Philip K. Dick: Ubik

Intet er, hvad det ser ud til, i denne vilde, parapsykologiske og samfundssatiriske sci-fi-klassiker, hvor grænserne mellem liv og død og krop og sind hele tiden udfordres i et uigennemskueligt spil af forskydninger mellem forskellige konstruerede virkeligheder.

Ubik er bestemt anbefalelsesværdig, hvis du har en interesse for filosofisk og psykologisk orienteret science fiction fra midten af det 20. århundrede. Læs den bare ikke i den trælse danske oversættelse, som trækker mindst én stjerne ned i min bedømmelse.

Philip K. Dick var som forfatter blandt andet optaget af filosofiske spørgsmål knyttet til de psykologiske betingelser for erkendelse, menneskenes fælles og individuelle virkelighedsopfattelser, menneskelig identitet og dens ustabilitet. Hans bøger indeholder ofte også samfundskritiske, mere eller mindre satiriske aspekter.

Disse elementer var alle i spil i Dicks Øjet på himlen (opr. 1957), som jeg læste forleden, og som jeg har en særlig – delvist nostalgisk betinget – veneration for.

De er også i høj grad i spil i det senere romanværk, Ubik (opr. 1969, da. 1973), som jeg ikke mener at have læst før. Her bliver det bare vildere og endnu mere syret. Jeg tror, at det vil være rimeligt at sige, at hvis du ikke på forhånd er fan af parapsykologisk science fiction, der roder respektløst rundt i din hjerne, og i øvrigt samtidig bombarderer dig med en masse indforståede neologismer, ja, så er Ubik nok ikke noget for dig.

Det er lidt svært at skrive meget om handlingen uden at røbe for meget, for en stor del af fornøjelsen ved at læse bogen er den gradvise afdækning af, hvad det hele overhovedet går ud på. Man skal således som læser forberede sig på at bevæge sig ind i en tilstand af forvirring, der holder fra bogens start til slut. Faktisk bliver det hele mere og mere udsyret, jo længere man kommer frem i bogen.

Handlingen er henlagt til 1992, som ved romanens udgivelse var kun 23 år fremme i tiden. På nogle områder er romanens forestillinger om de teknologiske fremskridt til den tid vildt overdrevne, på andre det modsatte – sådan som det ofte er tilfældet med science fiction.

Hvorom alting er: I romanens univers har man fundet en metode til at holde afdøde i “halvlive” i en periode efter deres død ved at lægge dem i en dvale, hvoraf de mentalt kan vækkes i kortere perioder, så deres efterladte familiemedlemmer kan tale med dem i et vist omfang. Også på andre områder har den parapsykologiske videnskab udviklet sig – for eksempel bruges clairvoyanter i stor stil til industrispionage.

I denne verden følger vi ansatte i et firma, der har specialiseret sig i at rekruttere mennesker med forskellige typer af paranormale evner med henblik på modvirke clairvoyant spionage. Firmaet er stiftet af en vis Glen Runciter, som løbende konfererer om ledelsen af firmaet med sin kone, der egentlig er død mange år tidligere, men holdes i halvlevende dvale på et såkaldt moratorium i Zürich. Den primære hovedperson er dog Joe Chip, der arbejder for Runciter som parapsykologisk tekniker uden dog selv at have paranormale evner.

Romanens handling skydes i gang af en større opgave for firmaet, som skal udføres på en anden planet, men som går helt galt på måder, jeg ikke skal røbe. Resultatet er imidlertid, at de overlevende pludselig befinder sig i en virkelighed, der gradvist begynder at opføre sig efter andre love end dem, de kender. For vores helt, Joe Chip, og hans kolleger handler det herfra om at finde ud af, hvad der er sket, og hvordan de får styr på virkeligheden.

Hvis du synes, at det lyder forvrøvlet, så er det ikke nødvendigvis mit referat, det er galt med. Handlingen fremstår i løbet af det meste af romanen således temmelig forvirrende og gådefuld, endda temmelig rodet. Det lykkes dog Dick at spinde det meste sammen til sidst (på en måde) – forudsat at læseren er villig til at gå med på nogle forholdsvis vilde præmisser, men det er jo nogle gange genrens betingelser. Nogen fuld afklaring skal man dog ikke forvente sig. Philip K. Dick er notorisk kendt for sine åbne slutninger …

Ud over den dominerende, paranormale sci-fi-intrige kan Ubik også læses som et stykke satirisk samfundskritik med brodden rettet mod det kommercialiserede forbrugssamfund.

Et eksempel på satiren over kommercialismen er Dicks portræt af den almindelige lejlighedstype inden for romanens univers. Det er på papiret en ejerlejlighed, men som lejlighedsejer kan man reelt ikke bruge den til ret meget i det daglige uden hele tiden at skulle betale ekstra. Således skal man betale kontant forud (ved møntindkast), hver gang man skal bruge badeværelset, kaffemaskinen eller komfuret. Ja, man skal sågar indkaste en mønt, hver gang man skal ud eller ind af sin egen lejlighedsdør. Der udspiller sig således nogle ret herlige scener, hvor vores altid afblankede hovedperson, Joe Chip, forhandler med sin egen, talende hoveddør, for at få lov til at komme ud af sin egen lejlighed eller lukke en gæst ind.

I det hele taget er Ubik en temmelig humoristisk roman – midt i det filosofiske og (para)psykologiske science fiction-univers. Ubik har samtidig fået status af nyere sci-fi-klassiker, ikke mindst fordi Philip K. Dick med denne roman i høj grad har været med til at rykke grænserne for, hvordan man kan manipulere virkeligheden indenfor den filosofisk og psykologisk orienterede del af genren.

Om Dicks sprog og om den danske oversættelsen
Jeg fortrød undervejs, at jeg ikke havde læst Ubik på engelsk. Jeg overvejede det endda, men valgte bevidst den danske version, selv om jeg jo sådan set er vant til at læse på engelsk. Jeg havde bare en fornemmelse af, at der ville være mange “sci-fi-neologismer” i bogen, som kunne kræve lidt ekstra opmærksomhed, og at den danske udgave måske derfor ville gå bedre til afslappet ferielæsning med et glas hvidvin i solen. Det var en fejl. Ikke hvidvinen, men valget af den danske udgave. Herunder fordi jeg efterfølgende har konstateret, at Dick faktisk er relativt ligetil at læse på engelsk, trods de mange selvopfundne ord og begreber.

Ifølge bogens kolofon er der tale om 1. udgave fra 2024. I første omgang troede jeg derfor fejlagtigt, at der var tale om en nyoversættelse. Men det kan dårligt være tilfældet, idet det samtidig fremgår, at bogen er oversat fra engelsk af Jannick Storm, som forlod denne verden i 2015. Jeg antager således, at der er tale om en genudgivelse af Jannick Storms (1939-2015) oversættelse fra 1973, i sin tid udgivet på forlaget Notabene. Muligvis har nogen på Lindhart og Ringhof foretaget en form for opdatering af oversættelsen, men det står der ikke noget om i den sparsomme kolofon, og der er heller ikke noget, der tyder på det. I så fald har de ihvertfald gjort et ret ringe arbejde.

Det er ikke fordi, der er mange flere trykfejl, end man efterhånden er vant til – bortset fra i den sidste del af bogen (måske nogen trods alt har læst en slags korrektur, men bare ikke lige nåede igennem de sidste 50 sider …). Til gengæld blev min læsning gang på gang forstyrret af noget, der ligner undersættelser fra engelsk. Ikke deciderede fejloversættelser, men direkte oversættelser af udtryk og ordstillinger, der bare ikke fungerer på dansk.

Jeg blev så irriteret over det, at jeg på nettet fandt frem til en pdf-version af den originale, engelske version for at sammenligne bare et lille udvalg af de passager, jeg var faldet over – hvilket bekræftede mistanken (jeg orkede på den anden side heler ikke at læse bogen i en upraktisk pdf på en iPad, så jeg læste den trods alt færdig på dansk).

Et andet irritationsmoment er fordanskningen af Philip K. Dicks mange neologismer, som der er mange af, og som er en del af interiøret i det fremtidsunivers, han bygger op i bogen. Jeg indrømmer, at det for mange af udtrykkene er svært at finde noget, der svinger lige så godt på dansk som på engelsk, så det er for så vidt ikke en kritik af oversættelsen, men blot endnu en god grund til at læse på engelsk, hvis man er komfortabel med det. Derudover synes jeg dog godt, at man kan stille som krav, at de samme udtryk i det mindste bliver oversat konsistent, hvilket ikke altid er tilfældet i denne danske udgave.

Et eksempel, som samtidig eksemplificerer den måde, Philip K. Dick bruger sproget på:

Jeg refererede ovenfor til en bestemt type af lejlighed indenfor bogens univers. Med en af Dicks neologismer kaldes en sådan lejlighed i den engelske originalversion for en conapt. I et interview fra 1980 har Dick svaret bekræftende på, at conapt er en forkortelse for condominium apartment, hvilket på dansk slet og ret betyder ejerlejlighed.

Neologismen fungerer rimelig mundret på engelsk (hvor apartment i forvejen ofte forkortes apt. på skrift). Dertil spiller den første del af neologismen, “con”, også på en association til en “convenience store,” hvor man som bekendt kan få de fleste bekvemmeligheder, men hvor alt også koster penge og afregnes efter forbrug på stedet. Sådan er det nemlig også i en conapt i Ubiks univers, som jeg var inde på ovenfor.

Associationen fra ”conapt” til “convenience apartment” og “convenience store” er muligvis bare min egen, men det gør det ikke desto mindre til et eksempel på, at mange af Dicks neologismer rummer et overskud af mening, der kan være med til at bære nogle af de satiriske pointer. I dette tilfælde en kritisk af det gennemkommercialiserede samfund, som Ubik (også) kan læses som en satirisk kommentar til.

På dansk er “conapt” blevet til en “konlej”, og det fungerer jo bare ikke lige så godt. “Lej” refererer selvfølgelig til lejlighed, men vi bruger jo ikke almindeligvis “lej” som en forkortelse (så skulle det have været “lejl”, som heller ikke svinger godt). “Kon” giver til gengæld slet ingen mening på dansk i denne sammenhæng.

Ja, beklager, det var meget om oversættelsen, men via den omvej dog også noget bogen som sådan. Hvis nogen skulle være i tvivl, så anbefaler jeg ubetinget, at man læser den engelske originalversion, ikke den danske oversættelse. Faktisk vil jeg gå så langt som til at anbefale, at hvis du ikke er bekvem med at læse på engelsk, så læs hellere noget andet.