K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Europa

Yvan Goll: Ned med Europa

Af ,
Skriv en kommentar

I efterfølgeren til Eurobacillen fortsætter Yvan Goll sin hudfletning af tidsånden i Europa i slutningen af 1920’erne. Det gør han med perlende vid og skarp satire, og kortromanen er fyldt med små spidse, citatværdige formuleringer. Men jeg var alligevel ikke helt så begejstret for Ned med Europa som for forgængeren.

Jeg var ret fornøjet over tysk-franske Yvan Golls humoristisk-ironiserende, filosofiske kulturkritik, som han udfoldede den i sin kortroman fra 1927, Eurobacillen, som Forlaget Wunderbuch vækkede til live i 2021 med Adam Paulsens oversættelse til dansk, knap 100 år efter førsteudgivelsen. >> Læs videre

Judith Hermann: Vi ville have fortalt hinanden alt

Af ,
Skriv en kommentar

“At skrive historier er at være mistroisk. At læse er at indlade sig på noget. Alle historier fortæller om et spøgelse. Når alt kommer til alt er historiens centrum et sort hul, men det er ikke sort, og det er ikke mørkt. Det kan i bedste fald gløde.”

Vi ville have fortalt hinanden alt er en lidt anderledes bog af Judith Hermann. Bogen er baseret på en forelæsningsrække, som Hermann afholdt i 2022, hvor hun var inviteret til at afholde den årlige, legendariske Frankfurter poetikforelæsning. Det blev til tre forelæsninger, som ligger til grund for bogen. >> Læs videre

Tom Holland: Herredømmet. Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed

Af ,
10 kommentarer

Hvordan gik det dog til, at en lille, obskur, apokalytisk, jødisk sekt bestående af en flok analfabetiske fiskere i Mellemøsten centreret omkring dyrkelse af en af den tids mange omvandrende dommedagsprofeter (som tilmed i første omgang fejlede big time ved at blive henrettet som en simpel forbryder på den mest ydmygende vis), voksede til at blive verdens største religion og nu i mange århundreder i det meste af verden har udøvet et idémæssigt overherredømme så grundigt, at det i praksis er umuligt at formulere en tanke, som ikke er præget af kristendommens tankefigurer?

Dét er det centrale spørgsmål, den britiske historiker Tom Holland (f. 1968) stiller i sit værk, Herredømmet (eng. Dominion), om kristendommens historiske betydning for udviklingen af verdenssamfundet og det moderne menneske. Det er et imponerende ambitiøst værk, flot formidlet, godt at blive klog af og tilmed underholdende. Værd at læse, også selv om Hollands perspektiv i nogle henseender bliver en tand for enøjet.

>> Læs videre

Georgi Gospodinov: Gartneren og Døden

Af ,
1 kommentar

“Min far var havemand. Nu er han en have.” Således lyder den første sætning i denne på mange måder fine, selvbiografiske roman om døden, om sorg og savn, om at tage afsked, om at mindes og om forholdet mellem en far og en søn.

Bulgarske Georgi Gospodinov (f. 1968) kender vi efterhånden ganske godt her på bloggen – takket være hans faste danske oversætter, Helle Dalgaard, og forlaget Jensen & Dalgaard, der med Gartneren og Døden nu udgiver den femte Gospodinov-bog på dansk. Læs mine anmeldelser af de øvrige her. >> Læs videre

Robert Walser: Spadsereturen

Af ,
Skriv en kommentar

“Den spadserende ledsages altid af noget sælsomt, tankevækkende og fantastisk, og han ville være dum hvis han ikke lagde mærke til dette fænomen eller ligefrem stødte det fra sig; men det gør han ikke; han hilser tværtimod alle disse sære og besynderlige forekomster velkommen, slutter i sin begejstring venskab med dem, forbrødrer sig med dem, forvandler dem til håndgribelige verdener, giver dem en krop og sjæl ligesom de på deres side giver ham en krop og sjæl.”

Citatet skyldes den unavngivne fortæller i Robert Walsers novelle, Spadsereturen (opr. 1917, da. 2025), og indgår som element i fortællerens lange mundtlige redegørelse over for en embedsmand på det lokale skattekontor i et forsøg på at unddrage sig en skatteforhøjelse ved at forklare sit erhverv som forfatter og betydningen herfor af tilsyneladende hensigtsløse spadsereture. >> Læs videre

Solvej Balle: Om udregning af rumfang VI

Af ,
Skriv en kommentar

”En trang til ro og solskin. En trang til at blive til kompost. […] Det giver et ganske lille strejf af mening at komme hertil. At dyrke grønt og dø til sidst. At blive blandet op med universet.”

Epikuræisk grøntsagsdyrkning eller topmoderne videnskabelig afkodning af brændte papyrusruller. Er det mon dét, der skal få Tara Selter ud af den attende november? Eller forlige hende og de andre med at blive der? Jeg røber ikke noget, som alle andre læsere af de første bind af Solvej Balles fænomenalt fascinerende, endnu uafsluttede syvbindsværk ikke allerede selv har gættet, ved at afsløre, at dét kommer der heller ikke noget svar på i dette nye, sjette bind af Om udregning af rumfang. >> Læs videre

Natalia Ginzburg: Familieleksikon

Af ,
Skriv en kommentar

Familieleksikon går gerne for at være Natalia Ginzburgs hovedværk. Det var også den bog, der indbragte hende den store italienske bogpris Premio Strega, da bogen udkom i 1963. Det er dog ikke min personlige favorit blandt hendes bøger. Men Natalia Ginzburgs mellemniveau vipper ikke desto mindre de fleste andre forfattere af pinden.

Jeg skal ikke gøre nogen hemmelighed af, at jeg er ret begejstret for Natalia Ginzburg. Jeg har – af uransagelige årsager – først inden for de seneste par år stiftet bekendtskab med hendes værker, men på grundlag af de få bøger, jeg indtil nu har læst af hende (den første, den anden, den tredje) er hun hurtigt rykket op på min øverste hylde blandt europæiske forfattere i det tyvende århundrede. Og ja, der er virkelig mange, vanvittigt gode forfattere på dén hylde. Ginzburg er én af dem, og det er aldeles uretfærdigt, at hun ikke er mere eksponeret. >> Læs videre

Natalia Ginzburg: Family and Borghesia

Af ,
Skriv en kommentar

Den italienske forfatter Natalia Ginzburg er mesterlig, når hun er bedst. Der er anmeldere, der ikke mener, at disse to kortromaner er blandt hendes bedste. Men jeg synes, at de tæt på. Family og Borghesia er begge meget ginzburgianske, og de er begge fremragende.

Natalia Ginzburg kan skrive mere ætsende skarpt om relationer mellem mennesker end de fleste forfattere, jeg er stødt på. Det gør hun igen i de to kortromaner, Family og Borghesia, der her er samlet  i én bogudgivelse (opr. 1977), oversat til engelsk af Beryl Stockman. >> Læs videre

Joris-Karl Huysmans: Mod strømmen

Af ,
Skriv en kommentar

“I en periode, hvor literaturen næsten udelukkende begrundede livets pinefuldhed med gengældt kærlighed eller med jalousi afstedkommet af utroskab, havde han ignoreret disse infantile dårligdomme og udforsket de mere uhelbredelige, vedvarende og dybere sår opstået på grund af overmæthed, desillusionering, foragt, i ødelagte sjæle, der er plaget af nutiden, væmmes ved fortiden, og som skræmmes og fortvivles ved tanken om fremtiden.”

Citatet ovenfor er en karakteristik af Charles Baudelaire ifølge aristokraten og æstetikeren des Esseintes, protagonist i Joris-Karl Huysmans’ roman Mod strømmen (opr. 1884). Og Huysmans roman kan selv betragtes som en udforskning af et muligt svar på, hvad man stiller op med symptomerne på sådanne ødelagte sjæle. I dette tilfælde et æstetisk svar, som fører ud i ekstravagant dekadence. >> Læs videre

Annette von Droste-Hülshof: Jødebøgen. En sædeskildring fra det bjergrige Westfalen

Af ,
Skriv en kommentar

Baronesse Anna Elisabeth Franziska Adolphine Wilhelmine Louise Maria von Droste zu Hülshoff (1797-1848), også kendt som Annette von Droste-Hülshof, ringer måske ikke klokker hos så mange danske læsere. Men i Tyskland er hun veletableret i den litterære kanon.

For mig selv var hun et helt nyt navn indtil Forlaget Ti Vilde Heste for en måned siden udgav en ny dansk oversættelse af kortromanen Jødebøgen med undertitlen En sædeskildring fra det bjergrige Westfalen (opr. 1842). Forlaget Ti Vilde Heste var i øvrigt også et nyt forlagsnavn for mig – med skam at melde, da jeg kan se, at mikroforlaget har været på banen med udgivelser siden 2021. >> Læs videre

Anna Kavan: Is

Af ,
Skriv en kommentar

”Jeg var blevet usikker på virkelighedens natur, hvad angik både mine omgivelser og mit eget indre. Intet af det, jeg så, havde nogen substans, det hele var gjort af tåge og nylon, der var intet inde bagved.”

Således skriver jeg-fortælleren et sted i Anna Kavans hovedværk fra 1967, Ice, som udkom på dansk tidligere på året. Og sådan kan læseren også få det med romanen undervejs i læsningen. >> Læs videre

Ariane Koch: Siden gæstens ankomst

Af ,
3 kommentarer

”Siden gæstens ankomst har man været gammel og syg, og der har samlet sig alt muligt snavs på vinterfrakken, som man godt nok har i sinde at fjerne med en fnugrulle, men hvormed man begiver sig ud i et udsigtsløst forehavende.”

Siden gæstens ankomst er noget så vidunderligt og sjældent som en virkelig morsom roman – fyldt med sprogligt og idémæssigt sprudlende overskud og gakkede absurditeter, der hos Ariane Koch får bund af en filosofisk iagttagelsesevne med sans for det finurlige. >> Læs videre

Sarah Kofman: Rue Ordener, Rue Labat

Af ,
Skriv en kommentar

Et meget personligt erindringsværk fra nogle afgørende år som jødisk pige i Frankrig i 1940’erne i skyggen af Holocaust og i splittelse mellem to mødre og to religioner. Og måske noget andet. Slet ikke et dårligt værk, bare lidt … for lidt.

Den franske filosof Sarah Kofman (1934-1994) nåede i sin tid at udgive et stort antal filosofiske værker, angiveligt især inspireret af Freud og Nietzsche. Rue Ordener, Rue Labat er en anden slags tekst, et ganske kort selvbiografisk værk om Kofmans opvækst under nazisternes besættelse af Frankrig i 1940’erne. Det blev også hendes sidste værk – Sarah Kofman begik selvmord kort efter udgivelsen i 1994. >> Læs videre

Peter Flamm: Mig?

Af ,
2 kommentarer

“Det er ikke mig, ærede dommere, det er en død mand, der taler gennem min mund. Det er ikke mig, der står her, ikke min arm, der bliver løftet, ikke mit hår, der er blevet hvidt, ikke min handling, ikke min handling.”

Mig? (opr. 1926, da. 2024) er tæt på at have 100-års fødselsdag, men som et psykologisk portræt af et splintret sind, traumatiseret af krigens rædsler, er bogen i dén grad stadig vedkommende. Som læser suges man ind i romanens desperat-hektiske, smerteligt-skizofrene stemning, og man er under læsningen lige så forvirret og tvivlende som protagonisten selv. >> Læs videre

Robert Seethaler: Fælleden

Af ,
Skriv en kommentar

Ved hjælp at tredive stemmer fra graven tegner østrigsk fødte Robert Seethaler et flimrende portræt af en østrigsk landsby i det tyvende århundrede. Hvor bogen er bedst, formår Seethaler med få pennestrøg at give sine karakterer liv og blod og nærvær. Men formen gør også romanen lidt for flimrende samlet set.

Af Robert Seethaler (f. 1966) har jeg på disse sider tidligere været svært begejstret for hans internationale gennembrudsroman, Et helt liv (opr. 2014, da. 2016). Jeg havde på den baggrund også pæne forventninger til Fælleden (opr. 2018, da. 2019), som er den anden bog af Seethaler på dansk. De blev delvist indfriet. >> Læs videre

Annemarie Schwarzenbach: Død i Persien

Af ,
2 kommentarer

“Denne bog vil ikke være læseren til megen glæde,” skriver Annemarie Schwarzenbach selv som indledning til Død i Persien (1935/36). Det er selvfølgelig skrevet med et vist koketteri, og det er da heller ikke rigtigt. Der er meget for læseren at glæde sig over i den lille bog. Men den er også for ufokuseret, for uforklaret og for nonchalent i sin komposition til at gøre denne læser rigtig glad.

Annemarie Schwarzenbach (1908-1942) var en schweizisk forfatter, journalist og fotograf. Han var ud af en schweizisk rigmandsfamilie, og levede et bohemeagtigt liv i Berlin i begyndelsen af 1930’erne, hvor hun blandt andet blev nære venner med Klaus Mann (søn af Thomas Mann). Som journalist skrev hun talrige antifascistiske artikler, men til sidst tvang nazismen hende til at forlade Tyskland. I Berlin grundlagde hun også et morfinmisbrug, som i de følgende år skulle tage mere og mere om sig. >> Læs videre

László Krasznahorkai: Den sidste ulv

Af ,
3 kommentarer

En falleret forfatter sidder på et tarveligt udskænkningssted i en centraleuropæisk by og fortæller om et besøg i spanske Extremadura og historien om regionens sidste ulve. Og litterær magi opstår.

Ungarnske László Krasznahorkai er vi her på bloggen tidligere stødt på i form af hans mesterlige roman Modstandens melankoli (opr. 1989, da. 2015). I min reol står også den danske oversættelse af hans Satantango (opr. 1985, da. 2019), som jeg ser frem til at læse, når jeg tager mig sammen til at kaste mig ind i den. >> Læs videre

Annie Ernaux: Årene

Af ,
Skriv en kommentar

Mesterligt erindringsværk. Annie Ernaux favner sin generations erindringer fra den umiddelbare efterkrigstid frem til begyndelsen af det nye årtusinde – med særligt fokus på kvindernes erfaring. Med udblik til de store verdensbegivenheder, men med særlig optagethed af de små dagligdags detaljer.

Franske Annie Ernaux (f. 1940) modtog i 2022 Nobelprisen i litteratur for sit litterære værk, der i overvejende grad bygger på hendes egne, personlige erindringer. Årene (opr. 2008, da. 2021) betragtes gerne som hendes hovedværk og indtog da også en central placering i nobelpriskomiteens begrundelse. >> Læs videre

Katixa Agirre: Mens vi venter på opklaring

Af ,
2 kommentarer

Anbefalelsesværdig baskisk roman om personlige og nationale forsoningsprocesser i forlængelse af de endnu ikke helede sår, som den baskiske terrororganisation ETAs attentater gennem et halvt århundrede har efterladt det moderne Spanien med. Samtidig en roman om kærlighed, skyld og skam. Og om sol og regn i det baskiske sommerland.

Vi tager med andre lige en basker mere – i forlængelse af Bernardo Atxagas Huse og gravsteder. Katixa Agirre (f. 1981) er imidlertid mere min smag. Lidt sjovere, lidt vildere, lidt mere eksperimenterende end Atxaga. >> Læs videre

Bernardo Atxaga: Huse og gravsteder

Af ,
Skriv en kommentar

En baskisk mursten, som består af fem mere eller mindre sammenhængende fortællinger om venskaber og fjendskaber, knudrede familieforhold, politik og populærkultur over fire årtier. Ikke en dårlig bog, men heller ikke af den slags, der får denne læser til at kaste armene over hovedet i begejstring.

K og konen ferierer i Baskerlandet, og der er selvfølgelig lidt baskisk litteratur med i feriekufferten.

Bernardo Atxaga (f. 1951) er et nyt bekendtskab for mig, men Huse og gravsteder (opr. 2029, da. 2021) er faktisk kun én ud af seks udgivelser på dansk fra hans hånd. Til gengæld er Atxaga én af kun ganske få baskiske forfattere overhovedet, der er oversat til dansk. >> Læs videre

Miguel de Unamuno: Tåge

Af ,
Skriv en kommentar

En ironisk, filosofisk skælmeroman fra begyndelsen af det tyvende århundrede om kærlighed, liv og skæbne og om forholdet mellem fiktion og virkelighed. En postmodernistisk roman fra længe før, nogen havde opfundet begrebet postmodernisme.

Tåge (opr. 1914) regnes for den spanske forfatter Miguel de Unamunos (1864-1936) hovedværk. >> Læs videre

Sara Mesa: Kærlighed af en slags

Af ,
Skriv en kommentar

Kærlighed af en slags er den anden udgivelse på dansk af spanske Sara Mesa. Den første var Måneansigt (opr. 2018, da. 2020). Efter læsningen af den skrev jeg, at jeg gerne ville læse mere Sara Mesa. Det vil jeg stadig gerne og nu endnu mere. Hun har en særlig stemme.

I referat forekommer historien i romanen ganske vist så banal og så ofte tidligere gennemspillet, at den nærmer sig en kliché:

Ung kvinde forlader sit job i større by på grund af traumatisk oplevelse og lejer sig ind i et faldefærdigt hus i en gudsforladt flække af en landsby, hvor alle kender alle, og alle lurer på hinanden og især på nytilkomne, og hvor det hele viser sig at være langt fra så idyllisk og afstressende, som protagonisten forestillede sig, og langt fra giver hende roen til at fuldføre den litterære oversættelse, hun har sat sig for at arbejde med. >> Læs videre

Italo Svevo: Zenos bekendelser

Af ,
Skriv en kommentar

“Med sin kriser og daglige svingninger kan livet minde lidt om en sygdom. Men til forskel fra andre sygdomme er livet altid dødeligt. Det tåler ingen helbredelsesforsøg.”

Zenos bekendelser (opr. 1926) er en modernistisk klassiker i den tunge ende. Desværre ikke kun tung i betydningen litterært vægtig, men også i betydningen kedelig og svær at komme igennem. Dette på trods af, at den har ry for at være morsom. >> Læs videre

Natalia Ginzburg: Voices in the Evening

Af ,
Skriv en kommentar

Jeg var meget begejstret for Natalia Ginzburgs essay- og novellesamling The Little Virtues (opr. 1962). Samme entusiasme kan jeg ikke mobilisere for romanen Voices in the Evening (opr. 1961, eng. 1963), selv om den ikke er uden kvaliteter.

Jeg skal advare mod afsløringer af visse dele af handlingen i det følgende. Men hvis du er typen, hvis læseglæde er betinget af udfoldelsen af et handlingsmæssigt plot, så vil du under alle omstændigheder næppe synes om Natalia Ginzburg. >> Læs videre

Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der

Af ,
Skriv en kommentar

Min anbefaling til fans af de to første bøger i Thomas Korsgaards Tue-trilogi er at stoppe dér. Tredje bog er stadig velskrevet, bevares. Den lider bare under at være temmelig kedelig og dertil i mange passager tåkrummende pinagtig i handlingen – på en træls måde.

Thomas Korsgaards to første bøger om Tue fra Nørre Ørum på Skiveegnen, debuten Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren En dag vil vi grine af det, hentede især deres kvalitet i insider-portrættet af Tues dysfunktionelle udkantsfamilie. >> Læs videre

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Af ,
Skriv en kommentar

”En dag vil vi grine af det, tænkte jeg. Ikke i morgen eller i overmorgen. Ikke dagen efter den dag, men en eller anden dag om noget tid ville vi grine af det. Af dét eller af noget andet.”

Anden bog om drengen Tue i Thomas Korsgaards trilogi fra Udkantsdanmark holder det høje niveau fra den første. Som læsere tror vi stadig på Tue, hvis han dog bare ville gøre sig selv det gode at holde op med altid at tage de nemmeste valg – og nogle gange de sværeste. >> Læs videre

Antonio Moresco: Distant Light

Af ,
Skriv en kommentar

“I have come here to disappear, in this desolate and abandoned village where I’m the sole inhabitant.”

Sådan lyder første sætning i italienske Antonio Morescos filosofiske spøgelsesroman, Distant Light (opr. 2013, eng. 2016), om liv og død og grænselandet derimellem, om naturens gang, om vækst og forgængelighed, om mennesket, dyrene og planterne i universet. En ret speciel roman, der ikke er så nem at kategorisere. >> Læs videre

Antonio Tabucchi: Time Ages in a Hurry

Af ,
Skriv en kommentar

En samling uhyre velskrevne og veloversatte, veldoserede og veltænkte noveller af italienske Antonio Tabucchi. Om tid, om erindring, om historiens gang og om ikke at kunne undslippe selv samme historie, hverken den store eller den lille personlige.

Vi snupper lige en Tabucchi mere, nu vi er i gang, i forlængelse af Pereira Maintains (opr. 1994) og Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). >> Læs videre

Antonio Tabucchi: Little Misunderstandings of No Importance And Other Stories

Af ,
Skriv en kommentar

Godt tænkte og dygtigt udførte noveller. Novellesamlingen Little Misunderstandings of No Importance fra 1985 efterlader ikke tvivl om Antonio Tabucchis høje niveau som forfatter. Jeg blev bare ikke rigtig grebet af ret mange af disse historier, som talte lidt for meget til mit intellekt og lidt for lidt til maven og hjertet.

Jeg var i sidste uge meget begejstret for italienske Antonio Tabucchis roman, Pereira Maintains (opr. 1994). Forvetningerne var derfor også høje til Tabucchis novellesamling Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985). De blev kun delvist indfriet. >> Læs videre

Dino Buzzati: Poem Strip

Af ,
Skriv en kommentar

En surrealistisk, kafkask og småpornografisk genfortælling af myten om Orfeus og Eurydike – nu som italiensk tegneseriedigt i pop-art-stil med et twist af Dali og klaustrofobisk mareridt tilsat nøgne damer.

Man er i Rom i nogle dage i vinterferien, og her på bogbloggen giver det sig udslag i et lille italiensk tema. Rom er jo altid skøn, og da i særlig grad i disse dage, hvor skyggetemperaturen når 18 grader, og solen skinner fra en skyfri himmel (alt imens sne- og sludvinteren ikke synes til sinds at slippe taget derhjemme i Danmark). >> Læs videre