K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Danmark

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet – Manifest

Af ,
Skriv en kommentar

Nogle gange bliver man overrasket. Glenn Bechs “manifest” er faktisk værd at læse. En digtsamling og aktuel debatbog med væsentlige budskaber, som er drevet af vrede og frustration, javel, men som ikke (kun) bliver RÅBT ud, men derimod serveret med både både alvor, humor, følelsesmæssig sårbarhed og væsentligt flere nuancer, end man kunne få indtryk af fra omtaler og uddrag af den i pressen. Og så er den ganske velskrevet. At den så er lidt rodet og temmelig ujævn, det tager vi med.

Lad mig starte med en tilståelse: Jeg forventede ikke, at Glenn Bechs digtsamling/debatbog ville være noget for mig. Men nu ville jeg alligevel teste, hvad der lå bag alt hypen – senest forstærket ved, at bogen her ved udgangen af februar 2023 blev udpeget til den bedste danske udgivelse i 2022 ved afstemning blandt Politikens læsere. >> Læs videre

Dorthe Nors: Kantslag

Af ,
Skriv en kommentar

Femten noveller. Femten korte slag med kant. Om femten mere eller mindre slagne mennesker på kanten. Dorthe Nors’ noveller er en opvisning i det, novellen som form kan. Men de er ikke bare form, de er alle små stykker levende liv. På én gang mørke og humoristiske, medrivende, rørende, tragiske, tankevækkende og uhyre velskrevne. Hvorfor i alverden har jeg ikke læst noget af Nors før?

Dorthe Nors’ noveller virker nærmest henkastede, som var de hastigt nedskrevne, flygtige indtryk og associationer, der griber ind hinanden og hurtigt fører videre til de næste. Men jeg tror ikke, at jeg tager fejl i, at der kælet omhyggeligt for både komposition og hver en sætning i disse historier. Hvis ikke, altså hvis disse historier bare kommer uden videre til Dorthe Nors, så er der ingen retfærdighed til, så god har man simpelthen ikke lov til at være!

>> Læs videre

Knut Hamsun: Sult

Af ,
1 kommentar

Knut Hamsuns Sult er akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom, tåkrummende pinlig og hjerteskærende rørende, som jeg husker den. En fuldstændig uforlignelig roman, som man skal gå til Dostojevskij for at finde magen til.

Det må være mere end tredive år siden, jeg første gang læste Sult. Jeg husker ikke hvilken udgave, jeg læste, bemærkede det vel ikke, men jeg husker tydeligt, hvor jeg var, da jeg læste den, at jeg læste den i ét stræk, og at den slog mig helt bagover. Og det gjorde den igen her ved genlæsningen. >> Læs videre

Johannes V. Jensen: Himmerlandshistorier

Af ,
Skriv en kommentar

Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier er ren nydelse. De er så fulde af nærvær og liv, at man som læser i hver eneste historie føler sig som en del af livet på landet blandt Jensens vidunderlige sammensurium af farverige bønder og småfolk og andet godt- og skidtfolk i Himmerland i det nittende århundrede. Det er herlig læsning.

Jeg har i mange år haft – og har stadig – Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-01) på min liste over de bedste bøger, jeg har læst nogensinde. Men faktisk har jeg aldrig læst noget andet af hans ellers store forfatterskab (udover enkelte småtekster og digte, jeg som så mange andre blev tvunget igennem i gymnasietiden). Det har jeg rådet lidt bod på her i januar, hvor jeg har lyttet til hans klassiske Himmerlandshistorier. >> Læs videre

Solvej Balle: &. Eller. Hvis. Så

Af ,
2 kommentarer

Jeg blev i første omgang ikke slået decideret bagover af Solvej Balles kortprosakvartet &, Eller, Hvis, Så, men jeg nød at læse bøgerne. For Balle kan noget med sproget. Og da jeg begyndte at skrive denne anmeldelse, slog jeg op i bøgerne igen. Og endte med at læse det hele en gang til. Bare for at nyde sproget og stemningerne.

Solvej Balles navn blev her i efteråret pludselig kendt af om ikke alle, så dog af mange litteraturinteresserede, da hun vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2022 for de første tre bind af hendes annoncerede syvbindsværk, Om udregning af rumfang. Siden er fjerde bind også udkommet. >> Læs videre

Lars Findsen & Mette Mayli Albæk: Spionchefen – Erindringer fra celle 18

Af ,
6 kommentarer

Udgivelsen forleden af tidligere FE-chef Lars Findsens erindringsbog er næppe gået mange forbi. Den sensationalistiske opmærksomhed knytter sig i pressen i disse dage til bogens nye afsløringer af detaljer i forløbet og Findsens slet skjulte angreb på regeringen. Men bogen er faktisk også derudover meget velskrevet og læseværdig.

Som almindeligt samfunds- og politisk interesseret menneske kastede jeg mig lige så glubsk over bogen som mange andre – nysgerrig efter at læse Lars Findsens eget perspektiv på det opsigtsvækkende forløb, hvor han først blev hjemsendt fra tjenesten som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste på baggrund af en kritisk tilsynsrapport, siden pure frikendt af en undersøgelseskommission for blot at blive arresteret og fængslet, tiltalt for at have videregivet klassificerede oplysninger – i en sag, der endnu ikke har fundet sin afslutning. >> Læs videre

Leonora Christina: Jammers Minde

Af ,
Skriv en kommentar

Kongedatteren Leonora Christinas litterære hovedværk, den selvbiografiske skildring af hendes 22 år i fangenskab i det berygtede Blåtårn i perioden 1663-1685, er en kanoniseret klassiker. Interessant som historisk dokument (selv om hun er fuld af løgn), men bestemt også værd at læse for sine litterære kvaliteter. Og i Line Kroghs moderniserede udgave fra 2010 er den gamle tekst gjort tilgængelig på nudansk, uden at den har mistet sit præg af at være skrevet for 350 år siden.

Leonora Christina (1621-1698) er en legendarisk skikkelse i dansk historie. Datter af Christian IV og Kirsten Munk (som aldrig blev gift med kongen, men af ham selv blev betragtet som hans hustru). Hustru til adelsmanden Corfitz Ulfeldt, som steg til højderne som Danmarks rigshofmester under Christian IV, men endte som den velsagtens mest berygtede landsforræder i Danmarkshistorien. Indespærret i fængselstårnet Blåtårn gennem 22 år for mistanke om medvirken til sin mands forrædderi. Og forfatter til det mest berømmede stykke dansk prosa fra barokken, fængselsberetningen Jammers Minde. >> Læs videre

Tine Roesen: Dostojevskij. En introduktion

Af ,
1 kommentar

Let læst, men samtidig både grundig, indsigtsfuld og inspirerende introduktion til Dostojevskijs værk. Tine Roesens bog om den russiske mester kan anbefales både til nye og erfarne Dostojevskijlæsere.

Har du endnu til gode at stifte bekendtskab med Dostojevskij, er mit råd entydigt: Begynd ikke med at læse Tine Roesens bog – eller nogen andre introduktioner til Dostojevskij for den sags skyld. Begynd med at læse Dostojevskij! For han kræver faktisk ikke nogen introduktion, det er bare at kaste sig ud i det. Og jeg føler mig faktisk ret overbevist om, at Tine Roesen selv vil være enig i dette råd. >> Læs videre

Oscar K.: Dødedans

Af ,
Skriv en kommentar

“Ingen opslag. Ingen tilmelding. Ingen aldersbegrænsning. Dødedans for begyndere, let øvede og viderekomne. Mandag fra kl. 20 til 22 i Afholdshotellets lille sal.”

Der er garanti for skøre, skægge, skæve og surreelle scener, når Oscar K. og illustrator Dorte Karrebæk byder op til en moderne Danse Macabre i provinsen. >> Læs videre

Tove Ditlevsen: Gift (Københavnertrilogi III)

Af ,
2 kommentarer

Gift er tredje erindringsroman i Tove Ditlevsens såkaldte Københavnertrilogi. Sproget er let og enkelt som i de to foregående bøger. Men Gift er en mørkere roman, og den er benhård, uagtet Ditlevsens humor. Det er også en virkelig god roman, som uden problemer står distancen her 50 år efter den første udgivelse.

Handlingsmæssigt fortsætter Gift (opr. 1971) præcis der, hvor Ungdom (opr. 1967) slap, det vil sige med Tove Ditlevsens forfatterdebut med digtsamlingen Pigesind i 1939 og med hendes giftermål med Viggo F. Møller, redaktøren af litteraturtidsskriftet Vild Hvede (en forløber for det eksisterende Hvedekorn). >> Læs videre

Tove Ditlevsen: Barndom & Ungdom (Københavnertrilogi I+II)

Af ,
Skriv en kommentar

Tove Ditlevsen skriver enkelt, ligetil og stærkt. Hendes to små erindringsromaner Barndom og Ungdom er værd at læse for det prunkløse, men virkningsfulde sprog, den kradse socialrealisme fra baghusene i Istedgade og i det hele taget for tidsbillederne af Vesterbro i København i 1920’erne og 1930’erne.

Tilståelse: Jeg har faktisk aldrig før læst Tove Ditlevsen. Jo, javel, jeg er i gymnasiet givetvis blevet tvunget til at analysere nogle digte fra Pigeliv eller lignende, men dansktimerne i gymnasiet kan jo ødelægge enhver læseglæde og efterlod mig i dette tilfælde heller ikke med andet end en diffus forestilling om, at Tove Ditlevsen vist mest var noget med noget kedsommelig, socialrealistisk poesi for piger. Siden gik der Anne Linnet i Barndommens gade, og det var heller ikke ligefrem med til at rykke Ditlevsen frem i køen på min læseliste. >> Læs videre

Sigge Winther Nielsen: Entreprenørstaten

Af ,
1 kommentar

Sigge Winther Nielsens Entreprenørstaten har af en debatbog om det danske politiske system at være fået ganske meget opmærksomhed siden udgivelsen i maj 2021. Og det er godt, for han har nogle væsentlige pointer, og debatten om dem fortjener lang levetid. Bogen som sådan lider dog af nogle skavanker. Jeg kunne godt have været forfatterens forsøg på at bedrive en slags “new journalism” foruden. Og så er der alt for mange gentagelser, som gør bogen unødigt lang.

Sigge Winther Nielsen (f. 1982) er ph.d. i statskundskab, tidligere forsker, embedsmand i Finansministeriet og journalist og er i dag vicedirektør i DJØF. I Entreprenørstaten trækker Winther Nielsen på sine erfaringer fra både politologien, journalistikken og arbejdet som embedsmand. >> Læs videre

Rakel Haslund-Gjerrild: Adam i Paradis

Af ,
Skriv en kommentar

Rakel Haslund-Gjerrild har begået et vidunderligt romanportræt af en af de store og allermest flamboyante skikkelser i den danske kunstverden omkring forrige århundredskifte, maleren Kristian Zahrtmann. Som helhed har romanen dog lidt svært ved at samle sig.

I forlængelse af min læsning af Jesper Wung-Sungs fiktive, litterære portræt af maleren Vilhelms Hammershøis kone, Ida, i Kvinde set fra ryggen, fortsætter jeg med en anden af forårets danske, litterære kunstnerbiografier. Vi er i samme periode, men hos Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) gælder det Kristian Zahrtmann (1843-1917). >> Læs videre

Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen

Af ,
2 kommentarer

Jesper Wung-Sung lykkes på fornem vis med at give en stemme til kunsthistoriens mest berømte ryg og nakke i dette velskrevne romanportræt af Ida Hammershøi, maleren Vilhelm Hammershøis kone og foretrukne model.

Uanset om man er fan eller ej, så kender vi alle sammen de gentagne motiver fra Hammershøis berømte malerier: En stillestående opstilling med en kvinde i mørk kjole set fra ryggen på en gråmeleret baggrund af trist væg, måske et vindue eller en dør, måske en kaffekande eller en skål i forgrunden.

Den gennemgående model, kvinden med ryggen til, kender vi til gengæld ikke så meget til. Hun var Hammershøis kone, Ida Hammershøi, født Ilsted (1869-1949). Jesper Wung-Sung (f. 1971) har med romanen Kvinde set fra ryggen sat sig for “at vende hende mod verden og give hende en stemme,” som det hedder i bagsideteksten. Det lykkes ganske godt. >> Læs videre

Neal Ashley Conrad Thing: På sporet af den tabte tid – Et overblik. Resumé- og registerbind

Af ,
3 kommentarer

Et opslagsværk og en guide til Prousts megaroman På sporet af den tabte tid. Nyttigt, men ikke helt dækkende nok til at kunne kaldes et ideelt opslagsværk.

Det kan være en udfordring at bevare overblikket over Prousts 4.466 sider lange romanværk. Især, hvis man – som jeg har gjort – læser det over flere år. Her kan Et overblik. Resumé- og registerbind ved den danske Proust-ekspert Neil Ashley Conrad Thing vise sig ganske nyttigt. >> Læs videre

Harald Voetmann: Amduat. En iltmaskine

Af ,
Skriv en kommentar

“At sige i den 12. time: Jeg skal dø nu. Det er ikke, fordi jeg vil det. Men det er det, der sker.”

Amduat. En iltmaskine er en flot og rørende fortælling i digtform om en gammel mands død på en lungeklinik på et dansk hospital, mens hans søn er hos ham. Samtidig fortalt med Harald Voetmanns velkendte humor og optagethed af det abjekte, det ækle og det groteske – iklædt gevandter fra den oldegyptiske dødekult.

Harald Voetmann kender vi her på bloggen for hans begavede og bizarre romaner med afsæt i historien og klassikken. Amduat. En iltmaskine adskiller sig i sin form og tone markant fra de øvrige værker, jeg har læst af ham. Men bogen er samtidig ubestrideligt voetmannsk. >> Læs videre

Henrik Pontoppidan: Isbjørnen

Af ,
2 kommentarer

Jeg havde (næsten) glemt, hvor god Henrik Pontoppidan er. Den lille kortroman, Isbjørnen, er kun et hjørne af hans værk, men den rummer i sig mange af de temaer, der præger Pontoppidans store forfatterskab, og hans sproglige mesterskab er let genkendeligt.

I bagsideteksten hedder det om Isbjørnen, at den er “noget af det mest finurlige og underholdende, der nogensinde er skrevet på dansk.” Det er måske nok så meget sagt endda (selv om “noget af …” jo er en ret rummelig helgardering). Men den korte fortælling er bestemt både finurlig og underholdende. >> Læs videre

Rasmus Daugbjerg: Rygtet

Af ,
Skriv en kommentar

Rygtet siger, at … Danmark har en ny, spændende og lovende forfatter, og at han hedder Rasmus Daugbjerg. Og for en gangs skyld taler rygtet sandt. I modsætning til, hvad det gør i Daugbjergs flotte og grumt ubehagelige debutroman, hvor rygtet ikke desto mindre – som rygter har det med at gøre – bekræfter sig selv i en uhyggelig gennemspilning af det universelle syndebukketema.

Rasmus Daugbjergs (f. 1993) debutroman, Rygtet, der udkom i januar på Forlaget Møllegades Boghandel, har allerede fået flotte anmeldelser med på vejen , og det er fuldt fortjent. >> Læs videre

Andreas Bylov Jensen og Anders Jørgen Mogensen (red.): Menneskekød. Grotesker 1910-1920

Af ,
Skriv en kommentar

“Vi har forsøgt at opspore tekster, der cirkler om det mærkelige, det skræmmende, det sindssyge, det voldsomme, det hallucinatoriske, det deforme, det morbide og bruddet med den genkendelige virkelighed.”

Citatet er af Anders Bylov Jensen (forlaget Sidste Århundrede) fra forordet til denne besynderlige og fascinerende antologi af danske noveller fra 1910’erne. Han og Anders Jørgen Mogensen (forlaget Escho) har gravet sig igennem danske tidsskrifter og bogudgivelser fra perioden 1910-1920 og søgt efter tekster, der kredser om det groteske i forskellige former. >> Læs videre

Peter Adolphsen: Små historier 3

Af ,
Skriv en kommentar

“Svend Åge vågnede en morgen ved, at hans hoved eksploderede. Bang. Heldigvis voksede der straks, og med et hørbart plop, et nyt hoved frem fra halsstumpen, men resterne af det gamle hoved havde lavet et fælt svineri: Blod, hjernemasse og kraniestumper var sprøjtet ud over sengen og væggene. Fra sengestolpen dinglede et øje i sin nervetråd.”

Sådan starter Peter Adolphsens lille historie, Svend Åges eksploderende hoved, som handler om Svend Åge, hvis hoved en dag begynder at eksplodere. Også Svend Åges andet hoved eksploderer kort efter, og et tredje vokser frem. Og sådan bliver det ved. Bang. Plop. Hvad der videre hænder Svend Åge (i den godt og vel én side lange historie), skal jeg ikke røbe, udover at lægerne på kommunehospitalet hverken kan standse eller forklare fænomenet, kun konstatere, at intervallet mellem to eksplosioner er på mellem ét og seks minutter. >> Læs videre

Lars Emil Foder: Fabelagtigheder

Af ,
Skriv en kommentar

Lars Emil Foders Fabelagtigheder er sådan en lille bog, der bare er lige til at blive glad af. 44 sjove, charmerende, pudsige og poetiske kortprosatekster båret af sprudlende kærlighed til ordet og fascination af sproget.

Fabelagtigheder er undseelig af størrelse: Formatet er i lommestørrelse, og sideantallet er blot 74, hvoraf en del tilmed er blanke sider holdt i smuk dybgrøn farve, der fungerer som inddeling af teksterne i mere eller mindre tematisk sammenhængende grupper. >> Læs videre

Martin Glaz Serup: Læsesteder

Af ,
Skriv en kommentar

Et læsested er det fysiske sted, du opholdt dig, da du læste en bog. Et læsested kan også være det mentale sted i livet, hvor du befandt dig dengang. Eller det kan være et bestemt sted i en bog, forstået fysisk-konkret som for eksempel det sted i bogen, du ikke kan genfinde, men hvor du bare véd, at du har læst en særlig prægnant formulering.

Martin Glaz Serup kommer omkring alle disse betydninger og flere endnu af begrebet “læsesteder” i sin charmerende, lille bog af samme navn. >> Læs videre

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Af ,
2 kommentarer

Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024 rummer mange gode ideer og potentielt sjove indfald, men den er for usammenhængende og for broget, excellerer for meget i bevidst dårlig smag, vulgaritet og ubehagelig vold – og bliver aldrig rigtig vedkommende.

Den danske forfatter Kasper Colling Nielsen (f. 1974) debuterede i 2011 med novellesamlingen Mount København. Det store gennembrud kom med hans anden udgivelse og første roman, Den danske borgerkrig 2018-2024 (2013), som jeg først er nået til nu. >> Læs videre

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer

Af ,
4 kommentarer

Thorkild Hansens trilogi fra 1967-1970 om den danske slavehandel er fremragende historieformidling med sin kombination af primærkildebaseret historieskrivning, fiktion og rejseberetning.

Thorkild Hansen (1927-89) fik i 1971 tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien, som omfatter bøgerne Slavernes kyst (1967), Slavernes skibe (1968) og Slavernes øer (1970). >> Læs videre

Kristina Stoltz: Historien

Af ,
Skriv en kommentar

En simpel og alligevel uendelig kompliceret kærlighedshistorie mellem en ung pige og en dreng, fortalt i korte glimt og svømmende prosa.

Det er den 24. december, og jeg har åbnet den sidste pakke i min fine bogpakkekalender fra Forlaget Korridor, hvorfra jeg her på siden har anmeldt nogle enkelte bøger her i løbet af december (hvis du vil se alle bogkalendergaverne og korte omtaler af dem, må du gå til K’s bognoters profil på Instagram). Julegaven er kortromanen Historien (2013) af Kristina Stolz (f. 1975). >> Læs videre

Viggo Madsen: De beskrevne blade falder af! – Novelletter

Af ,
Skriv en kommentar

Komiske, surrealistiske eller helt absurde små kortprosatekster om mangt og meget og ingenting og gakkelak. Giver det mening, mine herrer og damer? Nej, slet ikke. Men læs med alligevel.

Viggo Madsen (f. 1943) debuterede helt tilbage i 1966 og har en længere publikationsliste bag sig, som især omfatter lyrik, men også en del prosa, herunder både børnebøger og kortprosa for de voksne. >> Læs videre

Hedvig Skjerdingstad: Bindevæv

Af ,
Skriv en kommentar

Korte prosadigte i lækker udgivelse om det, der sammenbinder og adskiller i kroppe, arkitektoniske strukturer, mennesker og tekster.

K’s bognoter plejer at være et julefrit fristed, selv i december. Men i år har jeg foræret mig selv en pakkekalender, en bogpakkekalender, naturligvis, som jeg ikke kunne stå for på Forlaget Korridors stand på Bogforum i år – heller ikke selv om forlægger Simon Kristensen advarede mig om, at jeg formentlig havde læst mange af de små publikationer i pakkerne i forvejen. >> Læs videre

Peter Adolphsen: Jeg kan ikke huske

Af ,
Skriv en kommentar

Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.

Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …” >> Læs videre

Jørgen-Frantz Jacobsen: Barbara

Af ,
5 kommentarer

Jørgen-Frantz Jacobsens klassiske, færøske kærlighedsdrama om den underskønne Barbara, der på én gang er skabt uden et gran af ondt i sig, men samtidig er prisgivet sine sanser og følelser, hvorfor hun er dømt til at volde sine omgivelser og i sidste ende sig selv stor smerte. Den er stadig værd at læse, selv om årene ikke er gået upåagtet hen over romanen.

Jørgen-Frantz Jacobsen (1900-1938) er næst efter William Heinesen vel nok Færøernes mest berømte romanforfatter – på trods af, at han i sit korte, turberkuloseplagede liv kun nåede at skrive én roman, Barbara, som udkom første gang i 1939, året efter Jacobsens død. >> Læs videre

Naja Marie Aidt: Bavian

Af ,
Skriv en kommentar

Bavian har lidt mere end ti år på bagen, men den er stadig en fremragende novellesamling, som især brager igennem i kraft af Naja Marie Aidts skarpe iagttagelsesevne og sprøde pen.

Jeg omtalte forleden Naja Marie Aidts seneste, dybt personlige, men ikke mindre fremragende sorgværk, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017). Og nu, hvor jeg havde fat i Aidt, tog jeg også lige en af hendes tidligere novellesamlinger med: Bavian fra 2006, som modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2008. >> Læs videre