Eduard von Keyserling: Lumre dage

En vidunderlig, sanselig kortroman om ungdommelig uro, usikkerhed og ustyrlige erotiske drifter og samtidig et mildt ironisk portræt af en hensygnende adelstands distance til sig selv og det ægte, levede liv.

Det er endnu ikke slået fejl for mig: En udgivelse fra forlaget Sidste Århundrede udløser altid begejstring. Det gælder også forlagets seneste udgivelse, Eduard von Keyserlings kortroman Lumre dage (opr. 1906), oversat til dansk af altid gode Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Forlaget har fundet en niche, der tilsyneladende bare bliver ved med at give: At opspore og få oversat mere eller mindre glemte klassikere (kan man være en klassiker, hvis man er glemt?). En af dem er tysk-lettiske Eduard von Keyserling (1855-1918), som jeg tilstår aldrig at have hørt om før. Det er der til gengæld andre, der har. På bogens klaptekst citeres Rainer Maria Rilke og Robert Walser for rosende omtaler, og på dansk grund var Herman Bang en fan.

Bogen begynder i en togkupé. Dens første sætninger:

Allerede jernbanerejsen fra byen ud til Fernow, vores gods, var lige så trist, som jeg havde ventet. Det regnede uafbrudt, en fin, skråtfaldende regn, der syntes at slukke sommerens glød.

Den attenårige fortæller er sammen med sin far på vej til familiens gods i Kurland (i det nuværende Letland). Han har dumpet sin studentereksamen og som straf skal han tilbringe sommeren med at studere under overvågning af sin strenge far, som han kun har et frygtsomt og distanceret forhold til (“Noget mere ubehageligt kunne man vanskeligt forestille sig”).

Der er dog lyspunkter: Tæt på familiens gods bor familien Warnow med de smukke døtre, som fortælleren begge altid har været forelsket i, selv om han for sig selv benægter det for den ældstes vedkommende:

Ellita var ældre end mig og alt for hovmodig, til at en som mig kunne forelske mig i hende. Men af og til, når hun så på mig med sine mandelformede fløjlsøjne, kunne jeg blive helt varm. […] Gerda var på min alder, og hende var jeg forelsket i – havde altid været det. Når jeg tænkte på hendes blanke fletninger, på det smalle ansigt, der var så blidt, at de blå øjne så næsten brutalt mørke ud, når jeg så denne vision af blåt, blegrødt og gyldent for mig, gjorde det næsten ondt i hjertet, men føltes samtidig velgørende.

Men ak, de omgærdede piger har kun familiære eller endog foragtelige følelser for vores fortæller. I stedet muntrer han sig – uden egentlig glæde – et par gange med en tjenestepige, som beredvilligt, men også lidt nonchalant og uden alvor, stiller sig til rådighed for “den unge herre.”

I det hele taget er et gennemgånede tema i bogen kontrasten mellem på den ene side adelens forfinede, men også livsfjerne verden og på den anden side det umiddelbare liv, som bønderne og tjenestefolkene i romanen er så langt bedre til at udleve.

Og når det blev aften, forsvandt stalddrengene og malkepigerne ind i buskadset med hinanden, og fra en fjern eng hørtes en harmonika, og så brændte alt det ubrugte liv i mig som en feber, og jeg bandede over, at alle de smukke og hemmelige og alle de frygtelige og ophidsende ting kun var til for de andre.

Det vigtigste omdrejningspunkt i bogen er dog fortællerens far, den strenge, korrekte mand, som sønnen undervejs til sin egen store forundring afslører i en hemmelig lidenskab, som bliver farens fald. Og det chokerende for sønnen er ikke så meget, at faren har hemmeligheder, men erkendelsen af, at denne strenge, fjerne figur er et menneske med lidenskaber, som også er i stand til at vække lidenskaber hos andre.

Alt dette lyder måske ikke særlig spændende eller originalt, og det er det måske heller ikke. Men von Keyserlings kortroman skal først og fremmest læses for sin stemning, denne særlige stemning af ungdommelig usikkerhed kombineret med lige så ungdommelig passion. Ikke udlevede passioner på varme, lumre sommerdage og -nætter.

Handlingen er således ikke i sig selv specielt interessant, men romanen er alligevel en udsøgt fornøjelse at læse for denne sommerlige ungdomsstemning – skrevet med en enoghalvtredsårig forfatteres modne, let humoristiske distance.

Bogen er forsynet med et oplysende efterord af oversætterparret om von Keyserlings liv og værk. Her kan man blandt andet læse, at von Keyserling tilbragte sine sidste år på sin chaiselong eller i sengen i sin lejlighed, blind og invalideret af en rygmarvslidelse som følge af syfilis, hvorfra han citerede sine sidste værker, herunder Lumre dage, til sine to søstre.

Preis og Monrad foreslår, at denne tilblivelsesproces kan være forklaringen på, at romanen er skrevet i mestendels korte hovedsætninger, som formentlig har gjort den lettere at citere, og som stikker ud i forhold til den traditionelle tyske syntaks. Det lyder sandsynligt. I så fald kan vi som læsere, her mere end et århundrede senere, takke denne von Keyserlings personlige tragedie for at have bidraget til det inciterende, nærværende sprog, som romanen er skrevet i, og som er så stor en nydelse af læse.

Med i feriekufferten har jeg også von Keyserlings senere roman, Bølger (opr. 1911), også fra forlaget Sidste Århundrede. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang. Men det behøver jeg heldigvis heller ikke. Anmeldelse følger.

K's vurdering: