Agustina Bazterrica: Tender is the Flesh

Argentinsk, dystopisk roman om et fremtidssamfund, hvor dyr er blevet giftige at spise – hvilket imidlertid ikke har gjort menneskeheden til veganere, men derimod til kannibaler …

Argentinske Agustina Bazterricas anden roman, Tender is the Flesh (opr. 2017, eng. 2020), er en i bogstaveligste forstand uappetitlig sag. Og det er tydeligvis også meningen med den. Faktisk er denne hensigt så tydelig, at det imod forfatterens åbenlyse intention tager noget af bogens kritiske brod.

I romanuniversets dystopiske fremtidssamfund er alle dyr angiveligt blevet ramt af en virus, der har gjort dem giftige at spise for mennesker. Men menneskene kan ikke undvære kød, så derfor har regeringerne legaliseret kannibalisme og sat produktion af menneskekød til konsumption i system.

På særlige farme opdrættes mennesker til slagtning. Det er ganske vist forbundet med de hårdeste straffe overhovedet at omtale disse “høveder” som mennesker, og deres kød sælges ikke som menneskekød, men som “specialkød.”

Romanens hovedperson og jeg-fortælleren, Marcos, er slagter. Oprindeligt slagtede han kødkvæg, nu er han indkøber for et stort, argentinsk slagteri, der kun sælger det fineste menneskekød.

Marcos er imidlertid ved at gå op i sømmene. Hans kone har forladt ham i forlængelse af deres lille barns død, hans far er forsvundet ind i senildemens, og hans søster er helt forskruet. Og så giver hans arbejde ham i stigende grad en dårlig smag i munden. Om man så må sige.

En dag får Marcos af en forretningsforbindelse (en kød-opdrætter) som et slags frynsegode foræret et særlig fint, racerent, levende hun-eksemplar. Og jeg røber ikke mere end bogens klaptekst ved at fortælle, at der – selvfølgelig – sker det, at Marcos gradvist begynder at betragte dette hun-eksemplar som andet end et høved, men som et rigtigt menneske – på trods af, at det er forbundet med dødsstraf at indgå i personlige relationer til et sådant slagtehøved.

Romanens handling er i store dele af sin grundfigur relativt forudsigelig og dermed ikke superspændende. Til gengæld skal Bazterrica have point for en effektfuld slutning, som overraskede mig med paraderne helt nede, må jeg indrømme – bedst som jeg ellers i tankerne så småt var gået i gang med at skrive en lunken anmeldelse af en kedsommeligt forudsigelig historie …

Slutningen kan dog ikke redde hele romanen. Bazterrica har fået en provokerende grundidé i form af regeringssanktioneret og industrialiseret kannibalisme. Men den idé bliver lanceret i mere eller mindre fuld skala allerede på bogens første sider, og så er det som om, der ikke rigtig er mere tilbage – ud over altså at udsætte læseren for alle de former for brud på kannibalismetabuet, man kan komme i tanker om (jeg kan ihvertfald ikke komme i tanker om nogen som helst variationer over kannibalisme, som Bazterrica ikke udfolder i detaljer …).

Budskabet er ikke så svært at forstå: Bazterrica udstiller grundlæggende bare alle de måder, hvorpå vi mennesker i dag behandler dyr: Industrielt opdræt, slagtning, udstilling af alle dele af det slagtede dyr i køledisken hos slagteren, tilberedning og fortæring i hjemmet til hverdag og fest, forarbejdning af dyrenes afflåede huder til lædervarer og så videre. Vi kommer endda også omkring put & take og lystjagt.

Det hele altså bare med mennesker og menneskekød i stedet for kvæg, svin og høns.

Og bevares, selv om jeg kunne være tilbøjelig til at slå romanens gentagne excesser i dét stykke hen som en lidt kedsommelig gentagelse af en pointe, der slås fast allerede på de første få sider, så må jeg også tilstå, at det ikke desto mindre blev med at være en lille smule ubehageligt og kvalmende at læse om. Hvis altså dét skulle et kvalitetstegn, og det kunne det jo godt være, ihvertfald er det givetvis en intention fra forfatterens side.

Rigtig uhyggeligt eller skræmmende bliver det imidlertid ikke. I den sammenhæng synes jeg faktisk, at det var langt mere skræmmende og ækelt at læse Mathilde Walter Clarks lille essay om Hvordan man laver dyr.

De virkelig gode og effektfulde dystopiske fortællinger næres af en snert af – om ikke ligefrem realisme, så dog en lille nagende tanke om, at verden måske faktisk godt kunne udvikle sig i en sådan retning. På dette punkt falder Tender is the Flesh igennem.

Det kan selvfølgelig være min fantasi, der fejler, men hele dette industrialiserede kannibalismekoncept, som romanen bygger på, er trods alt for langt ude til, at jeg som læser kan være med på legen. Kan vi virkelig tro på, at menneskenes kødtrang er så stærk, at de ville forfalde til systematisk kannibalisme, hvis der ikke var andet kød at få? Eller endnu mere urealistisk: Gravrøveri med henblik på fortæring af lig af selvdøde mennesker for dem, der ikke har råd til at gå til slagteren, men kun til grønthandleren …? Det er lidt for fjollet.

I romanens univers florerer i øvrigt også en konspirationsteori om, at hele forestillingen om en giftig dyrevirus i virkeligheden er en løgn udtænkt i et omfattende komplot på verdensplan med det formål at give regeringerne adgang til diktatorisk kontrol over samfundene – og ved samme lejlighed i øvrigt få gjort noget ved overbefolkningsproblemet (ved at spise sig ud af det …).

I dét stykke skulle man næsten tro, at romanen var inspireret af nogle af de mest skøre corona-konspirationsteorier, men romanen er faktisk oprindeligt fra 2017, altså nogle år før covid-epidemien.

Nogle ville mene, at man selv er ude om det, når man vælger at læse en bog, der sådan set deklarer sig selv ret tydeligt som en dystopisk vision om industrialiseret kannibalisme, og det ville jo nok også være rigtigt et stykke hen ad vejen. Jeg havde dog håbet på lidt mere af den kritiske kant, som man finder hos de gode dystopiske forfattere. Her blev jeg lidt skuffet. Den effektfulde slutning får dog lige akkurat Tender is the Flesh op på tre stjerner.

Jeg havde i mit eksemplar af bogen markeret en hel del passager til muligt citat. Men ved genlæsning var de alle sammen for uappetitlige, så der bliver ingen citater i denne omgang.

K's vurdering: