Lars Emil Foders Fabelagtigheder er sådan en lille bog, der bare er lige til at blive glad af. 44 sjove, charmerende, pudsige og poetiske kortprosatekster båret af sprudlende kærlighed til ordet og fascination af sproget.
Fabelagtigheder er undseelig af størrelse: Formatet er i lommestørrelse, og sideantallet er blot 74, hvoraf en del tilmed er blanke sider holdt i smuk dybgrøn farve, der fungerer som inddeling af teksterne i mere eller mindre tematisk sammenhængende grupper. >> Læs videre
Sophus Helle og Morten Søndergaard puster liv i et af verdens ældste litterære værker med en frisk, sprælsk og levende nyoversættelse.
Gilgamesh. Selv, hvis du ikke umiddelbart er i stand til at placere navnet (litteratur)historisk, så gætter jeg på, at det for mange vækker mere eller mindre vage forestillinger om noget oldgammelt, mytologisk, eksotisk. >> Læs videre
Det postsovjetiske Ukraine i 2010’erne er i Sergij Zjadans gestaltning et på mange måder trøstesløst samfund præget af arbejdsløshed, forfald, korruption, kriminalitet og håbløshed. Men midt i det hele er der samtidig masser af liv – vildt, råt, hårdt og brutalt liv, men også liv drevet af tro, håb og kærlighed.
Zjadans Mesopotamien (opr. 2014) er en roman om en by i Ukraine, men det er især en roman om mennesker, som kunne være fra mange forskellige steder i verden. Det er mennesker med håb og drømme om et bedre liv og især om kærlighed – også selv om de ofte selv forveksler hurtig sex med den kærlighed, det venskab, den nærhed, som de i virkelighed søger. >> Læs videre
Barske, hårde og fortvivlende. Men også trodsige, bekræftende og stærke. Og smukke, sensuelle og erotiske. Britisk-somalisk-kenyanske Warsan Shires debut fra 2011 prosadigtsamlingen Teaching My Mother How To Give Birth rummer det hele, og nogle gange det hele på én gang.
Warsan Shire er født i 1988 i Kenya af somaliske forældre og er i sag bosiddende i London. Jeg stødte første gang på hendes navn i antologien UTOPIA [thirteeen] (Forlaget Korridor, 2013). Shires bidrag hertil – efter min mening antologiens stærkeste – bestod af en serie fragmentariske tekster, der tilsammen udgjorde et slags manifest for kvindens ret til egen krop. >> Læs videre
“Jeg overvejer at lave et online selvmordsangreb. Jeg vil tage et bombebælte på og samle alle mine online venner i én eneste status … og så sprænge mig selv i luften.”
Aboud Saeed (f. 1983) var 29 år i 2011, da det oprør brød ud i Syrien, som udviklede sig til den syriske borgerkrig. Omtrent samtidig begyndte han at skrive opdateringer på sin personlige profil på Facebook under sloganet “Jeg er den smarteste fyr på Facebook” som en ironisk kommentar til alle de selvfede distanceblændere på de sociale medier. >> Læs videre
Korte prosadigte i lækker udgivelse om det, der sammenbinder og adskiller i kroppe, arkitektoniske strukturer, mennesker og tekster.
K’s bognoter plejer at være et julefrit fristed, selv i december. Men i år har jeg foræret mig selv en pakkekalender, en bogpakkekalender, naturligvis, som jeg ikke kunne stå for på Forlaget Korridors stand på Bogforum i år – heller ikke selv om forlægger Simon Kristensen advarede mig om, at jeg formentlig havde læst mange af de små publikationer i pakkerne i forvejen. >> Læs videre
Hvis du umiddelbart tænker, at en samling liberianske, politiske digte på frie vers fra 1962 ikke lige er noget for dig, så har du nok ret. Hold trygt inde med at læse videre. Selv større fans af poesi end jeg ville formentlig medgive, at Bai T. Moores digte i dag primært har historisk interesse.
Forleden omtalte jeg Bai T. Moores kortroman Murder in the Cassava Patch som jeg har læst som indslaget fra Liberia i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Det føltes nu lidt letkøbt at lade Liberia repræsentere af kun en kortroman, som faktisk kun er en novelle. >> Læs videre
Et skuespil om frygt og forræderi, modstand og moderkærlighed fra diktatoren Alfredo Stroessners Paraguay. Enkelt, kort og prægnant, men alligevel med nerve. Ret godt.
Stykket er angiveligt baseret på den virkelige historie om, hvordan den paraguayanske dramatiker, Néstor Amarillas, egen bedstemor på et tidspunkt reddede hans far fra arrestation og henrettelse under Stroessner-regimet (ifølge denne artikel i The Liberator Magazine). >> Læs videre
“Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage / som du fik af den døde / da den døde var levende / da den døde var dit hjerte.”
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er et dybt personligt sorgværk, vokset ud af den personlige tragedie, der ramte forfatteren Naja Marie Aidt (f. 1963) i marts 2015, da hendes næstældste søn, Carl, døde i en ulykke, kun 25 år gammel.
Bogen fremstår som Aidts personlige bearbejdelse af tabet af sønnen, skrevet lidt mere end et år efter dødsfaldet. Men det er ikke kun personlig sorgterapi, for Aidt skriver så stærkt om tabet og sorgen, at teksten bærer bud til os alle. >> Læs videre
Ja, så gør jeg det igen: Med den her går jeg nok lige til grænsen for, hvad jeg kan byde jer, der ellers trofast følger disse bognoter. Altså bortset fra de af jer, der måtte have en særlig antropologisk og kulturhistorisk interesse i klassisk, episk digtekunst inden for vestafrikansk, mundtlig fortælletradition.
Men der er altså ikke meget at vælge imellem, når det kommer til litteratur fra det ellers geografisk store vestafrikanske land, Niger. The Epic of Askia Mohammed er således den absolut eneste udgivelse på engelsk, jeg har kunnet opspore fra landet i forsøget på at indløse min ambition om at læse verden rundt i bøger. >> Læs videre
“Min navle er verdens navle, når jeg piller i den, vibrerer hele universet.” Ja, det skal jeg love for. Når Ursula Andkjær Olsens roman er bedst, er det netop den oplevelse, man kan få som læser: Hele universet vibrerer, på grænsen til at slå sprækker, blive oversvømmet og gå under, når fortælleren åbner sluserne for sin vrede, sin hævnfølelse, sin sorg og sin samfundsmæssige indignation.
Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) er et veletableret navn på på den danske lyrikscene. Med Krisehæfterne (2017) har hun begået sin første roman – som dog ikke er mere roman, end at Andkjær Olsens rødder i lyrikken er meget tydelige. >> Læs videre
Absurd og helt sjovt teaterstykke af den spanske dramatiker Fernando Arrabal, som lader særdeles menneskelige udgaver af Dali og Picasso mødes i en fiktiv dialog – med to af deres malerier, deres indbyrdes konkurrence og den spanske borgerkrig som omdrejningspunkter.
Fernando Arrabal (f. 1932) er angiveligt en af Spaniens internationalt mest opførte dramatikere. Stilmæssigt knytter han an til den europæiske tradition for det absurde teater (Ionesco, Becket m.fl.). Skuespillet Dali versus Picasso er da også rigt på absurde og gakkede elementer, men der er trods alt et (til en vis grad) intelligibelt “plot” i stykkets dialog. >> Læs videre
Når jeg nu alligevel var i gang med den meget smalle, grænsende til obskure, litteratur fra meget små arabiske golfstater (jf. min læsning af Thani Al-Suwaidis The Diesel tidligere på ugen), så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne tage et smut omkring Bahrain også – og få det overstået. Det blev til et kig ind i digteren Qassim Haddads værk.
Bahrainske Qassim Haddads prosadigte har givetvis stor kvalitet for dem, der er til den slags. Personligt var jeg et godt stykke fra at blive grebet af guddommelig digterisk galskab eller noget, der ligner, ved at læse dem. Men læsningen af Qassim Haddad gav god inspiration til at læse lidt op på sagnet om Majnun og Layla og dets reception i både østlig og vestlig kulturhistorie, og det var til gengæld helt interessant. >> Læs videre
Et homerisk inspireret, postmodernistisk, episk langdigt fra Saint Lucia i Vestindien … Det lyder for det første som en selvmodsigelse og for det andet som en noget obskur affære, man må gå til med en vis skepsis.
Det øger ikke i sig selv nødvendigvis forventningerne meget, at Derek Walcott (f. 1930) i 1992 modtog Nobels litteraturpris på baggrund af netop Omeros (opr. 1990). Nobelprisen er som bekendt gået til ikke så få besynderlige forfatterskaber i tidens løb.
Men, men, men: Walcott og Omeros er faktisk et ret spændende og ganske underholdende bekendtskab. Om end ikke decideret lettilgængeligt. >> Læs videre
Ak, det er lidt af en litterær ørkenvandring (tilgiv mig det upassende billedsprog) at hoppe fra atol til atol blandt de mindre ønationer i Stillehavet. Jeg var ikke overrasket over, at det var svært at finde litteratur fra mikrostaten Tuvalu. Men det skulle vise sig endnu sværere for Vanuatus vedkommende.
Vanuatu er med sine godt 200.000 indbyggere og 12.200 km² store landområde ellers betydeligt større end Tuvalu (omend – indrømmet – stadig blandt klodens mindste stater). Men ligesom mange af de øvrige, små østater i Stillehavet har Vanuatu ikke nogen egentlig skriftlig litterær tradition, og det afspejler sig i meget få udgivelser.
Også i tilfældet Vanuatu har jeg i min ambition om at læse en bog fra hvert land i verden måttet slå mig til tåls med en digtsamling. Jeg har ikke kunnet opdrive nogen som helst romaner eller noveller fra landet >> Læs videre
Fast Talking PI er noget så overraskende som tuvaluansk Power Poetry. Der er saft og kraft i Selina Tusitala Marsh’s digte – selv om meget går hen over hovedet på mig.
Nu er det her jo ikke nogen geografiblog, men i tilfældet Tuvalu må man nok have lov at nævne et par fakta, som jeg tilstår, at jeg ihvertfald ikke selv var bekendt med førend fornylig:
Tuvalu er et ørige i Sydhavet bestående af ni beboede atoller dækkede i alt bare 26 km² land, som imidlertig er spredt over et havområde på omkring 1,3 millioner km². >> Læs videre
Det er måske lidt tidligt at give op over for et land i min selvpålagte læseudfordring – at læse en bog fra hvert land i verden – i og med, at jeg indtil nu kun har været igennem lidt mere end 40 lande ud af knap 200. Men Vestsahara er altså en hård nød at knække.
Der er masser af god litteratur tilbage i verden, herunder en masse endnu ulæste bøger og forventeligt gode bøger fra mange forskellige lande på mine boghylder. Ikke desto mindre har jeg ind imellem læsningen brugt noget tid på at opspore potentielle læseoplevelser fra nogle af de – litterært set – lidt mere marginale nationer. >> Læs videre
“I am the nightmare of a mad God / Je suis le cauchemar d’un Dieu fou.” Sådan lyder udgangsstrofen i ét af luxembourgske Anise Koltz’ digte, og de øvrige digte i samlingen At the Edge of the Night er ladet med samme vrede og vildskab.
Det var sværere, end jeg på forhånd havde troet, at finde oversat litteratur fra Luxembourg. Der udgives en del litteratur fra det lille EU-land på Luxembourgs to store officielle sprog, fransk og tysk, og i stigende grad også på det tredje officielle sprog i landet, luxembourgisk. Men der er ikke meget at finde oversat til engelsk, og da slet ikke til dansk.
Jeg har derfor set mig nødsaget til at ty til en digtsamling, selv om jeg i min bestræbelse på at læse bøger fra alle lande i verden som udgangspunkt går efter romaner eller noveller frem for lyrik. >> Læs videre
Okay, okay, jeg er selv bevidst om det: Jeg trækker muligivs lovlig hårdt på tålmodigheden hos nogle følgere af K’s bognoter med disse to ugandiske langdigte fra 1966 og 1970. Lawinos sang og Ocols sang er ikke desto mindre ikke alene historisk interessante, men også i egen ret både overraskende underholdende og relativt lettilgængelige. De er værd at læse.
Okot p’Bitek (1931-1982) blev født i Gulu i det nordlige Uganda i en familie af det luo-talende acholi-folk på det tidspunkt, hvor Uganda stadig var et britisk protektorat. Han blev uddannet antropolog fra Oxford University i 1963, men flyttede siden tilbage til Uganda efter selvstændigheden.
Okot p’Bitek skrev oprindeligt sit mest kendte værk, Song of Lawino på acholiernes sprog luo, men oversatte det selv til engelsk til den form, det blev udgivet i første gang i 1966 (originalen på luo blev først publiceret i 1971). Opfølgeren Song of Ocol fulgte i 1970 som et selvstændigt værk, der imidlertid vil være svært at forstå, hvis man ikke kender Lawinos sang. Det giver derfor god mening, at de to langdigte udgives samlet som i den version, jeg har læst. >> Læs videre
Hmm. Jeg er en ret stor fan af Forlaget Korridor, som man kan have bemærket. Men min velvilje rækker altså ikke til at kunne omfatte forlagets seneste udgivelse med nogen begejstring.
Lise Harlev (f. 1973) er billedkunstner, uddannet fra Kunstakademiet i København og til daglig bosat i Berlin. Jeg er aldrig ligeglad er hendes skønlitterære debut.
Bogen består af 84 korte, selvbiografiske prosastykker, de fleste ikke længere end én eller to sætninger. Prosastykkerne udgør jeg’ets hverdagsobservationer, erindringer og reflektioner i denne stil: >> Læs videre
“vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder / og så smadrer vi hinanden / jeg har bare været smadret / fra begyndelsen”
Casper Erics (f. 1987) langdigt Nike er skrevet som var det én lang, mere eller mindre uredigeret email til ekskæresten: “it’s the things / we love most / that destroys us / knus Caspar / sendt fra min iPad,” som det hedder i udgangsstroferne.
Kærlighedssorgen fylder noget i digtet, men mere centralt står kroppen og samfundets kropsidealer. Caspar Eric ved noget om smadrede kroppe. Han er født med cerebral parese (også kendt som spastisk lammelse) og har gennemgået adskillige operationer på den konto. Digtet er i høj grad en lang reflektion over, hvordan man lever med dét i en kropsfikseret kultur. Der er ikke noget klynk over Nike, omend et vist mål af narcissisme og en hel del vrede og frustration – over oplevelsen af at blive set på og kategoriseret som handicappet. >> Læs videre
“hvis du læser det / te digt vil du dø – der er / ikke nogen som / helst TVIVL om det – så / tænk dig godt om før du læ / ser det til ende / jeg indrømmer at / det er svært at standse her / hvis du først er kom / met så langt men pas / på – hvis du læser vide / re så vil du dø”
Ja, det kræver sin modige læser at læse Klaus Høecks seneste (og måske sidste?) mursten af en digtsamling. Og så måske alligevel ikke…
Klaus Høeck (f. 1938) er en af de tunge drenge indenfor dansk lyrik. Mere end 30 udgivelser og 15.000 digte, en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond siden 1985 og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris er blandt meritterne. >> Læs videre
Heaven Is Open Today er et sympatisk, omend ikke fuldt ud vellykket, multikunstnerisk projekt: På én gang en digtsamling, en illustreret og illumineret bog og en musikudgivelse.
Kamilla Hygum Jakobsen har skrevet tekster og musik, bandet In Carbon Diamonds Grow står for musikken (med Kamilla Hygum Jakobsen selv i den vokale front), Carl Quist Møller har illustreret, mens Morten Agergaard står for kalligrafering af bogens tekster og grafisk designi øvrigt. >> Læs videre
Nu er jeg jo ikke den allerstørste fan af digte som genre. Og jeg interesserer mig ikke det fjerneste for sport, mindst af alt fodbold. Så det var lidt op ad bakke fra starten for Marie Gerhardts (f. 1978) Amagermesteren, da det gik op for mig, at jeg her sad med en samling sportsdigte om blandt andet forfatterens erindringer fra tiden som fodboldpige på Amager.
Nuvel, man må jo efter bedste evne forsøge at sætte parentes om sine fordomme. Og Amagermesteren viser sig da også at handle om en del andet end sport. Først og fremmest fremstår digtsamlingen som en serie mere eller mindre selvbiografiske (gætter man på) erindringsglimt fra en opvækst i 1980’erne og 1990’erne på det ikke særligt fancy Amager. >> Læs videre
“Kramfaje nuppa nappa meje
stinkelbener edderreje
bille utte raps antenner
funkelgnister, trumbannister
guldsafiranunkelknister”
Nej, det er ikke K’s bognoter, der er blevet hacket eller har fået virus. Det er bare Birgitte Krogsbølls skønne børnebog Funkelgnister med den passende undertitel Rim, råb og remser.
Nu læser vi jo ikke så tit børnebøger her hos K’s. Det har da også den særlige anledning, at Birgitte Krogsbølls Funkelgnister er en af syv digtbøger, der er blevet udtaget som kandidat til Politikens Litteraturpris 2015, og som jeg har sat mig for at læse allesammen. >> Læs videre
“jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / kom ikke til mig med jeres bløde shit”
Ursula Andkjær Olsens (f. 1970) seneste digtsamling, Udgående fartøj, er hård kost. Stenhård.
Værket kredser om at håndtere sorg og tab. Det er ikke lysende klart af digtene, hvori sorgen og tabet består, men jeg har læst mig til, at Andkjær Olsens forrige udgivelse, Det 3. årtusindes hjerte (som jeg ikke har læst), tematiserede afbrudte graviditeter. Og det giver god mening at tolke tabet i Udgående fartøj som knyttet til erfaringen af en uønsket abort. Men det er sådan set ikke nødvendigt med en så konkret tolkning, for Udgående fartøj fungerer også som tematisering af tab og sorg mere generelt. >> Læs videre
Sorg, savn, seksualitet og psykoser kunne være nogle af overskrifterne for Bjørn Rasmussens på én gang stærke og skrøbelige digte. I passager frastødende, nogle gange decideret klamme, i andre passager rørende og båret af stor ømhed. Det ene øjeblik er digteren på grænsen til det ynkeligt selvoptaget klynkende, det næste lynende skarp og brutal i sin selvgennemlysning.
Det er ikke nødvendigvis min kop te, men det har mere med min personlige smag at gøre end med Bjørn Rasmussens (f. 1983) evner. For der er ingen tvivl om den høje kvalitet. >> Læs videre
“Fordi døden er den fest / I holder / er mit digt / en magisk bønnespire / i jeres anus.”
Der er en vildskab og en rå, sorthumoristisk energi i de bedste dele af Thomas Bobergs dystopiske, samfundskritiske digttrilogi om hesteæderne og den samfundsnedbrydende kamp om kulturherredømmet mellem Konsulens og Kaliffens tilhængere. Men den er også for lang og taber pusten ind imellem.
Hesteæderne (1-3) er sin form overordnet set at betragte som et stort sammenhængende epos. Digttrilogien er organiseret i selvstændige digte i varierende rytmiske former, i passager lyrisk, men i overvejende grad gående i retning af det prosaiske digt. Der er dog en tydelig, fremadskridende fortælling i digtene, som således bør læses i sammenhæng og i rækkefølge. >> Læs videre
Kan man skrive en bog kun ved bruge af tegnene >< ? Ja, det har Kenneth Krabat ihvertfald gjort. Det er ikke for alle og enhver – herunder nok heller ikke ikke for mig. Men det er om ikke andet anderledes end det meste.
På Kenneth Krabats hjemmeside kan man om udgivelsen læse, at Krabat og hans forlægger Morten E. Nørskov fra forlaget tab&nar (ja, det kalder forlaget sig) var enige om, “at bogen nok kun henvender sig til visuelle poeter med flair for selvbyggerhistorier og/eller dramatisk grundforskning. Man skal nok være lidt poetisk autistisk eller virkelig ønske at være med på nybyggervognen, når den bevæger sig over den poetisk-semantiske prærie mod solopgangen.”
Den vogn ville jeg da gerne være med på, tænkte jeg, selv om jeg jo nok på forhånd var lidt nervøs for, om der virkelig var plads til mig dér. Så da jeg blev tilbudt et eksemplar til anmeldelse, takkede jeg ja til udfordringen af min vanelæsning. >> Læs videre
“Snart formørkes det grublende menneskes pande.” Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad denne strofe fra Georg Trakls klassiske digtsamling Sebastian i drømme egentlig skal betyde. Men det lyder tungt og som noget, der kan overgå mig selv, hvis jeg skulle fortabe mig i forsøg på at forstå Trakl. Det tror jeg, at det gælder om at undgå.
Den østrigske digter Georg Trakl (1887-1914) spiller en ikke helt ubetydelig rolle i Lutz Seilers roman Kruso (2014, da. 2015), som jeg læste i sidste uge. Her refereres hovedpersonen Ed ustandseligt for at citere digte af Trakl, og digtene udgør et ikke uvigtigt kontaktpunkt mellem Ed og titelkarakteren Kruso (uden at vi dog som læsere får citeret en eneste strofe af Trakl i romanen).
I den forbindelse kunne jeg kun opfatte det som en invitation, da jeg i denne uge i en boghandel tilfældigt faldt over Trakls angivelige hovedværk, samlingen Sebastian i drømme, som netop er genudgivet på forlaget Rosinante i delvis ny dansk gendigtning ved Rolf Gjedsted. >> Læs videre
