Hedvig Skjerdingstad: Bindevæv

Korte prosadigte i lækker udgivelse om det, der sammenbinder og adskiller i kroppe, arkitektoniske strukturer, mennesker og tekster.

K’s bognoter plejer at være et julefrit fristed, selv i december. Men i år har jeg foræret mig selv en pakkekalender, en bogpakkekalender, naturligvis, som jeg ikke kunne stå for på Forlaget Korridors stand på Bogforum i år – heller ikke selv om forlægger Simon Kristensen advarede mig om, at jeg formentlig havde læst mange af de små publikationer i pakkerne i forvejen.

Det sidste var rigtigt, for så vidt angår kalendergave nummer ét i går (som var novellen Søvn af pakistanske Bina Shah fra antologien UTOPIA [thirteen], jeg tidligere har omtalt her på bloggen).

Bogpakkekalender 2018 fra Forlaget Korridor.

Men allerede i dag, den 2. december, var der gevinst i form af Hedvig Skjerdingstads prosadigtsamling, Bindevæv, som jeg ikke før har læst.

Lad mig med det samme bekende, at jeg nok ikke er den primære målgruppe for en udgivelse for denne. Lyrikken er ikke min favoritgenre, heller ikke når den kommer i form af kortprosadigte som her. Det afspejler sig i min vurdering. Men jeg har forsøgt at læse med åbent sind.

Hedvig Skjerdingstad (f. 1989) er en københavnsk, norsk/svensk arkitekt, der ifølge hendes hjemmeside arbejder i spændingsfeltet mellem kunst, arkitektur og tekst og relationerne imellem dem.

Bindevæv består af 32 kortprosastykker, som kan læses som et samlet prosadigt. Hvert tekststykke har fået sin egen side i udgivelsen og er forsynet med en overskrift i form af substantiv, der på den en eller anden måde er forbundet til bindevæv og mellemrum, f.eks. klister, overgang, struktur, form, proces, udveksling, mutation osv.

(distance)

Udenfor kroppen er der altid noget andet end mig. Huden definerer min grænse, mit møde med verden. Indenfor den ydre overflade, er der kun mig.

Det der er tættest på, forekommer længst væk.

Indpakningen holder den velkendte høje grafiske standard fra Forlaget Korridor. Der er tale om en sart lille, hvid/lyserød/sølvgrå ting, layoutet og illustreret af Skjerdingstad selv med et dejligt ødselt forbrug af blank sideplads og nogle lyserødt tintede, grafiske opslag i midten af bogen.

Det grafiske udtryk understøtter Skjerdingstads hovedinteresse i teksterne: En form for kunstnerisk, hverdagsfilosofisk undersøgelse af det, der binder sammen og adskiller. Det tomme mellemrum mellem celler i kroppen, mellem ord i tekster, mellem mennesker i relationer.

I mange af teksterne konfronteres vi med et “jeg” og et “du” i dialog. “Du’et” står gennemgående for den samlende, forenende position, mens “jeg’et” er mere skeptisk, tvivlende, distanceret.

(muligheder)

Jeg søger ly i en verden der konstant bliver til, og finder behag på den blanke side. Frygt for valg, kalder du det, og siger det som om det er et problem.

Holder det? Tja, jeg var ikke meget imponeret, men heller ikke frastødt. Nogle af de korte tekststumper tenderer i retning af tankevækkende og er som sådan fine nok. Andre fandt jeg dog tættere på det banale, og nogle hælder mod det affekteret villede. Der mangler noget indholdsmæssig substans og tyngde i den ellers elegante indpakning.

Men som pakkekalenderlæsning hen over morgenkaffen sådan en første søndag i advent var det en fin nok lille sag. Og jeg glæder mig til at pakke de næste op i løbet af måneden.

Jeg kan ikke garantere mod flere pakkekalenderrelaterede indslag i løbet af december. Men jeg lover, at det ikke bliver mere julet end som så her på bloggen.

K's vurdering: