Et læsested er det fysiske sted, du opholdt dig, da du læste en bog. Et læsested kan også være det mentale sted i livet, hvor du befandt dig dengang. Eller det kan være et bestemt sted i en bog, forstået fysisk-konkret som for eksempel det sted i bogen, du ikke kan genfinde, men hvor du bare véd, at du har læst en særlig prægnant formulering.
Martin Glaz Serup kommer omkring alle disse betydninger og flere endnu af begrebet “læsesteder” i sin charmerende, lille bog af samme navn. >> Læs videre
Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024 rummer mange gode ideer og potentielt sjove indfald, men den er for usammenhængende og for broget, excellerer for meget i bevidst dårlig smag, vulgaritet og ubehagelig vold – og bliver aldrig rigtig vedkommende.
Den danske forfatter Kasper Colling Nielsen (f. 1974) debuterede i 2011 med novellesamlingen Mount København. Det store gennembrud kom med hans anden udgivelse og første roman, Den danske borgerkrig 2018-2024 (2013), som jeg først er nået til nu. >> Læs videre
Thorkild Hansens trilogi fra 1967-1970 om den danske slavehandel er fremragende historieformidling med sin kombination af primærkildebaseret historieskrivning, fiktion og rejseberetning.
Thorkild Hansen (1927-89) fik i 1971 tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien, som omfatter bøgerne Slavernes kyst (1967), Slavernes skibe (1968) og Slavernes øer (1970). >> Læs videre
En simpel og alligevel uendelig kompliceret kærlighedshistorie mellem en ung pige og en dreng, fortalt i korte glimt og svømmende prosa.
Det er den 24. december, og jeg har åbnet den sidste pakke i min fine bogpakkekalender fra Forlaget Korridor, hvorfra jeg her på siden har anmeldt nogle enkelte bøger her i løbet af december (hvis du vil se alle bogkalendergaverne og korte omtaler af dem, må du gå til K’s bognoters profil på Instagram). Julegaven er kortromanen Historien (2013) af Kristina Stolz (f. 1975). >> Læs videre
Komiske, surrealistiske eller helt absurde små kortprosatekster om mangt og meget og ingenting og gakkelak. Giver det mening, mine herrer og damer? Nej, slet ikke. Men læs med alligevel.
Viggo Madsen (f. 1943) debuterede helt tilbage i 1966 og har en længere publikationsliste bag sig, som især omfatter lyrik, men også en del prosa, herunder både børnebøger og kortprosa for de voksne. >> Læs videre
Korte prosadigte i lækker udgivelse om det, der sammenbinder og adskiller i kroppe, arkitektoniske strukturer, mennesker og tekster.
K’s bognoter plejer at være et julefrit fristed, selv i december. Men i år har jeg foræret mig selv en pakkekalender, en bogpakkekalender, naturligvis, som jeg ikke kunne stå for på Forlaget Korridors stand på Bogforum i år – heller ikke selv om forlægger Simon Kristensen advarede mig om, at jeg formentlig havde læst mange af de små publikationer i pakkerne i forvejen. >> Læs videre
Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.
Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …” >> Læs videre
Jørgen-Frantz Jacobsens klassiske, færøske kærlighedsdrama om den underskønne Barbara, der på én gang er skabt uden et gran af ondt i sig, men samtidig er prisgivet sine sanser og følelser, hvorfor hun er dømt til at volde sine omgivelser og i sidste ende sig selv stor smerte. Den er stadig værd at læse, selv om årene ikke er gået upåagtet hen over romanen.
Jørgen-Frantz Jacobsen (1900-1938) er næst efter William Heinesen vel nok Færøernes mest berømte romanforfatter – på trods af, at han i sit korte, turberkuloseplagede liv kun nåede at skrive én roman, Barbara, som udkom første gang i 1939, året efter Jacobsens død. >> Læs videre
Bavian har lidt mere end ti år på bagen, men den er stadig en fremragende novellesamling, som især brager igennem i kraft af Naja Marie Aidts skarpe iagttagelsesevne og sprøde pen.
Jeg omtalte forleden Naja Marie Aidts seneste, dybt personlige, men ikke mindre fremragende sorgværk, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017). Og nu, hvor jeg havde fat i Aidt, tog jeg også lige en af hendes tidligere novellesamlinger med: Bavian fra 2006, som modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2008. >> Læs videre
“Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage / som du fik af den døde / da den døde var levende / da den døde var dit hjerte.”
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er et dybt personligt sorgværk, vokset ud af den personlige tragedie, der ramte forfatteren Naja Marie Aidt (f. 1963) i marts 2015, da hendes næstældste søn, Carl, døde i en ulykke, kun 25 år gammel.
Bogen fremstår som Aidts personlige bearbejdelse af tabet af sønnen, skrevet lidt mere end et år efter dødsfaldet. Men det er ikke kun personlig sorgterapi, for Aidt skriver så stærkt om tabet og sorgen, at teksten bærer bud til os alle. >> Læs videre
Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan bestemt skrive, ingen tvivl om det. Men hendes seneste roman vil alt for meget. Og alt for meget forskelligt. Og så er den alt, alt, alt for lang.
Romanen starter med en alternativ og helt skæg variant af skabelseshistorien. Guden (uden køn) skaber i Marstrand-Jørgensens version som det første – nærmest ved et uheld synes det – Satan, mest for at have nogen at tale med. >> Læs videre
Det seneste murstensværk af Mesterfortælleren fra Aarhus er vokset ud af en ærefrygtindgydende ambitiøst tænkt og imponerende udført idé. Men den gode fortælling betaler desværre til en vis grad prisen for den høje ambition.
Svend Åge Madsen er en af mine absolutte yndlingsforfattere, ikke bare blandt danske forfattere, men i det hele taget. Hans enorme forfatterskab er i uomtvistelig verdensklasse. Madsens såkaldt folkelige gennembrud fra 1976, Tugt og utugt i mellemtiden, står således uantastet som en af de bedste romaner, jeg har læst, selv om det efterhånden er 25-30 år siden (bør snart genlæses for at teste, om den stadig holder). Og der er mange andre – i alle ordets betydninger – fabelagtigt gode bøger i det enorme bagkatalog: For eksempel At fortælle menneskene (1989), Syv aldres galskab (1994), Genspejlet (1999) og Mange sære ting for (2009) for nu bare at nævne nogle få af mine favoritter. >> Læs videre
Lad mig med det samme afsløre: Den her var ikke noget for mig. Den var i sin komposition og formmæssige udtryk lige en tand for eksperimenterende for min smag – på en måde, der i lange stræk forekom mig lidt for anstrengt villet og selvbevidst, grænsede til prætentiøs. Også selv om Hans Otto Jørgensen ubetvivleligt kan skrive.
Jeg har vendt alle siderne og jeg har læst alle ordene, men min fornøjelse og mit udbytte var ærlig talt begrænset. Det kan jo godt være bogens skyld, men i dette tilfælde bliver jeg nok nødt til at tilstå, at jeg muligvis manglede evnerne og forudsætningerne for at trænge ind i værket og dermed yde det retfærdighed. Eller også orkede jeg det bare ikke. Det sidste er selvfølgelig den tolkning, den passer mit ego bedst, selv om det ikke nødvendigvis er den mest rimelige. >> Læs videre
Caroline Albertine Minors anden udgivelse er en samling realistiske noveller om sorg, tab, savn og længsel. Velskrevet, troværdig og stedvist ligefrem fremragende, selv om det ikke var alle noveller, der berørte mig lige meget.
Tre af samlingens i alt syv noveller er forbundet til den samme tragiske begivenhed: Den unge, danske pige Anne-Sophie, kaldet Anso, begår – tilsyneladende uforklarligt – selvmord ved at hænge sig i et oliventræ i haven hos den australske familie, hvor hun arbejder som aupair. >> Læs videre
“Min navle er verdens navle, når jeg piller i den, vibrerer hele universet.” Ja, det skal jeg love for. Når Ursula Andkjær Olsens roman er bedst, er det netop den oplevelse, man kan få som læser: Hele universet vibrerer, på grænsen til at slå sprækker, blive oversvømmet og gå under, når fortælleren åbner sluserne for sin vrede, sin hævnfølelse, sin sorg og sin samfundsmæssige indignation.
Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) er et veletableret navn på på den danske lyrikscene. Med Krisehæfterne (2017) har hun begået sin første roman – som dog ikke er mere roman, end at Andkjær Olsens rødder i lyrikken er meget tydelige. >> Læs videre
Et stilfærdigt, troværdigt, lille stykke dansk hverdagsrealisme. Romanen er i det store hele meget velskrevet (på nær enkelte tæerkrummende kiks), men noget blivende indtryk kommer den nok ikke til at efterlade hos mig.
Ida Holmegaards (f. 1990) anden roman, Graceland, fra 2017 er fortalt over en enkelt eftermiddag op til jul af tre forskellige stemmer i en dansk familie: >> Læs videre
“Min sygdom har gjort mig til digter. Og jeg har indset, må frygteligt det er at være digter. Hvilket vanvid må ikke beherske en digters hjerne?”
Så sandt, så sandt. Ihvertfald denne digter. Vanviddet behersker formeligt hver side af dansk-jødiske Louis Levys (1875-1940) kortroman fra 1910, Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem af Dr. Renard Montpensiers optegnelser, som den fulde titel lyder. Kender man undertegnedes smag for små, skæve bøger, kan det ikke overraske, at jeg straks måtte kaste mig over denne lille sag, da den dumpede ned i postkassen i går, venligt tilsendt af forlaget Sidste Århundrede. Alene titlen er jo helt forrygende. >> Læs videre
Er Tine Høegs debut Nye rejsende en roman eller lyrik? Svaret er nok begge dele med vægten over mod roman – en kortroman i knækprosastil.
Jeg’et i bogen er en ung nyuddannet kvinde, som lige er startet i sit første job som gymnasielærer. Hun pendler hver dag med toget mellem København og Næstved. I toget møder hun en mand, som hun forelsker sig i og indleder en affære med. Problemet er, at han er gift og har et barn. Deres forhold består stort set kun i sex og udspiller sig på togtoiletter og i buskadser bag stationer på pendlerstrækningen. >> Læs videre
Christian Aziz debuterer som skønlitterær forfatter med en interessant og sympatisk beretning fra danske soldaters deltagelse i den internationale bekæmpelse af somalisk pirateri i farvandene ud for Afrikas Horn i 2008.
Romanen fortælles i to parallelle spor: Dels er der historien om den danske sprogofficer Thomas, der efter endt uddannelse sendes på sin første aktive mission mod pirateri i Aden-bugten ud for Somalias kyst. Dels hører vi sideløbende om den unge somaliske fisker, Abdi, der uafvidende hverves som pirat. >> Læs videre
I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten på og leverede en forfriskende kritik af selvhjælpsbranchen og den positive psykologi. Nu er han aktuel med opfølgeren, Ståsteder, der fungerer fint som et korrektiv og supplement til den første bog. Selv om den ikke bringer noget nyt frem under solen.
Stå fast var i sin form polemisk og karikeret og som sådan ikke ligefrem nuanceret. Brinkmanns ærinde var at udstille det, han kaldte “tidens udviklingstvang” og selvoptagethed, som han fandt eksempler på i moderne virksomheders koncepter for medarbejderudviklingssamtaler og selvhjælpsbøger med trin-for-trin-anvisninger til et lykkeligt liv. >> Læs videre
Hmm. Jeg er en ret stor fan af Forlaget Korridor, som man kan have bemærket. Men min velvilje rækker altså ikke til at kunne omfatte forlagets seneste udgivelse med nogen begejstring.
Lise Harlev (f. 1973) er billedkunstner, uddannet fra Kunstakademiet i København og til daglig bosat i Berlin. Jeg er aldrig ligeglad er hendes skønlitterære debut.
Bogen består af 84 korte, selvbiografiske prosastykker, de fleste ikke længere end én eller to sætninger. Prosastykkerne udgør jeg’ets hverdagsobservationer, erindringer og reflektioner i denne stil: >> Læs videre
Forlaget Korridor er layoutmæssigt foran på point, allerede inden man får læst nogen af teksterne i denne fine, lille antologi fra 2013. Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, for det er ikke første gang, jeg har lejlighed til at prise det omhyggelige og fine layoutarbejde, som kendetegner Korridors og forlægger/layouter Simon Kristensens kvalitetsudgivelser.
Og nej, jeg er ikke på kommission, men jeg vedgår at være en fan af dette lille forlag, hvis udgivelser i dén grad emmer af at være båret af kærlighed til litteraturen, og som er blandt de danske forlag, der bærer fanen højest, når det kommer til at demonstrere, hvad bogtrykkerkunsten kan, og som e-bogen aldrig vil kunne.
Antologien UTOPIA [thirteen] serveres i en lille brun æske i kraftigt karton. I æsken gemmer sig fem små sammenclipsede hæfter med hvert sit omslag designet af fotokunstner Sidsel Becker. Hvert af hæfterne er et selvstændigt lille værk på dansk i form af en kort novelle eller et længere digt. Endvidere rummer æsken også et tykkere hæfte med de samme fem tekster på originalsproget engelsk. >> Læs videre
Dette kan ikke være en udgivelse, der er sponsoreret af det grønlandske turistbureau. Jeg kan ihvertfald love for, at jeg ikke får lyst til at tage til Grønland lige med det første efter at have været på rejse i Zombieland med Sørine Stenholdt.
“Her lades alt håb ude” står der over porten til Helvede i Dantes Den Guddommelige Komedie. Det kunne også have været en passende advarsel til læserne af denne novellesamling. >> Læs videre
“Nu handler livet jo ikke bare om at forgribe sig på mindreårige pigebørn, tortur og henrettelser. Der er også krige, naturkatastrofer og ganske banale dødslejer. Men alt det har vi været igennem, så hvad skal jeg snart finde på?”
Misogyni, mord, lemlæstelse, tortur, voldtægt, kannibalisme, menneskeofringer, pædofili, pornografi, seksuel omgang med afføring – og sågar mishandling af små dyr og dukker …
Hvis man tror, at det neutrale, konservativt lyseblå bogomslag og det forhold, at forfatteren havde passeret de 78 år ved udgivelsen af Forløbelser i 2015, kan læses som betryggende tegn på en omgang stille og rolig, småborgerlig hyggelæsning, der passende kan indtages sammen med aftenkaffen og vanillekransen, så kan man godt berede sig på at løbe ud og kaste de sidstnævnte op. >> Læs videre
Niels Knudsens anden bog, Alting i et andet lys, er en samling korte noveller i mellemrummet mellem virkelighed og fiktion. Elleve små grotesker fra hverdagslivet med et twist.
Niels Knudsen synes at hente inspiration fra nogle af de store modernister indenfor genren ‘fantastisk litteratur’, såsom Jorge Lois Borges, Julio Cortázar og hjemlige Svend Åge Madsen. >> Læs videre
“vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder / og så smadrer vi hinanden / jeg har bare været smadret / fra begyndelsen”
Casper Erics (f. 1987) langdigt Nike er skrevet som var det én lang, mere eller mindre uredigeret email til ekskæresten: “it’s the things / we love most / that destroys us / knus Caspar / sendt fra min iPad,” som det hedder i udgangsstroferne.
Kærlighedssorgen fylder noget i digtet, men mere centralt står kroppen og samfundets kropsidealer. Caspar Eric ved noget om smadrede kroppe. Han er født med cerebral parese (også kendt som spastisk lammelse) og har gennemgået adskillige operationer på den konto. Digtet er i høj grad en lang reflektion over, hvordan man lever med dét i en kropsfikseret kultur. Der er ikke noget klynk over Nike, omend et vist mål af narcissisme og en hel del vrede og frustration – over oplevelsen af at blive set på og kategoriseret som handicappet. >> Læs videre
“hvis du læser det / te digt vil du dø – der er / ikke nogen som / helst TVIVL om det – så / tænk dig godt om før du læ / ser det til ende / jeg indrømmer at / det er svært at standse her / hvis du først er kom / met så langt men pas / på – hvis du læser vide / re så vil du dø”
Ja, det kræver sin modige læser at læse Klaus Høecks seneste (og måske sidste?) mursten af en digtsamling. Og så måske alligevel ikke…
Klaus Høeck (f. 1938) er en af de tunge drenge indenfor dansk lyrik. Mere end 30 udgivelser og 15.000 digte, en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond siden 1985 og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris er blandt meritterne. >> Læs videre
Heaven Is Open Today er et sympatisk, omend ikke fuldt ud vellykket, multikunstnerisk projekt: På én gang en digtsamling, en illustreret og illumineret bog og en musikudgivelse.
Kamilla Hygum Jakobsen har skrevet tekster og musik, bandet In Carbon Diamonds Grow står for musikken (med Kamilla Hygum Jakobsen selv i den vokale front), Carl Quist Møller har illustreret, mens Morten Agergaard står for kalligrafering af bogens tekster og grafisk designi øvrigt. >> Læs videre
Nu er jeg jo ikke den allerstørste fan af digte som genre. Og jeg interesserer mig ikke det fjerneste for sport, mindst af alt fodbold. Så det var lidt op ad bakke fra starten for Marie Gerhardts (f. 1978) Amagermesteren, da det gik op for mig, at jeg her sad med en samling sportsdigte om blandt andet forfatterens erindringer fra tiden som fodboldpige på Amager.
Nuvel, man må jo efter bedste evne forsøge at sætte parentes om sine fordomme. Og Amagermesteren viser sig da også at handle om en del andet end sport. Først og fremmest fremstår digtsamlingen som en serie mere eller mindre selvbiografiske (gætter man på) erindringsglimt fra en opvækst i 1980’erne og 1990’erne på det ikke særligt fancy Amager. >> Læs videre
“Kramfaje nuppa nappa meje
stinkelbener edderreje
bille utte raps antenner
funkelgnister, trumbannister
guldsafiranunkelknister”
Nej, det er ikke K’s bognoter, der er blevet hacket eller har fået virus. Det er bare Birgitte Krogsbølls skønne børnebog Funkelgnister med den passende undertitel Rim, råb og remser.
Nu læser vi jo ikke så tit børnebøger her hos K’s. Det har da også den særlige anledning, at Birgitte Krogsbølls Funkelgnister er en af syv digtbøger, der er blevet udtaget som kandidat til Politikens Litteraturpris 2015, og som jeg har sat mig for at læse allesammen. >> Læs videre
