Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
“You know, at first I thought he was a little bit stupid. But now I realise, he was always just a king.”
Ungarnske Antal Szerb (1901-1945) er vi tidligere stødt på her på bloggen i form af hans charmerende essay A Martian’s Guide to Budapest (opr. 1935, eng. 2015). Den samme humoristiske, mildt ironiske, men samtidig kærligt velmenende tone, som kendetegner A Martian’s Guide gennemsyrer også Szerbs sidste roman, Oliver VII (opr. 1942, eng. 2007). >> Læs videre
Den satiriske komedie, Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere hører til blandt den russiske mesters mere forglemmelige værker.
Efter fire år i sibirisk fangelejr efterfulgt af seks års soldatertjeneste vendte Dostojevskij i 1959 tilbage til forfattergerningen. Det gjorde han i første omgang med de to kortere, humoristiske romaner, Onkels drøm (opr. 1959) og Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere (også 1959). De to romaner deler i øvrigt flere temaer, men jeg kunne bedre lide Onkels drøm, selv om heller ikke den hører til forfatterskabets ypperste værker. Ingen af dem havde Dostojevskij i øvrigt nogen særlig succes med i sin tid. >> Læs videre
Graham Greenes klassiske spionsatire holder stadig. En komedie i den lettere genre, som ikke desto mindre er velskrevet og veldrejet, og som man læser med et lille smil om læberne hele vejen igennem.
Jeg har læst Vor mand i Havana i en dansk oversættelse for mange år siden som ganske ung – og havde ikke megen erindring om den, andet end at det var noget med nogle støvsugertegninger. I forlængelse af min læsning i den seneste tid af cubanske forfattere og andre Cubarelaterede bøger blev jeg imidlertid inspireret til at genlæse Graham Greens klassiker, denne gang på originalsproget. >> Læs videre
Satirisk roman om at være splittet mellem forskellige kulturelle identiteter og loyaliteter. Og om et gakket kvindesyn (og mandesyn, for den sags skyld) i islamiske indvandrermiljøer i Frankrig.
Romanens hovedperson og jeg-fortæller er Mohamed Ben Mokhtar, en 40-årig parisisk bankmand. Han har succes i sit arbejde, er velhavende og ser godt ud (i hvert fald ifølge ham selv). Han er født i Frankrig af algierske forældre og bor stadig hjemme hos sin mor, som traditionen foreskriver for endnu ugifte algierske, muslimske mænd. Og så er han stadig jomfru. >> Læs videre
Underkastelse er litterær satire af højeste kvalitet, og krænkelsessøgende vil finde masser af guf at blive forarget over i romanen. En slags dystopi om en nær fremtid, hvor en muslimsk præsidentkandidat kommer til magten i et Frankrig, der længe har været ved at gå under moralsk og menneskeligt, og gradvist indfører sharia-lovgivning i landet.
Michel Houellebecq (f. 1958) er på én gang en af Frankrigs mest anerkendte forfattere i dag (og har bl.a. modtaget den prestigefyldte Goncourtpris) og lidt af et enfant terrible på den franske litteraturscene. I den offentlige debat har han således været kritiseret for både sit kvindesyn og for at have kaldt Islam for “den dummeste religion.” >> Læs videre
Da kakerlakken Jim Sams en morgen vågner fra urolige drømme, finder han sig i en seng forvandlet til en uhyre skabning, nærmere bestemt den engelske premierminister. Liggende på ryggen ville hans små brune ben normalt have sprællet glade i luften, men nu ser han kun fire store kødfulde lemmer, som ligger dvaske ned langs hans sider. Ved en grotesk omvending ligger alt hans kød tilmed blottet uden på hans skelet.
Nogenlunde sådan begynder Ian McEwans satiriske kortroman fra 2019 om det britiske Brexit. Indledningen er naturligvis en parafrase over Franz Kafkas Forvandlingen, og det er jo meget sjovt i sig selv. Herfra ophører referencerne til og ligheden med Kafka imidlertid. >> Læs videre
Sayaka Muratas internationale bestseller om den socialt utilpassede Keiko, der er mislykket som menneske, men perfekt som døgnkioskmedarbejder, fortjener hypen. En sympatisk og charmerende lille historie med et mildt kritisk-satirisk potentiale. God sommerstrandlæsning.
Japanske Sayaka Murata (1979) har selv arbejdet på deltid i et supermarked, hvilket angiveligt gav hende ideen til Døgnkioskmennesket, som netop er blevet udgivet på dansk på forlaget Grif, oversat af den rutinerede Mette Holm. >> Læs videre
En skandale! En veritabel litteraturhistorisk skandale! Ja, næsten en forbrydelse! Dét er, hvad det er, at den moderne tyrkisk litteraturs mester, Ahmet Hamdi Tanpınar, aldrig er blevet oversat til dansk. Og at han i øvrigt også i den engelsksprogede litterære verden synes næsten overset. Det må stoppe nu! Tanpınar har et format og en tyngde, der burde sikre ham en plads blandt de allerstørste litterære satirikere og analytikere af den moderne tilstand.
Lad mig dog retfærdigvis starte med en tilståelse: Indtil for bare to uger siden havde heller ikke jeg nogensinde hørt (eller ihvertfald nogensinde bidt mærke i) navnet Ahmet Hamdi Tanpınar (1901-1962). Jeg stødte på hans navn blandt de forfattere, den i Danmark helt anderledes kendte og læste Orhan Pamuk nævner som en af sine store inspirationskilder. Og da jeg faldt over The Time Regulation Institute (opr. udgivet i 1962, engelsk oversættelse fra 2013) i en boghandel under min netop afsluttede ferie i Tyrkiet, kom den med hjem. >> Læs videre
Politisk satire fra Burkina Faso er ikke det, man støder på alleroftest. Måske fordi regimekritikere i landet har en lav overlevelsesrate. Således også også forfatteren og journalisten Norbert Zongo (1949-1998), som blev myrdet af det burkinske styre for sin kritiske journalistik.
Norbert Zongos roman The Parachute Drop (opr. udgivet på fransk i 1987, udgivet på engelsk i 2004) er en satire over despotiske, afrikanske regimer. Romanen foregår i det fiktive vestafrikanske land, Watimbow, en étpartistat ledet af præsident Gouamba, understøttet af den tidligere kolonimagt, Frankrig. >> Læs videre
Bozambo’s Revenge af fransk-guyanesiske Bertène Juminer er en på flere måder skæg – og litteraturhistorisk heller ikke uinteressant – satire over den europæiske kolonialisme og racisme, som Juminer udstiller ved at vende den på vrangen. Som roman er den dog ikke sluppet helt godt fra tidens tand.
Hvad nu, hvis det ikke var europæerne, der havde koloniseret Afrika og store dele af resten af verden, men afrikanerne, der havde koloniseret Europa? I en verden, hvor begreberne “sort” og “neger” konnoterede civilisation, magt og herredømme, mens “hvid” og “lyserød” var nedladende, racistiske kategorier som betegnelse for de “indfødte” i de tilbagestående, europæiske kolonier? >> Læs videre
Hører du til dem, der gerne lader dig udfordre af anderledes litteratur, men trods alt tænker, at dit læseliv er for kort til vietnamesisk, satirisk samtidslitteratur fra 1930’erne? Så læs Vũ Trọng Phụng og bliv glædeligt overrasket. Số Đỏ (eng. Dumb Luck) fra 1936 er overraskende frisk, tilgængelig, vittig og skarp, modernistisk satire, som stadig holder, også for den europæiske læser.
Jeg faldt tilfældigt over Dumb Luck i en boghandel i Hanoi (mere om Hanois boghandeler i et senere indlæg). Jeg havde ganske vist aldrig hørt om hverken romanen eller forfatteren Vũ Trọng Phụng (1912-1939) før, men jeg kunne læse mig til, at den foregår i Hanoi i 1930’erne og i dag har fået status af vietnamesisk, satirisk klassiker – efter at have været forbudt i det meste af landet indtil 1986. >> Læs videre
Mohammed Hanifs debutroman fra 2008 har i nogle henseender karakter af en slags pakistansk Catch-22. Som satirisk roman har den ikke så få kvaliteter, men den er også vel lang, og lider under den litterære satires typiske problem, at den har svært ved at gøre sine personer levende og troværdige.
A Case of Exploding Mangoes er skruet sammen omkring en virkelig begivenhed: Den 17. august 1988 styrtede et pakistansk Herkulesfly ned og eksploderede kort efter, at det var lettet. Ombord var blandt andre Pakistans diktator gennem ti år, general Mohammad Zia-al-Huq, adskillige andre pakistanske topmilitærfolk og den amerikanske ambassadør i Pakistan. Alle ombordværende blev dræbt. Årsagen til styrtet er aldrig blevet opklaret, men konspirationsteorierne har floreret så meget desto mere livligt. >> Læs videre
Hmmm … Nogen skal jo sige det: Den her har muligvis status af nyklassiker, og Pynchon har muligvis været kandidat til Nobelprisen i litteratur, og han har tilsyneladende stadig en stor menighed af tilbedere. Så kald mig bare kætter, men efter The Crying of Lot 49 har jeg allerede fået mere end nok af Pynchon. Det er en træls bog, der er træls at læse.
Jeg gik til Thomas Pynchons debutroman The Crying of Lot 49 (1966) med en positiv grundindstiling og relativt store forventninger, al den stund at Pynchon er blevet udråbt til (mindst) en af sin generations største forfattere, original, banebrydende og skelsættende i moderne amerikansk litteratur.
Måske var mine forventninger for store, men jeg tror nu egentlig ikke, at det var det, der var problemet. Faktisk var min tilgang, at jeg virkelig gerne ville kunne lide denne bog. Man vil jo gerne være med i det gode selskab af læsere, der er kloge og litterære nok til at anerkende og værdsætte den store forfatters vid og overkomme den berygtede vanskelighed ved at læse ham, ikke sandt? >> Læs videre
George Saunders’ første bog udviser gode takter, der peger frem mod det senere mesterskab i Tenth of December, som debuten dog ikke er helt på niveau med.
CivilWarLand in Bad Decline er en samling af seks noveller og en kortroman.
Dystopien, fremtidsvisonen om et samfund i undergang, er et gennemgående tema i samlingen. I flere af fortællingerne indgår forlystelsesparken som metafor og symptom på den degenererede verden. I en verden, hvor menneskene har ødelagt naturen og muligheden for et umiddelbart forhold til sig selv og hinanden, er menneskene således dømt til at udleve deres fabrikerede drømme i avancerede forlystelsesparker, hvor alt er kunstigt bygget op og koreograferet med henblik på at sikre den maksimalt autentiske oplevelse. >> Læs videre
Darios Fos fabulerende gendigtning af historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har en vis satirisk kant, men den er ikke lige min kop te.
Italienske Dario Fo (f. 1926) er mest kendt som skuespiller og dramatiker – avantgardegøgleren gennem trekvart århundrede, som fik Nobels litteraturpris i 1997. Men nu har han som 88-årig også skrevet en roman om et stykke danmarkshistorie.
Romanen er opdelt i to relativt distinkte halvdele. Første del genfortæller i satirisk form den velkendte historie om den engelske Caroline Mathilde, der som ung pige bliver giftet bort til Danmarks gale kong Christian 7. (1766-1808), og senere forelsker sig i kongens tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, der på sin side en overgang var de facto regerende minister i Danmark, og som sådan forberedte og delvist gennemførte en række reformer med sigte på at bringe det enevældige Danmark ind i ‘oplysningens tidsalder.’ >> Læs videre
Russiske Vladimir Sorokin (f.1955) er et vildt og provokerende forfatterbekendtskab. I En opritjniks dag slår vildskaben imidlertid over i det overdrevent manierede, og provokationen virker for villet.
Romanen udspiller sig i Moskva i fremtidens Rusland, som i 2027 eller deromkring har udviklet sig til et totalitært diktatur under den enevældige ‘Hersker.’ Rusland er fra øst under pres fra Kina, som er den nye stormagt, og har mod vest bygget en stor mur for at holde indflydelse ude fra det degenererede Vesteuropa. Herskeren holder Rusland i et fascistoidt jerngreb ved hjælp af sin sikkerhedstjeneste, opritjnikkerne. >> Læs videre
Danny scorer iført bowlingsko er en ganske vellykket samling underfundige, tragikomiske scener fra en række helt almindelige, og så alligevel helt ualmindelige, menneskers liv.
Thomas Ahrensbøll Hansens små noveller har titler som ‘Torsten er en kanin og det er et karrierevalg’, ‘Måske skulle Linda blive proceskonsulent hos Arbejdsmiljø Gentofte’ og ‘Lea kan ikke få for mange indbyggede skabe’, og titlerne siger en del om tonen.
Egentlig er der ikke så meget tale om noveller som om 45 korte punktnedslag i en række menneskers liv i form af beskrivelser af en hverdagssituation. Mange er på mindre end én side, men Thomas Ahrensbøll Hansen formår i de bedste af teksterne på fornem vis på den korte plads via disse punktnedslag at give os et kig ind i et helt menneskes liv.
Det er ret sjovt, men heller ikke uden alvor, og i mange af teksterne er tonen tættere på det tragikomiske. Thomas Ahrensbøll Hansens personer er alle sammen en lille smule sølle, en lille smule ensomme og en lille smule kejtede i livet. >> Læs videre
En gakket fabel med mørke undertoner om de universelle, såre menneskelige dynamikker, der kan føre til diktatur, krig og folkemord.
George Saunders kender vi her på K’s bognoter fra hans seneste, smågeniale novellesamling Tenth of December (da. Tiende december). The Brief and Frightening Reign of Phil er en af Saunders’ tidligere udgivelser, en kortroman på bare 130 små sider, nærmest kun en lang novelle, fra 2005.
Reign of Phil udspiller sig i et ved første øjekast højst besynderligt fantasiunivers, som ved nærmere bekendtskab imidlertid udviser skræmmende lighedstegn med den menneskelige verden. >> Læs videre
Joseph Roths (1894-1939) sidste roman fra 1939, som først i 2014 er oversat til dansk, er en ironisk-satirisk sædeskildring fra Wien i slutningen af 1800-tallet.
Handlingen tager sin begyndelse i Persien, hvor den almægtige shah keder sig og derfor beslutter at tage på visit hos den østrig-ungarnske kejser i Wien.
Shahens besøg er for Roth en anledning til at ironisere over datidens Europas romantiserende – og reduktionistiske – ‘orientalisme’, hvilket titlen naturligvis også hentyder til. Roth spidder for eksempel orientalismen i beskrivelsen af de adelige damers fascination af shahen under kejserens store velkomstbal for ham og hans følge: >> Læs videre
En rablende morsom og skarp satire over det overfladiske forbruger- og reklamesamfund og den amerikanske tv-religionsindustri. Chuck Palahniuks anden roman er næsten lige så god som debuten Fight Club.
Jeg begyndte at læse Survivor, da jeg lige havde sat mig om bord i et fly på vej på ferie. Det bør frarådes, hvis man har tendenser til flyskræk: Bogen starter med slutningen, hvor hovedpersonen og jeg-fortælleren har kapret en Boeing-747 og er på vej til at styrte ned et sted over Australien i et spektakulært selvmordsforsøg. På vej mod styrtet fortæller han sin livshistorie til flyets “sorte boks”. >> Læs videre
Som at tage ti ture i en rutchebane bundet fast i et løbsk vogntog i brand, mens du ved, at hele rutchebanens skelet er pakket ind i dynamit, som kan detonere når som helst. Sådan nogenlunde var min oplevelse af at læse Chuck Palahniuks debutroman Fight Club fra 1996.
Palahniuk er helt vild! Og han styrer – det er en meget velkomponeret bog. >> Læs videre
A Visit from the Goon Squad hører til i disciplinen patchwork-romaner på dén her Robert Altman-agtige måde, som mange er begejstrede for, men som jeg egentlig ofte finder lidt irriterende og kedsommeligt. Jeg anerkender mulighederne i formen i forhold til at tegne mere facetterede portrætter af personer og situationer, men det bliver bare tit lidt anstrengende med alle disse skift i perspektiver hele tiden.
Egan lykkes nu ganske godt med formen i A Visit from the Goon Squad. Eller rettere: jeg bærer over med formen, fordi hun skriver godt og letlæst med ganske meget humor, vid og menneskekundskab og fanger sin tid ind på underholdende vis. Der er mindelser om sen 1980’ernes postmodernistiske legesyge i litteraturen, men nu med langt mere substans. >> Læs videre
Robert Stones Dog Soldiers fra 1974 er på ét niveau en actionmættet thriller og fungerer glimrende som sådan. Men den er også en hel del mere. Først og fremmest en mørk og grum gravsten over sen-1960’ernes glade hippietid i Californien.
Romanen indledes handlingsmæssigt i Vietnam i krigens sidste år, men skifter hurtigt scene til det sydlige Californien. Vietnamkrigen er imidlertid til stede bogen igennem som et flimrende bagtæppe af desillusion.
>> Læs videre
Velskrevet, men ikke 100 pct. vellykket, amerikansk-jødisk noir-krimi – tilsat konspirationsteori og jødisk Messias-tema.
Michael Chabons Det Jiddische Politiforbund er et mærkeligt konstrukt. Kernehistorien er en noir krimi efter klassisk forskrift med en forhutlet, fordrukken kriminalbetjent med disciplinærproblemer og et forlist ægteskab bag sig. Med det utraditionelle tvist, at det foregår i et jødisk miljø.
Det for alvor utraditionelle er dog, at Chabon har rammet krimihistorien ind i et “hvad-nu-hvis…” alternativhistorisk univers. Handlingen foregår i nutiden, men er henlagt til en fiktiv udgave af distriktsbyen Sitka i Alaska, som i romanen har udviklet sig til en jødisk delstat med midlertidig politisk særstatus, der imidlertid er på nippet til at blive ophævet. >> Læs videre
Kurt Vonnegut møder Monty Python møder Wittgenstein møder Derrida….. -agtigt. David Foster Wallaces gakkede postmodernistiske roman The Broom of the System fra 1987 er i sine bedste passager en skarp og morsom satire med sans for det groteske, som fik mig til at grine højt for mig selv undervejs. Men den er også alt for lang og alt for studentikost optaget af sig selv, hvilket fik mig til at gabe irriteret gennem de sidste ihvertfald 200 sider. >> Læs videre
Foruroligende, postmodernistisk, ironisk kritik anno 1979 af samfundets evne til at håndtere sin traumatiske fortid og nutid.
How German Is It – Wie Deutsch Ist Es (og ja, det er hele den originale amerikanske titel, og den er uden spørgsmålstegn – dem må man selv sætte) læses umiddelbart som en kritik af det moderne Vesttysklands manglende evne til at håndtere landets nazistiske fortid og en nutid præget af venstreorienteret terrorisme (anno 1979). Men den er ikke helt nem at få hold på. >> Læs videre
Fantastisk svensk gak-gak humor. En underfundig , pudseløjerlig svensk “road movie” om den hundredårige mand, der flygter ud af vinduet gennem blomsterbedet fra det triste plejehjem med spiritusrestriktionerne, fordi han trænger til en snaps, og begiver sig ud i en uforudsigelig flugt, hvor han undervejs bl.a. involveres i adskillige narkorelaterede rockermord mv. >> Læs videre
Om den ville figurere hos mange anmeldere som et litterært mesterværk, hvis den ikke var skrevet på dét tidspunkt i Sovjetunionen, som den er, ved jeg ikke. Men jeg synes, at den var en fornøjelse at læse i al dens fandenivoldske, sprudlende, rablende og respektløse fantasifuldhed.
Jeg tænkte flere gange undervejs, at hvis den havde været en film af Emir Kusturica (jf. hans fabelagtige “Underground” om den jugoslaviske borgerkrig), så ville den sataniske Woland og hans følge have haft et larmende fuldtalligt balkanorkester med trommer og blæsere og hele balladen højtspillende i hælene bogen igennem. Kosteligt!
Titel: Mesteren og MargaritaK's vurdering:
Klassisk Vonnegut – en af hans mest nævnte titler, måske fordi det var debuten, men ikke den bedste (det kan mærkes, at den har et halvt hundrede år på bagen – det har Slaughterhouse 5 næsten også, men den har bevaret en større skarphed).
Titel: Cat's CradleK's vurdering:
Politisk satire over Washington-spin. Ganske vittig – ind i mellem decideret lattervækkende – og med politisk bid.
Titel: BoomsdayK's vurdering:
