Antal Szerb: Rejsende i måneskin

En herligt gakket, løs og løsagtig, på én gang mørk og lys, modernistisk ungarnsk romanklassiker. En roman om at rejse, om at flygte fra sig selv og finde sig selv – og derefter flygte videre fra det, man måske fandt. Om dødsfascination og erotik og det frie fald ned i modernitetens nihilisme (med konformitetens sikkerhedsnet). For sjov og for alvor og vidunderligt velskrevet.

Med andre ord: Sikke en herlig gave, forlaget Sisyfos og oversætter Morten Østergaard Rasmussen forærede os danske boglæsere tilbage i november 2025. Jeg har med nogle måneders forsinkelse først nu overhovedet opdaget den – men det bliver glæden ikke mindre af!

Forleden læste jeg den charmerende, herligt og nænsomt satiriske Oliver VII (opr. 1942) af ungarnske Antal Szerb (1901-1945). Og det var i den forbindelse, jeg blev opmærksom på, at Sisyfos for ganske nylig faktisk har udgivet den roman, der typisk betragtes som Szerbs hovedværk, i dansk oversættelse. Rejsende i måneskin (opr. 1937, da. 2025) er tilmed den første udgivelse af Szerb på dansk overhovedet.

Og lad mig bare sige det med det samme: Rejsende i måneskin er en fornøjelse at læse i Morten Østergaard Rasmussens oversættelse.

Romanens hovedperson er den 36-årige Mihály, der ved bogens begyndelse er på bryllupsrejse i Italien med sin hustru, Erzsi.

Undervejs delagtiggøres vi i en mængde af den rejsendes reflektioner, for eksempel over den hårrejsende hast, hvormed det moderne menneske farer gennem landskaber og landsdele uden at kunne få sjælen med – reflektioner, der lyder helt dagsaktuelle, hvis man altså lige ser bort fra de konkrete transportmidler:

“Der er ikke noget mere frivolt end at rejse med tog. Man burde gå til fods eller i det mindste køre med en postvogn, ligesom Goethe. Det er hårrejsende, at jeg har været i Toscana og så alligevel ikke. At jeg her rejser forbi Arezzo, og at Siena er et sted derovre, uden at jeg er taget derhen. Hvem ved, om jeg nogensinde kommer til Siena, hvis jeg ikke tager derhen nu?”

Den italienske stemning har imidlertid en mere alvorlig indvirkning på Mihálys sind end på den gennemsnitlige Italiensrejsende.

Det er noget med “Venedigs venedighed.” Det rå umbriske landskab (“der er noget ufrugtbart, noget mørkt og noget råt her”). Det Italien, hvor enhver samling småhuse bliver til en landsby med karakter (“en kendt maler er helt sikkert blevet født her, eller også er der blevet tabt et stort slag lige i nærheden”).

Det hele medvirker hos Mihály til at frembringe både hallucinationer, gamle ungdomstraumer og gemte besættelser, herunder en erotisk dødsdrift. Meget tidligt i romanen er det, som om Mihály ikke kan være i sit nye konforme ægteskab, og ved et uheld – som måske ikke er et uheld – bliver han på en togrejse til Rom adskilt fra sin kone.

Mihály fortsætter sin rundrejse i Italien på egen hånd, ført frem af lige dele dunkle drifter, skæbnetunge konspirationer, tilfældige indfald og regulær gakkethed. Mihály flygter på overfladen fra sin kone, men ikke kun eller egentlig primært fra hende, snarere fra sit liv indtil da, eller ihvertfald fra de sidste femten år, hvor han har prøvet på at “blive konform” og passe ind i sin families og samfundets forventninger:

Erzsi var kun én blandt mange, og det var heller ikke så meget menneskene, han flygtede fra, som det var institutionerne og alle årenes grusomme terrorisering.

Men i Italien bliver han indhentet af sin fortid. På nærmest magisk vis konfronteres han én for en med (næsten) alle nøglepersonerne fra sin ungdom, mens han af skæbnen lader sig jagte rundt i nogle gange næsten surrealistiske tableauer, hvor der udspiller sig forskellige, mere eller mindre episodiske scener.

Det hele er meget broget, en smule rablende og aldeles urealistisk. Men også ret sjovt og gennemført charmerende.

Javel, handlingen i bogen hakker noget i det her og dér. Personerne er stort set alle enten lige lovlig karikerede eller for vagt skitserede. Men på én eller anden måde er også disse mangler ved romanen en del af dens charme.

Og Rejsende i måneskin skal under alle omstændigheder ikke læses som en realistisk roman. Den er snarere en modernistisk tour-de-force i et moderne menneskes sind – i en tid, hvor de religiøse, filosofiske og moralske værdier for længst er brudt sammen, men hvor den tomme, konforme borgerlighed ikke desto mindre lever videre i bedste velgående.

Det er en roman, som har forbindelse til reel menneskelig søgen og smerte, men som ikke tager sig selv alt for alvorligt, men tværtimod ikke er flov ved at tilsætte masser af ironi og kitsch, herunder sågar gotiske spøgelseshistorier.

Og vigtigst: Antal Szerb skriver fremragende, her i Morten Østergaard Rasmussens flotte fordanskning. Szerbs sproglige form holder sig hele romanen igennem sprød, sjov og spændstig.

Jeg vil læse mere Szerb! Og så er det jo heldigt, at jeg har mere Szerb på hylden. Det kommer vi tilbage til … meget snart.

K's vurdering: