Mikhail Bulgakov: En ung læges optegnelser

Rå realisme kombineret med sort humor og en fin sans for detaljer gør Bulgakovs semi-selvbiografiske noveller om en ung, nyuddannet læges brutale møde med den russiske landbovirkelighed anno cirka 1916-17 til en anbefalelsesværdig læseoplevelse – også selv om ikke alle noveller holder samme høje standard.

Den ukrainsk-russiske forfatter Mikhail Bulgakov (1891-1940) kender vi her på bloggen for det satiriske og balstyriske hovedværk Mesteren og Margarita (opr. 1924-40) om dengang, Satan ham selv kom til Moskva, for den historiske roman Den hvide garde (opr. 1924) om kampen om Kyiv under den russiske borgerkrig og for den lille, gakkede groteske, En hunds hjerte (opr. 1925/1965). Det er tre meget forskellige bøger, og En ung læges optegnelser viser igen andre sider af Bulgakovs forfatterskab.

Bogen består af seks løst sammenhængende noveller, som oprindeligt er udgivet enkeltvis i et russisk lægetidsskrift i perioden 1925-27. Den danske udgivelse er forsynet med et kort efterskrift, som muligvis er forfattet af oversætter Kirsten Pernille Hee, kan man gætte på, men vide det kan man ikke, for det underlader forlaget Lindhardt & Ringhof at oplyse.

Under alle omstændigheder kan man i efterskriftet læse, at Bulgakov angiveligt selv havde planer om at redigere novellerne til en samlet udgivelse uden dog at nå det inden sin død i 1940. Den manglende redigering kan forklare, at der både er visse overlap og visse uoverensstemmelser mellem de seks noveller, men det tager vi med.

Novellerne er formet som, ja, en ung læges optegnelser om sine første år som den eneste læge i en lille landsby midt ude i ingenting et sted i Rusland, hvor han som fersk 24-årig medicinsk kandidat frisk fra eksamensbordet var blevet anvist et embede. Historierne er skrevet med afsæt i Bulgakovs egne erfaringer som netop landsbylæge et sted i Smolensk-provinsen umiddelbart efter bestået embedseksamen ved Kyiv Universitet i 1916.

Historierne er ganske fornøjelige og nogle af dem er endda fremragende.

Den indledende novelle, Den Broderede Hane, er isoleret set til fem stjerner, og den rummer i sig det meste af det, vi finder i de følgende noveller: Portrættet af det – ihverfald ved første øjekast – trøstesløse provinsliv og af provinsbeboerne. Den voldsomme mentale udfordring og drabelige fysiske gerning, det er at være den eneste læge et sådant sted – uden personlig erfaring og med kun få remedier til sin rådighed.

Den unge læges angstfyldte og til fortvivlende rædsel grænsende bekymringer over de opgaver, der muligvis venter ham, og som han på ingen måde føler sig rustet til. Og de brutale rædsler, han faktisk udsættes for – i form af for eksempel at skulle amputere en ung piges ben (i en eksplicit scene, der ikke er for sarte sjæle).

Derudover demonstrerer allerede den første novelle ikke så lidt at Bulgakovs begavede humor, selv om satiren ikke udfoldes i samme omfang som i Mesteren og Margarita og En hunds hjerte. Men stemningen slås an allerede i de første sætninger:

Den der ikke har prøvet at køre med hestevogn ad de små, ufarbare biveje – ham er der ingen grund til at fortælle om det – han forstår det alligevel ikke. Og den, der har prøvet det, vil jeg ikke minde om det.

Senere i samme tekst uddybes den unge læges første indtryk af det sted, han efter sin lange skrumlende rejse endelig ankommer til “i den argeste vinter:”

Og alt imens man dør en langsom død, ser man til stadighed det samme og det samme. Til højre en ujævn afgnavet mark, til venstre en klynge hensygnende træer ved nogle grå, usle hytter, en fem, seks stykker i alt. Og tilsyneladende ikke en levende sjæl i dem. Stilhed, stilhed overalt …

Værre bliver det kun, da han konfronteres med provinsens hospital og patienterne. Men hans angst for ikke at slå til gøres dog hurtigt til skamme: Takket være lige dele bistand fra de erfarne sygeplejersker og feltskæren på stedet, hans teoretiske uddannelse, hans eget instinkt og en god portion held lykkes det ham snart at få en ganske betydelig succes som læge og et godt ry på egnen.

Højdepunkterne i novellerne er Bulgakovs skildring af den unges læges febrilske usikkerhed og angst for, hvilken vanskelig patient, der mon venter ham om det næste hjørne. Og så hans portrætter af de forskellige typer omkring ham: De erfarne jordemødre, feltskæren og galleriet af forskellige patienter.

Ikke alle noveller holder den høje standard fra samlingens første. Man mærker også, at Bulgakov aldrig nåede at gennemføre en samlet redigering. Således virker nogle af novellerne som skåret over samme læst, og den i forvejen ellers forbilledligt korte samling kunne have været styrket ved at udlade en enkelt eller to.

Men de fleste af novellerne var ganske fornøjelige at læse, og der er da også en vis udvikling. Den sidste novelle udgør således en fin afrunding, selv om den ikke i sig selv er så interessant rent litterært, idet den unge læge, der på det tidspunkt ellers har oplevet så meget succes, at han er på nippet til at blive lidt hovskisnovski, her må se sin fine universitetsuddannelse og lægelige erfaring slået af landboernes egne instinkter.

Bogen er kort og meget hurtigt læst og som sådan afgjort værd at bruge en time eller to på. Hvis du skal forstå, hvorfor Bulgakov indtager den klassikerposition i russisk litteratur, som han gør, så er der dog ikke nogen vej uden om Mesteren og Margarita.

K's vurdering: