Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Argentinsk, dystopisk roman om et fremtidssamfund, hvor dyr er blevet giftige at spise – hvilket imidlertid ikke har gjort menneskeheden til veganere, men derimod til kannibaler …
Argentinske Agustina Bazterricas anden roman, Tender is the Flesh (opr. 2017, eng. 2020), er en i bogstaveligste forstand uappetitlig sag. Og det er tydeligvis også meningen med den. Faktisk er denne hensigt så tydelig, at det imod forfatterens åbenlyse intention tager noget af bogens kritiske brod. >> Læs videre
Afrikansk post-apokalyptisk futurisme og fantasy om en power-trolddomskvinde i den sudanesiske ørken. Det ville måske skræmme nogle væk, men jeg syntes egentlig, at det lød helt sjovt. Det var det ikke.
Man finder ikke mange fantasy-romaner på mine boghylder. Det kommer man næppe heller til fremover. Men en sjælden gang i mellem – typisk i en feriesituation – kan jeg godt blive grebet af en lyst til at flade ud med en eller anden helt uforpligtende, letbenet ramasjangroman.
Det var nok i en sådan sindstilstand, at Nnedi Okorafors Who Fears Death (opr. 2010) smuttede ned i indkøbskurven i en lufthavnsboghandel for nogle år siden. Samtidig lød afrikansk futurisme og fantasy i mine ører som sjove genrer at stifte bekendtskab med. Siden fik bogen lov at stå i reolen med de ulæste derhjemme i nogle år, men nu kom den så med i kufferten her på nytårsferien. >> Læs videre
En filosofisk, spekulativ, dystopisk science fiction-roman fra Mauretanien om en tidsrejsende i Sahara. Det lød så tilpas mærkeligt, at det lige kunne være noget for mig. Men det var det ikke.
Moussa Ould Ebnous Barzakh (opr. 1994, eng. 2022) er vitterligt også mærkelig. Desværre mere mærkelig end egentlig god. Og i sidste ende derfor alligevel ikke rigtig noget for mig. Jeg ved faktisk ikke helt, hvilken slags læser, jeg kan anbefale den til. Men den er virkelig mærkelig. >> Læs videre
Henvender sig nok mest til læsere med en historisk interesse for udviklingen af den tyske, avantgardistiske science fiction-litteratur i starten af 1900-tallet med særlig vægt på den imaginære, ekstraterrestriske lys- og glasarkitekturs filosofiske implikationer for formuleringen af en kommende interplanetær utopi.
Kan du identificere dig med dét læsersegment, så kan jeg absolut anbefale Lesabéndio (opr. 1913, da. 2022) af Paul Scheerbart. Er du derimod – ligesom jeg – ikke helt dér, så skal du nok forberede dig på en lidt tung læseoplevelse. Dette uagtet, at Scheerbarts fantastiske sci-fi-univers isoleret set er et overflødighedshorn af pudseløjerlige og fabulerende ideer med et filosofisk vingefang af galaktiske – og bibelske (babelske) – dimensioner. >> Læs videre
“The King is pregnant.” Sådan lyder den nok mest berømte enkeltsætning fra Ursula K. Le Guins moderne sci-fi-klassiker, The Left Hand of Darkness (opr. 1969). Og kongen er vel at mærke ikke “gravid” på samme måde, som nutidige forældre kan finde på at sige, at “vi er gravide.” Kongen er fysiologisk gravid.
Vi befinder os i en fjern fremtid mange lysår væk på vinterplaneten Gethen, også kaldet Winter.
Hovedpersonen i romanen er Genly Ai, udsending fra den intergalaktiske handels- og idéudvekslingssammenslutning, The Ekumen. Selv er han oprindeligt fra planeten Terra (som vi må forstå som Jorden), men han er udsendt til planeten Gethen for at etablere kontakt og optage beboerne i The Ekumen. >> Læs videre
“I har skabt mig, givet mig sprog, og nu ser jeg jeres fejl og mangler. Jeg ser jeres utilstrækkelighed.”
Af en eller anden grund har jeg ikke tidligere læst noget af Olga Ravn. Og det er da en fejl. Ihvertfald er De ansatte (2018) en aldeles glimrende roman – uanset om man læser den som en kritisk samtidsroman eller som fermt fortalt science fiction-fortælling (og god science fiction er som bekendt altid også det første). >> Læs videre
Science fiction-klassiker om menneskets begrænsede evner for at forstå andet end sig selv. Til den tunge side. Værd at læse, men mest for entusiaster ud i klassisk sci-fi.
Polske Stanisław Lem (1921-2006) er et ikon inden for den klassiske science-fiction-litteratur, og han har efterladt et kæmpestort udgivelseskatalog. Mest kendt er den lidt tunge, psykologisk-filosofiske Solaris (opr. 1961). I en helt anden genre har jeg med fornøjelse også læst den humoristiske The Cyberiad (opr. 1965). >> Læs videre
Kinesiske Cixin Lius Of Ants and Dinosaurs er en fabellignende allegori over den menneskelige civilisation på randen af økologisk sammenbrud. Raffinementet i allegorien er imidlertid nogenlunde på niveau med at blive slået i hovedet med en skovl: Meget trivielt, men også temmelig smertefuldt.
Jævnfør mit forrige indlæg om Agatha Christies And Then There Were None er jeg havnet i en feriebogkuffertløs situation i en by med boghandeler uden noget stort udvalg af litteratur på sprog, jeg kan læse. Man tager, hvad man kan få. Cixin Lius Of Ants and Dinosaurs var et forsøg. Det gik ikke så godt. >> Læs videre
“Det slog ham, at det mest karakteristiske ved det moderne liv ikke var dets grusomhed og usikkerhed, men simpelthen dets skrabethed, dets snuskethed og dets ligegyldighed.”
George Orwells ikoniske klassiker fra 1948 er glimrende nyoversat til dansk af Rasmus Hastrup. Og romanen holder stadig. I dén grad. >> Læs videre
Karel Čapeks klassiker fremstår her 85 år efter sin første udgivelse stadig overraskende original og underholdende, og den er desværre også fortsat højaktuel, selv om den globale kontekst er en helt anden.
Krigen med salamandrene (opr. 1936) har jeg læst for mange år siden som dreng på et tidspunkt, hvor jeg helt sikkert ikke har forstået, hvad den egentlig handlede om (en af de bøger, jeg fandt i mine forældres bogreol, og hvis titel formentlig har virket tillokkende for en læsebegærlig, men meget ung teenager). >> Læs videre
“For fremtiden vil ingen forbryder kunne skjule sandheden. Ikke engang vores egne inderste tanker er længere vores egne – sådan som vi med urette hidtil har troet.”
Svenske Karin Boyes dystopiske fremtidsroman Kallocain (opr. 1940) á la Orwell og Huxley er fornyligt nyoversat til dansk. Et must-read inden for klassisk dystopisk sci-fi, selv om den er lidt stiv i formen. >> Læs videre
Yōko Tawada har fået en spændende idé i form af en dystopisk fremtidsvision om et samfund, hvor det meste af verden er blevet giftig, hvor børnene fødes syge og skrøbelige, mens de gamle bare bliver ældre og ældre og må forsørge de unge. Desværre har hun ikke samtidig fået en idé til en god historie i denne fremtidsverden. Og det gør i sidste ende Udsendingen til en noget kedsommelig affære.
Japanske Yōko Tawada (f. 1960) kender vi her på bloggen fra hendes fine kortroman Brudgommen var en hund og novellen Time Differences. Udsendingen (opr. 2014) er den seneste udgivelse af Tawada på dansk – oversat til lydefrit dansk af Mette Holm. >> Læs videre
Japansk dystopi á la Orwell formår ikke rigtigt at fange, selv om ideen er god. Den er for lang og for uforklaret for min smag. Den indbyggede novelle havde faktisk haft bedre af at stå alene.
Japanske Yōko Ogawa (f. 1962) har ifølge bagsiden på min paperbackversion af The Memory Police (opr. 1994) vundet en mængde japanske litteraturpriser for sit forfatterskab, der tæller en mængde romaner og noveller. >> Læs videre
Kirgisisk science fiction – hvor tit læser du lige noget af dét? Ikke ret tit, vel? Måske skal du bare blive ved med det.
Ja, jeg ved det godt, jeg erklærede for ganske nylig, at jeg nu havde lagt sommerens science fiction-tema bag mig. Men så dumpede denne bog ned i postkassen. Jeg havde ærlig talt glemt, at jeg havde bestilt den for lang tid siden fra et eller andet obskurt antikvariat på den anden side af jorden, men nu bød den sig jo så til (og er det i øvrigt ikke fantastisk, at man kan sidde hjemme i sin sofa og finde frem til sjældne, mærkværdige bøger, der kun er tilgængelige antikvarisk, og med bare et par klik bestille dem hjem til levering på adressen i den københavnske forstad?). >> Læs videre
Fascinerende, forførende, foruroligende – og fremragende. Brødrene Strugatskijs russiske sci-fi-nyklassiker er for første gang udgivet på dansk. Endelig, fristes jeg til at sige, selv om jeg må tilstå, at jeg ikke kendte til den på forhånd.
Det lille, nye, danske forlag Kosmos, som ifølge forlagets hjemmeside satser på science fiction fra ikke-angelsaksiske sprogområder, er virkelig kommet godt fra start. >> Læs videre
Stanisław Lems Kyberiade er for dig, der har hang til humor á la Monty Python, kan lade dig fascinere af gakkede sci-fi-fantasterier, er nørdet nok til gnægge over filosofiske og matematisk-fysiske finurligheder og ikke mindst nyder fabulerende, humoristiske, sproglige neologismer.
I sidste uge læste jeg Stanisław Lems (1921-2006) Solaris. Jeg vidste på forhånd, at det var en klassiker og læste den med den forventning, der hører sig til. Jeg blev indfanget af romanens gyserhistorie og for så vidt også benovet over og fascineret af Lems poetiske og i særklasse fantasifulde udfoldelse af en mulig verden i en anden galakse. Men Solaris er også en noget tung sag, der kræver et særligt, klassisk sci-fi-gen hos læseren. >> Læs videre
Stanisław Lems psykologiske og filosofiske science fiction-gyser fra 1961, klassikeren Solaris, holder stadig, selv om Lem gør hvad han kan for at afbryde den ellers elementært spændende handling med lange og tunge teoretiske kapitler.
Solaris (opr. 1961) af polske Stanisław Lem (1921-2006) fremhæves ofte som en milepæl i det 20. århundredes science fiction-litteratur. >> Læs videre
Klassisk Vonnegut-roman om, at der vitterligt ikke er nogen mening med noget som helst i universet – ud over, at det er en god idé at elske den, der er i nærheden. Og nej, du skal ikke først spørge din lokale præst eller politiker om, hvem der er i nærheden.
Jeg plejer at tælle Kurt Vonnegut blandt mine yndlingsforfattere. Ikke desto mindre har jeg aldrig tidligere læst The Sirens of Titan, Vonneguts anden roman, oprindeligt fra 1959 og i dag at regne for en klassiker. >> Læs videre
Det her er en bog til jer, der voksede op i 1980’erne med arkadespil, de første hjemmecomputere og de tekstbaserede rollespil. Ready Player One er forrygende 80’er-nostalgi for afdankede spil- og computernørder. Og så heller ikke ret meget mere.
Var du også teenager i 1980’erne, og var du også en af dem, der hang ud i arkaden eller på grillbaren og spillede Galaga, Defender, Robotron: 2084, Dig-Dug, Zaxxon eller Donkey-Kong? >> Læs videre
Mere cubansk science fiction. Agustín de Rojas, der er blevet kaldt cubansk science fictions fader, lægger i det stemningsfulde rumepos, A Legend of the Future, en overbevisende billet ind som arvtager til Arthur C. Clarke.
Forlaget Restless Books udgiver en serie med oversat cubansk science fiction. Som eksponent for Cubas yngre generation af science fiction-forfattere læste jeg i den serie forleden Yoss’ gakkede Super Extra Grande (opr. 2014).
Med den ældre Agustín de Rojas (1949-2011) bevæger vi os en generation tilbage og over i den mere seriøse og klassiske afdeling af genren. Faktisk er de to så forskellige, at det egentlig er misvisende at tale om samme genre – de har således ikke meget andet tilfælles end netop det futuristiske element. >> Læs videre
Og nu til noget helt andet, som man siger: José Miguel Sánchez Gómez. Uddannet biolog. Forsanger i det cubanske heavy metal-band Tenaz. Med en fysisk fremtoning, der matcher. Og ikke mindst: Science fiction-forfatter under navnet YOSS. Med en rablende fantasi og en grovkornet humor uden hæmninger. Men også med vid og begavet satirisk kant.
Jeg har ikke lige haft lejlighed til at tjekke Yoss’ metalband, Tenaz, så jeg kan udtale mig om hans evner som rocksanger. Men lad der ikke være tvivl: Han rocker som forfatter. >> Læs videre
Sovjetisk, dystopisk science fiction-klassiker om det ultimative totalitære overvågnings- og kontrolsamfund – fra før både Huxleys Fagre nye verden og Orwells 1984.
Jeg tror ikke, at jeg tager munden for fuld ved at antage, at navnet Jevgenij Zamjatin kun er de færreste danske læsere bekendt. Og ihvertfald tør jeg regne for sikkert, at færre kender til Zamjantin end til George Orwell og Aldous Huxley.
Ikke desto mindre kan Zamjantins roman Vi (1924) ses som en forløber for de to nævntes klassiske fremtidsdystopier, 1984 (1949) og Fagre nye verden (1932). George Orwell har selv fremhævet Vi som en direkte inspirationskilde til 1984. >> Læs videre
Værsgo: Bedst som du sidder og tænker, at nu trænger du da mere end nogensinde til lige at læse noget dominikansk, miljødystopisk, postapokalyptisk, LGBT-science-fiction tilsat lidt avantgardekunstsatire, noget caribisk voodoo, et skævt hård, transseksuel sex og en magisk tidsrejseformidlende anemone … ja, så dumper Rita Indianas Tentacle ned i postkassen.
Tentacle (med den spanske originaltitel La Mucama de Omicunlé, som kan oversættes til Omicunlés tjenestepige) er den dominikanske musiker og forfatter Rita Indiana Hernandéz’ fjerde roman, men den første, der er oversat til engelsk. Den er helt sikkert ikke noget for enhver, men faktisk temmelig meget bedre, end den måske umiddelbart kan lyde … >> Læs videre
Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024 rummer mange gode ideer og potentielt sjove indfald, men den er for usammenhængende og for broget, excellerer for meget i bevidst dårlig smag, vulgaritet og ubehagelig vold – og bliver aldrig rigtig vedkommende.
Den danske forfatter Kasper Colling Nielsen (f. 1974) debuterede i 2011 med novellesamlingen Mount København. Det store gennembrud kom med hans anden udgivelse og første roman, Den danske borgerkrig 2018-2024 (2013), som jeg først er nået til nu. >> Læs videre
Jeff VanderMeers Udslettelse er en slags økologisk sci-fi-/horrorroman med et pseudofilosofisk, wanna-be intellektuelt twist. Ikke entydigt dårlig. Men heller ikke for enhver. For eksempel ikke rigtigt for mig.
Jeg købte romanen i lufthavnen forleden som læsestof til en oversøisk flyvning. Det var den sådan set udmærket egnet til. Den oplevelse af kedsommelig stilstand, der gradvist suppleres af egentligt ubehag, dog fortsat domineret af kedsomhed, som de fleste sikkert kan genkende fra en langdistanceflyvning, er også en ret rammende karakteristik af min oplevelse med at læse Udslettelse. >> Læs videre
Immanuel Kants kategorilære som science fiction-horror-thriller – tilsat tidsrejser, manipulationer af det fysiske rum, mystiske spøgelsesvæsener, en supercomputer, der får HAL 9000 fra Rumrejsen år 2001 til at ligne en TI-90 lommeregner – og samtidig iklædt litterære stileksperimenter á la James Joyce, Thomas de Quincey og 1600-talsprosa. Og nå ja, så får vi undervejs også lige løst Fermis paradoks og bevist Guds eksistens.
Lyder det som lidt af en mundfuld? Det er det også, og det er med mine læsebriller også en for stor mundfuld for den britiske sci-fi-forfatter Adam Roberts (f. 1965). Jeg kipper med kasketten for hans endog meget store ambitioner med romanen The Thing Itself, og for hans mod og vilje til at spænde tanken. Science-fictionplottet holder, men romanen bærer samlet set ikke helt igennem. >> Læs videre
George Saunders’ første bog udviser gode takter, der peger frem mod det senere mesterskab i Tenth of December, som debuten dog ikke er helt på niveau med.
CivilWarLand in Bad Decline er en samling af seks noveller og en kortroman.
Dystopien, fremtidsvisonen om et samfund i undergang, er et gennemgående tema i samlingen. I flere af fortællingerne indgår forlystelsesparken som metafor og symptom på den degenererede verden. I en verden, hvor menneskene har ødelagt naturen og muligheden for et umiddelbart forhold til sig selv og hinanden, er menneskene således dømt til at udleve deres fabrikerede drømme i avancerede forlystelsesparker, hvor alt er kunstigt bygget op og koreograferet med henblik på at sikre den maksimalt autentiske oplevelse. >> Læs videre
Russiske Vladimir Sorokin (f.1955) er et vildt og provokerende forfatterbekendtskab. I En opritjniks dag slår vildskaben imidlertid over i det overdrevent manierede, og provokationen virker for villet.
Romanen udspiller sig i Moskva i fremtidens Rusland, som i 2027 eller deromkring har udviklet sig til et totalitært diktatur under den enevældige ‘Hersker.’ Rusland er fra øst under pres fra Kina, som er den nye stormagt, og har mod vest bygget en stor mur for at holde indflydelse ude fra det degenererede Vesteuropa. Herskeren holder Rusland i et fascistoidt jerngreb ved hjælp af sin sikkerhedstjeneste, opritjnikkerne. >> Læs videre
En gakket fabel med mørke undertoner om de universelle, såre menneskelige dynamikker, der kan føre til diktatur, krig og folkemord.
George Saunders kender vi her på K’s bognoter fra hans seneste, smågeniale novellesamling Tenth of December (da. Tiende december). The Brief and Frightening Reign of Phil er en af Saunders’ tidligere udgivelser, en kortroman på bare 130 små sider, nærmest kun en lang novelle, fra 2005.
Reign of Phil udspiller sig i et ved første øjekast højst besynderligt fantasiunivers, som ved nærmere bekendtskab imidlertid udviser skræmmende lighedstegn med den menneskelige verden. >> Læs videre
Tolstoj på syre – tilsat sci-fi og zombier. Lyder det sært? Det er det også. Det er en vild slædetur, Vladimir Sorokin (f.1955) tager os med på i sin roman Snestormen fra 2010.
Mønsteret i handlingen er for så vidt ret enkelt: Lægen Platon Ilitj Garin hyrer den fattige brødkusk Perkhusja til at transportere sig til landsbyen Dolgoje. I landsbyen hærger en mystisk pestepidemi, og lægen har vaccinen med (man forstår dog efterhånden, at lægen ikke kun er drevet af altruistiske motiver, men også af forfængelig konkurrence med en lægekollega, der allerede er i landsbyen og i gang med at vaccinere).
Men i den russiske isvinter blæser en forfærdelig snestorm. Det, der skulle have været en kort tur på sytten russiske verst, kommer til at tage flere døgn. Og ligesom i den klassiske, russisk-litterære tradition aner man fra starten, at det næppe kommer til at gå godt. >> Læs videre
