“All my life I pursued knowledge, but I pursued it outside time, and time took its revenge by outfolding elsewhere.”
I dag runder bogbloggeren halvtreds år, og hvad kunne være en mere passende markering her på bloggen end en omtale af en bog, hvori en forfatter komtemplerer over netop dette – eller snarere med afsæt i dette – at fylde halvtreds? >> Læs videre
En grå embedsmand i Panama vikles på kafkask vis ind i en intrige, der involverer et attentat på ministeren, golfkøllesmugleri, en truende invasion og balsameringen af små dyr. En argentinsk forfatter påtager sig rollen som Den Gale Videnskabmand, der stræber efter at erobre verdensherredømmet ved hjælp af en hær af Carlos Fuentes-kloner … Det hele rabler, som det plejer, hos den argentinske, litterære spilopmager César Aira.
Den seneste udgivelse på dansk af César Aira er en dobbeltudgivelse af to kortromaner, Varano (opr. 2002) og Litteraturkonferencen (opr. 1999). Begge fordansket af Airas faste oversætter, Rigmor Kappel Schmidt, og udkommet på det hedengange forlag Tiderne Skifter i 2017. >> Læs videre
Jordbæris bliver aldrig det samme, når man først har læst César Airas Hvordan jeg blev nonne. Er du glad for jordbæris, skal du måske overveje lade den ligge. Er du til gengæld samtidig glad for litteratur, der udfordrer sine egne præmisser, så synes jeg alligevel, at du skal tage chancen. Det her er Aira i topform og ret forrygende.
Efter et par ikke uinteressante, men også lidt skuffende oplevelser med at læse César Aira, begynder jeg med Hvordan jeg blev nonne at se noget af det, der har begejstret så mange andre. >> Læs videre
Argentinske César Airas kortroman, Spøgelserne, er en sær blanding af socialrealisme om forholdene for chilenske immigrantarbejdere i Argentina, semifilosofiske og antropologiske reflektioner over forholdet mellem tid, rum og arkitektur og så, ja, en spøgelseshistorie. Ikke 100 procent vellykket efter min mening, men heller ikke uinteressant.
Spøgelserne (opr. 1990, oversat til dansk i 2011 af Rigmor Kappel Schmidt) adskiller sig en del i stilen fra de to foregående bøger af Aira, jeg læste, The Little Buddhist Monk og The Seamstress and the Wind. De sidstnævnte var fortalt i et højt og rablende tempo (også for rablende efter min smag), mens Aira i Spøgelserne fortæller sin historie i et roligt, næsten adstadigt tempo. >> Læs videre
På en café i Paris sidder en forfatter og søger efter en idé til sin næste roman. Han begynder med en barndomserindring og ender i et grotesk gakket, men også ret humoristisk, sine steder endda poetisk, og under alle omstændigheder aldeles udsyret, fantasy-lignende roadtrip gennem Patagonien – dér, hvor ørkenvinden kan blive forelsket i en syerske, og mytologiske monstre fødes.
Argentinske César Aira har som nævnt i gårsdagens anmeldelse af hans The Little Buddhist Monk en enorm produktion af udgivne bøger bag sig. På baggrund af min beskedne erfaring med hans bøger kan jeg få den tanke, at antallet af udgivelser måske også er for stort. Aira har åbenlyst et gigantisk talent, men tilsyneladende ikke selv noget filter for, hvad der kan udgives – og det kan være farligt for forfatter, hvis store succes måske også har gjort hans udgivers hullet. >> Læs videre
Argentinske César Airas korte roman om en lille, koreansk, buddhistisk munk er en lille pudsighed. En leg med en sjov idé, som rummer gode elementer, men i sidste ende toner for fjollet og usammenhængende ud.
Jeg har tidligere kun læst en enkelt bog af César Aira (f. 1949), En episode i en landskabsmalers liv (opr. 2001, da. 2012), som jeg kun husker for det gode. Der er ellers bøger nok at tage af, for Aira er uhyre produktiv: 75 korte romaner har Wikipedia i skrivende stund talt op, og dertil kommer en antal samlinger af noveller og essays. >> Læs videre
Essayistisk fiktion med afsæt i dét at gå på sine ben gennem by og natur som anledning til reflektioner over verden og livet og meningen med det hele er en klassisk litterær genre, som også har mange fornemme moderne eksempler. Hos argentinske Sergio Chejfec bliver det desværre mestendels til en abstrakt, pseudointellektuel gang på stedet.
Opmærksomme læsere af disse bognoter vil have bemærket, at jeg på det seneste har turneret rundt i den spansktalende del af den litterære verden og for tiden er i gang med et deep dive, som det hedder på nydansk, i den argentinske del af min reol med ulæste bøger. Det var egentlig ikke planlagt, men Argentina er et spændende sted at være rent litterært, så nu, hvor jeg er her, bliver jeg lidt endnu. >> Læs videre
Norah Langes hovedværk er værd at læse for sit intense, hallucinatoriske sprog. Men det kræver sin læser at fastholde interessen for en syttenårig piges fantasier om tre pebermøer, der aldrig foretager sig noget, en hel roman igennem.
Jeg havde store forventninger til denne argentinske klassiker fra 1950, der sidste år udkom i engelsk oversættelse for første gang. Og jeg ville virkelig gerne have været begejstret. >> Læs videre
En syg ko aflives ved pistolskud for pande. En hund får sparket hovedet ind af en sømbeslået støvle i en flok skoledrenges machismoleg. En banal trafiksituation fører til slagsmål mellem to ophidsede trafikanter. En oberst tager sig til sin sabel, før han iværksætter en udryddelseskrig mod et indiansk folk. En sygepasser sprøjter bevidst en overdosis ind i årerne på en patient.
Seks ud af syv noveller i samlingen Southerly (opr. 2016) af argentinske Jorge Consiglio (f. 1962) har det til fælles, at de alle kulminerer i en eller anden form for voldsom eller voldelig udgang. Men derudover er der ikke meget, der binder dem sammen. >> Læs videre
En fortrængt, voldelig, politisk fortid spøger i tilmurede kælderrum, mens alle familier, der har råd, på overfladen holder et rum parat til landets præsident, hvis han skulle få det indfald at komme forbi.
Argentinske Ricardo Romeros (f. 1976) kortroman, The President’s Room (opr. 2015), er ret beset ikke meget længere, end at den også kunne kaldes en lang novelle. Den er skrevet som en serie små stykker kortprosa, der former en sammenhængende historie, men også kan stå alene – hvilket de rent fysisk også gør i bogen: Hver “kapitel” er typisk ikke mere end otte-ti linjer langt; de korteste er kun en sætning; de længste knap tre sider lange. >> Læs videre
Gangstere, mordere, knivstikkere, løgnere, kvindehadere … Jorge Luis Borges’ noveller i Brodie’s Report er fyldt med usympatiske typer. Men fortælle en fortættet, god historie, det kan han.
Brodie’s Report (El informe de Brodie) hører til blandt Borges’ seneste udgivelser – fra den periode, hvor han var blevet blind og dikterede sine skrifter. >> Læs videre
“Jeg mener ikke, at man nødvendigvis bør anse en drøm for at være virkelig, ej heller virkeligheden som galskab.”
Morels opfindelse (opr. 1940) af Adolfo Bioy Casares (1914-1999) regnes for en af de absolutte klassikere inden for argentinsk og latinamerikansk litteratur. Den har tidligere været udgivet på dansk (1988), men genudgives nu af forlaget Sidste århundrede i en spritny oversættelse ved Maria Louise Albjerg Ravnholt og Jon Albjerg Ravnholt. >> Læs videre
“For mig er det at gå ned i metroen forbundet med en svag ængstelse, en flygtig, fysisk anspændthed, mens det at gå op af den hver gang betyder et udefinerligt afkald, en tilbagevenden til gadens feje tryghed; som at have unddraget sig en meddelelse, et system af tegn, der måske kunne tolkes, hvis man ikke altid foretrak det overfladiske.”
Timingen af denne lille, charmerende udgivelse fra Skjødt forlag kunne dårligt være bedre: Bogen udkom i mandags, dagen efter åbningen af Københavns nye metroring. >> Læs videre
“Vi går alle oven på knogler, det er et spørgsmål om at grave dybt nok og nå ned til de tildækkede døde. Jeg må grave, med en skovl, med hænderne, ligesom hundene, der altid finder ben, der altid ved hvor de gemte dem, hvor de efterlod dem glemte” (Mariana Enriquez, fra novellen Intet kød, kun knogler).
Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) regnes ifølge forlagets klaptekst blandt de bedste, nyere argentinske forfattere. Og det forstår jeg godt på baggrund af Ting vi mistede i ilden (2015, da. 2017 ved Tine Lykke Prado & Niels Tryde Munch). Romanen er den første og hidtil eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk, men forhåbentlig bliver det ikke den sidste. >> Læs videre
Charmerende, sjov, underfundig og velskrevet ‘rejsebeskrivelse’ fra argentinsk-franske Julio Cortázar og canadiske Carol Dunlop – men også en udgivelse, der mest fremstår som et lidt parentetisk ‘sideprojekt’ i Cortázars store produktion.
Autonauterne på kosmostradaen. Allerede titlen giver jo én lyst til at læse denne denne bog – ligesom det smukke og sjove omslagslayout af Mille Gøttsch Jacobsen baseret på Juan Pablo Cambarieres illustrationer. Og når den ene af forfatterne så tilmed hedder Julio Cortázar, og der er tale om en spritny udgivelse fra Skjødt Forlag, oversat til dansk af Ane-Grethe Østergaard, så føles det jo næsten som en nødvendighed for denne læser at kaste sig over bogen. >> Læs videre
For den, der måtte have kategoriseret Julio Cortázar i en snæver genrekasse som (kun) forfatter af fantastisk litteratur, må denne fremragende samling af oversatte noveller give anledning til en revurdering.
Som Martin Zerlang skriver i sin indledning til samlingen (læs den til sidst, hvis du ikke vil have din læsning forudindtaget af Zerlangs i øvrigt glimrende, korte analyser af teksterne), så har Cortázar skrevet “i de fleste eksisterende plus et antal hidtil ikke-eksisterende genrer,” og det er afspejlet i udvalget. >> Læs videre
“Hvilken vidunderlig beskæftigelse at rive et ben af en edderkop, anbringe det i en konvolut, skrive Udenrigsministeren uden på den, tilføje adressen, springe ned ad trappen, sende brevet fra postkontoret nede på hjørnet.”
Dette er blot én af mange vidunderlige og underlige beskæftigelser, argentinsk-franske Julio Cortázar (1914-1984) inviterer læseren til at deltage i i tekstsamlingen Historier om kronoper og famøser (opr. 1962). >> Læs videre
Roman om de forsvundne under militærdiktaturet i Argentina i 1976-1983, om eksilet og om det, man kunne kalde glemslens politik på både mikro- og makroplan – fortalt gennem to subtilt sammenvævede personhistorier, fortællerens og den fortaltes.
Skærsild (spansk: Purgatorio) blev den argentinske forfatter Tomás Eloy Martínez’ (1934-2010) sidste roman. Den udkom oprindeligt på spansk i 2008 og er oversat til flere sprog. I dag udkommer den så også på dansk på forlaget Apuleius’ Æsel, oversat af Viveca Tallgren, som også har forsynet bogen med et glimrende forord, der sætter romanen i historisk kontekst. Af Martínez er på dansk tidligere udkommet Santa Evita (1995, da. 1996) og Tangosangeren (2004, da. 2006). >> Læs videre
Gotiske skæbnefortællinger, groteske fabler, modernistisk-psykologiske vanvidshistorier og en gennemgående optagethed af død og vold og menneskets udleverethed til naturen (i sig selv). Argentinske Horacio Quiroga er ikke for enhver, men er afgjort et bekendtskab værd – dog mest for den litteraturhistorisk interessede.
Horacio Quiroga (1878-1937) blev født og voksede op i Uruguay, men han tilbragte store dele af sit voksne liv i Argentina, og han betragtes normalt som en argentinsk forfatter. >> Læs videre
Sjældent har en bog efterladt mig med så blandede følelser over for dens litterære kvaliteter som argentinske Samantha Schweblins Redningsafstand.
Den korte roman var sindsygt spændende at læse undervejs, krybende uhyggelig og skræmmende, og samtidig litterært pirrende i kraft af sin særegne og gådefulde fortælleform. Men netop derfor føltes det også som et så meget større antiklimaks, at Schweblin efter min mening ikke lykkes med (og måske ikke er interesseret i) at bage det litterære brød færdigt, som hun slår op.
Redningsafstand er en kort roman, men den er ekstremt intens. Hele bogen er fortalt i form af en dialog mellem en ung kvinde og mor, der ligger i en seng på en skadestue og – måske – er ved at dø, og en mystisk dreng, som ikke er hendes søn, men sidder på hendes sengekant og udspørger hende. Drengen vil have kvinden til at erindre og fortælle i detaljer om det hændelsesforløb, der gik forud for hendes indlæggelse. >> Læs videre
Små, finurlige historier om almindelige og helt ualmindelige typer på barerne og andre steder i et kvarter i Buenos Aires.
Det er mindre end et år siden, at argentinske Antonio Dal Masetto (1938-2015) blev introduceret for os danske læsere første gang med den glimrende Der er nogle typer dernede (opr. 1998, på dansk 2016). Mikroforlaget Apeleius Æsel, som også stod bag den første udgivelse, har imidlertid fulgt hurtigt op med Folk fra el Bajo, som er et uddrag i dansk oversættelse af Antonio Dal Masettos sammenhængende novellesamling Gente del Bajo fra 1995.
Folk fra el Bajo er en samling ganske korte noveller, som hver især udgør et billede inspireret af forfatterens egen færden rundt i kvarteret el Bajo i Buenos Aires – skævvredet i en pudsig fiktionaliseret form. >> Læs videre
En stemme i nyere argentinsk litteratur, det er værd at holde øje med. Hernán Ronsinos Glaxo er lille af omfang, men stor i sin stemningsskabelse og sin sprogligt raffinerede enkelhed.
Argentinske Hernán Ronsino (f. 1975) var et helt ukendt navn for mig, da jeg tilfældigt faldt over hans kortroman Glaxo (opr. 2009, eng. 2017) i en boghandel i Madrid – fristet af Marina Drukmans designmæssigt exceptionelt lækre omslag. Ronsino, der er uddannet antropolog og til dagligt arbejder som professor ved Buenos Aires Universitet, har tre romaner og en novellesamling bag sig. Glaxo er hans debut på engelsk. >> Læs videre
Vild. Faktisk ret vild. Argentinske Julio Cortázars hovedværk er en rivende, ravende, rablende romanoplevelse. En ekstremt selvbevidst og intellektuel (og samtidig anti-intellektuel) litterær tour-de-force. Eksperimenterende og udfordrende, men alligevel ikke helt så udfordrende, som den giver sig ud for, så frygt ikke.
Forlaget citerer i omtalen af romanen Pablo Neruda for følgende: “Enhver der ikke læser Julio Cortázar er fortabt. Ikke at læse ham er en alvorlig, usynlig sygdom, som med tiden kan få frygtelige følger. Det er ligesom en mand, der aldrig har smagt ferskner. Han bliver stille og roligt mere og mere trist, betydeligt blegere og vil lidt efter lidt tabe håret.” >> Læs videre
Fin lille roman fra Argentina om diktaturets evne til at gennemtrænge menneskenes sind med ødelæggende angst og paranoia.
Buenos Aires, 1978: Det er året, hvor Argentina vinder verdenmesterskabet i fodbold, og landet er på den anden ende af begejstring. Og ikke kun, fordi det i øvrigt er forbudt at kritisere fodboldlandsholdet eller landstræneren. Det er ellers et af den slags forbud, der skal tages alvorligt, for 1978 er også midt under det sidste argentinske militærdiktatur.
Under den eksalterede fodboldfeber i dagene mellem Argentinas sejr i semifinalen og den ventende finalekamp får journalisten Pablo besøg af sin veninde-måske-på-vej-mod-kæreste, Ana, som er ved at gå til af bekymring. Ana har set nogle typer holde til i en bil nedenfor etageejendommen, hvor Pablo bor. >> Læs videre
“Du, som læser mig, er du sikker på, du forstår mit sprog?” Når det er Jorge Luis Borges (1899-1986), der spørger, som han gør i historien om Biblioteket i Babel (1944), kan læserens svar kun være: Nej, ikke umiddelbart. Og ved nærmere eftertanke: Nej, helt sikkert ikke.
For Borges er mester ud i at spinde labyrintiske fortællinger, der uafladeligt underminerer sproget og identiteten, forholdet mellem fiktion og virkelighed, mellem tekst, forfatter og læser. Det er en krævende, men dybt fascinerende oplevelse at dykke ned i Borges’ univers. Men vær advaret: Bevæger man sig først ind i Borges’ mentale labyrinter, kan det være svært at komme ud igen. >> Læs videre
Argentinske Julio Cortázar (1914-1984) er et noget besynderligt bekendtskab. Mildt sagt. Hvis du hører til dem, der foretrækker en historie fortalt lige ud ad landevejen, hvor du ikke hele tiden har forfatteren mistænkt for at være ude på snyde læseren – så er Cortázar nok ikke noget for dig.
Jeg er heller ikke helt sikker på, at han er noget for mig i længden. Men i mange af de 14 noveller, som udgør denne samling (udvalgt og oversat til dansk fra seks forskellige af Cortázars udgivelser fra perioden 1951-1982) kunne jeg nu godt nyde at lade mig trække rundt ved næsen af Cortázars finurligheder, hans bizarre humor og konstante legen kispus med læserens forståelse af teksten.
Cortázars tekster og fantastiske universer er notorisk ustabile. De er fyldt med metamorfoser, spejlinger, omvendinger, glidende overgange mellem liv og død, mellem fiktion og virkelighed, mellem betragteren og det betragtede, og mellem læseren, forfatteren og teksten. >> Læs videre
Pudsig, kompakt og kompleks og sært dragende lille argentisnk roman om…. ja, om præcis dét, titlen angiver: En episode i en landskabsmalers liv. Men også om en hel del mere.
Landskabsmaleren er tyskeren Johann Moritz Rugendas (1812-1858), en virkelig historisk figur og en af sin tids mest berømte landskabsmalere, især for sine skildringer af eksotiske scenerier bragt hjem fra lange rejser i Sydamerika. >> Læs videre
Pudsig lille nicheroman inden for genren “sydamerikansk tango møder jiddisch musical”… Om østeuropæiske jøders udvandring til Argentina i begyndelsen af det 20. årh, hvor mange unge piger blev solgt til prostitution. Romanen har en stedvist fin melankolsk stemning – men formåede ikke at fange mig rigtigt.
Titel: The Moldavian PimpK's vurdering:
