Frank Herbert: Profeten på Dune

Lad mig indlede min anmeldelse af den anden bog i Dune-romanserien med at anbefale at læse den første. Dune har med god grund har klassikerstatus blandt de store, litterære rumoperaer. Profeten på Dune føles lidt som et appendiks for særligt nørdede tilhængere.

Den første bog i Dune-serien var en god historie, som hentede en stor del af sin fascinationskraft fra hele opbygningen af universet og fra den klassiske historie om en ung mand, der gradvist opdager, at han er udstyret med særlige evner og bestemt for noget stort, mens han bøvler med at tage denne sin skæbne på sig.

Og hvis du ikke har læst den første bog endnu og allergisk over for afsløringer af selv de mest indlysende pointer, så læs ikke videre, for Profeten på Dune begynder, hvor Dune slutter, og den slutning kommer jeg til at afsløre noget af i det følgende.

Bog nummer to starter bagud på point i den forstand, at den nævnte gode historie jo nu er fortalt, og det nye fascinerende univers er bygget op. Og det er et svært sted at starte.

Bevares, Herbert bygger lidt videre på sin verden. Vi finder ud af mere om, hvordan Rumlaugets navigatører og de tleilaxiske formskiftere fungerer og den slags ting, og der introduceres også enkelte nye skabninger/konstruktioner. Men sammenlignet med den første bogs fortælling om det store ørkenhav på Dune og planetens rolle i hele det galaktiske imperium, opleves de nye tilføjelser som småkrusninger på overfladen.

Frank Herbert skal så have den ros, at han faktisk forsøger at fortælle en ny historie, ikke bare en to’er. Den første bog slutter med Paul Muad’Dib Atreides’ sejr over Huset Harkonnen og det galaktiske imperiums kejser. Profeten på Dune tager sin begyndelse en del år herefter i en situation, hvor Paul Muad’Dib har siddet i flere år som galaktisk kejser med en status som Messias i en ny galaktisk religion.

Den unge, søgende Paul Atreides, vi mødte i den første bog, er nu blevet universets mest magtfulde mand, og mens magten måske ikke har fordærvet ham helt, så har den heller ikke efterladt ham og hans følgere aldeles uforandrede.

Den interplanetare jihad, som Paul i den første bog så i sine profetiske syner, har allerede udspillet sig i den galaktiske historie, og Paul har efter eget skøn ansvaret for at have “dræbt enogtres milliarder mennesker, tilintetgjort halvfems planeter og lagt fem hundrede andre øde” og dertil “udslettet tilhængerne af fyrre religioner.”

I denne situation konspirerer stærke kræfter fra forskellige dele af universet om at vælte Paul ved et kup. Bogens handling spinder sig omkring dette komplot og om Pauls egen profetiske forudsigelse af det.

Det lyder måske storladent nok, men historien – altså selve det dramatiske plot i bogen – føles alligevel lidt “lille.” Der er meget staffage omkring historien, men ret beset er der ikke ret mange handlingsdrivende momenter i plottet.

Pauls profetiske visioner og hans forsøg på at navigere inden for det smalle handlerum, skæbnen har tildelt ham, fylder meget i bogen. Men jeg havde svært ved at engagere mig i de dele.

Jeg havde også lidt svært ved rigtig at fatte interese for en af de nye skabninger, der faktisk introduceres i bogen, gholaen. En ghola er i Dune-universet et afdødt menneske, som er blevet genoplivet ved særlige teknikker, eventuelt udstyret med nogle nye reservedele, f.eks. metaløjne, men som af tleilaxerne (der er dem, der mestrer teknikken) også kan være indpodet med særlige og skjulte karaktertræk eller opgaver.

I Profeten på Dune spiller en sådan ghola en hovedrolle i form af den genoplivede Duncan Idaho – Paul Atreides’ tidligere fægtemester, som i Dune ofrede sit liv for Paul og hans mor. Nu er Idaho tilbage som en noget spooky ghola, som er designet til at spille en rolle i komplottet mod Paul hvilket både vi som læsere og Paul Atreides selv (han er jo profet) ved fra starten.

Og der udspiller sig et psykologisk-eksistentielt drama om, hvorvidt og hvordan gholaen er i stand til at at finde tilbage til, forbinde sig med og vælge den “ægte” Duncan Idaho, den er skabt af, ligesom romanens andre hovedkarakterer skal forestille at være utrolig optagede heraf. Jo, jo, fint nok, men jeg blev ikke grebet.

Alt i alt, og idet jeg undskylder overfor de mange dedikerede tilhængere af Dune-romanserien, så syntes jeg ærligt talt, at det meste af Profeten på Dune var lidt kedelig. Det er ikke en decideret dårlig bog, men man skal nok være meget mere optaget af at udforske dette fiktive sci-fi-/fantasy-univers i alle dets afkroge, end jeg er, for rigtigt at blive fascineret.

Godt, at bogen kun var 300 sider lang. Den næste bog i serien, Børnene på Dune, som jeg egentlig også havde lånt med hjem fra biblioteket, er til gengæld en 650-siders mursten. Det orker jeg ikke. Min nostalgiske Dune-genlæsning stopper her. Med en stor anbefaling af at læse den første bog, Dune (eller Klit, som den hed i den første danske oversættelse i sin tid (og som planeten også kaldes inde i selve bogteksten) før alting – åbenbart også bogoversættelser – skulle rime på amerikanske filmtitler).

K's vurdering: