“Jeg mener ikke, at man nødvendigvis bør anse en drøm for at være virkelig, ej heller virkeligheden som galskab.”

Morels opfindelse (opr. 1940) af Adolfo Bioy Casares (1914-1999) regnes for en af de absolutte klassikere inden for argentinsk og latinamerikansk litteratur. Den har tidligere været udgivet på dansk (1988), men genudgives nu af forlaget Sidste århundrede i en spritny oversættelse ved Maria Louise Albjerg Ravnholt og Jon Albjerg Ravnholt.

Adolfo Bioy Casares var nær ven af den 15 år ældre, argentinske novellemester Jorge Luis Borges (1899-1986). Borges har skrevet forord til Morels opfindelse, hvori han giver den følgende anbefaling med på vejen: “Det synes mig hverken at være lemfældigt eller en overdrivelse at kalde romanen perfekt.”

For en fan af Borges er forventningerne dermed skruet højt op. Og de bliver langt hen ad vejen indfriet.

Jeg kan desværre ikke skrive meget om hverken bogens handling eller pointer. Morels opfindelse er en af den slags bøger, som man næsten ikke kan skrive noget om uden dermed uvægerligt at komme til at afsløre for meget af det velgennemtænkte plot og dermed ødelægge noget af læseoplevelsen for den uindviede læser. Og det ville være synd.

For i Morels opfindelse er intet, hvad det giver sig ud for eller synes at være. Bogen er skrevet i form af dagbogsnotater af romanens hovedperson. Og dens komposition og plotmæssige pointe er bygget op om, at læseren sammen med den dagbogsskrivende hovedperson kun gradvist – eller rettere: i flere erkendelsesmæssige ryk – erkender, hvad der egentlig er på spil. Og i sidste ende er vi som læsere slet ikke sikre på, hvad vi egentlig skal mene om det hele.

Romanens tilsyneladende virkelighed bliver således adskillige gange i romanens forløb udsat for radikale omvendinger.

Jeg vil nu berette sandfærdigt om de hændelser, jeg har overværet mellem i går eftermiddags og i morges. usandsynlige hændelser, som virkeligheden ikke kan have frembragt uden besvær … Det lader til, at den virkelige situation ikke er den, jeg har beskrevet på de foregående sider; den situation, jeg befinder mig i, er ikke den, jeg tror, jeg befinder mig i.

Uden at røbe meget mere end bogens bagsidetekst gør, kan jeg dog sige så meget, at bogen udspiller sig på en forladt og øde ø et sted i Oceanien, hvor bogens navnløse hovedperson skjuler sig som flygtning. Hvad og hvem han er flygtet fra, finder vi aldrig ud af.

Øen har ry for at huse en dødbringende sygdom, men det er ikke det eneste foruroligende ved den. Den har tilsyneladende tidligere været beboet, men de eneste bygninger er et forladt kapel og et museum samt en swimming pool, som alle har noget uheldssvangert over sig. Og så er der det uforklarlige naturfænomen, at der på himlen over øen synes at være to måner og to sole.

Protagonistens ensomhed forstyrres imidlertid, da en gruppe fremmede pludselig dukker op på øen. Et slags sommerselskab, der bor i museumsbygningen. Fortælleren belurer dem på afstand og forelsker sig i en af kvinderne.

Flere gange er han tæt på at blive afsløret, men de mystiske gæster ænser ham ikke. Kan de ikke se ham? Eller er de medsammensvorne med hans forfølgere i et uigennemskueligt komplot mod ham? Er de en slags spøgelser? Er han selv?

Spørgsmålene er mange for både fortælleren og læseren, og jeg skal ikke afsløre mere, kun at fortællingen er medrivende som en slags filosofisk sci-fi-krimi – selv om det ville være for meget at kalde den decideret neglebidende spændende. Hertil er den alligevel for omstændeligt fortalt, ligesom man mærker, at den har nogle år på bagen.

Casares’ roman kan betragtes som science fiction, for så vidt den indeholder elementer af fremtidsteknologi. Disse elementer tjener dog primært som anledning til at udfolde en række filosofiske og psykologiske temaer (og det i endnu højere grad end vi kender det fra de romaner, mange af os normalt forbinder med science fiction-genren – selv om sådanne temaer afgjort også optager mange science fiction-forfattere).

Med sin behandling af temaer som forskydninger i tid og rum og forskellige lag af (virtuelle) virkeligheder, der glider ind og ud af og over og under hinanden, samt forholdet mellem den fysiske, kropslige verden og forestillingsverdenen skriver Adolfo Bioy Casares sig således i højere grad ind i den fantastiske genre, som vi kender fra flere af hans landsmænd, herunder oplagt to af hans samtidige, Jorge Luis Borges (1899-1986) og Julio Cortázar (1914-1984).

På bogens bagside er Roberto Bolaño da også citeret for at have kaldt Morels opfindelse for “den første og bedste fantastiske roman fra Latinamerika.”

Selv fik jeg derudover flere gange associationer til Marcel Proust, som unægtelig er en helt anden slags forfatter. Men måden, hvorpå Adolfo Bioy Casares behandler fortællerens forelskelse på afstand i en af kvinderne på øen, og også nogle af hans reflektioner over søvn, drømme og opvågnen samt identitet og erindring fik for mig Prousts På sporet af den tabte tid til at klinge med i visse passager.

Filosofisk gyser, teknologisk sci-fi, kærlighedsroman, fantastik á la Borges og psykologisk selvundersøgelse á la Proust. Det er ikke så lidt at spænde over i en roman på bare 130 korte sider, og det kunne velsagtens godt få én og anden til at spørge, om det virkelig kan bære igennem. Men det kan det.

Jeg var vældig fornøjet over at læse Morels opfindelse, især over det raffinerede plot. Det er en bog, der skal læses omhyggeligt, for ikke så få af de detaljer, der ved første øjesyn kan virke ligegyldige, viser sig senere i bogen at være afgørende brikker i den velgennemtænkte helhed.

Lidt omstændelig er bogen dog også i passager, og sproget er nogle gange mere snørklet, end det havde behøvet at være. Men det tager vi med – bogen har trods alt næsten 80 år på bagen.

Forlaget Sidste århundrede skal have stor tak for (igen) at gøre denne klassiker tilgængelig for os danske læsere.

Morels opfindelse udkommer i dag den 8. oktober 2019. Bogen er venligt tilsendt som frieksemplar til anmeldelse fra forlaget.

K's vurdering: