Antal Szerb: Oliver VII

“You know, at first I thought he was a little bit stupid. But now I realise, he was always just a king.”

Ungarnske Antal Szerb (1901-1945) er vi tidligere stødt på her på bloggen i form af hans charmerende essay A Martian’s Guide to Budapest (opr. 1935, eng. 2015). Den samme humoristiske, mildt ironiske, men samtidig kærligt velmenende tone, som kendetegner A Martian’s Guide gennemsyrer også Szerbs sidste roman, Oliver VII (opr. 1942, eng. 2007).

Handlingen i romanen er hensat til et fiktivt, lille centraleuropæisk kongedømme kaldet Alturia. Landet lever af at sælge vin og sardiner, og det alturianske folk – “as we all know from our geography books” – er “of a somewhat dreamy nature, fanciful and poetically inclined.”

Her er den unge Oliver VII konge, men ikke en særlig lykkelig en. Han er ligesom det alturianske folk selv lidt af en drømmer og ikke meget tilpas i rollen som konge, som ingen nogensinde har forklaret ham, hvad egentlig går ud på.

Oliver iscenesætter derfor i al hemmelighed en revolution og et kup mod sig selv for at give sig selv mulighed for at realisere drømmen om at opleve livet, det ægte liv “dernede” blandt rigtige mennesker.

Det bringer ham blandt andet til Venedig, hvor han kommer i lag med en gruppe svindlere. Og før han ved af det, er han placeret i en situation, hvor han som led i et stort svindelnummer skal udgive sig for at være sig selv i sin tidligere rolle som konge …

Det hele har karakter af en let satirisk forvekslingskomedie, og som Szerbs engelske oversætter Len Rix bemærker i sit efterord, er bogen bemærkelsesværdig ved sin lette, solskinsvejrsagtige tone, hvor selv skurkene i historien karakteriseres på en kærligt tilgivende måde.

Og ja, det ér på overfladen en komedie i den lettere genre, og den bør også læses som sådan. Som andre gode komedier udforsker bogen ikke desto mindre også seriøse temaer, i dette tilfælde blandt andet spørgsmålet om identitet:

Hvad er forholdet mellem de roller, vi spiller som mennesker, den måde, andre opfatter os på, og vores “egentlige” selv – og er vi egentlig andet end de roller, vi spiller, og de måder, hvorpå vi opfattes? Samtidig tager Szerb også magtens skuespil og maskespil under kærlig behandling.

Oliver VII kan læses på en eftermiddag, og det kan hurtigt blive til en herlig og hyggelig eftermiddag. Jeg småklukkede mig gennem bogen med stor fornøjelse. Måske også slet og ret fordi jeg nød for en gangs skyld at læse noget i den lidt lettere og menneskevarme genre.

Den varme og menneskekærlighed, som gennemsyrer bogen, tilføres en særlig styrke af, at vi som læsere er bevidste om, at bogen er skrevet under 2. verdenskrig, mens Ungarn var under nazistisk styre – og at Antal Szerb (som selv var katolik, men havde jødiske forfædre) døde kun omkring to år senere i en nazistisk koncentrationslejr, tævet ihjel af fangevogterne.

Oliver VII er ikke oversat til dansk. Men det er til gengæld den roman, der normalt går for at være Antal Szerb hovedværk, Rejsende i måneskin fra 1937, som udkom på dansk så sent som i november 2025 på forlaget Sisyfos, oversat af Morten Østergaard Rasmussen. Det kan ikke vare længe, før jeg skal læse den også.

K's vurdering: