En lidt blandet antologi bestående af fire af Dostojevskijs mindre kendte fortællinger. Titelnovellen er det hele værd, men også Bobók, hvor de døde kommer til orde, er værd at læse.
Nu, hvor jeg lige har været omkring et par af Dostojevskijs kortere og mindre kendte fortællinger, så tager vi også de fire noveller i En fæl histore og andre fortællinger med. De er oprindeligt udgivet over den lange periode 1848-1876 og samlet i denne danske udgivelse fra 2017.
En fæl historie (opr. 1862) er både den længste og klart den bedste af de fire. Med sine knap 90 sider kunne den for så vidt godt kaldes en kortroman, men den har med sin fortættede og handlingsmæssigt afrundede form alligevel mere novellens karakter.
Her er det i særlig grad humoristen og satirikeren Dostojevskij, vi ser udfolde sig. Som vi ved fra f.eks. Dobbeltgængeren, kan Dostojevskij være virkelig morsom, og det er han også her.
Historien udspiller over en enkelt ulyksalig aften (med et kort efterspil om dagene derefter) for virkelig statsråd (en embedsmand af 4. højeste klasse) Ivan Iljitj Pralinskij. Efter en ikke helt vellykket selskabelig sammenkomst med to andre højtstående embedsmænd begiver han sig til fods hjem gennem Sankt Petersborgs gader, lidt vel tildrukket.
Undervejs kommer han forbi et hus, hvor der festes. Han erfarer, at her fejres bryllup for en af hans underordnede, som han kun genkender på grund af hans særprægede navn. Ivan Iljitj træffer den strategisk umådeligt ringe beslutning af trænge sig ubudent på – idet han i sin beduggede tilstand forestiller sig, hvordan hele selskabet vil modtage ham med først benovelse og ærefrygt, men siden vil hylde ham, fordi han beærer de simple folk med sin strålende tilstedeværelse.
Men ak, intet udspiller sig, som han forestillede sig. Naturligvis ødelægger han festen, og som aftenen skrider frem, gør han bare det hele værre og værre for såvel værter som gæster, men især for sig selv. Aftenen udvikler sig i eskalerende serie af stadigt mere tåkrummende og pinagtige scener, som jeg ikke skal afsløre. Udover at det ret morsomt.
Men det er også tragisk. Ivan Iljitj bryster sig selv af sine moderigtige, liberale ideer (i modsætning til de to herrer, hvis selskab han lige har forladt) og forestiller sig, hvordan han med sin entré kan gøre et “moralsk” eksempel ud af, hvordan han som højtstående herre er i stand til at omgås frit og utvungent med de lavere klasser. I stedet bliver aftenen til det stik modsatte, en manifestation af de selvsamme rangforskelle.
Selv om jeg først og fremmest vil karakterisere En fæl historie som en humoristisk fortælling, så kommer Dostojevskijs raffinerede psykologiske indsigt imidlertid også i høj grad i spil, både i den indlevede beskrivelse af hovedpersonens psykologiske op- og (især) nedture i løbet af aftenen, men også i reaktionerne hos adskillige af gæsterne til bryllupsfesten.
En særdeles veloplagt fortælling, som i sig selv er hele udgivelsen værd.
– – – – –
Fortællingen Bobók (opr. 1873) viser Dostojevskij fra en mere sjælden side, som man med en litteraturkritisk anakronisme kunne kalde magisk-realistisk. En mand opholder sig på en kirkegård og lægger sig for at hvile på en gravsten, og her hører han pludselig, hvordan de døde begynder at hviske sammen i jorden under ham.
Et besynderligt fænomen, javel, men som en af de mere erfarne døde fra graven forklarer de nytilkomne (dvs. nyligt begravede), er det ..
“[…] som om kroppen her liver op endnu en gang, de sidste rester af liv koncentreres, men kun i bevidstheden. Det er – jeg kan ikke udtrykke det bedre – livet der fortsætter ligesom pr. inerti.”
Inden for den ramme undrer nogle sig så over, at de ikke desto mindre synes at kunne lugte hinanden. Her har én også en forklaring:
“Hvad angår netop lugtesansen, bemærkede han, at den stank man kan mærke, så at sige, er moralsk … hæ, hæ! At det skulle være sjælen der stinker, for at man i løbet af disse to-tre måneder skal nå at komme til besindighed, at det, så at sige, er den sidste nåde …”
Det meste af novellen udformer sig som en polyfonisk samtale mellem de døde, kun nogle gange med en navngiven afsender af replikkerne, der fyger mellem hinanden. Det er som at være i et chatrum i Politikens satirespalte ATS, komplet med både @bolsjefar, @Karen.Dynemose osv. (for dem, der måtte have dén reference) – bare umådelig mere begavet og meget morsommere.
“At leve på jorden uden at lyve er umuligt, for livet og løgnen er synonymer; men her vil vi for morskabs skyld lade være med at lyve. Graven betyder jo da for pokker noget! Vi skal alle fortælle hinanden vores historier uden at skamme os over noget længere. […] Deroppe blev det hele holdt sammen af rådne tråde. Væk med trådene, lad os leve disse to måneder i den mest skamløse sandhed! Lad os blotte os og være nøgne!”
“Lad os være nøgne, nøgne!” råbte alle med én stemme.
“Jeg vil frygtelig, frygtelig gerne være nøgen!” hvinede Avdotja Ignatjevna.
“Åh … åh … åh, jeg kan se at det bliver muntert, jeg går alligevel ikke til Eck!”
“Nej, jeg ville nu gerne have levet lidt endnu! Nej, forstår De … jeg ville gerne have levet lidt endnu!”
“Hi-hi-hi!” fnisede Katisj.
Og så videre. Det hele er ganske kosteligt og ikke uden kant.
Bogens bagsidetekst citerer den berømte litteraturkritiker og Dostojevskijfortolker Mikhael Bakhtin for at mene, at Bobók “næsten [er] et mikrokosmos af hans samlede forfatterskab.” Det skal man nok være en berømt litteraturkritiker for at komme på, og jeg ville ikke selv kunne føre argumentet igennem. Men underholdende, dét er den.
– – – – –
Med En dreng til julefest hos Kristus (opr. 1876) bevæger samlingen sig til gengæld over i en helt andre genre igen. Den er desværre præcis lige så sentimentalt-sødladen kristelig, som man kunne frygte af titlen. Vi følger en lille fattig og hjemløs dreng en juleaften, hvor han må efterlade sin døde mor i en kælder og bevæge sig alene gennem byens gader, mens han kun kan kigge ind ad vinduerne til de riges julefester, indtil han fryser til døde i en baggård. Men så løftes han i døden op til julefest i Himlen …
Beskrivelsen af de sørgelige forhold for de fattige og hjemløse i Sankt Petersborgs gader er for så vidt gribende. Men den afsluttende himmelfærd bliver mig for kristeligt-sentimental. Ikke Dostojevskij, når han er bedst.
– – – – –
Endelig er der Julefest og bryllup (opr. 1848), som jeg faktisk havde læst før, idet den indgik som en lidt umotiveret bonus i den udgave af Den evige ægtemand, jeg læste sidste år. Det er en lille moralsk historie om en ældre, grisk rigmand, der under en julefest for økonomisk vindings skyld indgår en aftale med en 11-årig piges forældre om at ægte hende, når hun bliver gammel nok. Ikke en af Dostojevskijs mest erindringsværdige fortællinger, men om ikke andet interessant for den detalje, at den grådige rigmand, Julian Mastakovitj, også optræder i en rolle i Et svagt hjerte som hovedpersonens overordnede.
– – – – –
Julefest og bryllup er oversat af Tine Roesen, mens de øvrige fortællinger i samlingen er oversat af Trine Søndergaard.
P.S.: Hvorfor forlaget har valgt at pryde forsiden med en detalje af Ilja Jefinovitj Repins maleri Et portræt af Kleboshin (1868), er jeg ikke snedig nok til at gennemskue. Men måske er der en forbindelse mellem Dostojevskij og Repin eller Kleboshin, som jeg ikke kender?
Opdatering 25.04.2023: En henvisningsfejl er rettet, jf. kommentarspor.
Det er vist i Et svagt hjerte, Julian Mastakovitj optræder som den overordnede. Han er i øvrigt noget mere godmodig i den historie.
På samme måde optræder Den ærlige tyv (og drukkenbolt) Jemeljan Iljitj i Stakkels mennesker som en ven, der forleder Makar Aleksejevitj til at drikke de penge op som Varvara Aleksejevna har sendt ham til tobak.
Vi har begge ret :-). Mastakovitj optræder som bifigur i både ‘Et svagt hjerte’ og ‘Julefest og bryllup.’
Ja, han optræder i begge de to men ikke i Dobbeltgængeren.
Nå ja, naturligvis: Du har ret, jeg har uret (og jeg læste både din kommentar og mit eget oprindelige indlæg for hurtigt). Fejlen er korrigeret. Tak.