Tove Ditlevsen: Barndom & Ungdom (Københavnertrilogi I+II)

Tove Ditlevsen skriver enkelt, ligetil og stærkt. Hendes to små erindringsromaner Barndom og Ungdom er værd at læse for det prunkløse, men virkningsfulde sprog, den kradse socialrealisme fra baghusene i Istedgade og i det hele taget for tidsbillederne af Vesterbro i København i 1920’erne og 1930’erne.

Tilståelse: Jeg har faktisk aldrig før læst Tove Ditlevsen. Jo, javel, jeg er i gymnasiet givetvis blevet tvunget til at analysere nogle digte fra Pigeliv eller lignende, men dansktimerne i gymnasiet kan jo ødelægge enhver læseglæde og efterlod mig i dette tilfælde heller ikke med andet end en diffus forestilling om, at Tove Ditlevsen vist mest var noget med noget kedsommelig, socialrealistisk poesi for piger. Siden gik der Anne Linnet i Barndommens gade, og det var heller ikke ligefrem med til at rykke Ditlevsen frem i køen på min læseliste.

Men nu har jeg gjort noget ved det i form af Ditlevsens tre erindringsromaner Barndom (1967), Ungdom (1967) og Gift (1971), som til tider samlet går under betegnelsen Københavnertrilogi.

Og jeg overgiver mig. Det er faktisk ret godt. Helt godt, endda.

Bøgerne fremstår som bygget på meget personlige erindringer, men man er heller ikke i tvivl om, at man læser en roman. Hvor meget i bøgerne, der er i overensstemmelse med Tove Ditlevsens egen biografi, og hvor meget, der er decideret fiktion, skal jeg ikke kunnet sige. Det er jeg helt tryg ved, at en hel masse andre har ment en masse om.

For mig som læser er det ligegyldigt. Den litterære sandhed i romanerne bliver hverken større eller mindre af, om handlingen er opdigtet eller erindret. Et sted har jeg også læst netop Tove Ditlevsen citeret for, at enhver selvbiografi jo også altid og med nødvendighed er en form for fiktion. Det kan jeg kun tilslutte mig.

Hvorom alting er: Uanset om bøgernes handling og personportrætter udspringer af faktiske erindringer eller ren fiktion, så skriver Ditlevsen med stor troværdighed. Det er som læser helt umuligt at undgå at leve sig ind i den lille Toves hverdag, hendes higen efter morens kærlighed, hendes angst for ikke at slå til, men også hendes drømme – konkret hendes tidlige drømme om at skrive og blive forfatter.

Med den høje troværdighed følger blandt andet, at bøgerne tjener som påmindelse om, hvor træls det jo virkeligheden er at være barn og ung i almindelighed – og i særdeleshed må have været det som pige med ambitioner i en fattig arbejderfamilie på Tove Ditlevsens tid:

Man kan ikke slippe ud af barndommen, og den hænger ved en som en lugt. Man kan mærke den hos andre børn, og hver barndom har sin egen lugt. Man kender ikke sin egen og er sommetider bange for, at den er værre end de andres. Man står og taler med en anden pige, hvis barndom lugter af aske og kul, og pludselig træder hun et skridt tilbage, for hun har mærket den frygtelige stank af ens egen barndom.

Man skal ikke gå til Ditlevsen i forventningen om et floromvundet sprog fyldt med finurligheder og eksperimenter. Citatet ovenfor er i virkeligheden et af de få tilfælde, hvor hun bruger metaforik som et stærkt virkemiddel. Generelt skriver Ditlevsen helt prunkløst og ganske enkelt. Og det er styrken.

Jeg nød især at læse begge bøger som et tidsportræt af arbejderkvartererne i København i 1920’erne og 1930’erne. De kan muligvis godt læses som en slags kærlighedserklæring til Istedgade og Vesterbro, men det er i så fald er en illusionsløs en af slagsen.

Ditlevsen søber ikke rundt i hverken arbejderromantik eller det modsatte. Hun observerer og fortæller uden at dømme eller glorificere, hverken når det gælder farens arbejdsløshed, brorens permanente hoste efter årene som malerlærling, den prostituerede i opgangen og de mange år på smalkost i det hele taget. Hun fortæller det bare, som det var. Eller det er ihvertfald det indtryk, jeg får som læser.

Barndom slutter med Toves konfirmation og afslutning af skolen (hun må ikke komme i gymnasiet). Herfra fortsætter Ungdom med, at den unge Tove får sin første plads som husassistent, hvilket der dog ikke kommer meget godt ud af, da hun aldrig har lært noget om husligt arbejde derhjemme.

Vi følger hende gennem forskellige jobs og de første (ret ærbare) erfaringer med unge mænd. Den unge Tove interesserer sig imidlertid hverken for arbejde eller mænd og slet ikke for at blive gift med “en stabil håndværker, der kommer lige hjem med ugelønnen og ikke drikker,” som hendes forældre gerne ser det.

Hun interesserer sig i bund og grund kun for at skrive, og hendes eneste drøm er at blive forfatter. Den første mand, hun som tyveårig vælger at gifte sig med, vælger hun da også først og fremmest efter, at han kan hjælpe hende med at blive forfatter, og måske også for trygheden. Det er den 33 år ældre forfatter og udgiver Viggo F. Møller.

Barndom og Ungdom er begge udgivet første gang i 1967, og de hænger tæt sammen som én fortløbende fortælling, der blot er opdelt i to bind. Gift (opr. 1971), som udgør den tredje roman i “Københavnertrilogien,” fortsætter handlingsmæssigt, hvor Ungdom slipper. Den skiller sig imidlertid på nogle punkter alligevel ud fra de to første, og den får derfor en særskilt omtale – lige om lidt.

K's vurdering: