Klassisk Vonnegut-roman om, at der vitterligt ikke er nogen mening med noget som helst i universet – ud over, at det er en god idé at elske den, der er i nærheden. Og nej, du skal ikke først spørge din lokale præst eller politiker om, hvem der er i nærheden.
Jeg plejer at tælle Kurt Vonnegut blandt mine yndlingsforfattere. Ikke desto mindre har jeg aldrig tidligere læst The Sirens of Titan, Vonneguts anden roman, oprindeligt fra 1959 og i dag at regne for en klassiker. >> Læs videre
Det her er en bog til jer, der voksede op i 1980’erne med arkadespil, de første hjemmecomputere og de tekstbaserede rollespil. Ready Player One er forrygende 80’er-nostalgi for afdankede spil- og computernørder. Og så heller ikke ret meget mere.
Var du også teenager i 1980’erne, og var du også en af dem, der hang ud i arkaden eller på grillbaren og spillede Galaga, Defender, Robotron: 2084, Dig-Dug, Zaxxon eller Donkey-Kong? >> Læs videre
84, Charing Cross Road udgøres af tyve års brevkorrespondance mellem en amerikansk forfatter og en boghandler i London. Som bogudgivelse er det en bagatel, men for elskere af bøger og boghandeler kvalificerer den sig fint som charmerende og hyggelig pauselæsning.
På adressen 84, Charing Cross Road i London lå indtil 1970 antikvariatsboghandelen Marks & Co. På den anden side af Atlanten var den amerikanske forfatter Helene Hanff i 1940’erne på udkig efter sjældne, klassiske bogudgivelser. I 1949 bemærkede hun en avisannonce fra den britiske boghandel, og hun skrev til dem i håbet om, at de måske ville være i stand til at fremskaffe nogle af de mere obskure udgaver, hun ikke havde kunnet finde i New York. >> Læs videre
Amerikanske Sherwood Andersons Mange ægteskaber fra 1923 fremstår på flere måde lidt bedaget i dag, men den har nu stadig noget over sig, først og fremmest på grund af Andersons sprog.
Mange ægteskaber er endnu en klassiker, som jeg har lyttet til som lydbog. Sherwood Anderson (1876-1941) er en del af den amerikanske litterære kanon, men jeg har faktisk ikke læst noget af ham før. Hans mest kendte værk er novellesamlingen Winesburg, Ohio (1919), som står i kø i min reol blandt en mængde andre amerikanerne. >> Læs videre
Puertoricansk, postmodernistisk, politisk-litterært mund-diarré featuring Zarathustra, Hamlet og hans mor, Segismundo og hans far, Sokrates, Frihedsgudinden og mange flere …
Puertoricanskfødte Giannina Braschis United States of Banana – som jeg knap nok ved, om jeg skal kalde en roman eller noget andet – er opdelt i to distinkte dele. Den første og korteste del, Ground Zero, har nærmest karakter af en række korte essays, som alle har løseligt afsæt i terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001. >> Læs videre
Tolvte roman i amerikanske Daniel Silvas spændingsserie om den israelske eftgerretningsagent og kunstkonservator (og supermand), Gabriel Allon, vil gerne være en geopolitisk thriller med historisk udsyn og vid. Men den var mig noget sløv i det – og manglede det ene, der kunne bære den igennem givet genren: Elementær spænding.
Der er ikke mange omtaler af krimier og spionthrillerere her på siden. Ikke at jeg har noget imod genren som sådan – jeg har bare næsten altid mere lyst til at læse noget andet. >> Læs videre
Tao Lin har skrevet en slags roman, som ikke vil være en roman, om tomheden i hverdagslivet for et antal unge amerikanerne i nullerne. Desværre er bogen selv lige så tom og overfladisk som det fænomen, den vil beskrive.
Dagens kalendergave i årets bogpakkekalender fra Forlaget Korridor var kortromanen At stjæle fra American Apparel (opr. 2009, på dansk 2016) af amerikanske Tao Lin (f. 1983). Ikke en bog, jeg ellers havde på min læseliste, men nu benyttede jeg lejligheden til at stifte bekendtskab med Tao Lin, som en overgang har været ret hypet. Og den var jo hurtigt læst. >> Læs videre
Jeff VanderMeers Udslettelse er en slags økologisk sci-fi-/horrorroman med et pseudofilosofisk, wanna-be intellektuelt twist. Ikke entydigt dårlig. Men heller ikke for enhver. For eksempel ikke rigtigt for mig.
Jeg købte romanen i lufthavnen forleden som læsestof til en oversøisk flyvning. Det var den sådan set udmærket egnet til. Den oplevelse af kedsommelig stilstand, der gradvist suppleres af egentligt ubehag, dog fortsat domineret af kedsomhed, som de fleste sikkert kan genkende fra en langdistanceflyvning, er også en ret rammende karakteristik af min oplevelse med at læse Udslettelse. >> Læs videre
Fremragende! Ganske anderledes end noget, jeg før har læst. En højst usædvanlig og original roman om sindslidelse og transkønnethed – fortalt indefra af de onde ånder, der fra fødslen trænger ind i pigen Adas sind og som gradvist overtager kontrollen med hende, efterhånden som hun vokser op.
Freshwater, der udkom første gang i februar tidligere på året, er nigerianske Akwaeke Emezis delvist selvbiografiske debutroman. Om at leve med skizofreni og selvdestruktive tendenser. Om at indse, at man ikke er en kvinde, selv om man er født i en kvindes krop. >> Læs videre
Aldeles vidunderlig. En velskrevet feelgood-roman, der kan læses som en hyldest til livet og mangfoldigheden. Men den har også kant og alvor. En bog, man har lyst til at opholde sig længe i. Der er smil helt op til ørerne.
Og her kommer et sjældent udsagn fra mig, som ellers typisk finder de fleste bøger alt for lange: Jeg ville ønske, at Som et muldyr der bringer flødeis til solen havde været længere. Ikke fordi, Sarah Ladipo Manyika ikke når at komme rundt om sine personer og temaer på romanens kun 135 hurtigt læste sider. For det gør hun. Men simpelthen fordi, det er en sjælden og renlivet fornøjelse at være i bog med Dr. Morayo Da Silva og romanens andre karakterer. >> Læs videre
Endnu en klassiker af Henry James. Sublimt sprog og ironisk raffinement. Ikke den bedste James, jeg har læst, men mindre kan i dén grad også gøre det.
Henry James’ korte roman, Washington Square (1880), udspiller sig midt i det 19. århundrede som et slags kammerspil mellem primært fire personer: >> Læs videre
Henry James’ smukke, omhyggelige, klassiske sprog er en nydelse at læse og lytte til, også i dansk oversættelse. Dette sprog, kombineret med James’ vid, som afslører sig i hans underfundige, kun akkurat sporbare ironiske distance til det bedre borgerskab i New England i midten af det 19. århundrede, bringer ham og Europæerne op i mesterskabsklassen.
Forfatteren Henry James (1843-1916) blev født og voksede op i USA, men han tilbragte mange år i Europa og endte sine dage som britisk statsborger. Både USA og Storbritannien gør følgelig krav på hans litterære arv. I Europæerne (opr. 1878, første gang udgivet på dansk i 2013 i en mesterlig fordanskning af Juliane Wammen) bringer Henry James sine to verdener sammen: >> Læs videre
“I wake up. My shirtfront is stiff and bibbed brown. I take it to be dried blood and I’m a dead man. The ocean air persuades me to doubt, to reel my head in double, triple takes towards my feet. My feet are on the ground, It may be that I fell face first in the mud. Anyway, I’m still too drunk to care.”
Ottessa Moshfeghs debutroman, McGlue, åbner med en tømmermændsscene af de værre. Titelpersonen og jeg-fortælleren, den nogenogtyveårige skibsdreng McGlue, vågner med tømmermænd og et stort hul i hovedet, bundet til en skibbriks i en kahyt på det skib, han er mønstret. Han er anklaget for mord på et andet besætningsmedlem, som samtidig var hans eneste ven, angiveligt begået i en brandert under en landgang i Stone Town, Zanzibar. >> Læs videre
Amerikanske Ottessa Moshfegh har en fremragende pen, og hun konsoliderer med romanen Eileen sine evner for at tegne troværdige portrætter af skæve eksistenser – også selv om den korte novelleform synes at passe hende bedre.
I forbindelse med min nytårsopgørelse af mine bedste læseoplevelser i 2017, som blandt andet omfattede Ottessa Moshfeghs (f. 1981) novellesamling Homesick for Another World, fik jeg mindet mig selv om, at jeg skulle sørge for at læse mere Moshfegh snarest muligt. Som sagt så gjort. >> Læs videre
De, der har vænnet sig til at forvente det uventede fra George Saunders, vil ikke blive skuffede over den seneste udgivelse fra hans hånd, som samtidig er hans første roman. Lincoln in the Bardo står ikke mål med Saunders’ bedste noveller (som er sublime), men den er ikke mindre original i både form og indhold – på én gang helt anderledes end hans tidligere udgivelser og samtidig umiskendeligt Saundersk.
George Saunders modtog i denne uge årets Man Booker Prize for Lincoln in the Bardo. Der er ingen tvivl om, at Saunders’ værk gør ham til en værdig prismodtager, og Lincoln in the Bardo er værd at læse, men den er nu langt fra hans bedste udgivelse. >> Læs videre
Formmæssigt legende mexicansk-amerikansk roman om identitetens mange ansigter, om forholdet mellem virkelighed og fiktion, mellem forfatteren og hendes tekst og romanpersoner. De vægtløse er sympatisk og velskrevet, men jeg savner lidt … ja, tyngde.
Den yderste ramme af fortællingen handler om en forfatter, der skriver på en roman (eller er det flere romaner?), som er den roman, vi læser. Hun opholder sig mest indenfor i sit hjem i Mexicco City (?), hvor hun forsøger at stjæle sig tid til at skrive omgivet af sine to små børn og en mand, som hun i løbet af romaen synes at bevæge sig længere og længere bort fra. Hendes arbejde med romanen er på én gang udtryk for hendes litterære ambitioner, men også hendes måde at drømme sig væk fra hverdagen som småbørnsmor. >> Læs videre
The Underground Railroad er båret af par gode litterære ideer og af gode intentioner, men udførelsen svigter desværre, og romanen løfter sig ikke op til det niveau, som den megen hype omkring den ellers gerne vil have os til at tro. For mig blev det til småkedelig pligtlæsning at komme igennem den.
Jeg var som udgangspunkt en smule nølende over for at gå i gang med Colson Whiteheads The Underground Railroad. Orkede jeg egentlig at læse endnu en roman om afrikansk-amerikanske slaver i bomuldsmarkerne med forudsigelige mishandlinger, splittelse af familier, flugtforsøg, indfangninger, afstraffelser og så videre?
Jeg endte med alligevel at give bogen en chance, ikke så meget på grund af de overstrømmende gode anmeldelser og de priser, romanen allerede har modtaget, men mest fordi jeg af diverse omtaler havde fået indtryk af, at Colson Whitehead fortæller historien på en ny måde med brug af en række kreative, utraditionelle litterære greb. Det lød spændende. >> Læs videre
En vidunderlig roman, som de fleste bibliofile kun må kunne elske. Om en skøn, misantropisk, ældre dame alene i en lejlighed i Beirut og om hendes liv gennem litteraturen.
Jeg har tidligere med stor begejstring læst den libanesisk-amerikanske forfatter Rabih Alameddines (f. 1959) prægtigt fabulerende roman The Hakawati, hvor Alameddine på én gang respektfuldt og respektløst blander genfortællinger af klassiske arabiske myter fra 1001 nats eventyr og Koranen med et portræt af en familie gennem flere generationer frem til nutidens Beirut.
Den overflødige kvinde er en helt anden slags roman. Vi er ganske vist også her i Beirut, og glæden ved fortællingen og litteraturen lyser også igennem bogen, men nu er det først og fremmest den vestlige litterære kanon, der spiller med. >> Læs videre
Tæt på fremragende roman om kunstneren som ung, usikker mand på piller og poesi, om muligheden af autenticitet, om at være fremmed i sproget, om tomrummet mellem ordene og om oversættelse som begrænsning og forvanskning, men også som kreativ nyskabelse.
Amerikanske Ben Lerner (f. 1979) har som forfatter især gjort det i lyrik, men han har også udgivet to anmelderroste romaner, hvoraf Leaving the Atocha Station (2011) er den første.
Leaving the Atocha Station er ikke nogen decideret let roman at læse – eller at anmelde. Det er en roman med handling, ja, men det er også en intellektuel reflektion over blandt andet kunst og kunstbegrebet, om sproget som sådan, om oversættelse, om at bevæge sig mellem sprog og kulturer – og endnu mere grundlæggende om (u)muligheden af at leve som et autentisk menneske. Samtidig er bogen tungt ladet med referencer til både aktuel og klassisk litteratur og kunst. Man skal holde tungen lige i munden, men det er værd at læse med, for Ben Lerners reflektioner er både begavede, interessante og i passager også ret vittige. >> Læs videre
Når amerikanske Atticus Lish’ debutroman Forberedelse til næste liv er bedst, har den The Great American Novel-kvaliteter. Det er således en i nogle henseender virkelig flot roman om mennesker på kanten og New Yorks bagside. Desværre taber den pusten – primært fordi den bare er alt for lang.
Romanen følger på skift to (eller faktisk tre) personer: Brad Skinner er soldaterveteran, nylig hjemvendt fra din tredje mission i Irak. Han er en knækket mand med ikke-diagnostisceret post-traumatisk stresssyndrom, som kommer til New York for at forsvinde i storbyen og glemme sin angst og vrede. Hans dage og nætter går med at pumpe jern i ramponerede styrketræningscentre, fylde sig med proteinpulver og anabolske stereoider og ture rundt på værtshuse. Han er en romanperson, det er svært at holde af, selv om man kan sympatisere med ham på grund af de oplevelser fra krigen, han bærer rundt på. >> Læs videre
Lad os bare slå det fast med det samme: Ottessa Moshfegh har en helt og aldeles fremragende pen. Hun skriver om de skæve, de triste, de groteske og de i nogle tilfælde (på overfladen) ligefrem frastødende mennesker. Og hun gør det i et sprog, der er en nydelse at læse fra første til sidste sætning.
Ottessa Moshfegh (f. 1981) er født i Boston, Massachusetts. Hun debuterede som romanforfatter i 2015 med romanen Eileen, som jeg blev opmærksom på, da den blev shortlistet til Man Booker litteraturprisen i 2016. Men inden da havde hun mest gjort det inden for novellegenren. >> Læs videre
Ghanesisk-amerikanske Yaa Gyasis debutroman er en mestendels underholdende, interessant og vedkommende slægtsroman, som tematiserer kolonialisme, slaveri og racisme i både Vestafrika og USA over et imponerende tidsspænd på 250 år.
Romanen tager udgangspunktet i historierne om to halvsøstre, Effia og Esi, som vokser op i det vestlige Afrika i midten af det 18. århundrede i det nuværende Ghana(som de britiske kolonisatorer kaldte Guldkysten). De to piger er født af samme mor, men med forskellige fædre fra henholdsvis Fante- og Asantefolket, som i årtier ligger i krig med hinanden. Pigerne vokser op i hver sin landsby hos hvert sit folk uden kendskab til hinandens eksistens. >> Læs videre
Stærke, stærke noveller fra Haiti, som sætter sig i maven og hjertet. Det er medrivende, underholdende, rørende og vedkommende – og af høj, høj kvalitet. Edwidge Danticat bedriver novellekunst helt oppe i samme mesterklasse som for eksempel canadiske Alice Munro.
Edwidge Danticat (f. 1969) skriver om piger og kvinder i Haiti og i den haitianske ‘diaspora’ i USA. Hun skriver om afstanden mellem på den ene side menneskers håb og drømme og på den anden side deres virkelighed præget af ekstrem fattigdom, vold og politisk forfølgelse eller ‘bare’ af kulturelle forandringer i omverdenen, som sætter begrænsninger på forskellig måde. >> Læs videre
Sorg og svigt, fortielser og fortrydelser. Det er grundkomponenter i enhver god familie, men i Bill Cleggs amerikanske familiedrama Har du selv haft en familie?, som netop er udgivet på dansk, er familierne leveringsdygtige i det hele i lidt større målestok end de fleste.
Romanen starter med den ultimative katastrofe for den godt halvtresårige June Reid. Hele hendes familie omkommer ved en eksplosionsbrand i hendes hus – den selv samme morgen, hvor hendes datter skulle giftes. Junes ca. tyve år yngre kæreste Luke, hendes eksmand, hendes datter og hendes kommende svigersøn er fra det ene øjeblik til det andet væk. Kun hun selv overlever, da hun på tidspunktet for branden var i haven. >> Læs videre
Jeg er Pilgrim er en filmisk krimithriller med en vis underholdningsværdi. Den kunne have været helt god, hvis den havde været 300 sider kortere.
Jeg er Pilgrim lægger ud som en krimihistorie: Hovedpersonen og jeg-fortælleren, der er tidligere hemmelig topagent og går under mange navne, bl.a. dæknavnet Pilgrim, involveres i en mordgåde: En kvinde er blevet myrdet på et hotel i New York, og morderen har tilsynladende anvendt vores hovedpersons bog om opklaringsarbejde som manual til at slette sine spor.
Opklaringen af mordet forsvinder dog ret hurtigt ud i baggrunden (men vender tilbage undervejs på usandsynlig tilfældig vis) til fordel for hovedhistorien:
En saudiarabisk terrorist, kaldet Saraceneren, forbereder et masseødelæggende biologisk terrorangreb på USA. Superagenten Pilgrim, der ellers havde forsøgt at trække sig tilbage fra spionbranchen aktiveres mod sin vilje igen, og historien folder sig ud efter et velkendt skema: Den gode agent mod den onde terrorist i et kapløb mod tiden. Kan Pilgrim finde terroristen, inden han udløser sit angreb, og redde verden fra undergang? >> Læs videre
Chimamanda Ngozi Adichie er ikke bare en succesfuld skønlitterær forfatter (til f.eks. romanerne Americanah (2013) og En halv gul sol (2006), som jeg læste i sidste uge), hun er også politisk engageret i afrikanske forhold og kvinders rettigheder.
En smagsprøve på det engagement får man i den lille pamflet We Should All Be Feminists fra 2014 (den er også oversat til dansk som Vi burde alle være feminister (2014)). Der er tale om et kort essay, som er en bearbejdet udgave af en tale, Chimamanda Ngozi Adichie holdt i december 2012 på en TEDtalk-konference fokuseret på Afrika. >> Læs videre
Vaddey Ratners roman fra De Røde Khmerers rædselsregime i Cambodja/Kampuchea er en umanerlig grum og umanerlig smuk roman. Men den er især smuk, og det er dét, der gør den så læseværdig. En god fortælling, som griber om hjertet og klemmer til.
Vaddey Ratner er født ind i en af Cambodjas royale familier. Hun var fem år, da landets kommunistiske parti, bedre kendt som Khmer Rouge, i april 1975 efter en borgerkrig tiltog sig magten, og under en af historiens store skurke Pol Pot indledte et rædselsregime, der skulle koste mellem en og tre millioner mennesker livet. De fleste døde af sult eller sygdom, men mange hundredetusinder blev henrettet.
Vaddey Ratners familie blev efter regimeskiftet ligesom resten af Phnom Penhs (og andre større byers) befolkning deporteret til landsbyer til genopdragelse som risbønder. Hun overlevede, og efter vietnamesernes invasion af ‘Demokratisk Kampuchea’ i 1975 lykkedes det hende med resterne af sin familie at flygte til Thailand og derfra til USA. >> Læs videre
Lang. Meget lang. Ikke dårlig, på mange måder endda rigtig god. Men lang. Alt for lang.
Historien fortælles i tilbageblik af den 27-årige Theodore Decker. Efter en kort indledende scene på et hotelværelse i Amsterdam, som man som læser aner udspiller sig omkring tidspunktet for det, der sikkert bliver et klimaks i fortællingen, er hele romanen fortalt kronologisk.
Jeg røber ikke mere end bagsideteksten ved at fortælle, at afsættet for romanen er et terrorangreb i New York. Den 13-årige Theo og hans mor befinder sig ved et tilfælde på et museum (The Met?), da en bombeeksplosion river Theos verden i stykker. Hans mor bliver dræbt, og med en fordrukken far, der måneder forinden har forladt Theo og hans mor, og uden øvrige nære slægtninge er den mindreårige Theos skæbne uvis. >> Læs videre
Coraline er på én gang et fantastisk eventyr for børn og en hårrejsende, skræmmende gyser for voksne. Lyder det som en kombination, der er svær at løfte? Ja, det er det, men Neil Gaiman gør det. Ihvertfald lykkedes det ham at skræmme denne midaldrende, voksne mand grundigt med sin angivelige børnebog …
Britisk fødte og i USA bosiddende Neil Gaiman (f. 1960) har i efterhånden en del år haft et stort publikum blandt fans af fantasy og science fiction. Han har skrevet en mængde tegneserier og romaner og noveller for voksne og for børn inden for genren. Fantasy er ikke min favoritgenre, og jeg har derfor ikke før følt mig foranlediget til at kaste mig ud i at læse Gaiman.
Men man skal jo prøve noget nyt ind i mellem, og da Gaimans korte eventyr Coraline forleden tilfældigt bød sig til fra et udstillingsbord i en boghandel, kom bogen med i posen. >> Læs videre
“I would prefer not to.” Sådan lyder den anæmiske skriverkarl Bartlebys svar på enhver anmodning, hans arbejdsgiver eller andre stiller ham overfor i Herman Melvilles pudseløjerlige og psykologisk foruroligende novelle fra 1853.
Og sådan ville mit svar også have lydt indtil for nylig, hvis nogen havde spurgt mig, om jeg var interesseret i at læse noget mere af den fejrede gigant i amerikansk litteratur, Herman Melville (1819-1891). I would prefer not to. Jeg ville foretrække at lade være. Helst ikke.
Jeg havde således næsten forsvoret, at jeg skulle læse noget af Melville igen, efter at hans murstensroman Moby Dick (1851) nær havde taget livet af min lyst til at læse litteratur for nogle år siden. Den stadig står for mig som en af de kedeligste bøger, jeg nogensinde har tvunget mig selv til at læse, klassiker eller ej. Måske er jeg et offer for ignorantens arrogance, men hver gang jeg ser Melvilles monster af en hvalbog trone i toppen af lister over verdens bedste bøger nogensinde, kan jeg ikke lade være med at tænke, at dem, der har placeret den dér, sgu ikke kan have læst bogen selv, eller hvis de har, så ufrivilligt spiller med i Kejserens nye klæder. Ja, ja, den har mange kvaliteter, men den er og bliver først og fremmest kedelig. >> Læs videre
