Don Carpenter: Hard Rain Falling

Jeg havde set frem til at læse Don Carpenters Hard Rain Falling, baseret på gode anmeldelser. Jeg blev dog en lille smule skuffet. Det er ikke en dårlig bog. Den er velsagtens endda ganske god. Eller det var den nok, da den blev skrevet. Tiden har dog ikke været så god ved den.

Don Carpenter (1931-1995) havde aldrig for alvor stor succes som forfatter. Hans debutroman og hovedværk, Hard Rain Falling (opr. 1966), blev vel modtaget af anmelderne ved udgivelsen, men fik ikke noget bredt publikum. Efter hans død genudgav New York Review Books romanen i 2009 med et forord af George Pelecanos, som er den version, jeg har læst.

I romanen følger vi Jack Lewitt. Som forældreløs og opvokset på et børnehjem har han fået en hård start på livet, og resten af hans liv bliver også hårdt. Vi møder ham i slutningen af 1940’erne som en del af en ungdomsbande i Oregon. De keder sig, fordriver tiden på billardsaloner og med smårapserier og slagsmål.

Efter et indbrud bliver Jack sendt på opdragelsesanstalt, hvor han efter overfald på en brutal tilsynsførende tilbringer skræmmende lang tid i isolation i en mørk celle under ydmygende forhold. Ude derfra ender han senere i San Quentin – ganske vist (relativt) uskyldig i de forbrydelser, han bliver dømt for, men som han selv erkender, har han begået så mange andre forbrydelser, at det forekommer rimeligt.

Den stærkeste del af romanen handler om Jack forhold til Billy Landing, en sort knægt, han første gang møder i poolhallerne i Portland, Oregon, og siden bliver cellekammerat med i San Quentin, hvor de udvikler et tvetydigt kærlighedsforhold.

Skildringen af et fysisk kærlighedsforhold mellem mænd (tilmed en sort og en hvid mand) har i 1960’erne næppe været helt ukontroversielt, og Carpenter formidler det fint og troværdigt.

Ude af San Quentin forsøger Jack at etablere et “almindeligt” familieliv med kone og barn, men som vi som læsere allerede fra starten har forstået, kommer det aldrig til at gå ham godt.

The whiskey bottle was in his hand, and he lifted it, holding it up before his eyes. Do I want some of this? Do I want another drink? Suddenly it was very important to know. If he did not want a drink, he did not want anything. If he did not want anything, he might as well die. Because he was already dead.
”Bullshit,” he said aloud. “Bullshit. I’m just in a bad mood.” He tilted the bottle to his mouth and drank, his eyes closed.

Således refereret kunne man tro, at Hard Rain Falling er en samfundskritisk roman om, hvordan et liv på børnehjem, opdragelsesanstalt og fængsel fratager et menneske muligheder og skaber en forbryder. Men det er faktisk ikke Don Carpenters pointe.

Tværtimod understreger han i romanen, at Jack Lewitt allerede før, han blev udsat for det værste på opdragelsesanstalten, længe havde haft trangen til at dræbe et menneske – som en slags indre trang, han havde båret med sig altid.

Carpenters roman handler snarere om et enkelt menneske og hans egen kamp mod indre dæmoner i et hårdt samfund.

Som sådan er Hard Rain Falling slet ikke nogen dårlig roman. Den er ikke dårligt skrevet, bare heller ikke bemærkelsesværdigt godt skrevet. Handlingsmæssigt sker der sådan set rigeligt til at fylde de godt 300 sider ud, men ikke desto mindre blev jeg kun i få passager for alvor fanget ind af den, og jeg småkedede mig faktisk lidt igennem det meste af romanen. Men nu har jeg læst den.

K's vurdering: