underholdningsværdi – og kunne være løftet til noget, der måske næsten var godt, hvis der havde været en litterær redaktør inde over. Det har der så tydeligvis ikke været.
Når man har sat sig som ambition at læse en roman fra hvert land i verden, så kommer man jo på et tidspunkt til Tonga. Ret hurtigt finder man ud af, at der ikke er meget at vælge imellem – faktisk er det ikke lykkedes mig at opstøve andre udgivelser på engelsk (endsige dansk) end denne mursten af en ramasjangroman (og når jeg skeler til andre verdenslitteraturlæsere, kan jeg konstatere, at de også er endt med Joshua Taumoefolaus A Providence of War fra 2011 – eller helt har opgivet Tonga). >> Læs videre
En gastronomisk, italiensk krimikomedie i bedste Hercule Poirot-stil placeret i et toscansk baronat i 1895.
Den her er en lille bagatel, men den fungerer rigtig fint på egne lette præmisser. Vittig, velskrevet og underholdende og perfekt læsning på min flyrejse hjem fra Rom i dag.
Italienske Marco Malvaldis (f. 1974) The Art of Killing Well, som den hedder i den engelske oversættelse, vil appellere til elskere af den klassiske Agatha Christie-genre. >> Læs videre
Juan de Recacoecheas Andean Express er en slags boliviansk hilsen til Agatha Christies klassiker Mordet i Orientekspreseen. En noir-mordintrige i den lettere genre, som har sin største styrke i personportrætterne.
Faste læsere af K’s bognoter vil have bemærket, at jeg har bevæget mig lidt rundt i afrikansk litteratur de sidste par uger. Jeg har flere afrikanerne med i feriekufferten, men nu var det tid til et kontinentskifte til noget lidt lettere. Vi tager en tur henover Andesbjergene med bolivianske Juan de Recacoechea (f. 1935). >> Læs videre
Lad nu være med straks at klikke bort fra denne anmeldelse, når du hører, hvad Stallo handler om. For selv om handlingen kan lyde fjollet, så er det faktisk en helt god bog.
Stallo er nemlig noget så særpræget som en kombination af et stykke svensk nutidsrealisme, road trip, krimiintrige og eventyrgyser – fyldt med trolde, vætter og andet uvæsen.
Stallo er i samisk mytologi betegnelsen for urgamle troldevæsener, som evner at skifte ham mellem dyreskikkelse og menneskelignende former. Begiver man sig ud i romanen, skal man således være indstillet på at acceptere dens præmis og hovedpointe: At der gemt i de svenske skove den dag i dag findes tusind år gamle troldevæsener med telepatiske og magiske evner og en hang til at bortføre små børn – ikke for at spise dem (som regel), men bare fordi de godt kan lide at se på dem og være tæt på dem. >> Læs videre
Jeg er Pilgrim er en filmisk krimithriller med en vis underholdningsværdi. Den kunne have været helt god, hvis den havde været 300 sider kortere.
Jeg er Pilgrim lægger ud som en krimihistorie: Hovedpersonen og jeg-fortælleren, der er tidligere hemmelig topagent og går under mange navne, bl.a. dæknavnet Pilgrim, involveres i en mordgåde: En kvinde er blevet myrdet på et hotel i New York, og morderen har tilsynladende anvendt vores hovedpersons bog om opklaringsarbejde som manual til at slette sine spor.
Opklaringen af mordet forsvinder dog ret hurtigt ud i baggrunden (men vender tilbage undervejs på usandsynlig tilfældig vis) til fordel for hovedhistorien:
En saudiarabisk terrorist, kaldet Saraceneren, forbereder et masseødelæggende biologisk terrorangreb på USA. Superagenten Pilgrim, der ellers havde forsøgt at trække sig tilbage fra spionbranchen aktiveres mod sin vilje igen, og historien folder sig ud efter et velkendt skema: Den gode agent mod den onde terrorist i et kapløb mod tiden. Kan Pilgrim finde terroristen, inden han udløser sit angreb, og redde verden fra undergang? >> Læs videre
Nyoversat amerikansk noir thriller er udmærket underholdning, som vinder på et godt plot, men desværre taber på fladt sprog og utroværdige persontegninger.
De der fortjener at dø er den anden bog af Peter Swanson, som udgives på dansk. Ligesom Swansons første roman Pigen med det tidsindstillede hjerte (2014, på dansk 2015) placerer De der fortjener at dø sig sikkert indenfor den klassiske noir-genre.
Her er godt med mord og bedrag og ikke bare én, men hele to diabolske femme fatale-typer. >> Læs videre
Satirisk, litterær fantasykrimi kunne man måske kalde denne sære bog af finske Pasi Ilmari Jääskeläinen. Men man kunne sikkert også kalde den noget andet – den er ikke helt let at klassificere. Og heller ikke helt let at finde ud af, hvad man skal mene om.
Jeg faldt over bogen tilfældigt på Amazon og blev lokket af løfter om et mørkt-humoristisk, satirisk univers med litterære ambitioner. Og når forfatteren er finsk, plejer det gerne at borge for noget skævt. Og så skal man jo engang imellem prøve noget nyt. >> Læs videre
Store, blodige middelalderslag mellem riddere til hest og langbueskytter til fods, intriger ved hoffet, veludstyrede kongelige bryllupper, drabelige søslag, overskårne halse og afhuggede hoveder. Stormbird er ikke stor litteratur, men den er gedigen underholdning med smæk for skillingen i genren historisk ramasjangfiktion.
Stormbird er første bind i britiske Conn Igguldens seneste serie af historiske romaner, som denne gang handler om den periode af engelsk historie, der går under betegnelsen Rosekrigene (War of the Roses). >> Læs videre
Ganske ferm amerikansk thriller i klassisk noir-stil.
Pigen med det tidsindstillede hjerte er amerikanske Peter Swansons romandebut, og den er han lykkedes helt godt med.
Der er tale om en krimi/thriller i bedste noir-stil á la Raymond Chandler. Alle ingredienserne er der ihvertfald: Først og fremmest en sexet, mystisk og farlig femme fatale med en blakket fortid, men også mord, narko, diamanter og et indviklet plot, der langsomt afslører, at kun de færreste er, hvad de giver sig ud for. >> Læs videre
Ny dansk konspirationskrimi vil appellere til tilhængere af tempelridderromantik og ramasjang á la Dan Browns Da Vinci mysteriet. Men forvent ikke noget nyt.
Jeg hører til dem, der var forrygende godt underholdt af Da Vinci mysteriet, men ikke imponeret over de litterære kvaliteter. Jespers Holms Corpus Christi ligger tæt op af forbilledet på godt og ondt.
Jeg var i lange stræk således udmærket underholdt af Corpus Christi og fik vendt siderne hurtigt, drevet frem af handlingen og ikke ansporet til at dvæle ved sætningerne. Det sidste skal man heller ikke kræve af genren, så ikke et ondt ord om sproget (dog blev jeg forstyrret af lidt for mange typografiske slåfejl).
Romanen plages til gengæld af at ligge så tæt på netop Da Vinci Mysteriet i plot og struktur, at den er svær ikke at læse som – om ikke ligefrem et plagiat – så ihvertfald som en lidt kedsommelig omgang bølgeridning. Den promoveres endda på forsiden som ‘en af de bedste bøger i da Vinci genren’ (jeg vidste ikke, at det var en genre…). >> Læs videre
Ny sympatisk dansk krimi er velskrevet og i lange stræk ganske medrivende læsning, men også lidt tung i plottet.
Eremitten indeholder mange af de klassiske krimiingredienser: En forhutlet og fordrukken helt; et lokalt politi, der helst vil begrave en besværlig sag; en tilsyneladende banal intrige, der viser sig at trække tråde ind i et større konspiratorisk komplot; en biljagt, lidt sex og lidt vold. For så vidt angår det sidste, er bogen sympatisk fri for de meget udpenslede og ubehagelige voldsscener, som ellers synes at være en nødvendig ingrediens i de fleste moderne krimier.
Bogen adskiller sig i det hele taget fra mainstream-krimien ved, at hovedvægten ligger mindre på krimiintrigen og den udvendige spænding og mere på personkarakteristikken, først og fremmest af titelpersonen Erhard Jørgensen, kaldet Eremitten. >> Læs videre
Sympatisk forsøg på en konceptantologi i horrorgenren holder desværre ikke hele vejen hjem.
Malkøbing Museum er en ny dansk antologi bestående af elleve korte, delvist sammenhængende historier af Jesper Ilum Petersen, Morten Carlsen og Chris D’Amato. Genren er “gys og gru” (“horror”, som det hedder på nudansk) eller “skæbnefortællinger”. Det er ikke normalt min favoritgenre, og det er det heller ikke blevet efter denne antologi. >> Læs videre
Ny dansk politisk satire og krimikomedie er desværre for plat til at være sjov.
De danske forfattertvillinger Morten og Søren Ellemose begår sig i en del forskellige genrer: Sammen har de skrevet adskillige krimier, for nylig udgav Morten Ellemose sin første solokrimi Killer Killer, Søren Ellemose har skrevet flere faglitterære bøger om dansk erhvervsliv, og nu har de sammen også begået en slags satirisk krimikomedie.
Halløj på Christiansborg præsenterer sig selv som en satirisk nøgleroman, og mange karakterer i bogen er da også kun slet skjulte karikaturer over personer fra aktuel dansk politik. Bogen er således en næsten dagsaktuel satire over dansk politik og erhvervsliv, aktuelle tv-fænomener m.m. Den er udgivet her i april 2014 og har nået at få både “Den hemmelige socialdemokrat”, DONG-salget til Goldmann-Sachs og SF’s udtræden af regeringen med. >> Læs videre
Ny dansk “gotisk krimi” er ikke uden underholdningsværdi, men også noget skabelonagtig og mildest talt utroværdig i plot og personkarakteristikker.
Jeg er ganske vist noget uden for mine vanlige favoritgenrer her, så krimifans bør formentlig tage denne anmeldelse med et vist forbehold. Ihvertfald har jeg noteret mig, at Morten Ellemoses nye roman på flere krimisites har fået bedre anmeldelser, end jeg kan levere her. >> Læs videre
Velskrevet, men også lidt kedelig, ny dansk krimi står ikke helt distancen.
Politikeren er dansk-islandske Emma Brynja Svanes anden roman – en selvstændig fortsættelse til debutromanen Forviklinger fra 2012 (som jeg ikke har læst).
Handlingen er centreret omkring den midaldrende læge Torsten, som står i et kompliceret forhold til den smukke Nina, tidligere topmodel med en skjult fortid og forbindelser til en international forbryderorganisation. >> Læs videre
Af en krimi at være er Boris Akunins roman om den unge og romantisk-naive, men også intelligente og handlekraftige moskovitiske politiagent Erast Petrovitj Fandorin ganske finurlig.
Romanen – som er den første i en serie på tolv – udspiller sig i 1876 i Moskva og Skt. Petersborg (med udstikkere til London og andre dele af tidens Europa). Det er slags Sherlock Holmes agtig krimihistorie, som samtidig gerne vil give et historisk portræt af Rusland i slutningen af det 19. århundrede, hvor moderniteten trænger sig på. Det gør Akunin sådan set udmærket og med et vist vid. Også den sproglige, litterære skrivestil fra den tid har Akunin ramt ganske godt (med ikke så få implicitte referencer til Dostojevskij). >> Læs videre
