Gift er tredje erindringsroman i Tove Ditlevsens såkaldte Københavnertrilogi. Sproget er let og enkelt som i de to foregående bøger. Men Gift er en mørkere roman, og den er benhård, uagtet Ditlevsens humor. Det er også en virkelig god roman, som uden problemer står distancen her 50 år efter den første udgivelse.

Handlingsmæssigt fortsætter Gift (opr. 1971) præcis der, hvor Ungdom (opr. 1967) slap, det vil sige med Tove Ditlevsens forfatterdebut med digtsamlingen Pigesind i 1939 og med hendes giftermål med Viggo F. Møller, redaktøren af litteraturtidsskriftet Vild Hvede (en forløber for det eksisterende Hvedekorn).

Ægteskabet med den 33 år ældre Viggo F. er imidlertidig glædes- og passionsløst:

Jeg er kun tyve år, men jeg føler, at livet uden for disse grønne stuer for andre mennesker farer afsted som til lyden af pauker og trommer, mens dagene falder på mig så umærkeligt som støv, den ene akkurat ligesom den anden.

Forbindelsen til Viggo F. bliver til gengæld blandt andet adgangsbillet til en kreds af unge, lovende forfattere i krigsårene. Blandt dem har hun en overgang en affære med Piet Hein, som i bund grund mest fremstilles som en lidt latterlig Don Juan. I en pudsig scene springer han ud af sengen og skriver et af sine “Gruk” inspireret af deres elskov.

Andre unge og senere kendte forfattere i omgangskredsen tæller Halfdan Rasmussen og Ester Nagel (som siden blev gift og ud over deres forfattermeritter også blev forældre til Iben Nagel Rasmussen), Morten Nielsen (digteren, der gik ind i modstandsbevægelsen under besættelsen og blev dræbt ved en vådeskudsulykke i 1944, 22 år gammel) og Sonja Hauberg (som jeg husker for ungdomsromanen Syv år for Lea (1944), endnu én af de bøger, jeg blev plaget med i gymnasiet).

Ligesom Barndom og Ungdom kan Gift læses alene for sine tidsbilleder, som er levende formidlet. Romanen udspiller sig i besættelsesårene, og krigen og besættelsen er tilstede i romanen, men mest som en flimrende baggrund. For fortælleren er disse år først og fremmest perioden, hvor hun slår igennem som forfatter. Dernæst tegnes perioden af fire ægteskaber, børn med nogle af mændene og et antal illegale aborter under horrible omstændigheder. Og så er det i de år, hvor hun bliver narkoman og næsten dør af det.

Romantitlen Gift byder sig således åbenlyst til med flere betydninger: I forlængelse af barndommen og ungdommen er hun nu voksen og dertil hører at blive borgerligt gift. Men romanen handler også om den gift, hun bliver afhængig af i form af forskellige narkotika. Endelig kan romantitlen tolkes – som Dy Plambeck gør det i sit efterord til den genudgivelse fra 2018, jeg har læst – som fortællerens forhold til det at skrive, hun er så at sige “gift med skriften,” før hun er gift med nogen anden.

Ægteskabet med Viggo F. holder ikke og afløses af et ægteskab med den sværmeriske polit.-studerende Ebbe, som Tove gifter sig med og får datteren Helle med. Måske elsker hun faktisk Ebbe – men ikke ligeså meget, som hun elsker sprøjten med pethidin …

Sprøjten stifter hun første gang bekendtskab med, da lægen Carl skal give hende en udskrabning. Hun er nervøs for at være blevet gravid med selvsamme Carl efter det, der bare skulle have været et engangsknald til en fest. Men nu viser Carl sig at være manden, der kan forsyne hende med narkotika, og det bliver grundlaget for hendes tredje ægteskab.

Pethidin, tænker jeg, og navnet er som et fuglefløjt. Jeg beslutter aldrig at give slip på den mand, der kan skaffe mig en så ubeskrivelig, salig nydelse.

Tove Ditlevsens fortæller-jeg er tydeligvis et komplekst menneske, som træffer en serie af valg, der i stigende grad komplicerer hendes liv – for hende selv og hendes mænd, børn og venner. Men undervejs i romanens handling fremstår alle valgene som relativt enkle. De er alle drevet af det samme: Hendes behov for at kunne skrive og skrive uhindret. Også hendes narkomani forklarer hun for sig selv som drevet af skrivebehovet.

Skriften i romanen er enkel og stærk, ligesom i de to første romaner i Københavnertrilogien. Tove Ditlevsen skjuler ikke noget i skriften, hun polerer ikke, og hun hverken forklarer eller undskylder. Hun viser slet og ret frem, råt for usødet.

Det betyder ikke, at det er en simpel roman. Den er ligetil og let at læse, men netop fordi teksten er så ganske fri for forklaringer, er læseren ikke desto mindre hele tiden på fortolkningsarbejde for at fylde mening i teksten (uanset om man som læser selv er opmærksom på det eller ej).

Det er dette, der er med til at gøre Gift til meget mere end en personlig erindringsroman. Romanens kvindeportræt og forfatterportræt har en universalitet, der rækker langt ud over Tove Ditlevsens personlige biografi og de konkrete, historiske personportrætter i romanen. Og den rækker også udover den konkrete tid, den foregår i og er skrevet i. Hvilket er grunden til, at den kan læses i dag og i den grad gøre indtryk – selv på en lidt mere end midaldrende mand her i 2021.

Sammenlignet med Barndom og Ungdom er Gift, som det måske fremgår, en betydeligt mørkere og hårdere bog – uagtet at den på overfladen er fortalt i samme sprogligt lette tone som de to første. Det er også en bedre og isoleret set mere helstøbt roman.

Det giver på den baggrund en vis mening, at Gyldendal valgte at genudgive Gift selvstændigt i 2018 i den version, jeg har læst. Den kan godt læses alene, men man vil som læser mangle en række referencer til de to foregående bøger. Og da de er så korte og hurtigt læst – og i øvrigt i sig selv også gode – så er der faktisk ingen grund til ikke at læse dem først, også selv det måtte være Gift, man egentlig er mest interesseret i. Således anbefalet.

K's vurdering: