Aleksandr Pusjkin: Prosa

Hvis de litterære stepper i det 19. århundredes Rusland havde været en afrikansk savanne, så kunne jeg her på K’s litterære januar-safari nu sætte flueben ud for alle i The Big Five: Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij, Nikolaj Gogol, Ivan Turgenev og nu også Aleksandr Pusjkin.

Nu læser jeg så ganske vist ikke for at sætte flueben. Der er bare gået gamle russere i min læseliste. Ikke fordi de er klassikere i betydningen pligtlæsning. Men fordi de er virkelig godt litterært selskab. Og jeg er ikke færdig. Især Dostojevskij har fået fat i mig (igen), og jeg planlægger at genlæse nogle af de store romaner fra den sene del af forfatterskabet i løbet af 2022 (Idioten, Forbrydelse og straf, Onde ånder). Og så står der i øvrigt også nogle lidt yngre russere og venter i min reol. Og lidt mere Turgenev.

Men her handler det om Pusjkin. Og som den eneste af de ovenfor nævnte klassiske, russiske forfattere tegner han sig så faktisk for en smule pligtlæsning. Hvis jeg ikke havde bestemt mig for at læse mig igennem alle tekster i den nyoversatte danske samling af hans prosaværker, havde jeg således nok ladet bogen falde undervejs, må jeg indrømme. Men nu begyndte jeg, og så måtte jeg også fuldende.

Aleksandr Sergejevitj Pusjkin (1799-1837) har igennem de sidste to hundrede år mere eller mindre ubrudt nydt status som Ruslands officielle nationaldigter. Pusjkin tilskrives ofte æren for simpelthen at være den, der etablerede russisk som litterært skriftsprog. Lidt ligesom Dante Alighieri (1265-1321) definerede det italienske skriftsprog med Den guddommelige komedie.

Det kan umiddelbart forekomme overraskende i betragtning af, hvor relativt sent i historien, Pusjkin trods alt levede og skrev. Men i første halvdel af det 19. århundredes Rusland var fransk talesproget blandt de øvre klasser (som var dem, der læste litteratur), og det var på det tidspunkt ganske sensationelt at udgive højlitterær lyrik på bondesproget russisk.

Pusjkins status og berømmelse skyldes helt overvejende hans digte, som imidlertid samtidig nyder almindeligt ry for at være stort set uoversættelige til andre sprog (der er ganske vist gjort forsøg på at oversætte nogle af dem, også til dansk). Anderledes forholder det sig med prosaen, som det ifølge oversætter Marie Tetzlaffs forord til den nye danske samling af Pusjkins prosa er muligt at yde en vis retfærdighed i en oversættelse.

Pusjkin kastede sig først over prosaen relativt sent i sit forfatterskab og nåede ikke at producere meget før sin tidlige død (i forlængelse af en duel i 1837). Den danske samling rummer, så vidt jeg forstår på forordet, stort set alle hans prosatekster (på nær enkelte fragmenter, rejsebeskrivelser og en tekst, der på grund af sine mange inkluderede vers er vurderet svært oversættelig).

Det er en lidt blandet samling. Den indledes med den gotiske skæbnefortælling Spar Dame om spillelidenskabens djævel. Det er Pusjkins mest berømte novelle, og det er også den bedste i samlingen.

Dernæst følger en håndfuld noveller, som Pusjkin i sin tid fik udgivet samlet under titlen Salig Ivan Petrovitj Belkins fortællinger. Derudover to ufuldendte romaner (Dubrovskij og Peter den Stores afrikaner) og en enkelt færdiggjort (Kaptajnsdatteren)

Endelig indgår den pudsige og egentlig ret sjove samfundssatire og parodi på lokalhistoriskrivning, Gorjukhino Kirkebys historie. Den udmærker sig blandt andet ved, at de indledende manøvrer om, hvad der overhovedet har motiveret forfatteren til at skrive den lille bys historie, samt noter om kilderne, fylder mere end selve “værket.”

Belkin-fortællingerne udgør – sammen med Spar Dame – for mig højdepunkterne i samlingen. Det er fem små skæbnefortællinger af forskellig karakter, som ikke mindst udmærker sig ved deres humoristiske islæt.

Tag som eksempel på det sidste indledningen til novellen Stationsbestyreren om denne udskældte profession:

Hvem har ikke forbandet stationsbestyrere, hvem har ikke skændtes med dem? Hvem har ikke i vredens stund forlangt den skæbnesvangre bog for i den at skrive sin nyttesløse klage over forfølgelse, grovheder og forsømmelighed? Hvem regner dem ikke for menneskeslægtens udskud på lige fod med afdøde kancelliskrivere eller i det mindste banditter fra Muronskoven? Lad os imidlertid på retfærdig vis forsøge at sætte os i deres sted, og måske vil vi så bedømme dem meget mere nådigt. Hvad vil det sige at være stationsbestyrer? Det er en martyr fra fjortende rangklasse, kun af sin rang beskyttet mod tæv, og det endda ikke altid (jeg henviser her mine læsere til deres egen samvittighed).

I andre af Belkin-novellerne ironiserer Pusjkin blidt over den romantiske roman. Som i den tragikomiske Snestormen om den unge syttenårige Marja Gavrilovna: Hun “var opfostret på franske romaner og var følgelig forelsket.”

Den ufuldendte roman Dubrovskij er en kulørt ramasjanghistorie á la Alexandre Dumas eller Walter Scott. Den har en vis underholdningsværdi, men lider under at afslutningen er meget abrupt og kortfattet (deraf formentlig dens status som uafsluttet).

Endnu mere uafsluttet er Peter den Stores afrikaner, som afslutter denne samling, selv om det er den ældste af teksterne. Af Marie Tetzlaffs forord kan man læse, at Pusjkin formentlig har hentet ikke så lidt inspiration i sin egen familiehistorie til den fiktive fortælling om den afrikanskfødte Ibrahim, som Peter den Store (1672-1725) tager under sine vinger og opfostrer som noget nær en plejesøn. Pusjkins egen oldefar stammede således fra et uvist sted i Afrika, hvorfra han i sin tid blev solgt som slave i Kontantinopel og derfra bragt til Moskva som gave til samme Peter en Store.

Pusjkins påbegyndte roman om Peter den Stores afrikaner er efter min smag blandt de potentielt bedste tekster i samlingen med sin spiddende satire over både den russiske og franske adel, som falder i henrykt svime over den eksotiske Ibrahim, der er så begavet og begår sig så vel – så længe der ikke er tale om egentlig og fuld anderkendelse af ham som ligeværdig med de hvide europæere. Desværre er “romanen,” som fortællingen almindeligvis omtales, ikke alene ikke fuldendt, den er nærmest kun lige påbegyndt med sine 36 sider, der stopper brat midt i en scene. Den havde jeg ellers gerne læst til ende.

Antologiens længste fortælling, kortromanen Kaptajnsdatteren, mangler heller ikke kolorit. Det er en historisk roman, som udspiller sig i tiden omkring den såkaldte Pugatjov-opstand, et stort kosakledet bondeoprør i 1773-75, som udsprang i det sydlige Rusland, tæt på grænsen til Kazakhstan. Historien fortælles af en ung adelsmand, der er udkommanderet som soldat i den sydlige provins. Selveste Pugatjov, en deserteret kosak, som udgav sig for at være den retmæssige kejser Peter den 3., optræder som en central karakter i fortællingen. Derudover indgår selvfølgelig en romance.

Det var ikke uden en vis ærefrygt, at jeg gav mig i kast med Pusjkins prosa. Ærefrygten kan man imidlertid godt kaste over bord. Pusjkins fortællinger er på ingen måde svære eller tunge at gå til. Tværtimod er de alle fortalt lige ud ad landevejen, og de er nemme at læse her i Marie Teztlaffs oversættelse til dansk. Handlingsmæssigt er de fleste endda temmelig kulørte. Ingen tunge filosofiske eller psykologiske diskussioner her.

Trods koloritten var der dog ikke mange af hverken novellerne eller kortromanerne i samlingen, som formåede at vække min egentlige begejstring. Novellerne var de bedste, men decideret ophidsende fandt jeg dem ikke.

Den ellers så berømte kortroman, Kaptajnsdatteren, kedede jeg mig decideret igennem. Den savner ikke ydre handling, der er både krig og kærlighed, svig og forræderi, dueller og andet drama. Men den savner de psykologiske dimensioner, vi finder hos Pusjkins efterfølgere, Tolstoj og især Dostojevskij. Og uden psykologiske raffinementer blev det hele mig noget trivielt.

Det samme må jeg desværre sige om de fleste af de andre fortællinger i samlingen. De fleste er fortalt og komponeret stramt og endda elegant ud fra en rent stilistisk betragtning. De gjorde bare ikke det store indtryk på denne nutidige læser.

For mig var læsningen af Pusjkins prosafortællinger således primært af litteraturhistorisk interesse. Det er så til gengæld også i sig selv en grund til at læse dem. For selv om Pusjkin som nævnt især er berømt for sin lyrik, så er hans prosa også russisk kanon. Man kan kun glæde sig over, at det meste af den nu foreligger samlet i en ny dansk oversættelse.

For mit eget vedkommende er jeg da også godt tilfreds med at have læst mig igennem samlingen og dermed stiftet bekendtskab med Pusjkin – også selv om jeg ikke var decideret benovet og om ganske kort tid formentlig ikke vil kunne huske ret meget af nogen af fortællingerne.

K's vurdering: