“Ingen opslag. Ingen tilmelding. Ingen aldersbegrænsning. Dødedans for begyndere, let øvede og viderekomne. Mandag fra kl. 20 til 22 i Afholdshotellets lille sal.”
Der er garanti for skøre, skægge, skæve og surreelle scener, når Oscar K. og illustrator Dorte Karrebæk byder op til en moderne Danse Macabre i provinsen. >> Læs videre
Gift er tredje erindringsroman i Tove Ditlevsens såkaldte Københavnertrilogi. Sproget er let og enkelt som i de to foregående bøger. Men Gift er en mørkere roman, og den er benhård, uagtet Ditlevsens humor. Det er også en virkelig god roman, som uden problemer står distancen her 50 år efter den første udgivelse.
Handlingsmæssigt fortsætter Gift (opr. 1971) præcis der, hvor Ungdom (opr. 1967) slap, det vil sige med Tove Ditlevsens forfatterdebut med digtsamlingen Pigesind i 1939 og med hendes giftermål med Viggo F. Møller, redaktøren af litteraturtidsskriftet Vild Hvede (en forløber for det eksisterende Hvedekorn). >> Læs videre
Tove Ditlevsen skriver enkelt, ligetil og stærkt. Hendes to små erindringsromaner Barndom og Ungdom er værd at læse for det prunkløse, men virkningsfulde sprog, den kradse socialrealisme fra baghusene i Istedgade og i det hele taget for tidsbillederne af Vesterbro i København i 1920’erne og 1930’erne.
Tilståelse: Jeg har faktisk aldrig før læst Tove Ditlevsen. Jo, javel, jeg er i gymnasiet givetvis blevet tvunget til at analysere nogle digte fra Pigeliv eller lignende, men dansktimerne i gymnasiet kan jo ødelægge enhver læseglæde og efterlod mig i dette tilfælde heller ikke med andet end en diffus forestilling om, at Tove Ditlevsen vist mest var noget med noget kedsommelig, socialrealistisk poesi for piger. Siden gik der Anne Linnet i Barndommens gade, og det var heller ikke ligefrem med til at rykke Ditlevsen frem i køen på min læseliste. >> Læs videre
Sigge Winther Nielsens Entreprenørstaten har af en debatbog om det danske politiske system at være fået ganske meget opmærksomhed siden udgivelsen i maj 2021. Og det er godt, for han har nogle væsentlige pointer, og debatten om dem fortjener lang levetid. Bogen som sådan lider dog af nogle skavanker. Jeg kunne godt have været forfatterens forsøg på at bedrive en slags “new journalism” foruden. Og så er der alt for mange gentagelser, som gør bogen unødigt lang.
Sigge Winther Nielsen (f. 1982) er ph.d. i statskundskab, tidligere forsker, embedsmand i Finansministeriet og journalist og er i dag vicedirektør i DJØF. I Entreprenørstaten trækker Winther Nielsen på sine erfaringer fra både politologien, journalistikken og arbejdet som embedsmand. >> Læs videre
Rakel Haslund-Gjerrild har begået et vidunderligt romanportræt af en af de store og allermest flamboyante skikkelser i den danske kunstverden omkring forrige århundredskifte, maleren Kristian Zahrtmann. Som helhed har romanen dog lidt svært ved at samle sig.
I forlængelse af min læsning af Jesper Wung-Sungs fiktive, litterære portræt af maleren Vilhelms Hammershøis kone, Ida, i Kvinde set fra ryggen, fortsætter jeg med en anden af forårets danske, litterære kunstnerbiografier. Vi er i samme periode, men hos Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) gælder det Kristian Zahrtmann (1843-1917). >> Læs videre
Jesper Wung-Sung lykkes på fornem vis med at give en stemme til kunsthistoriens mest berømte ryg og nakke i dette velskrevne romanportræt af Ida Hammershøi, maleren Vilhelm Hammershøis kone og foretrukne model.
Uanset om man er fan eller ej, så kender vi alle sammen de gentagne motiver fra Hammershøis berømte malerier: En stillestående opstilling med en kvinde i mørk kjole set fra ryggen på en gråmeleret baggrund af trist væg, måske et vindue eller en dør, måske en kaffekande eller en skål i forgrunden.
Den gennemgående model, kvinden med ryggen til, kender vi til gengæld ikke så meget til. Hun var Hammershøis kone, Ida Hammershøi, født Ilsted (1869-1949). Jesper Wung-Sung (f. 1971) har med romanen Kvinde set fra ryggen sat sig for “at vende hende mod verden og give hende en stemme,” som det hedder i bagsideteksten. Det lykkes ganske godt. >> Læs videre
Et opslagsværk og en guide til Prousts megaroman På sporet af den tabte tid. Nyttigt, men ikke helt dækkende nok til at kunne kaldes et ideelt opslagsværk.
Det kan være en udfordring at bevare overblikket over Prousts 4.466 sider lange romanværk. Især, hvis man – som jeg har gjort – læser det over flere år. Her kan Et overblik. Resumé- og registerbind ved den danske Proust-ekspert Neil Ashley Conrad Thing vise sig ganske nyttigt. >> Læs videre
“At sige i den 12. time: Jeg skal dø nu. Det er ikke, fordi jeg vil det. Men det er det, der sker.”
Amduat. En iltmaskine er en flot og rørende fortælling i digtform om en gammel mands død på en lungeklinik på et dansk hospital, mens hans søn er hos ham. Samtidig fortalt med Harald Voetmanns velkendte humor og optagethed af det abjekte, det ækle og det groteske – iklædt gevandter fra den oldegyptiske dødekult.
Harald Voetmann kender vi her på bloggen for hans begavede og bizarre romaner med afsæt i historien og klassikken. Amduat. En iltmaskine adskiller sig i sin form og tone markant fra de øvrige værker, jeg har læst af ham. Men bogen er samtidig ubestrideligt voetmannsk. >> Læs videre
Jeg havde (næsten) glemt, hvor god Henrik Pontoppidan er. Den lille kortroman, Isbjørnen, er kun et hjørne af hans værk, men den rummer i sig mange af de temaer, der præger Pontoppidans store forfatterskab, og hans sproglige mesterskab er let genkendeligt.
I bagsideteksten hedder det om Isbjørnen, at den er “noget af det mest finurlige og underholdende, der nogensinde er skrevet på dansk.” Det er måske nok så meget sagt endda (selv om “noget af …” jo er en ret rummelig helgardering). Men den korte fortælling er bestemt både finurlig og underholdende. >> Læs videre
Rygtet siger, at … Danmark har en ny, spændende og lovende forfatter, og at han hedder Rasmus Daugbjerg. Og for en gangs skyld taler rygtet sandt. I modsætning til, hvad det gør i Daugbjergs flotte og grumt ubehagelige debutroman, hvor rygtet ikke desto mindre – som rygter har det med at gøre – bekræfter sig selv i en uhyggelig gennemspilning af det universelle syndebukketema.
Rasmus Daugbjergs (f. 1993) debutroman, Rygtet, der udkom i januar på Forlaget Møllegades Boghandel, har allerede fået flotte anmeldelser med på vejen , og det er fuldt fortjent. >> Læs videre
“Vi har forsøgt at opspore tekster, der cirkler om det mærkelige, det skræmmende, det sindssyge, det voldsomme, det hallucinatoriske, det deforme, det morbide og bruddet med den genkendelige virkelighed.”
Citatet er af Anders Bylov Jensen (forlaget Sidste Århundrede) fra forordet til denne besynderlige og fascinerende antologi af danske noveller fra 1910’erne. Han og Anders Jørgen Mogensen (forlaget Escho) har gravet sig igennem danske tidsskrifter og bogudgivelser fra perioden 1910-1920 og søgt efter tekster, der kredser om det groteske i forskellige former. >> Læs videre
“Svend Åge vågnede en morgen ved, at hans hoved eksploderede. Bang. Heldigvis voksede der straks, og med et hørbart plop, et nyt hoved frem fra halsstumpen, men resterne af det gamle hoved havde lavet et fælt svineri: Blod, hjernemasse og kraniestumper var sprøjtet ud over sengen og væggene. Fra sengestolpen dinglede et øje i sin nervetråd.”
Sådan starter Peter Adolphsens lille historie, Svend Åges eksploderende hoved, som handler om Svend Åge, hvis hoved en dag begynder at eksplodere. Også Svend Åges andet hoved eksploderer kort efter, og et tredje vokser frem. Og sådan bliver det ved. Bang. Plop. Hvad der videre hænder Svend Åge (i den godt og vel én side lange historie), skal jeg ikke røbe, udover at lægerne på kommunehospitalet hverken kan standse eller forklare fænomenet, kun konstatere, at intervallet mellem to eksplosioner er på mellem ét og seks minutter. >> Læs videre
Lars Emil Foders Fabelagtigheder er sådan en lille bog, der bare er lige til at blive glad af. 44 sjove, charmerende, pudsige og poetiske kortprosatekster båret af sprudlende kærlighed til ordet og fascination af sproget.
Fabelagtigheder er undseelig af størrelse: Formatet er i lommestørrelse, og sideantallet er blot 74, hvoraf en del tilmed er blanke sider holdt i smuk dybgrøn farve, der fungerer som inddeling af teksterne i mere eller mindre tematisk sammenhængende grupper. >> Læs videre
Et læsested er det fysiske sted, du opholdt dig, da du læste en bog. Et læsested kan også være det mentale sted i livet, hvor du befandt dig dengang. Eller det kan være et bestemt sted i en bog, forstået fysisk-konkret som for eksempel det sted i bogen, du ikke kan genfinde, men hvor du bare véd, at du har læst en særlig prægnant formulering.
Martin Glaz Serup kommer omkring alle disse betydninger og flere endnu af begrebet “læsesteder” i sin charmerende, lille bog af samme navn. >> Læs videre
Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024 rummer mange gode ideer og potentielt sjove indfald, men den er for usammenhængende og for broget, excellerer for meget i bevidst dårlig smag, vulgaritet og ubehagelig vold – og bliver aldrig rigtig vedkommende.
Den danske forfatter Kasper Colling Nielsen (f. 1974) debuterede i 2011 med novellesamlingen Mount København. Det store gennembrud kom med hans anden udgivelse og første roman, Den danske borgerkrig 2018-2024 (2013), som jeg først er nået til nu. >> Læs videre
Thorkild Hansens trilogi fra 1967-1970 om den danske slavehandel er fremragende historieformidling med sin kombination af primærkildebaseret historieskrivning, fiktion og rejseberetning.
Thorkild Hansen (1927-89) fik i 1971 tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien, som omfatter bøgerne Slavernes kyst (1967), Slavernes skibe (1968) og Slavernes øer (1970). >> Læs videre
En simpel og alligevel uendelig kompliceret kærlighedshistorie mellem en ung pige og en dreng, fortalt i korte glimt og svømmende prosa.
Det er den 24. december, og jeg har åbnet den sidste pakke i min fine bogpakkekalender fra Forlaget Korridor, hvorfra jeg her på siden har anmeldt nogle enkelte bøger her i løbet af december (hvis du vil se alle bogkalendergaverne og korte omtaler af dem, må du gå til K’s bognoters profil på Instagram). Julegaven er kortromanen Historien (2013) af Kristina Stolz (f. 1975). >> Læs videre
Komiske, surrealistiske eller helt absurde små kortprosatekster om mangt og meget og ingenting og gakkelak. Giver det mening, mine herrer og damer? Nej, slet ikke. Men læs med alligevel.
Viggo Madsen (f. 1943) debuterede helt tilbage i 1966 og har en længere publikationsliste bag sig, som især omfatter lyrik, men også en del prosa, herunder både børnebøger og kortprosa for de voksne. >> Læs videre
Korte prosadigte i lækker udgivelse om det, der sammenbinder og adskiller i kroppe, arkitektoniske strukturer, mennesker og tekster.
K’s bognoter plejer at være et julefrit fristed, selv i december. Men i år har jeg foræret mig selv en pakkekalender, en bogpakkekalender, naturligvis, som jeg ikke kunne stå for på Forlaget Korridors stand på Bogforum i år – heller ikke selv om forlægger Simon Kristensen advarede mig om, at jeg formentlig havde læst mange af de små publikationer i pakkerne i forvejen. >> Læs videre
Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.
Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …” >> Læs videre
Jørgen-Frantz Jacobsens klassiske, færøske kærlighedsdrama om den underskønne Barbara, der på én gang er skabt uden et gran af ondt i sig, men samtidig er prisgivet sine sanser og følelser, hvorfor hun er dømt til at volde sine omgivelser og i sidste ende sig selv stor smerte. Den er stadig værd at læse, selv om årene ikke er gået upåagtet hen over romanen.
Jørgen-Frantz Jacobsen (1900-1938) er næst efter William Heinesen vel nok Færøernes mest berømte romanforfatter – på trods af, at han i sit korte, turberkuloseplagede liv kun nåede at skrive én roman, Barbara, som udkom første gang i 1939, året efter Jacobsens død. >> Læs videre
Bavian har lidt mere end ti år på bagen, men den er stadig en fremragende novellesamling, som især brager igennem i kraft af Naja Marie Aidts skarpe iagttagelsesevne og sprøde pen.
Jeg omtalte forleden Naja Marie Aidts seneste, dybt personlige, men ikke mindre fremragende sorgværk, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017). Og nu, hvor jeg havde fat i Aidt, tog jeg også lige en af hendes tidligere novellesamlinger med: Bavian fra 2006, som modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2008. >> Læs videre
“Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage / som du fik af den døde / da den døde var levende / da den døde var dit hjerte.”
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er et dybt personligt sorgværk, vokset ud af den personlige tragedie, der ramte forfatteren Naja Marie Aidt (f. 1963) i marts 2015, da hendes næstældste søn, Carl, døde i en ulykke, kun 25 år gammel.
Bogen fremstår som Aidts personlige bearbejdelse af tabet af sønnen, skrevet lidt mere end et år efter dødsfaldet. Men det er ikke kun personlig sorgterapi, for Aidt skriver så stærkt om tabet og sorgen, at teksten bærer bud til os alle. >> Læs videre
Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan bestemt skrive, ingen tvivl om det. Men hendes seneste roman vil alt for meget. Og alt for meget forskelligt. Og så er den alt, alt, alt for lang.
Romanen starter med en alternativ og helt skæg variant af skabelseshistorien. Guden (uden køn) skaber i Marstrand-Jørgensens version som det første – nærmest ved et uheld synes det – Satan, mest for at have nogen at tale med. >> Læs videre
Det seneste murstensværk af Mesterfortælleren fra Aarhus er vokset ud af en ærefrygtindgydende ambitiøst tænkt og imponerende udført idé. Men den gode fortælling betaler desværre til en vis grad prisen for den høje ambition.
Svend Åge Madsen er en af mine absolutte yndlingsforfattere, ikke bare blandt danske forfattere, men i det hele taget. Hans enorme forfatterskab er i uomtvistelig verdensklasse. Madsens såkaldt folkelige gennembrud fra 1976, Tugt og utugt i mellemtiden, står således uantastet som en af de bedste romaner, jeg har læst, selv om det efterhånden er 25-30 år siden (bør snart genlæses for at teste, om den stadig holder). Og der er mange andre – i alle ordets betydninger – fabelagtigt gode bøger i det enorme bagkatalog: For eksempel At fortælle menneskene (1989), Syv aldres galskab (1994), Genspejlet (1999) og Mange sære ting for (2009) for nu bare at nævne nogle få af mine favoritter. >> Læs videre
Lad mig med det samme afsløre: Den her var ikke noget for mig. Den var i sin komposition og formmæssige udtryk lige en tand for eksperimenterende for min smag – på en måde, der i lange stræk forekom mig lidt for anstrengt villet og selvbevidst, grænsede til prætentiøs. Også selv om Hans Otto Jørgensen ubetvivleligt kan skrive.
Jeg har vendt alle siderne og jeg har læst alle ordene, men min fornøjelse og mit udbytte var ærlig talt begrænset. Det kan jo godt være bogens skyld, men i dette tilfælde bliver jeg nok nødt til at tilstå, at jeg muligvis manglede evnerne og forudsætningerne for at trænge ind i værket og dermed yde det retfærdighed. Eller også orkede jeg det bare ikke. Det sidste er selvfølgelig den tolkning, den passer mit ego bedst, selv om det ikke nødvendigvis er den mest rimelige. >> Læs videre
Caroline Albertine Minors anden udgivelse er en samling realistiske noveller om sorg, tab, savn og længsel. Velskrevet, troværdig og stedvist ligefrem fremragende, selv om det ikke var alle noveller, der berørte mig lige meget.
Tre af samlingens i alt syv noveller er forbundet til den samme tragiske begivenhed: Den unge, danske pige Anne-Sophie, kaldet Anso, begår – tilsyneladende uforklarligt – selvmord ved at hænge sig i et oliventræ i haven hos den australske familie, hvor hun arbejder som aupair. >> Læs videre
“Min navle er verdens navle, når jeg piller i den, vibrerer hele universet.” Ja, det skal jeg love for. Når Ursula Andkjær Olsens roman er bedst, er det netop den oplevelse, man kan få som læser: Hele universet vibrerer, på grænsen til at slå sprækker, blive oversvømmet og gå under, når fortælleren åbner sluserne for sin vrede, sin hævnfølelse, sin sorg og sin samfundsmæssige indignation.
Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) er et veletableret navn på på den danske lyrikscene. Med Krisehæfterne (2017) har hun begået sin første roman – som dog ikke er mere roman, end at Andkjær Olsens rødder i lyrikken er meget tydelige. >> Læs videre
Et stilfærdigt, troværdigt, lille stykke dansk hverdagsrealisme. Romanen er i det store hele meget velskrevet (på nær enkelte tæerkrummende kiks), men noget blivende indtryk kommer den nok ikke til at efterlade hos mig.
Ida Holmegaards (f. 1990) anden roman, Graceland, fra 2017 er fortalt over en enkelt eftermiddag op til jul af tre forskellige stemmer i en dansk familie: >> Læs videre
“Min sygdom har gjort mig til digter. Og jeg har indset, må frygteligt det er at være digter. Hvilket vanvid må ikke beherske en digters hjerne?”
Så sandt, så sandt. Ihvertfald denne digter. Vanviddet behersker formeligt hver side af dansk-jødiske Louis Levys (1875-1940) kortroman fra 1910, Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem af Dr. Renard Montpensiers optegnelser, som den fulde titel lyder. Kender man undertegnedes smag for små, skæve bøger, kan det ikke overraske, at jeg straks måtte kaste mig over denne lille sag, da den dumpede ned i postkassen i går, venligt tilsendt af forlaget Sidste Århundrede. Alene titlen er jo helt forrygende. >> Læs videre
